Hummere i kælderen, forlorne tænder og tordenkaffe

Forleden skrev jeg om min mormors husholdningsskole, som hun havde indtil 1965. Fra jeg kan huske tilbage som cirka fireårig og indtil da, har jeg utroligt mange dejlige, uhyggelige og sjove erindringer derfra.

For eksempel skulle de unge husholdningselever på hvert hold lære at koge hummere. Til det formål blev der indkøbt et stort antal levende hummere, som blev sat i en balje vand i fyrkælderen indtil næste dag. Men meget tit stak hummerne af, og pigerne måtte ned og fange dem i den mørke kælder. De var skrækslagne, og jeg priste mig lykkelig over, at jeg ikke behøvede at deltage i hummerjagten. Men jeg kunne se hummerne for mig, og jeg gøs ved tanken om den levende kælder.

Uhyggeligt var det også, når det tordnede om natten og alle i huset blev vækket for at samles i det store køkken til tordenkaffe. Det gjorde man i gamle dage, hvor der ikke helt sjældent gik ild i husene på grund af lynnedslag - og så var det bare om at komme ud. Lynet slog faktisk ned hos min mormor engang, men heldigvis kun i et træ i haven lige udenfor huset, et træ, som i min barndom stod som et tvedelt påmindelse og så skræmmende ud. Det skete, før jeg blev født, men min mors fortælling fik altid nakkehårene til at rejse sig på mig. For tænk hvis lynet var slået ned bare lidt ved siden af træet …

Min mormor hørte til den generation, hvor det var almindeligt at få tænderne trukket ud som fjortenårig og få nyt gebis i konfirmationsgave - så var man fri for alt det bøvl med tandlæger og tandpine. Jeg glemmer aldrig, da jeg som lille pige så min mormor tage tænderne ud af munden og viste dem frem til en af sine veninder, mens hun kørte bil og jeg sad på bagsædet. Jeg fik et chok, for jeg havde aldrig hørt om eller set, at nogle mennesker havde tænder, der ikke sad fast.

Der var en hel del at se til for min mormor som forstanderinde for det store hus - madindkøb, regnskab, undervisning, passe på de unge pigers dyd osv., men ikke desto mindre fik hun fem børn, som hun selvfølgelig ikke havde tid til at passe selv. Dengang havde man en barnepige ansat. Min mors barnepige er først lige død, og jeg var med til hendes halvfems års fødselsdag for ikke så mange år siden.

Det kneb også for min mormor med at få tid til selv at lave mad til sin hastigt voksende familie, så maden kom fra elevernes store køkken og blev varmet op til stor ærgrelse for hendes børn, og der har sikkert heller ikke været så meget som én vitamin tilbage i aftensmaden.

Når min mormor spillede klaver, skulle der være helt stille i stuen, og ingen måtte komme ind eller gå ud. Jeg kan stadig høre hende råbe: ’Kan man så få ro, luk så den dør - hvor mange gange skal jeg sige det?’ Ret intimiderende for et lille barn.

Den norske forfatterinde Ingeborg-Lise Durban-Hansen var elev på skolen i 1930’erne, og i sin erindringsbog Til et yndig land. En sannferdig beretning med happy end, udgivet på forlaget Johan Grundt Tanum, Oslo 1945, fortæller hun blandt andet om opholdet på skolen, som i bogen har fået navnet Hjerteminde og min mormor er blevet til fru Rosenkrands, måske for at undgå at få en injuriesag på halsen, for det er ikke just noget flatterende portræt. For eksempel kan man læse om en undervisningstime, hvor min mormor rygende på en cigaret demonstrerer, hvordan man bader et barn - med et af sine egne børn som ’dummy’ – mens asken drysser ned i hovedet på barnet.

Som 76-årig måtte min mormor give fortabt som leder, fordi husholdningslærerinderne ikke længere kunne affinde sig med den gammeldags tone. Hun solgte skolen til kommunen, der ombyggede den til ungdomsboliger, og min mormor købte huset lige ved siden af. Herefter gik det hastigt ned ad bakke for hende. Hun kunne ikke leve uden sit livsværk og døde få år efter.