Fra vinduet i det røgfrie hus, jeg arbejder i, har jeg udsigt over rygegården, hvor det myldrer med skærmtrolde, omvandrende stemmer og andet godtfolk, der har brug for at blive opdateret på nikotin- og sladderfronten. Da jeg kastede et blik derned i går formiddags gennem tågebankerne, fik jeg tilfældigvis øje på den tidligere vært i Sporløs og blev lige mindet om, at jeg skulle huske at se aftenens program.
Det gjorde jeg så. På en måde kan man sige, at det er den samme historie hver gang. Her var det en kvinde, der ledte efter en lillebror, hun aldrig havde kendt. Først som voksen havde hun fået at vide, at han eksisterede og var blevet bortadopteret, og som altid var genforeningen gribende.
Hver gang jeg skal se Sporløs, får Monsieur et anfald af god smag og forsvinder ... sporløst. Men jeg synes den slags historier fra det virkelige liv er elementært spændende og interessante, fordi de er almenmenneskelige. Man kan diskutere formen, hvor man nærmest tvinges til at sidde og hulke med. Men mon ikke alle familier har hemmeligheder, der ligger rigtig godt begravet?
Er det en kvindeting at have den interesse, eller er jeg helt alene om se Sporløs - helt alene?
