Ved min dåb blev jeg udstyret med tre navne, som blev til fire, da jeg blev gift med Monsieur. To for- og to efternavne. Mit første fornavn har jeg arvet fra min farmor, Inger. Et nydeligt navn, men det er bare ikke det, jeg lystrer. Jeg er altid blevet kaldt ved mit andet fornavn, og når jeg for eksempel er hos lægen, og der højt og tydeligt bliver råbt 'Inger', reagerer jeg ikke umiddelbart. Det skal lige trænge ind, at det faktisk er mig, der er adressaten. Så rejser jeg mig tøvende og føler, at jeg går ind under falsk navn. 'Inger' har for resten også fået et utal af breve fra offentlige myndigheder, som viste sig at være til mig.
Monsieur er så heldig kun at have ét fornavn og ét efternavn. De er til gengæld ikke så almindelige, og det har ført til uforglemmelige oplevelser, især på apoteket dengang lægen stadig skrev recepterne ud i hånden med skødesløs arrogance. Det er trods alt ikke enhver beskåret at være blevet råbt op som 'Otto Strudsberg'.
Øge- og kælenavne er et kapitel for sig, og her er der i sagens natur frit slag. Min mor hed Jytte, men hendes bror kaldte hende aldrig andet end Sylte, fordi han ikke kunne tyde hendes håndskrift. Min bror Henrik kunne ikke sige sit eget navn som lille. Det blev til 'Nønner', og det hang ved indtil konfirmationsalderen.
Og sådan er der så meget, når det gælder navne. Har du ikke lyst til at bidrage lidt til underholdningen?
