Fyraften

O at have et glastag

Glæden ved ...

Det kan ikke skjules længere, at lige om lidt begynder efterårsaftenerne at trænge sig på. De er som skabt til at skrive breve, og jeg elsker det. Der er ikke nogen, der jawwer med én, og man kan gøre en tankerække færdig uden at blive afbrudt. Engang skrev jeg mine breve i hånden, men jeg tror, mine pennevenner er glade for, at det er et overstået kapitel, for jeg kan ikke altid selv læse, hvad jeg har skrevet. Og så har en e-mail den indlysende fordel, at man hele tiden kan ombestemme sig.

At skrive et brev er en enestående anledning til at tænke over, hvad man har oplevet og øve sig i at videreformidle det, så ens tanker og følelser får ord på og bliver klarere, ikke mindst for én selv. Jeg skriver både med familie i udlandet og med venner i Danmark. Det er en daglig glæde at sidde og samle tankerne, og det har for mig en mentalhygiejnisk effekt ligesom at gå en lang tur.

I gamle dage var det mere højtideligt at skrive breve. Man gemte dem og tog dem frem igen og igen. De lå måske stadig i fine æsker med sløjfe om, når man døde. Jeg printer også mine e-mails ud, og de fylder efterhånden godt op i arkiverne. For mig er det uerstatteligt materiale.

'Jamen, det er jo præcis det samme som at blogge', vil nogle tænke. Ikke for mig. Jeg kommer aldrig så tæt på mig selv, når jeg blogger, som når jeg skriver breve. Andre har det helt sikkert anderledes, men hos mig kalder bloggen på et andet filter, og den vil aldrig kunne erstatte brevskrivningen. Når jeg skriver med mine venner, kommer jeg et spadestik dybere, og der er personlige emner, som det ligger mig fjernt at blogge om. Men bloggeriet og brevskrivningen komplementerer hinanden så fint, og jeg ville ikke undvære nogen af delene.

Overskriften på indlægget her har jeg brugt før. Den er tyvstjålet fra en serie, radioen sendte engang om alverdens emner: glæden ved at holde høns, glæden ved at hugge brænde, glæden ved kontorartikler, glæden ved at gå tur med sin hund, glæden ved at bygge luftkasteller, glæden ved at kigge ud ad vinduet, glæden ved at pjække, glæden ved at miste sin adressebog (det var Eigil Søholm, den spasmager), glæden ved arvestykker, glæden ved uforudsete forhindringer, glæden ved natten osv. osv. Jeg synes, det kunne være spændende at høre, hvad I andre finder glæde ved.

Igen: frit slag!

Sig navnet

Ved min dåb blev jeg udstyret med tre navne, som blev til fire, da jeg blev gift med Monsieur. To for- og to efternavne. Mit første fornavn har jeg arvet fra min farmor, Inger. Et nydeligt navn, men det er bare ikke det, jeg lystrer. Jeg er altid blevet kaldt ved mit andet fornavn, og når jeg for eksempel er hos lægen, og der højt og tydeligt bliver råbt 'Inger', reagerer jeg ikke umiddelbart. Det skal lige trænge ind, at det faktisk er mig, der er adressaten. Så rejser jeg mig tøvende og føler, at jeg går ind under falsk navn. 'Inger' har for resten også fået et utal af breve fra offentlige myndigheder, som viste sig at være til mig.

Monsieur er så heldig kun at have ét fornavn og ét efternavn. De er til gengæld ikke så almindelige, og det har ført til uforglemmelige oplevelser, især på apoteket dengang lægen stadig skrev recepterne ud i hånden med skødesløs arrogance. Det er trods alt ikke enhver beskåret at være blevet råbt op som 'Otto Strudsberg'.

Øge- og kælenavne er et kapitel for sig, og her er der i sagens natur frit slag. Min mor hed Jytte, men hendes bror kaldte hende aldrig andet end Sylte, fordi han ikke kunne tyde hendes håndskrift. Min bror Henrik kunne ikke sige sit eget navn som lille. Det blev til 'Nønner', og det hang ved indtil konfirmationsalderen.

Og sådan er der så meget, når det gælder navne. Har du ikke lyst til at bidrage lidt til underholdningen?

De smukke gamle mennesker

Aviser og blade har for vane kun at skrive om gamle mennesker, når det handler om sygdom, demens og forfald. Jeg har tænkt mig at blive rigtig gammel, og derfor samler jeg på historier, der skyder fordommene om gamle mennesker i sænk og beviser, at de er livskraftige, levende, intelligente, til nytte - og smukke.

Jeg er lige faldet over artiklen i Frederiksborg Amts Avis om billedhuggeren Gerda Thune Andersen, der bor og arbejder i Tibirkelunde. Hun laver de skønneste skulpturer, men prøv lige at se hendes ansigt. Hun er en af de smukkeste kvinder, jeg har set, og hun har været en slags forbillede for mig, lige siden jeg så en udsendelse i tv for et par år siden, hvor man fulgte hende og hendes mands måde at gribe den forestående alderdom an på. De fleste indskrænker og skruer ned på vågeblus, men de to gjorde det modsatte. De flyttede fra Jylland og købte en stor gård i Nordsjælland, som de selv satte i stand. Hun fik sit enorme atelier, som hun arbejder i dagligt, og de kom til at bo tættere på deres børn og børnebørn. Hendes mand dyrker sin interesse for historie og skriver om det. Ikke noget med at sætte sig ned og vente på at dø.

Gerda Thune Andersen er 75 år, og når jeg tænker på hende, kan jeg kun glæde mig til at blive lige så gammel.

Fransk visit fra Aalborg

Heldigvis havde Ella og Ole tid til at komme forbi refugiet her i går aftes på vej til Spanien for at aflevere en kuvert med de stokrosefrø, som hun var så letsindig at love mig i kommentarfeltet for nogle uger siden. Så mødte jeg hende endelig! Og som de andre gange, jeg har mødt blogvenner, var det som om vi havde kendt hinanden længe - hvad vi jo sådan set også har. Bloggen er en dejlig måde at møde nye mennesker på, for man har en enestående mulighed for at lære hinanden at kende på forhånd. Og Ella var præcis så varmt og ligefremt et menneske, som jeg jo godt vidste, at hun er.

Hun skulle tidligt op i morges for at nå flyet, og jeg skulle lige så tidligt op og på arbejde, så det blev en kort visit på et par timer, men jeg er sikker på, at det ikke bliver den eneste. Jeg havde den samme fornemmelse af genklang, som jeg har haft med de andre bloggere, jeg har mødt.

Hvis du ikke har prøvet det, så gør det. Man bliver jo helt høj!

Bregner rimer på regner

Bregnerne i min have er ikke noget, jeg sådan går og passer. Jeg overlader dem til deres egen skæbne, for regnvandstøndens indhold slår alligevel ikke til, og på denne tid af året plejer de at være helt brune og forhenværende. Ikke i år! Bladene er skam stadig grønne, for bregner elsker kaskader af vand, og det har de fået sommeren igennem helt uden min mellemkomst.

Er det ikke en dejlig plante?

For resten, nu vi er ved regn og rim: 'En snegl på vej'n er tegn på regn ...' - og 93 dræbersnegle er tegn på rundt regnet 900 gram slimet, organisk materiale til bortfjernelse. Det var, hvad jeg samlede op i morges, og jeg kan se ud af øjenkrogen, at 93 nye allerede er klar til næste opsamlingsheat ...

Jamen, så lad gå da ...

Når nu Sister Bonde og Ella ligefrem beder om det:

1. Jeg er ligeglad med regler, hvis de ikke giver mening.



2. Jeg gør dét, jeg har sat mig for - nu!



3. Jeg tror det bedste om mennesker, jeg møder.



4. Jeg har en intuition, der gennemskuer alt (påstår Monsieur!).



5. Jeg er god til at lytte.



6. Jeg er tålmodig.



7. Jeg holder mig fra sladder.



8. Jeg behandler mig selv godt.



9. Jeg kan leve på en sten.



10. Jeg er glad for mit liv som det er.

Det har jeg vist egentlig aldrig tænkt over før. Tak, de damer :-)

En god bog

En rejse kan være mange ting. Man kan rejse til udlandet med fly, med tog, på tommelfingeren, sejle - eller man kan rejse og opleve en masse, selv om man ikke bevæger sig uden for landets grænser. Man kan være heldig at have et arbejde, hvor man rejser - i bogstavelig eller overført betydning. Man kan rejse ved at høre en radioudsendelse eller se et tv-program. Man kan se en film i biografen eller læse en bog og føle, at man er kommet vidt omkring. Jeg tænkte, det kunne være spændende med nogle blogindlæg om en eller anden form for rejse, som var uforglemmelig for dig. Så jeg begynder lige med én selv - en rejse tilbage i tiden (ja, nu igen!).

Sidste sommer læste jeg en moppedreng af en roman - Den røde blomst, den hvide blomst af Michel Faber. En veninde havde fortalt lidt om den, og den smule jeg hørte, gav mig med det samme lyst til at gå i gang med de 920 sider.

Den 19-årige Sugar er den bedste skøge i dronning Victorias London. Ikke blot kaster hun sig tilsyneladende vellystigt ud i alle mændenes perverse påfund, hun har også en enestående evne til at stive kundernes selvtillid af, så de føler sig betydningsfulde, charmerende og intelligente. Mødet med parfumesælgeren William bliver hendes adgangsbillet til den fine, vestlige side af London.

Sugar er selv lynende intelligent, men som kvinde er hun nødsaget til at underspille sin rolle. Hun sluger den ene bog efter den anden og skriver hemmeligt på en roman, der ville ryste kunderne i deres sjæls inderste. Sugar overlever psykisk i al forstillelsen og undertrykkelsen ved at pine og dræbe sine kunder på det grusomste i sin bog.

Hvis det ikke er smagsprøve nok, er der mere om handlingen her.

Det, der fangede mig ved 'Den røde blomst, den hvide blomst', var den eminente måde 1870'ernes London er beskrevet på. Bogen er fræk som bare fanden, men de historiske beskrivelser er, så man lugter, smager og ser den tid levende for sig. Claus Bech - min yndlingsoversætter - har som sædvanlig fordansket, så man flyver.

Din tur!

Den forsvundne fætter

Jeg blev ikke helt færdig med sporløs i går, for jeg tror, de fleste familier har et familiemedlem, der er forsvundet. For eksempel én, der udvandrede og ikke ønskede, at familien fik at vide hvortil. I min familie forsvandt min fars fætter - familiens sorte få - ud i den blå luft i begyndelsen af 1950'erne, og i mange år anede ingen, hvor han var blevet af. Det må have været hårdt for forældrene, der uden tvivl har gjort sig mange spekulationer om, hvad de har gjort galt, og om deres søn overhovedet levede mere.

Gåden blev først løst for få år siden, da et familiemedlem satte sig for at bruge internettet til at lede. Da efternavnet var ret usædvanligt, lykkedes det at få gevinst i Sydafrika via en kommentar på en sydafrikansk hjemmeside, og lidt efter lidt blev en utrolig historie oprullet. Fætteren havde taget sin unge danske kæreste med derned, fået job og efterhånden var fem børn kommet til. Denne familiehemmelighed blev næsten til en rigtig god historie, da et nært familiemedlem rejste til Sydafrika og fik kontakt med hele den afrikanske del af familien, som selvfølgelig ikke kunne ét ord dansk. Desværre har vi tabt kontakten med familien igen sidenhen, men vi nåede at få lange og spændende mails om, hvordan livet former sig i Sydafrika for en hvid familie. Det var blandt andet en gyser om overfald og vold langs motorvejene, hvor man kaster brosten ind gennem forruden på bilerne for at få dem til at standse, så man kan plyndre passagererne, og lignende uhyrligheder, som vi heldigvis ikke kender til.

Så vidt jeg ved, er en del af familien ’flygtet’ fra de rystende forhold, der selvfølgelig bunder i racestridigheder, og bosat sig i London. Og selv om kontakten nu er på pause, er jeg blevet utrolig meget klogere på vilkårene i Johannesburg.

Det kunne være spændende at høre dine historier om familiemedlemmer ude i verden.

Følelser og hemmeligheder

Fra vinduet i det røgfrie hus, jeg arbejder i, har jeg udsigt over rygegården, hvor det myldrer med skærmtrolde, omvandrende stemmer og andet godtfolk, der har brug for at blive opdateret på nikotin- og sladderfronten. Da jeg kastede et blik derned i går formiddags gennem tågebankerne, fik jeg tilfældigvis øje på den tidligere vært i Sporløs og blev lige mindet om, at jeg skulle huske at se aftenens program.

Det gjorde jeg så. På en måde kan man sige, at det er den samme historie hver gang. Her var det en kvinde, der ledte efter en lillebror, hun aldrig havde kendt. Først som voksen havde hun fået at vide, at han eksisterede og var blevet bortadopteret, og som altid var genforeningen gribende.

Hver gang jeg skal se Sporløs, får Monsieur et anfald af god smag og forsvinder ... sporløst. Men jeg synes den slags historier fra det virkelige liv er elementært spændende og interessante, fordi de er almenmenneskelige. Man kan diskutere formen, hvor man nærmest tvinges til at sidde og hulke med. Men mon ikke alle familier har hemmeligheder, der ligger rigtig godt begravet?

Er det en kvindeting at have den interesse, eller er jeg helt alene om se Sporløs - helt alene?

Mine rødder

For nogle år siden fik jeg en - synes jeg selv - ret god idé, som jeg har lyst til at dele med alle, der ikke længere har helt unge forældre.

Da min mor døde, og min far blev enkemand, tog det forfærdelig hårdt på ham. Derfor foreslog jeg ham at sætte sig til computeren og skrive om sit liv - og min mors også, hvis han havde lyst. Det havde han heldigvis, og over det næste år skrev han omkring 200 sider, som han løbende mailede til mig. Tankevækkende og dejlig læsning at have for mig og en meningsfuld opgave for ham selv. Jeg tror, han fik bearbejdet lidt af sin sorg på den måde.

I begyndelsen greb han det helt systematisk an, skrev om sine forældre, sine bedsteforældre osv. Da hele familien havde været en tur gennem tasterne, stillede jeg supplerende spørgsmål, spurgte hvordan en juleaften foregik, da han var barn, hvordan sommerferierne og andre almindelige begivenheder forløb. Nu begyndte det at blive rigtig interessant og levende for mig, som altid har elsket den slags beskrivelser fra gamle dage!

Min fars barndomshjem, som han har fortalt og underholdt om gang på gang igennem alle årene, blev nu beskrevet i alle detaljer, og en dag, da vi var ude at køre en tur sammen, lagde jeg vejen forbi det gamle hus. Vi steg ud af bilen og gik langsomt forbi på fortovet i håb om at få et glimt af et eller andet ved at kigge lidt diskret ind over den høje hæk. Netop som vi nåede hen til havelågen, var ejeren på vej ud med sin cykel, og vi skyndte os at benytte os af lejligheden. Min far fortalte naturligt nok, at han var vokset op i netop dét hus, og så skete der det fantastiske, at vi blev inviteret indenfor, og den venlige og tålmodige ejer brugte en time på at vise huset frem fra kælder til kvist.

For min far var det en meget stor glæde at kunne vise mig, hvor han var vokset op og endda hvor hans og hans brors gamle køjeseng havde stået.

Og for mig er det en god fornemmelse at have en mappe med uerstattelige erindringer stående i reolen.

Hist hvor vejen slår en bugt ...

... ligger der et skovarbejderhus så smukt. Her bor min kusine og hendes mand, der arbejder i skoven og kan konstruere de flotteste brændestabler og bænke af skovens træer. Hun kan bage verdens bedste økologiske fødselsdagsboller, og i går var vi inviteret til 100 års fødselsdagsbrunch under åben himmel for hendes datter på 16 og hendes mor på 84.

Der var halvbrødre på begge sider, børn, gamle og alle dem midt imellem til pandekager og ahornsirup, røræg og bacon, melon og parmaskinke, frugtsalat og brownies. Desserten var en lang gåtur i skoven, og den sejlende og globetrottende fætter, der var hjemme og vende, underholdt med nye oplevelser fra Caribien.

En herlig, tilbagelænet dag lige efter mit hoved og hjerte. Med fokus på samvær frem for perfekt opdækning og med hønsenes kaglen i baggrunden, kattekillinger om benene og udsigt til Esrum Sø. Fås ikke bedre.

Og så er min kusine for resten gartner og har årstidens smukkeste, næsten-afblomstrede hortensia lige uden for vinduet.

Hummere i kælderen, forlorne tænder og tordenkaffe

Forleden skrev jeg om min mormors husholdningsskole, som hun havde indtil 1965. Fra jeg kan huske tilbage som cirka fireårig og indtil da, har jeg utroligt mange dejlige, uhyggelige og sjove erindringer derfra.

For eksempel skulle de unge husholdningselever på hvert hold lære at koge hummere. Til det formål blev der indkøbt et stort antal levende hummere, som blev sat i en balje vand i fyrkælderen indtil næste dag. Men meget tit stak hummerne af, og pigerne måtte ned og fange dem i den mørke kælder. De var skrækslagne, og jeg priste mig lykkelig over, at jeg ikke behøvede at deltage i hummerjagten. Men jeg kunne se hummerne for mig, og jeg gøs ved tanken om den levende kælder.

Uhyggeligt var det også, når det tordnede om natten og alle i huset blev vækket for at samles i det store køkken til tordenkaffe. Det gjorde man i gamle dage, hvor der ikke helt sjældent gik ild i husene på grund af lynnedslag - og så var det bare om at komme ud. Lynet slog faktisk ned hos min mormor engang, men heldigvis kun i et træ i haven lige udenfor huset, et træ, som i min barndom stod som et tvedelt påmindelse og så skræmmende ud. Det skete, før jeg blev født, men min mors fortælling fik altid nakkehårene til at rejse sig på mig. For tænk hvis lynet var slået ned bare lidt ved siden af træet …

Min mormor hørte til den generation, hvor det var almindeligt at få tænderne trukket ud som fjortenårig og få nyt gebis i konfirmationsgave - så var man fri for alt det bøvl med tandlæger og tandpine. Jeg glemmer aldrig, da jeg som lille pige så min mormor tage tænderne ud af munden og viste dem frem til en af sine veninder, mens hun kørte bil og jeg sad på bagsædet. Jeg fik et chok, for jeg havde aldrig hørt om eller set, at nogle mennesker havde tænder, der ikke sad fast.

Der var en hel del at se til for min mormor som forstanderinde for det store hus - madindkøb, regnskab, undervisning, passe på de unge pigers dyd osv., men ikke desto mindre fik hun fem børn, som hun selvfølgelig ikke havde tid til at passe selv. Dengang havde man en barnepige ansat. Min mors barnepige er først lige død, og jeg var med til hendes halvfems års fødselsdag for ikke så mange år siden.

Det kneb også for min mormor med at få tid til selv at lave mad til sin hastigt voksende familie, så maden kom fra elevernes store køkken og blev varmet op til stor ærgrelse for hendes børn, og der har sikkert heller ikke været så meget som én vitamin tilbage i aftensmaden.

Når min mormor spillede klaver, skulle der være helt stille i stuen, og ingen måtte komme ind eller gå ud. Jeg kan stadig høre hende råbe: ’Kan man så få ro, luk så den dør - hvor mange gange skal jeg sige det?’ Ret intimiderende for et lille barn.

Den norske forfatterinde Ingeborg-Lise Durban-Hansen var elev på skolen i 1930’erne, og i sin erindringsbog Til et yndig land. En sannferdig beretning med happy end, udgivet på forlaget Johan Grundt Tanum, Oslo 1945, fortæller hun blandt andet om opholdet på skolen, som i bogen har fået navnet Hjerteminde og min mormor er blevet til fru Rosenkrands, måske for at undgå at få en injuriesag på halsen, for det er ikke just noget flatterende portræt. For eksempel kan man læse om en undervisningstime, hvor min mormor rygende på en cigaret demonstrerer, hvordan man bader et barn - med et af sine egne børn som ’dummy’ – mens asken drysser ned i hovedet på barnet.

Som 76-årig måtte min mormor give fortabt som leder, fordi husholdningslærerinderne ikke længere kunne affinde sig med den gammeldags tone. Hun solgte skolen til kommunen, der ombyggede den til ungdomsboliger, og min mormor købte huset lige ved siden af. Herefter gik det hastigt ned ad bakke for hende. Hun kunne ikke leve uden sit livsværk og døde få år efter.

Det store ædegilde

A/S Dræbersneglene trues nu af en konkurrerende virksomhed med lige så grådige medarbejdere. Selv tallerknerne på mine tallerkensmækkere ryger med ned ...

Nogen der kender firmanavnet?

Regndans

Da vi kom hjem fra arbejde i går, skulle der slås græs. Jeg kunne snildt have fundet på noget mere underholdende at tage mig til, men det kunne bare ikke vente længere, så på med (have)vanten. Jeg foreslog Monsieur, at vi deltes om opgaven, så var det ligesom lidt mere overkommeligt at barbere de 1600 kvadratmeter (godt nok er der træer på det halve af arealet, men med håndkraft er det alligevel noget). Og i samme øjeblik jeg var færdig med min halvdel, åbnede de højere magter for sluserne oppefra, så der var sat en effektiv stopper for yderligere græsslåning den dag. Regnen dansede cancan på havebordet, og min afløser lod meget overbevisende som om han ærgrede sig, da han slog ud med armene.

Til gengæld fik jeg rig lejlighed til at øve mig i at fotografere regn ud gennem havedøren. Regnvejr er næsten umuligt at fastholde på et billede, og ovenstående er det eneste, der ligner virkeligheden bare en smule. Det regnede, og det blev ved med at regne, og alle de iberiske skovsnegle kom susende i skræmmende mængder. Jeg samlede op, og jeg samlede op. To sprængfyldte poser kom der ud af det på en halv time, og jeg havde så travlt, at jeg helt glemte at tælle. Så jeg måtte tage køkkenvægten (forsvarligt afdækket) til hjælp for at dokumentere min præstation. 2½ kilo må være foreløbig rekord, men sådan som vejret har artet sig på det sidste, har jeg på fornemmelsen, at jeg kommer til at slå rekorden inden længe.

Heldigvis er det tørvejr lige nu, og jeg nyder at se en rask og rørig ægtemand i gang med den anden halvdel af plænen. Min bedre halvdel, om jeg så må sige ...

Min mormors hus

Min mormor fik børn meget sent efter den tids forhold, og hun var en ældre dame, da jeg kom til verden i 1950. I det hele taget var hun ikke helt almindelig, for i min mormors og morfars hjem var det hende, der havde bukserne på. Det var hende, der tjente pengene, og på sin husholdningsskole havde hun mange mennesker ansat, heriblandt min mor, som var husholdningslærerinde på deltid. Hver dag, når jeg havde fri fra skole i de små klasser, gik jeg hen til min mormors husholdningsskole og ventede på, at min mor skulle få fri.

Huset var kolossalt med uendelig mange værelser, og med kælderen og loftet var der fem etager med plads til 52 boende elever. Først kom man ind i hall'en - sådan en rigtig gammel én med højt til loftet og en trappe med gelænder, man kunne kure ned ad. Fra hall'en kunne man gå ind i elevernes store køkken, deres systue med flygel, ind i privaten eller ud i badeværelset. Eller ned i kælderen, som var en verden for sig med viktualierum, billardrum, fyrrum, vævestue, rullestue, vaskerum og æblekælder. Gik man op ad trappen til anden sal, var der en lille bitte dør med et rum, hvor man kunne gemme sig, og hvor ingen kunne finde én.

I privaten var der lyst, for det meste stille, og der lugtede af cigarrøg efter morfar. Fra mormors store birketræschatol med buede skuffer og låger udgik der eksotiske dufte, for her gemte hun mandler, kakao, valnødder og andre luksusvarer, som eleverne ikke bare skulle bruge løs af. Ved siden af hang en enorm, brun velourportiere, så der kunne trækkes for ud til vinterhaven, og til højre for den stod mormors flygel. Hun var en habil amatørpianist, og jeg har stadig de gamle lakplader med Chopins valse, hun indspillede i sin tid for egen regning. Mormor havde gået til spil hos en dame på Bjelkes Allé, og i alle årene cyklede hun de fyrre kilometer frem og tilbage til undervisningen, for man ruttede ikke med pengene.

I mormors dagligstue stod der også et rundt messingbord fra Marokko og morfars bløde rygestol med de svungne armlæn. Overfor var sofagruppen med de grønne plysmøbler placeret, bogskabet, hvor bøgerne var lukket inde bag glas, og hvor bonbonnieren med søde sager befandt sig. En gang imellem kunne man være heldig at blive budt et bolche herfra. Jeg husker også tydeligt den enorme sykurv på det høje stativ, den sorte telefon på skrivebordet med håndsvinget og den blanke klokke, og jeg kan stadig genkalde mig udsigten over haven med nøddegangen og hængekøjen.

Spisestuen var traditionel med skænk, anretterskab, birketræsbord og -stole. Her havde børn ikke noget at gøre, når der var gæster. Så blev vi sendt ud i vinterhaven, hvor vi kunne sidde og spise for os selv. Men jeg elskede den vinterhave, lille, lys, med blomster alle vegne, og der duftede vidunderligt. Der var bambusmøbler med sommerhusbetræk, og man kunne kigge ud over blomsterhaven, som blev passet af en gartner. Her voksede floks, bonderoser og alskens andre stauder, og æbletræerne var gamle og krogede. Det var her, jeg og mine fætre slog telt op om sommeren, og mændene spillede boccia i shorts og undertrøje.

Jeg drømmer stadig tit om min mormors hus, indbegrebet af min barndom. Med tordenkaffe om natten og løsgående hummere i kælderen - men det er en helt anden historie ...

Har man hørt så galt

- og det er ganske vist. Eller er det kun min have, der ikke kan finde ud af årstiderne?

Er det nu til at forstå ...

... at et så blidt og kærligt udseende væsen kan finde på at nakke fire mus på en formiddag?

Om vaner

Vaner er noget man skal bryde, jeg ser det alle vegne. Hvis man ikke gør det, risikerer man, at ens liv bliver én stor genudsendelse. Man kommer til at leve på vågeblus, og hvis man ikke gør noget ved det, ender det med at flammen går helt ud.

Der er skrevet hele bøger om det, og der er 'konsulenter', der har gjort det til en levevej at afholde kurser og seminarer i, hvordan man bærer sig ad med at bryde sine vaner. Det er åbenbart ikke så ligetil, for mennesker er magelige, og det kræver en indsats at lave om på rutinen. Sandt nok, men det mest tankevækkende, jeg endnu har læst om at ændre vaner, stødte jeg på i den livskloge antologi Det handler om resten af dit liv, som jeg allerede én gang har omtalt. Her fortæller Thomas Winding i en lille artikel om et program, en af hans venner har opfundet. Det går ud på at tage magten over den dominerende ’person’, der indtil nu har bestemt, hvad man skulle foretage sig. Han må holdes i skak og presses til at være mindre dominerende:

Hvis han vil have kaffe, får han derfor en kop the eller et glas vand. Vil han læse avis, får han en bog i stedet. Vil han kende vejrudsigten, bliver han sendt ud i haven for at se, om han ikke kan gætte den selv. Hvis han har lyst til at se tv, lader jeg ham gå en tur, og hvis han er sulten, skubber jeg frokosten et par timer. Hvis han trænger til en eftermiddagslur, sætter jeg ham til at arbejde med et eller andet. Hvis andre spørger, om han har lyst til at gå i zoologisk have, biografen, til fodbold osv., siger jeg kun ja, hvis han ikke har lyst.

Jeg går aldrig selv med til at skubbe frokosten et par timer, men i princippet vil jeg godt være med. For det er jo sådan, at hver gang jeg gør noget andet end jeg plejer, hver gang jeg føler mig på gyngende grund, har jeg muligheden for at oplevet noget nyt og spændende. Jeg kan vælge at tænke på risikoen i en mulighed eller mulighederne i en risiko. Jeg vælger selv, om jeg vil være levende eller bare eksistere.

BANG!

Hver gang jeg hører den lyd mod ruden, giver det et gib i mig, men i dag lød det kraftigere, end det plejer. En voldsom, dump lyd fra den anden ende af huset, som betød, at den forulykkede fugl i hvert fald måtte være større end en mejse. Jeg gik en tur rundt om huset, og dér lå hun, fru Solsort, stendød, med halsen brækket. Somme tider klarer de den og kan flyve videre som om intet var hændt, hvis de får lov at sidde en halv times tid for sig selv og komme til hægterne. Denne gang var det definitivt slut.

Det er så prisen for at bo mellem mange træer, for de vingede væsener ved ikke, at man ikke kan flyve gennem vinduer. Jeg har gjort, hvad jeg kunne - klistret uskønne, sorte rovfuglesilhuetter på de største af ruderne til æsteten Monsieurs græmmelse - for at få ulykkestallet bragt ned, men hundrede procent effektivt er det ikke. Slet ikke.

Hvem af mine solsorte var det mon, der mødte sin skæbne i dag? Hende, der boede i carporten og nåede at få to hold unger på vingerne? Hende, der havde rede i busken på terrassen? Eller måske hende, der valgte at indrette sin bolig i ligusteren ude ved vejen?

Suk.

Festligt, folkeligt ...

New Orleans-jazz om sommeren i et kæmpetelt på havnen lyder som fadøl i stride strømme, ølmaver, trækbasun, stråhatte og har-vi-det-ikke-dejligt! Kort sagt gyseligt, og det er gyseligt – medmindre man selv er der.

Sidste år lokkede gode venner, der selv bor der, os med til afslutningen på Gillelejes lokale minijazzfestival Jazz på Havnen, hvor Tommy Jensens Femø All Stars har tradition for at spille. Vi havde aldrig selv fået tanken, men det viste sig at være mere end o.k., det var faktisk vanvittig sjovt. Aldrig har jeg hørt så mange fladpandede vittigheder på så kort tid, og så kunne orkestret spille. Og Lisa, sangerinden, sang rent – på motorcykel og iført nissehue. Genren kan man diskutere, men teltet gyngede og swingede fire timer i træk. Udenfor piskede regnen ned, men det var der ingen, der lagde mærke til.

Succesen førte til, at vi vedtog, at det skulle være en tradition for fremtiden, så i dag var vi der igen med de samme venner. Bortset fra, at det var tørvejr, var det nøjagtig som sidste år og lige så folkeligt, og sådan skal det være. Og også i år var vi blandt de yngste i salen(!) Blandt de ældste spottede jeg Svend Asmussen med hemmelig baseballcap og egen medbragt hattedame. De udvandrede ikke i protest, så helt uantageligt kan det musikalske niveau ikke have været.

Jeg anbefaler kort sagt Jazz på Havnen til alle næste år, og lad dig ikke skræmme af billederne. Fidusen er at lade den gode smag blive hjemme og koncentrere sig om være en del af den gode stemning.

Lørdagssnapshot

Strækmarch à la Sofus

Forbilleder

I 7. klasse havde jeg en ung vikar, som jeg aldrig glemmer. Vi sad alle sammen fuldstændig tryllebundne og lyttede til hende fra det øjeblik, hun åbnede munden. Vi var som hypnotiserede, og man kunne høre en knappenål falde til gulvet. Det havde jeg aldrig oplevet før med en vikar – og heller aldrig siden. Hvad var det da, hun kunne? Hun hvilede i sig selv. Fortalte hvordan det var at være vikar og om sit liv. Helt enkelt. Sådan ville jeg også være! Hun hed Susanne.

Senere har jeg mødt andre mennesker, der havde den samme virkning på mig. Nogle mennesker er elementært behagelige at være sammen med, og jeg har prøvet at komme i tanker om nogle fællesnævnere. Jeg synes, det er svært at sætte ord på, men det er noget med at være fordomsfri, nysgerrig, i balance, se stort på konventioner, kunne begejstres. Være åben og venlig. Det lyder banalt, men det er måske det, det er.

Også – ja, måske især – med meget syge mennesker har jeg oplevet det. En nær ven havde muskelsvind og sad i en kørestol, forkrøblet siden han var nitten. Han var et af de mest givende, positive og aktive mennesker, jeg har mødt. Han får mig igen til at tænke på Evald Krog – den tidligere formand for Muskelsvindfonden - som jeg ikke kender personligt, men altid har beundret. Man kan det meste, selv om man er handicappet. Somme tider bedre end de fleste.

Jeg har truffet både kvinder og mænd gennem mit job, som har haft betydning for min måde at anskue tilværelsen på. Som ung teknikerelev arbejdede jeg i B&U, Børne – og Ungdomsafdelingen i DR. Her mødte jeg Søren Kragh Jacobsen, som gjorde indtryk med sin ligevægt og imødekommenhed. Han var en af de første, der blev en slags forbillede for mig. En anden var Marianne, en af mine første kolleger, altid varm og åbenhjertig. Hvor er hun mon nu, for resten?

Der er kommet flere forbilleder til med årene, også i blogverdenen. De har de samme livsbekræftende egenskaber.

Har du forbilleder? Hvad er det, du falder for?

Skovtur

Det er ikke blevet til så meget i år, og det ærgrer mig, for en picnic er noget særligt. Nogen bedre lejlighed for at slappe af, være sammen, nyde naturen og samle på nye oplevelser og minder findes ikke. Et tæppe, en kurv og et smukt landskab får maden til at smage utrolig meget bedre. Ren magi! Min venindes tredive års fødselsdag blev holdt som en masseskovtur med S-tog fra Vesterbro til Bagsværd Sø. Det er sytten år siden, og den dag står stadig fuldstændig klart i min erindring.

Vi har en forestilling om, at en picnic helst skal foregå i skovkanten, i en park eller på stranden, men mulighederne er uudtømmelige: vores egen baghave, zoologisk have, et museeum, hvor som helst. Vi forbinder også en picnic med perfekte damebladsanretninger, men mindre kan gøre det. Og uanset hvad man kommer i kurven, er forventningerne og forberedelserne lige så stor en del af oplevelsen som selve picnic’en.

Så er der det med vejret, som man aldrig kan være helt sikker på. Men det er jo ikke det, det kommer an på. Fornøjelsen ved godt selskab og god mad bliver ikke mindre af, at skovturen eventuelt kommer til at foregå indenfor i regnvejr. Man kan brede et tæppe ud til at sidde på, hvis skal være.

Det vigtigste er at være sammen med nogen, man kan lide at være sammen med. Mad, snak og spontan latter giver ny energi og minder os om, at de største glæder som regel er de enkle.

Alt det kom jeg til at tænke på, fordi jeg glæder mig så vældigt til, at jeg skal på udendørsmuseumsskovtur i dag om præcis en måned. Det har været aftalt længe, og det gør fornøjelsen så meget større.

Hvornår har du sidst været på skovtur?

Jeg holder af onsdagen ...

... fordi onsdag er min ugentlige ekstra fridag.

Kattene deler min godhed for onsdagen, for så står døren åben hele dagen. Man kan gå ud og ind til maden, lægge sig i skyggen under en busk og strække sig på brændestablen, når man ikke lige er nødt til at demonstrere, hvor stor en musefænger man er.

I dag har jeg slået græs med hånd- og fodkraft. Ikke verdens sjoveste tjans, når det er så varmt, som det var i dag, og når græsslåmaskinen trænger til en kærlig slibning, fordi det ikke er til at opdrive nogen, der stadig kan trimme sådan et arkaisk instrument (adresser nord for København modtages med dyb taknemmelighed!). Men jeg fik min motion.

Jeg har luget ukrudt og beskåret planter, der truede med at afskære os helt fra omverdenen.

jeg har ompottet en stor plante, der var vokset ud af sin urtepotte, og jeg har slappet af med avisen og hørt en montage på P1 og talt i telefon og fodret fuglene.

Og jeg har lavet en simpel ret af løg, hvidløg, ingefær, squash, peberfrugt og tomater, selvkomponeret og kogebogsfri, og Monsieur har taget for sig af den og rost.

Ikke det store, men onsdag er min dag, og jeg skal ikke stå til regnskab for nogen. Og jeg ville aldrig undvære den.

Jeg har for resten også slået en halvdød mus ihjel.

En rejse tilbage i tiden

For et nogle somre siden traf jeg temmelig tilfældigt en halvfætter, som jeg aldrig før havde mødt, og som viste sig at have den samme interesse for slægtens historie som jeg, men på et højere plan. Det førte til en spændende snak og til, at jeg sommeren efter fik en invitation til et familietræf på Lolland, som han havde arrangeret. Vi skulle på rundtur til slægtens gamle gårde.

Dagen oprandt, og af sted drog jeg med Monsieur, madkurv og kamera plus – indrømmet - en vis portion skepsis, som heldigvis hurtigt blev gjort til skamme, for det blev en uforglemmelig oplevelse.

Det var en rødglødende sommerdag, og vi var sat stævne i det lokale forsamlingshus i Frejlev, hvor min morfars slægt stammer fra. Efter spisningen blev alle 36 deltagere forsynet med en slægtsbog, som arrangøren havde udarbejdet, og som hele familien fra nær og fjern havde bidraget til med billeder og historier. Mange af dem mennesker, hvis eksistens jeg intet anede om.

I løbet af eftermiddagen besøgte vi tre af de gamle gårde - på den ene af dem boede Vibeke, som havde inviteret på kaffebord i haven under de ældgamle, krogede æbletræer. Ved den lejlighed forærede alderspræsidenten Eva på 95 mig et billede af min mor som lille pige på et hølæs taget engang, hun var på besøg dernede. Det siger sig selv, at det har fået en æresplads i mit familiealbum.

Jeg kom til at genkalde mig den særlige dag, fordi DR2 i øjeblikket genudsender Slavernes slægt, som jeg så første gang lige omkring min Lollandsfærd, og som jeg gerne vil anbefale. Programmerne følger en række efterkommere af de vestindiske slaver under deres søgen i arkiver og på rejser til det tidligere Dansk Vestindien. Helt så eksotisk er min slægtshistorie ikke, men i øjeblikket er min nyopdagede halvfætter ved at udforske den del af vores slægt, der udvandrede til Amerika lige som et utal af andre danskere gjorde omkring år 1900, og jeg venter spændt på at høre, hvad han finder ud af. For resten var samme halvfætter lydmand på den ene af udsendelserne om slavernes slægt, og sådan hænger alting sammen på den ene eller anden måde.

Hvis du ikke allerede har gjort det, så gør dig selv den tjeneste at lære forgreningerne i familien at kende. Det kan være en horisontudvidelse af de store og sjældne.

Hobbithuse fortsat ...

Nu er tilværelsen jo så viseligt indrettet, at man tiltrækker det, der optager ens tanker. Og eftersom mine tanker har kredset en del om hobbithuse på det seneste, er jeg stødt på Simon Dale, der har bygget sit eget hobbithus, som han kalder A Low Impact Woodland Home.

Sammen med sin kone, sin svigerfar og sine to børn har han brugt 4 måneder på at bygge huset, som nu er deres hjem. Det har kostet 1500 arbejdstimer og den beskedne sum af £3000 at få deres drømmehus. Enhver kan gøre det, påstår Simon. Han er hverken arkitekt eller har særlig forstand på at bygge.

Jeg kommer nok aldrig selv til at bo i et hobbithus, men man har da lov at lege med tanken, og billederne er en fryd at se på. Der er flere af dem på Simons vidunderlige hjemmeside, hvor man kan læse alt om huset og dets tilblivelse.

Jeg rocker!

Der er overgået mig den usædvanlige ære at blive udnævnt til én blandt fem Rockin’ Girl Bloggere, udvalgt af Sifka (her burde jeg indsætte den lyserøde knap, jeg nu har lov til at pryde min blog med, men som den slags trofæer skal være, er den så grim-grim, at jeg afstår). Ikke desto mindre er jeg stolt som en Tour de France-vinder og iler med at viderebringe udmærkelsen til fem andre kvindelige bloggere, der fortjener den og i skrivende stund ikke allerede har modtaget den:

Liselotte - fordi hun er Danmarks blogdronning.

Hege - fordi hun så levende fortæller om sit daglige liv og gør mig klogere på norsk kultur og gamle huse med sine smukke billeder.

Lene -fordi jeg pludselig har fået indsigt i, hvordan en moderne landmandskone lever sit liv.

HenrietteB - fordi hun er så god til at analysere og filosofere.

Donald - fordi han har et usædvanligt musisk talent og en krøllet hjerne, der garanteret sagtens kan abstrahere fra, at han ikke er en kvinde.

Og så havde jeg lyst til at kåre en hel masse andre, som allerede har opnået værdigheden …

Huskede jeg at sige tusind tak, Sifka?

Glæden ved at rydde op

Jeg har før lovprist regnvejret, og jeg har tordnet, at man skal bruge regnvejr til andet end huslige sysler, for eksempel til eftertanke eller til at lave ingenting. Det står jeg ved. Men når nu den danske monsun vælger at indfinde sig vedvarende i hele ens ferie, er der ikke noget forgjort ved en gang oprydning. En slags aktiv meditation.

Én gang om året får tøj- og andre bunker en ordentlig omgang her i refugiet. Alt sorteres, og en del havner i sorte sække, der deporteres til genbrugsstationen. Det giver forbløffende meget mere plads i ens bolig, både fysisk og mentalt.

Hvilket minder mig om en serie i tv for et par år siden, jeg husker ikke den nøjagtige titel - noget med at rydde op i sit liv. En karismatisk, feng shui-kyndig kvinde med et eksotisk navn gav hardcore rodehoveder en hjælpende hånd, så der var som blæst i deres hjem, når hun havde været der. Jeg er langt fra ortodoks fengshuist eller hvad det hedder, men jeg synes, det var ret underholdende.

Billedet herover er et 'efter'-billede af en bunke, som var betydelig mindre harmonisk, da jeg gik i krig med den, for at sige det mildt. Nej, mine bunker er stadig ikke snorlige, og det skal de heller ikke være. Jeg har sympati for stroppen i midten, der nægter at indordne sig. Der bliver heller aldrig som blæst, hvor jeg bor, det kan enhver der har besøgt mig bevidne. Alting med måde, hedder det vist - det gælder både kaos og orden.

Er der andre, der har værdifulde erfaringer med oprydning? Og er der andre kickstartere end regn til den slags aktiviteter? Uundværlige tips og tricks modtages med frydeskrig.

Vis mig din arbejdsplads

Ingen har bedt mig om det, men Hege, der altid skriver så levende om sit arbejde, har givet mig lyst til at fortælle om mit. Jeg er lydtekniker i en ikke helt ukendt, dansk public service-virksomhed. Det har jeg været i mange år, men arbejdet har ændret sig meget, siden jeg 'kom i lære' som 18-årig. Jeg tager ikke ud med sendevogn, optager koncerter eller afvikler direkte udsendelser, som jeg gjorde til at begynde med. Jeg har heller ikke skiftende vagter på alle tidspunkter af døgnet mere, og jeg savner det heller ikke, for der er ikke noget mere stressende. Alligevel var det sjovt! Men de sidste fem år har jeg haft det mest spændende job i hele mit arbejdsliv med at digitalisere gamle, analoge radioudsendelser til brug for nye medier. I mit studie ser der sådan ud i store træk:

Men det mest interessante ved mit arbejde er alle de sjove, sære, frygtelige, makabre og kedelige udsendelser, jeg hører hver dag. På stående fod husker jeg udsendelsen om Hans Hedtofts forlis, hvor en endeløs række af savnede personers navne blev læst op. Den gjorde et stort indtryk, for katastrofen er sket i min tid. Jeg husker udsendelsen om en mand, der boede i en kæmpe høstak året rundt, selv om han ikke manglede penge. Og en udsendelse om en kvinde, der fortalte om sin usigelig fattige barndom, hvor hun kun fik én kjole, som ved forandringer kunne tilpasses hendes voksende krop. Hendes far var altid sød og sjov og sang for sine børn, selv om familien stort set intet ejede. Når jeg hører udsendelser fra 1940’erne med folk, som var født omkring 1860, undrer det mig altid, at deres sprog var næsten præcis, som vi taler i dag. En af de medvirkende havde mødt H. C. Andersen som barn og fortæller om hans lange ranglede skikkelse og sære fremtoning. Lis Møllers samtaler med mennesker står også klart i min hukommelse. Hun spurgte så enkelt og ligeud og fik folk til at åbne sig - det samme gjorde Christian Kryger, der blandt andet lavede en udsendelse om folk, der boede i vogn. De var tit skrotsamlere - vognene udgjorde et usselt logi, og børnene var næsten hele tiden syge. Det er spændende at høre om, hvordan folk levede førhen, og det får mig til at glædes endnu mere over mit lille træhus med brændeovn, varmt vand og elektrisk lys. Herom måske en anden gang.

Hvad laver du, og hvordan ser der ud lige dér, hvor du arbejder?