Anderledes - og dog

I går sad jeg med en udsendelse, hvor en blind mand fortæller om, hvordan det opleves at være født blind. Jeg havde ørerne helt inde i højttalerne og fik indblik i en verden, jeg ikke kender ret meget til.

Det giver ikke mening at tale om lys og mørke for en blindfødt. Blinde kan høre, når de er ved at gå ind i en væg! Lyden ændrer sig på grund af akustikken, og en meter inden man rammer væggen, ændrer lyden sig. Hvem tænker over det?

Allerede som 4-årig kom hovedpersonen i udsendelsen på Refsnæsskolen, hvor alle blinde børn gik (stadig går?). Vi hørte om, hvor svært det var for forældrene i begyndelsen ikke at vide, om deres barn var åndssvagt, siden de ikke kunne få øjenkontakt med ham. Men i 4-måneders alderen opdagede man årsagen.

Refsnæsskolen var ikke noget paradis for de blinde børn i begyndelsen af 1950'erne. Hvis de ikke opførte sig ordentligt, tog læreren telefonen og lod, som om han ringede til en opdragelsesanstalt og lavede aftaler. I virkeligheden ringede han bare hjem til sin kone, men det anede børnene ikke. De var skræmt fra vid og sans.

En blindfødt drømmer i lyde og i stemninger og selvfølgelig ikke i billeder. Denne mand fortalte om at rejse som blind, om at opleve med de andre sanser, om lyden af mennesker og fuglene i lufthavnen, som havde gjort et dybt indtryk - en helt anderledes måde at opleve en rejse på. Jeg tvivler på, at jeg selv ville kunne huske lyden af fuglene i lufthavnen efter at være kommet hjem fra en rejse.

Som ung kendte jeg en blind mand, og det gjorde stort indtryk at høre om hans oplevelse af verden. Jeg troede dengang, at blindhed måtte være det værste handicap, men han overbeviste mig om noget andet.