onsdag, marts 05, 2008

Tæppefald

Fridagens oplevelse har været - hm - en tur i Ikea ved Lyngby ...

Der kommer jeg ikke ret tit, for jeg overvældes simpelt hen af alt det, man kan købe. Af farver, former, materialer - og undres over, at nu skal benene på møbler være runde og smallere forneden som i 50'erne. I mine øjne ser det gammeldags ud, men jeg ved, at om ét år lægger jeg sikkert slet ikke mærke til det. Min ungdoms Marimekko-inspirerede mønstre er hotteste mode, sågar på reoler - både udenpå og indeni. Stod det til Ikea, smed jeg hele møblementet ud og købte et nyt. Det gør jeg nu ikke. Jeg vil hellere have ting, former og farver, der holder længere end til næste sæson. Limegrøn er moderne for tiden, og jeg elsker den farve, men jeg holdt mig i skindet.

Det nye tæppe

Vi kom egentlig for at købe et skridsikkert underlag til et gulvtæppe. Det fandt vi ikke, men vi faldt for et nyt gulvtæppe, der passer til vores sofa-hyggekrog, et tæppe med sort og råhvidt mønster. Og tre kurve af bananpalmefibre til opbevaring, som vi faktisk mangler.

I cafeteriet var der to unge, smukke somaliske mødre med hver sin barnevogn - deres ro og værdighed vakte beundrende blikke sammen med deres glade snak og douce grårosa gevandter om hår og krop.

Og nu har Monsieur pakket ud, rumsteret og lagt det nye gulvtæppe på.