I morgen går en ny radiostation i luften på nettet - en meget lille radiostation, som nogle af mine gamle P1-kolleger - bortsparede eller frivilligt fratrådte - har stablet på benene: Karsten Pharao, Birgitte Rahbek, Kirsten Laumann, Karl Johan Mikkelsen, Frederik Dessau, Georg Metz, Ove Weiss, Egon Clausen, Nikolaj Iversen og Tina Wilhelmsen Munck, og man kan forestille sig, at der kommer flere kendte navne til, hvis projektet bliver en succes. Det vil afhænge af, hvor mange der viser sig at savne det gammeldags, bevidst langsomme og smalle P1, 'med kultur og samfundsrelateret indhold til mennesker der savner indhold i det daglige radioudbud.' Foreløbig har Den 2. radio en omfattende støttekomité, og medarbejderne arbejder gratis til at begynde med.
Georg Metz byder velkommen i morgen. Derefter kan man høre en samtale om Danmark og globaliseringen mellem Birgitte Rahbek og professor Lars Bo Kaspersen. Christian Braad Thomsen står for en jazzprogram, og Frederik Dessau genopstår som radiovært i en ny serie 'Med andre ord'.
Planen er, at der hver søndag og hver onsdag skal lægges tre timers nyproduceret radio på nettet - udsendelser, der så kører i "sløjfe", indtil næste runde programmer afløser dem.
Du finder den nye netradio her (og man kan håbe på, at hjemmesiden snart bliver lidt mere oplysende, så man fx kan se sendetidspunkterne!)
Det kunne være meget sjovt, hvis det kan lade sig gøre.
onsdag, april 30, 2008
Den 2. radio
Abonner på: