Som man ser det

Jeg er gift med en brilloman. Det betyder, at det ikke kan lade sig gøre at passere et optikervindue, uden at Monsieur liiige skal se, om der er noget, der er bedre end det, han har. Det er der ikke - og det har der ikke været, siden han sidst købte briller for fem-seks år siden. Et smukt stel, som jeg ville kalde klassisk with a twist. Det klædte ham rigtig godt.

Og så har han gjort det alligevel. Købt et par nye briller uden at tage mig med på råd - bare fordi han har haft det samme stel i nogle år. Nå ja, og så fordi han havde brug for en ny styrke, men så kan man jo bare købe nogle nye glas. Næ nej, sådan skulle det ikke være.



De nye er dueblå på ydersiden og skrigende lyseblå på indersiden og på overkanten. Hvad gi'r I mig! Det er jo mig, der skal se på det i mindst et par år! Kan man være det bekendt?

Jeg ved ikke, hvad der er gået af ham, for han har jo før bevist, at han har en ikke helt dårlig smag i briller. For eksempel var det ham, der valgte dem, jeg bruger til daglig.

Han mener selvfølgelig, at det er mig, der er gammeldags.