Hørt og aldrig glemt

For omkring 15 år siden hørte jeg nogle radioudsendelser, der berørte mig meget. En gammel dame, der hed Margrethe Appel, fortalte om sit liv i en japansk fangelejr under 2. verdenskrig med sine to små børn. Hun var hollandsk gift, og hendes mand blev taget til fange og døde. Forholdene for hende selv og børnene i lejren var nærmest ubeskrivelige. Hun mistede ikke bare sin mand, men også det mindste barn - og hun talte aldrig om sine oplevelser, før hun fortalte historien til radioen i 1990'erne. Jeg opsøger ikke den slags oplevelser af mig selv - men det var en del af mit job at høre disse udsendelser om et sort kapitel i vores historie.

Husker vi egentlig at sætte pris på, at vi ikke lever med krig og naturkatastrofer? At vi faktisk har det meget godt?