Kat på et vådt tegltag

Vi kunne høre Sofus mjave indtrængende udenfor, men da vi lukkede døren op, var der ingen kat, kun den ynkelige mjaven. Han var ikke i buskadset og heller ikke rundt om hjørnet. Så kom vi til at kigge op, og dér sad han - oppe på taget lige oven over tagrenden og kunne ikke komme ned.

Man skulle tro, at det var helt enkelt at tage havebordet, stille sig op på det og række armene op til modtagelse, og så var den potte nede. Men sådan fungerer en kattehjerne ikke. Aktionen havde kun den effekt, at Sofus vendte om og gik jamrende længere ind på taget. Efter ti minutters indsmigrende kalden i øsende regn og bælgravende mørke var der kun den løsning tilbage, som vi lige havde troet, at vi kunne springe over: stige og balancegang på taget.

Heldigvis er det jo den slags, man har en mand til, og det var ikke uden underholdningsværdi at se en gennemblødt Monsieur styrte frem og tilbage over tagryggen for at fange katten. Det tog et kvarter, før det lykkedes, og alle kom ned i god behold. Resten af aftenen forløb uden yderligere dramaer.

Hvordan Sofus var kommet derop? Via det væltede fyrretræ, der stadig ligger klos op ad huset og venter på at blive fjernet. Og træmanden må meget gerne holde sit løfte om at gøre det i eftermiddag.