søndag, juni 14, 2009

Rigtig god søndag!

Valmue
Uha, det blev sent i går, og det er jeg ikke god til. Jeg har først nu fodret fuglene og mødte alle rådyrene, der tog benene på nakken i hver sin retning.

I går var der Open air koncert tæt ved, hvor vi bor - og lyden gik rigtig godt igennem, desværre, lige fra tidligt om eftermiddagen og til midnat! Shu-bi-dua sang, så jeg kunne høre hvert et ord :-)

Jeg har været så heldig at vinde en dejlig bog hos Jeannette Mariae! Bogen hedder 'Dit indre klima' og har sin egen hjemmeside. Forfatteren Anne Christine Hagedorn fortæller, at vi kan forvandle verden indefra. Bogen bygger på princippet om, at vi alle er ansvarlige for, hvordan vi bruger energi, at vi har ansvar for helheden, og at klodens ydre klima hænger sammen med menneskehedens indre klima. Det er en bog om bevidsthed og om, hvordan vores hensynsløse måde at behandle naturen på hænger sammen med, at vi lever i vores hoveder, og mærker vores kroppe og følelser meget lidt. Og når rigtig mange af os gør det, kommer det til at præge hele samfund og kulturer.

Det giver god mening for mig, og jeg vil vende tilbare og fortælle mere om bogen, når jeg har læst den. Anne Christine Hagedorn er journalist og inspireret af de spirituelle forfattere Byron Katie, Eckhart Tolle og Esther og Jerry Hicks. Hun er desuden en af forfatterne bag bestselleren 'simple-living.dk', som har optaget mig meget.

Nu venter der en megastor opvask, men først kaffe og morgenmad ude på terrasen. Solen skinner, og det er lunt og dejligt.

Rigtig god søndag til dig, der læser med her!