fredag, juli 25, 2008

Købekonen

Her til morgen har jeg lyttet til en arbejdsopgave, der er meget tankevækkende. Det er en udsendelse på lakplader fra 1950. Intervieweren er på besøg hos en familie, hvor konen er født og opvokset i Kina - er kineserinde, som man sagde dengang. Hun kommer fra Malaya, hvor hun traf sin mand. De fortæller begge om de mange duftende blomster derovre, og hun fortæller om sin barndom og deres første møde.

Manden købte sin kone for 2000 kr.! Hun er cirka 44 år, de ved det ikke præcis, fordi hun ingen fødselsattest har. Parret rejste til Danmark og har fået tre børn, og hun fortæller om at komme ind i en helt anden kultur og at skulle klare sig som husmor med vores meget anderledes kost - og klima. Der blev taget godt imod hende, heldigvis, og hun lærte det danske sprog på et år.

I alt hvad de fortæller skinner det igennem, at der i hvert fald ikke har været fremmedhad dengang. Og hun må være kommet til Danmark i begyndelsen af 1920'erne.