torsdag, juli 03, 2008

Når snerlen blomstrer

Snerlen
Min snerle i entreen står med nye, smukke blomster her til morgen.

Og så til noget helt andet. Når man gør hovedrent, dukker der ting op, man helt havde glemt - og i går lå der pludselig et lille hæfte foran mig om magnesium og vitamin B6-mangel af Erik Kirchheiner. Det må være synkronicitet, for vi har talt en del om magnesium her i huset i de seneste dage. Monsieur læste forleden på Scott Adams' blog - forfatteren til Dilbert-tegneserien - at han tilsyneladende har kureret sig selv for allergi og astma ved at tage tilskud af magnesium. Den mest udbredte form for ernæringsmangel er manglen på magnesium, og nu er jeg lige blevet bekræftet i, at magnesium kan afhjælpe allergi.

Erik Kirchheiner er nestoren inden for vores viden om vitaminer og mineraler. Han skriver lige ud ad landevejen og er ikke i tvivl om, at vi kan undgå et utal af skavanker og sygdomme ved at sørge for tilskud af blandt andet magnesium og B6. Vi skal også sørge for at få masser af frugt og grøntsager hver dag, fordi vores kalium/natrium-balance ofte er helt forkert. Og hvis vi kan forhindre hjerte-karsygdomme, sukkersyge, allergi, osteoporose, migræne og meget mere på den måde, hvorfor så ikke gøre det. Mange sygdomme skyldes biokemiske ubalancer.

Erik Kirchheiner har stillet sine bøger - og det er mange - gratis til rådighed som pdf-filer her.