torsdag, juli 03, 2008

Tidslommer

I Frederiksborg Amts Avis er der i dag en skøn artikel om at holde ferie. Ferien skal tages alvorligt – man skal trække stikket ud og begrave mobiltelefonen i baghaven, og helst i flere uger i træk.

Det er lige vand på min mølle, jeg har længe tænkt, at ferien skal bruges på at lave næsten ingenting. Artiklen bygger på et interview med psykolog Pernille Rasmussen, der er ekspert i arbejdsnarkomani.

Danskerne er et særdeles fortravlet folkefærd og er mere stressede end andre folkeslag i Europa. De fleste har tilmed en lang liste over projekter, de skal nå i ferien. Men ferie skal være for sjov, og man skal lave noget, der gør en glad. Man skal helt ned i tempo og have tid til at mærke sig selv. Det er ikke sådan, at man ikke må lave noget som helst – men det nytter ikke, at man skal nå fem lande på to uger.

Det er vigtigt at have tidslommer!

Men faktisk holder rigtig mange danskere overhovedet ikke ferie denne sommer, måske 250.000 ifølge artiklen. Ferie handler om at hvile sig og få sovet mere regelmæssigt – at få kroppen genopbygget.

Er det sådan, du holder ferie – eller?