Nu er det nok

Jeg krummede alle ti tæer. Igen og igen. Og til sidst sagde jeg, at nu måtte jeg desværre køre hjem, for jeg havde det ærlig talt ikke ret godt. Men det var løgn, jeg fejlede ikke noget.

Et vennepar har den ubehagelige vane, at de giver sig til at hakke på hinanden, når de har gæster. Til at begynde med har vi det hyggeligt, vi fortæller hinanden om oplevelser siden sidst, men på et tidspunkt bliver de uenige om en eller anden ligegyldig detalje, og ingen af dem giver sig. Så farer de rundt og slår op i leksikon, rejsefører og kort for at finde ud af, hvor et bestemt mindesmærke i London står, og tonen bliver mere og mere indædt og sarkastisk.

Efter en time fik jeg eftertrykkeligt nok og fandt på min undskyldning, og jeg ved nu, at jeg ikke vil se dem mere. Det er jeg ked af, for vi har også haft det hyggeligt, men jeg orker ikke længere at være en brik i et spil, der formentlig handler om noget helt andet.

Måske er historien for privat, men det måtte ud.

Jeg kan se i blogland, er der en vældig trang til selvransagelse for tiden, og hermed er mit bidrag til den personlige historie. Hvordan folk skriver blog, må de selv om efter min mening. Vi kan jo nøjes med at besøge de blogge, der siger os noget.