onsdag, september 19, 2007

Arme bøj ...

Cigarkasseillustration

Jeg rører mig en del, og jeg vejer ikke for meget, men jeg har dårlig samvittighed over, at jeg ikke får mere målrettet motion. Jeg cykler så ofte, jeg kan komme til det, og jeg går en tur hver dag, men det er alt.

For et halvt års tid siden købte jeg Politikens store bog om træning, og hver dag lover jeg mig selv, at nu må jeg se at komme i gang med øvelserne, så jeg kan få strakt alle de stive muskler ud, jeg får af at sidde foran en computer mange timer om dagen. Jeg mindes med gru en tante, der fik en kæmpe pukkel, da hun blev gammel.

Jeg har brug for noget moralsk støtte eller et spark. Hvordan får man stablet et motionsprogram på benene, som man kan klare at overholde, når man ikke synes, motion er verdens sjoveste beskæftigelse? Som passer til alder, køn og ikke voldsomt meget krudt til lange løb. Som ung gik jeg til udspring i Frederiksberg Svømmehal i flere sæsoner og elskede det. Men jeg må nok se i øjnene, at det ikke lige er det, der trækker mest nu.

Hvad gør I for at få motion?