Jeg har en pænt stor have på godt og vel 1600 kvadratmeter. Ikke nogen prydhave, for det ville jeg ikke kunne overkomme at passe. Det er en blanding af skov eller plantage, græs, roser, og hvad der har sået sig selv. Jeg har mit hyr med at holde hindbærkrat nede, efter at en del af haven blev overgroet for tre år siden. Siden da har jeg luget mindst en gang om ugen i sæsonen, også for at fjerne træer og buske, der invaderer grunden. Kirsebærtræer, laurbærkirsebær og uægte akacie kommer myldrende hver uge.
Den uægte akacie vokser op til tredive centimeter på en uge, og den er det rene djævelskab. Som lille plante er den det yndigste, man kan forestille sig, men efter nogle år er den blevet tyve meter høj, og når det stormer, ligger der bjerge af grene med torne, der havner i mine fingre. Jeg har et særligt blik for at finde finde små, nye eksemplarer hver uge og få dem op i en ruf. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor meget vi har betalt gennem årene for at få taget en halv snes fuldvoksne artsfæller ned stykke for stykke og fjernet de tornede efterladenskaber.
Det er havens dag på søndag, ser jeg i avisen. Det er det altid anden søndag i september, og der foregår en masse på landets havecentre (er det ikke det, der hed planteskoler engang?). Jeg elsker at blade i de farvestrålende brochurer, jeg fanger i brevkassen, men det bliver som regel ved det. For det meste bruger jeg haven til at sidde og tænke tanker i og til den motion, det giver at fare rundt efter uvelkomne planter og slå græs med den hånddrevne.
Men jeg glæder mig nu til at få stokroser. Frøene kom helt af sig selv - med Ella som afsender. Tusind tak!
