fredag, september 07, 2007

Litterære smagsprøver

Læseprøver

Jeg var henne for at ose hos boghandleren i går, og opdagede en genial nyskabelse: læseprøver på bøger. Det har været almindeligt på nettet længe, men her har man som bekendt selv ulejligheden med at printe. Hos boghandleren får man et kapitel eller to serveret på et sølvfad som en minibog med samme omslag som den rigtige bog.

Og metoden virker tilsyneladende efter hensigten. De to prøver, jeg fik med hjem, har allerede givet mig lyst til at læse bøgerne i deres fulde længde - Bogtyven af Markus Zusak og Libri di Luca af den danske debutant Mikkel Birkegaard. Han dukkede i øvrigt op igen samme dag, da jeg kom hjem og tilfældigt slog op på et interview i Frederiksborg Amts Avis, som jeg ellers sjældent får læst. Synkronicitet! Bogen har fået overstrømmende anmeldelser, og filmrettighederne er allerede solgt.

Bogtyven bliver sammenlignet med Anne Franks dagbog og har ligget på New York Times' bestsellerliste 71 uger. Jeg ved nu ikke rigtig, om det er en anbefaling, men jeg giver den en chance.

Hvad synes I om ideen med de gratis læseprøver? For mig at se er det et rent win-win tiltag for læsere og forlag - og et glimrende eksempel på, hvad bogbranchen kan lære af nettet. Nogen indvendinger?