onsdag, september 12, 2007

Massakren

Der sad vi så i min nærmeste gruppe på cirka 20 ved et morgenbord, som kunne have været vældig hyggeligt, hvis grunden til, at vi sad der, havde været en anden. Traktementet var på husets regning - hvor man så havde fundet pengene henne. Men der var rift om de to flasker bitter, der var stillet frem. Der var nerver, der skulle dulmes efter et halv års belastende viden om, hvad der skulle ske. Hundredevis af mennesker har haft en sommer med én eneste tanke i hovedet. Regner man deres familier med, må der være nogle tusinde, der har fået deres liv suspenderet siden april.

På slaget ni kom chefen og hentede den første. Herefter gik det slag i slag - 20 minutter til hver i et rum, hvor vinduerne var blevet blændet med folie. Ellers er det et glashus uden plads til privatliv. Rummene var hensynsfuldt valgt, så man kunne snige sig uset ud ad en bagdør med ydmygelsen, når dommen var afsagt.

Det blev ikke mig denne gang. Men 26 andre i min afdeling blev fyret, andre 26 tidsbegrænset ansatte får ikke deres kontrakt forlænget, 10 nåede at finde et andet job, og 11 bad selv om en fratrædelsesordning - de ældste af dem efter mildt, men effektivt pres. Afdelingens budget er skåret ned fra 38 til 12 millioner. I hele huset er 450 stillinger nedlagt.

Jeg er i den lykkelige situation, at det ikke ville betyde alverden rent økonomisk, hvis det havde været mig. Men jeg har unge, dygtige og myreflittige kolleger med nystiftet familie og store boligudgifter, der har mistet deres eksistensgrundlag i dag. Ledelsen kalder det intelligente besparelser.

Jeg er trist til mode på mine mange nu forhenværende kollegers vegne. Selv kan jeg beholde det arbejde, jeg holder af, og det er jeg trods alt glad for, men det bliver ikke det samme at gå på arbejde i fremtiden.

Tak for alle jeres kommentarer og varme opbakning - det var godt at have med i dag!

Er der nogen af jer, for hvem en afskedigelse har bragt mere glæde og tilfredshed ind i jeres liv? Kan en afskedigelse betyde, at man får et tiltrængt skub til at vove sig ud i nye og spændende projekter? Jeg er lutter øren, hvis I vil dele jeres oplevelser med mig.