Det lader til, at det kollektivt ubevidste lige har udvidet med en afdeling for design og det modsatte - se her, her og nu også på denne blog, hvor nedenstående har ligget under 'kladder' som en idé i en uges tid:
Her i refugiet ejer vi nogle få smukke og enkle ting, som jeg må indrømme betyder mindre for mig end for Monsieur, der har et blødt punkt hvad design angår. Da vi flyttede sammen i sin tid, og vores to hjem skulle fusioneres, ofrede han sig og gav afkald både på et sæt af Arne Jacobsens 7'er-spisestole og Ægget i sort læderudgave, fordi han dybest set var enig med mig i, at man ikke sidder specielt godt i nogen af delene. Jeg kan selvfølgelig godt se, at Ægget er flot sådan rent skulpturelt, men altså ... Det samme Æg led i øvrigt en krank skæbne.
Til gengæld flyttede aben med - Kay Bojesens frække teaktræsabe, som Monsieur fik i fødselsdagsgave som dreng af sin farmor. Dengang kunne han ikke se, hvad i alverden han skulle med den, for han ville meget hellere have haft en Tekno-bil, men med årene er den steget i vores begges agtelse. Som udgangspunkt er jeg skeptisk over for ting, der er født med et usynligt 'god smag'-stempel i form af et kendt navn, men aben er undtagelsen. Og den har fået affektionsværdi for Monsieur, siden han opdagede, at den er designet i 1951 - hans eget fødselsår.
Ellers er nogle af de ting, jeg sætter allermest pris på, noget jeg har købt for en slik, og som ingen handelsværdi har overhovedet. Noget er smukt, andet er egentlig ret grimt, men har sin egen charme.
Har du også værdiløse ting, som du elsker højt af den ene eller anden grund?
