lørdag, september 22, 2007

Poesibogen

Pludselig kom jeg i tanker om, at jeg engang havde nogle poesibøger - og mærkeligt nok lå de, hvor jeg ledte først. To gamle, forkomne små bøger med naive tegninger udenpå, og hvor bladene for længst var blevet til et løsbladssystem uden system. Den ene begynder i 1958, den anden i 1960. Jeg var 8 og 10 år gammel.

Det var noget med, at alle pigerne i klassen havde sådan en bog, og så gik den på omgang. Vi lånte ud og fik en andens med hjem og byttede tilbage igen næste dag. Hvor vi fik versene fra, aner jeg ikke, men jeg kan se, at en del af dem går igen i min mors bog fra hendes barndom. Jeg gætter på, at vores mødre har hvisket os i øret, hvad vi skulle skrive.

Mine poesibøger

Vi var nybegyndere udi skrive- og stavekunsten. Bogstaverne hopper og danser. 'Til mende om ...'. Næsten alle dem, der har skrevet, var med til vores klassejubilæum sidste år. Men Rita Nielsen var ikke, og hvordan finder man hende ... Der er også et par babysittere fra min barndom, der har skrevet i mine poesibøger og lavet fine små tegninger. Dem havde jeg næsten glemt.

Når klassen samles igen til næste år, vil jeg have affotograferet siderne og lagt dem ud på vores hemmelige netadresse med klassebilleder fra alle årene.

Har I stadig jeres poesibøger?