Da jeg var yngre, tog jeg afstand fra traditioner. Det var specielt julen og fødselsdagene, jeg ikke kunne se nogen grund til at fejre, og i mange år boycottede jeg min families jul ved at insistere på, at det var dage som alle andre.
I min fremskredne alder går det mere og mere op for mig, at man skal værne om mærkedagene.
Her i refugiet har vi været til to runde fødselsdage inden for det sidste par måneder. Jeg nød dem i fulde drag, som jeg har skrevet om på dette sted.
Nu har jeg en skummel plan om at få overtalt Monsieur, som er helt ligeglad med afskyr den slags, til at vi fejrer os selv, når vi fylder 60. Det gør vi nogenlunde samtidig - om 3, henholdsvis 4 år - begge i en af årets første, kolde måneder, så måske kunne vi mødes på midten en lun sommerdag. Men jeg ved, at det bliver hårdt arbejde ...
Min far fylder halvrundt om kort tid, og han fejrer sig selv med manér på en god restaurant med de nærmeste tyve familiemedlemmer, og jeg glæder mig næsten lige så meget som ham.
Jeg glæder mig også til jul - i det små. De opreklamerede, stressende juleforberedelser kan jeg derimod godt undvære. Snildt, endda.
Hvordan har du det med gamle traditioner - giver du din mand/kone blomster på jeres bryllupsdag? Køber du julegaver i august og bager småkager 1. december? Har mærkedage betydning for dig?
mandag, september 17, 2007
Traditioner
Abonner på: