I min barndom var der ingen Harry Potter. Men der var Illustrerede Klassikere, og dem slugte jeg lige så begærligt, som børn i alle aldre nu gør med den bebrillede troldmand fra Hogwarts. Illustrerede Klassikere var tegneserieudgaver af de store bogklassikere, og for halvtreds år siden var det ikke velset, at man lod børn læse den slags underlødige hæfter, der nærmest ansås for skadelige af det bedre, meningsdannende borgerskab. Det har heldigvis ændret sig siden, og nu bliver hæfterne snart genudgivet. Ideen var at give børn smag for at læse rigtige bøger. Det behov er ikke blevet mindre med årene, og jeg kan kun klappe i hænderne over initiativet.
Når jeg tænker tilbage på, hvad jeg egentlig læste som barn og ung, dukker navne op som Milly Molly-bøgerne, Cardby fra Scotland Yard, Familie Journalens romaner, Anders And. Ikke just lødig litteratur, men de var alligevel allesammen igangsættere, der gav lyst til mere. Christian Kampmanns Gregersen-saga hører vel også til i den kulørte afdeling, men jeg læste den med stor fornøjelse, og den førte mig videre til Kirsten Thorups romaner og søstrene Brontë.
Jeg går stadig ikke af vejen for et stykke gedigen triviallitteratur. For mig er det ikke så vigtigt at skelne, og let tilgængelige bøger kan også være velskrevne. Men hvem ved - måske er det Ilustrerede Klassikere og Anders And, der har spoleret mine litterære smagsløg?
Hvad fik dig i gang med at læse, og skelner du knivskarpt mellem lødig og kulørt litteratur?
Mere om Illustrerede Klassikere her.
søndag, september 02, 2007
Hvad læste du?
Abonner på: