Det væltede ud af skabet ...

Under oprydningen falder der pludselig en gammel, for længst glemt udklipsbog ud af en opbevaringsboks - og foran mig ligger hele den fortid, der burde ligge bag mig: gamle kærestebreve, dagbogsoptegnelser, notater, udklip fra aviser om ting, der optog mig eller om venner, der var blevet gift eller berømte.

Det hele handler om 1969, da jeg var nitten år. Og jeg mindes, hvilken rædsel det var at være ung og forelsket, forsmået, nysgerrig, sårbar og uerfaren.

Jeg var begyndt at arbejde året før, havde købt lejlighed meget tidligt og var flyttet hjemmefra som attenårig. Havde en lidt ældre, troløs kæreste, som jeg var ved at gøre mig fri af, men det var hårdt, for vi havde trods alt også mange gode oplevelser sammen, kendte hinandens familier, havde rejst en del sammen. Men nu havde jeg fundet mit livs kærlighed - troede jeg. Hvilken fejltagelse, set over bagklogskabens læsebriller så mange år efter! Jeg fortsatte med at ramle ind i den eneste ene i forskellige udgaver og tog fejl hver gang, for det lykkedes mig aldrig som ganske ung at få selvtillid nok til bare at være mig selv. Måtte vejen om ad stribevis af dyrekøbte erfaringer. Men et fire måneders ophold på Krogerup højskole mindes jeg med glæde. Det betød pause fra kæresten og indblik i nye aspekter af livet. Her fik jeg helt tilfældigt en hjerteveninde, fordi vi blev anbragt på samme værelse.

For mig var årene fra jeg var nitten til midt i tyverne en periode, jeg gerne ville kunne stryge med et trylleslag, fordi de var så hudløse, ind imellem uværdige og fyldt med smerte. Alligevel endte det godt alt sammen. Det var en milepæl i mit liv, da jeg fik barn - jeg var niogtyve, og først da blev jeg rigtig voksen. Nu lever jeg et liv i balance med mig selv, Monsieur og alt det, vi har sammen. Med tillid, selvtillid og overskud til andre - i al ubeskedenhed.

Deler jeg min historie med nogen?