Skandalen

På min arbejdsplads bliver der i morgen gennemført en knusende fyringsrunde, der nok også vil komme til at kunne mærkes i alle danske hjem, der disponerer over en radio eller et fjernsyn.

Baggrunden er, at et prestigebyggeri er løbet løbsk, så det kommer til at koste næsten to milliarder mere, end der var budgetteret med.

Det er lige så svært for mig som for enhver udenforstående at begribe, at det er gået så galt, og at det er nødvendigt at lade det få så uhyrlige konsekvenser. Det er vist kun ledelsen og regeringen, der kan se fornuften - eller lader som om de kan. Selv om det altid har været en folkesport at lange ud efter netop den institution, kommer ingen udenom, at det er landets mest betydningsfulde kulturleverandør i bredeste forstand. Jeg kan ikke se andet, end at man langsomt, men sikkert er ved at afvikle den. Regeringen vender ryggen til og kigger fløjtende ud ad vinduet. Det ligner et hævntogt, omend passivt.

Det er ikke den første fyringsrunde i år, og det er voldsomt at være vidne til et slagteri som det, der har fundet sted i de seneste måneder. Mange af mine nærmeste kolleger er brudt sammen, og flere er sygemeldt med stress.

Klokken 9 i morgen skal vi sidde i min afdeling i et storrumskontor og vente på, at vi måske bliver hentet af chefen. Ingen skal arbejde, bare vente. Ingen ved, om de er købt eller solgt. Vi har haft truslen hængende over hovedet i mange måneder. I morgen bliver den meget konkret.

Det meste af skandalen kan føres tilbage til en generaldirektør, der ikke længere er ansat. Han blev fyret, fordi man ikke kunne regne med ham. Nu lever han af at være konsulent inden for public service, sidde i bestyrelser og holde foredrag om sin tid i institutionen, og han er næppe gået ned i indtægt. Jeg har ikke hørt foredraget, men mon han husker at nævne, hvor mange menneskers ulykke, han har på samvittigheden? Undskyld, samvittighed var ikke noget velvalgt ord.

Blodbadet i morgen kommer til at ramme en masse mennesker, der intet har med det hele at gøre, og her tænker jeg ikke på kun på os, der måske mister vores job. Vi klarer os nok på en eller anden måde. Jeg tænker på ... ja, på dig og dig, der får ringere radio- og tv-programmer og sandsynligvis endnu flere genudsendelser.

Nå. I morgen kan det godt være, at jeg er lidt ukoncentreret, og det er ikke sikkert, at jeg kommer så meget rundt i Blogland, som jeg plejer at gøre.

Opdatering 18. september
Se her, hvis du orker.