mandag, september 03, 2007

Ekko

Asserbo

En gåtur i skoven kan på et splitsekund sende mig tilbage til oplevelser tidligere i mit liv. Duften af vådt mos - eller hvad det nu er, der giver denne her helt specielle lugt af skov.

Eller lyden af trækroner, når bladene hvisler i vinden.

Eller en lugt i en forretning, som minder mig om en bestemt dag, hvor jeg var med min mor ude at købe ind. Og straks ser jeg en butiksrude, med vandet løbende ned på indersiden - en osteforretning - og jeg bliver budt en skive ost med rød skorpe af en tyk dame i hvid kittel.

Eller jeg åbner en ny creme, hvis duft minder mig om dengang, min mor smurte mig ind efter badet, og jeg var fire år.

Eller jeg ser en kvinde på gaden med en smuk, grøn bluse, der straks får mig til at huske på den bluse, jeg bare måtte eje, da jeg var tretten år, fordi min kusine havde sådan én. Men jeg fandt aldrig den rigtige farve og derfor heller ikke blusen.

Eller ...

Kender du det? En lugt, et syn, en lyd, der giver dig en tur i tidsmaskinen?