Bag lukkede døre

Som regel tager jeg trappen, når jeg har muligheden, men i fredags valgte jeg alligevel elevatoren - et sygebesøg på 12. sal på Herlev Sygehus til fods er trods alt noget af et projekt. Men hver gang jeg ser en elevatordør lukke i, kommer jeg til at tænke på en ferie i London for nogle år siden.

Regent Palace på Piccadilly Circus er ikke et hotel, man indlogerer sig på for komfortens eller rengøringsstandardens skyld. Der er nullermænd under sengene, og badeværelset er ude på gangen, men til gengæld kan man ikke bo mere centralt, når man gerne vil rundt i byen. Så det gjorde vi. Vi havde et værelse på 7. etage, og vi tog næsten altid trappen, fordi der var så meget rift om elevatoren, at der som regel var kø foran den. Men en dag stod elevatordøren åben, ligesom vi kom ind i vestibulen, og vi lod os lokke af en helt tom elevator. Men inden vi fik set os om, var den så propfuld, at døren lige netop kunne lukke, uden at nogen kom i klemme. Jeg kan huske, at jeg tænkte: 'Det går aldrig godt, det her!' - og det gjorde det heller ikke.

Elevatoren slæbte sig opad. I begyndelsen gik det fint, men da vi svævede mellem 3. og 4. etage, opgav den ævred og gik i stå. Dér hang vi og kunne ikke andet sammen med syv andre hotelgæster.

Først de hurtige blikke og rynkede pander, derefter den begyndende panik. Hvem siger noget? Hvem gør noget? Hvad kan man gøre? På et tidspunkt er der altid én i en gruppe, der påtager sig lederskabet, og i dette tilfælde blev det en ældre herre, som var tro kopi af Jacques Tati, bortset fra at han talte et nydeligt engelsk. Det var i maj måned, og han var i London for at overvære Chelsea Flower Show, som alle engelske haveentusiaster valfarter til en gang om året. Han underholdt os med sine oplevelser herfra, mens der blev varmere og varmere i det trange rum, og nogle begyndte at svede angstens sved. En kvinde gik fuldstændig i panik og begyndte at græde.

Nøjagtig hvor lang tid, der gik, før vi med trykken på knapper og forholdsvis beherskede nødråb fik påkaldt os personalets opmærksomhed, husker jeg ikke, men det føltes som meget lang tid. Vi måtte kommunikere med omverdenen gennem en smal sprække mellem elevatorens loft og gulvet på 4. etage. Til sidst fik man elevatoren trukket helt op på etagen med håndkraft, og vi fik vores frihed tilbage.

Man kunne ikke sige hotellet noget på. Security manageren var fuld af undskyldninger, og alle medlemmer af det sluttede selskab i elevatoren blev tilbudt en overdådig middag i restauranten på hotellets regning som kompensation.

Mens Monsieur og jeg sad om aftenen og løftede rødvinsglassene på dagens oplevelse og nød det udmærkede gratis traktement, fik vi øje på den engelske Tati ved et bord i den anden ende af restauranten. Han havde løftet gaflen og råbte til os gennem hele lokalet:

  - It was a good idea, wasn't it?

I hvert fald glemmer jeg det aldrig.

Har du nogen sinde prøvet at være lukket inde?