Engang arbejdede jeg i en redaktion, hvor jeg kom med i et ansættelsesudvalg. Der skulle findes en ny medarbejder, som kunne indgå i et lille team af forskellige faggrupper, og det skulle vise sig at blive en øjenåbner af de helt store for mig.
123 ansøgninger landede på mit bord. De skulle læses og bedømmes på en enkelt aften, så jeg kunne komme på mit bud på, hvem vi skulle indkalde til samtale. Jeg tror, vi var syv personer i ansættelsesudvalget, og der var adskillige meninger om ansøgningerne. Sådan må det nødvendigvis være, men der var én ansøger, vi var enige om måtte være oplagt at tale med, fordi hans ansøgning var blændende, og han præcis opfyldte de kriterier, vi havde opstillet. Troede vi.
Ind kom en tyggegummignaskende flab sidst i tyverne, der straks slængede sig i stolen på den mest ucharmerede måde, og allerede her begyndte vi at ane uråd. Måske kunne man se igennem fingre med hans opførsel, den akavede situation taget i betragtning, men han svarede også både overlegent og helt hen i vejret på de spørgsmål, vi stillede ham. Som sagt, det er ikke nemt at sælge sig selv på tyve minutter, men ham her tænker jeg stadig på med den største undren. Hvad ville han dér? Hvordan kunne han tro, at han havde en chance?
I det hele taget kom det bag på mig, hvor lidt ansøgningerne afspejlede, hvad ansøgerne kunne og hvilke typer, de var. Og for nogles vedkommende var der altså overhovedet ingen dækning for ordene.
Hvem der fik jobbet? Det gjorde redaktørens favorit - stik imod hvad alle vi andre havde vurderet som den rigtige beslutning.
Jeg lærte med andre ord:
- Man skal ikke stole på alt, hvad man læser.
- Nogle mennesker kan rumme ubegribelig meget varm luft.
- Et ansættelsesudvalg er somme tider noget, man nedsætter for et syns skyld.
