Et liv

Når nære slægtninge dør, giver det anledning til mange tanker, ikke mindst hvis det er den sidste repræsentant for en generation i familien.

Man kommer også i kontakt med de mennesker, der betød noget for den døde, men som man måske ikke har set i mange år. Man husker dem som de var, og pludselig går det op for en, at de er blevet meget ældre - lige som en selv. Det kan også være, at gamle bekendtskaber får nyt liv.

Og så er der alt det praktiske, der skal gøres. En bolig, der skal afhændes, møbler der skal sælges, oprydning, papirer og fotografier, der skal sorteres og deles mellem de efterladte. Bedemanden, præsten, dødsannonce, skifteretten, og hvilket traktement skal man byde på efter begravelsen?

Mange har ikke gjort sig tanker om, hvad der skal ske med deres krop, når de er døde. Skal den begraves eller brændes? Og meget få har gjort sig overvejelser om organdonation eller har i hvert fald ikke skrevet det ned, måske fordi døden er et tabu for de fleste. Det gør det svært at træffe beslutningerne for familien.

Alt det har vi været igennem i den forløbne uge. Om et par timer skal vi til begravelse, og jeg håber, det bliver en smuk afslutning på et langt liv.