Et sidste farvel

Vi har tilbragt noget af aftenen på et plejehjem, hvor en af vores nærmeste bor. Vi var blevet kontaktet, fordi der måske ikke var så langt igen, og den slags møder er det mærkeligt at opleve.

Da vi nåede frem, var vores kære, gamle familiemedlem på det nærmeste i en tilstand af koma, og vi kunne ikke komme i kontakt med hende. Det havde ingen af os oplevet før, og det virkede voldsomt på os. Det var som at se et dødt menneske, bortset fra at vi kunne høre åndedrættet. Vi ved, at mennesker, der er så tæt på døden, som regel stadig kan høre, hvad der foregår omkring dem, men det var sært at stå og tale og ikke vide med sikkerhed, om vi blev hørt. Vi sagde, hvad vi syntes skulle siges, fordi vi vidste, at det efter al sandsynlighed var sidste gang, vi havde muligheden.

Kort efter, at vi var kommet hjem, blev vi ringet op af plejehjemmet og fik at vide, at vores slægtning var død, mens vi kørte hjem. Hun havde valgt at give slip, netop som vi var gået. Det var både en lettelse og meget chokerende. Vi har endnu ikke rigtig fattet det.