Forbrugerrådgiveren Inge Norus har skrevet en ny bog om det, hun ved allermest om: Rengøring - så kan du lære det. For mig står hun som et ikon, hvis man da kan være det inden for så jordbundet et speciale. Hun kan formidle, så selv en ignorant på området hører efter. I stribevis af radio- og tv-udsendelser har hun givet gode råd om lavpraktiske, huslige detaljer, og hun kan fjerne en hvilken som helst plet. Inge Norus har også skrevet Har du gjort rent, skat?, som jeg synes er sådan en pragtfuld titel.
Den nye rengøringsbog er et opslagsværk, og selv om jeg har klaret mig uden hendes bog i mange år, kunne det da være rart at kunne slå op om rengøring af termokander, afkalkning i badeværelset, indeklima osv. I virkeligheden hører bogen vel til brudeudstyret, hvis der stadig er noget, der hedder sådan, eller i en ung fyrs baglomme, når han flytter hjemmefra. Arj, så naiv er jeg alligevel ikke ...
Indholdsfortegnelsen indeholder emner som rengøringsmidler, redskaber til rengøring, brug de hurtigste metoder, leksikon om rengøring fra A-Z, indeklima, ubudne gæster i køkkenets skabe og skuffer, når køleskabet bliver en bakteriebombe.
Jeg tilhører en generation, der sprang over, hvor gærdet ikke var til at få øje på for bare skidt, men som datter af en husholdningslærerinde er jeg nok atypisk, og måske er det derfor, jeg er så optaget af det uudtømmelige emne.
Hvad med dig? Kunne du finde på at anskaffe dig Inge Norus' bog om rengøring?
søndag, januar 13, 2008
En plasken, en sjasken og tørren ...
Abonner på: