Nu sidder jeg med aben

Det lader til, at det kollektivt ubevidste lige har udvidet med en afdeling for design og det modsatte - se her, her og nu også på denne blog, hvor nedenstående har ligget under 'kladder' som en idé i en uges tid:

Her i refugiet ejer vi nogle få smukke og enkle ting, som jeg må indrømme betyder mindre for mig end for Monsieur, der har et blødt punkt hvad design angår. Da vi flyttede sammen i sin tid, og vores to hjem skulle fusioneres, ofrede han sig og gav afkald både på et sæt af Arne Jacobsens 7'er-spisestole og Ægget i sort læderudgave, fordi han dybest set var enig med mig i, at man ikke sidder specielt godt i nogen af delene. Jeg kan selvfølgelig godt se, at Ægget er flot sådan rent skulpturelt, men altså ... Det samme Æg led i øvrigt en krank skæbne.

Til gengæld flyttede aben med - Kay Bojesens frække teaktræsabe, som Monsieur fik i fødselsdagsgave som dreng af sin farmor. Dengang kunne han ikke se, hvad i alverden han skulle med den, for han ville meget hellere have haft en Tekno-bil, men med årene er den steget i vores begges agtelse. Som udgangspunkt er jeg skeptisk over for ting, der er født med et usynligt 'god smag'-stempel i form af et kendt navn, men aben er undtagelsen. Og den har fået affektionsværdi for Monsieur, siden han opdagede, at den er designet i 1951 - hans eget fødselsår.

Ellers er nogle af de ting, jeg sætter allermest pris på, noget jeg har købt for en slik, og som ingen handelsværdi har overhovedet. Noget er smukt, andet er egentlig ret grimt, men har sin egen charme.

Har du også værdiløse ting, som du elsker højt af den ene eller anden grund?

Lørdagssnapshot

Rævesøvn

For grønsagsjunkier

Vi havde lige spist til aften, og vi havde fået majs til - mit yndlingstilbehør. Så satte jeg mig til computeren for at tjekke mails, og hvad lå øverst? Aarstidernes opskriftsmail, der netop handler om majs!

Det er ikke altid, jeg får afprøvet opskrifterne, men jeg nyder hver gang at læse kokken Jacob Dietz' veloplagte madskriverier. Du får lige en smagsprøve:

Majs minder mig om sommerferie med min mor og far på cykeltur på Fyn. Det er glade dage med gule stave. Jeg er helt rundtosset med grillet majs serveret med smeltet smør og groft salt. Jeg går pip gok og slår flikflak, når det handler om majs, som er dampet og lander på bordet sammen med endnu mere smør.

Den gule fætter har en enorm tiltrækningskraft (især på smør). Her i sensommeren kan man opleve den danske version live på alverdens køkkenborde.

Inden jeg kan få de nye danske majs, skal jeg ikke spise majs - for så findes de kun på dåse og i fryseposer, og her er der adgang forbudt. Dåsemajs smager af metal, og minder mig om grøntsager som sidder i fængsel. Dåsemajsen er grøntsagernes svar på burhøns - so to speak. Jeg har i et tidligere job (som opvasker i en kantine) haft fornøjelsen af dagligt at åbne alt for mange poser og dåser med majs. Never again - just say no to dåsemajs.

Majs er nemlig meget mere. De fås i alverdens farver, og de vildeste af dem er helt lilla, røde eller orange og kan være saftige som en pære. Frisk majs er kun beskyttet af en grøn frakke, og er helt uden dikkedarer, når den skal tilberedes. De kan dampes, koges eller grilles - er vilde med smør, og børn elsker dem.

Skulle der være nogle majsjunkier derude, som bare skal have deres majs udenfor sæsonen, så har jeg fundet en nem vej til det gule guld: man kan poppe dem, og som en af de mest magiske grøntsager finder de en ny og luftig form, der tilfredsstiller alverdens majs- og filmfans.

Pop...

Opskriftsmailen er gratis, og man tilmelder sig her - og jeg er desværre ikke blevet bestukket. Popcornene tror jeg også nok lige, jeg springer over ...

Kulørt?

Indkøb er normalt ikke min afdeling, og jeg afskyr supermarkeder. Men det er en formildende omstændighed at handle i Spar, når gratismagasinet Kulør lige er udkommet. Og vist er det kulørt, men det er fuldt på højde med både det ene og det andet dameblad. Denne gang kan man læse et interview med Renée Toft Simonsen, der netop har skrevet sin første voksenroman Tirsdag formiddag - med garanti en vaskeægte kvindebog. Det fik jeg vished for på vej til arbejde, da jeg læste højt for Monsieur, som uden større held forsøgte at undertrykke en gaben, mens han snoede bilen gennem trafikkens hvirvler:

Iben er en både smuk og velbegavet kvinde. Hun har et job, hun brænder for og en mand, hun elsker. Alligevel er hendes tilværelse ved at falde helt fra hinanden. En voldsom angstneurose har nemlig taget magten og forhindrer hende i at leve et normalt liv. Først da hun ved en kraftanstrengelse tvinger sig til at gå i svømmehallen en gang om ugen, begynder en vej ud af det indre helvede at tegne sig. Fra den bageste flisebænk i saunaen følger Iben fem kvinders samtaler om den virkelighed, de hver især lever i, og de kommer vidt omkring: Fra utroskab, salsa og hustruvold til appelsinhud, abort og sexlegetøj.

Renée Toft Simonsen, der også er psykolog, har selv oplevet angst og mindreværdskomplekser og har fået professionel hjælp til at komme over det, og det er hendes idé med bogen at starte en debat om emnet. Budskabet er, at vi skal lære at indse, at man ikke kan være perfekt til alt - livet er også at indgå kompromiser. Det tror jeg på, og jeg glæder mig til at læse bogen.

Nogle sover i arm ...

... andre sover i ben

Det væltede ud af skabet ...

Under oprydningen falder der pludselig en gammel, for længst glemt udklipsbog ud af en opbevaringsboks - og foran mig ligger hele den fortid, der burde ligge bag mig: gamle kærestebreve, dagbogsoptegnelser, notater, udklip fra aviser om ting, der optog mig eller om venner, der var blevet gift eller berømte.

Det hele handler om 1969, da jeg var nitten år. Og jeg mindes, hvilken rædsel det var at være ung og forelsket, forsmået, nysgerrig, sårbar og uerfaren.

Jeg var begyndt at arbejde året før, havde købt lejlighed meget tidligt og var flyttet hjemmefra som attenårig. Havde en lidt ældre, troløs kæreste, som jeg var ved at gøre mig fri af, men det var hårdt, for vi havde trods alt også mange gode oplevelser sammen, kendte hinandens familier, havde rejst en del sammen. Men nu havde jeg fundet mit livs kærlighed - troede jeg. Hvilken fejltagelse, set over bagklogskabens læsebriller så mange år efter! Jeg fortsatte med at ramle ind i den eneste ene i forskellige udgaver og tog fejl hver gang, for det lykkedes mig aldrig som ganske ung at få selvtillid nok til bare at være mig selv. Måtte vejen om ad stribevis af dyrekøbte erfaringer. Men et fire måneders ophold på Krogerup højskole mindes jeg med glæde. Det betød pause fra kæresten og indblik i nye aspekter af livet. Her fik jeg helt tilfældigt en hjerteveninde, fordi vi blev anbragt på samme værelse.

For mig var årene fra jeg var nitten til midt i tyverne en periode, jeg gerne ville kunne stryge med et trylleslag, fordi de var så hudløse, ind imellem uværdige og fyldt med smerte. Alligevel endte det godt alt sammen. Det var en milepæl i mit liv, da jeg fik barn - jeg var niogtyve, og først da blev jeg rigtig voksen. Nu lever jeg et liv i balance med mig selv, Monsieur og alt det, vi har sammen. Med tillid, selvtillid og overskud til andre - i al ubeskedenhed.

Deler jeg min historie med nogen?

Hvor var det dog kedeligt

Min barndoms søndage gik som oftest efter en snor - for hver søndag kom moster Karen til frokost. Hun var min fars moster, ikke min, og da hun var tvillingesøster til min tidligt afdøde farmor, betragtede min far hende som en slags erstatning for den mor, han ikke havde længere. Men hun var af en ganske anden støbning - de var nemlig ikke enæggede - og hvor farmor var mild og god, var moster Karen skrap og hundsende. Hun blev da også først gift i en sen alder med en meget ældre mand, som døde ganske kort efter. Så hun var enkefrue, men et noget mere myndigt eksemplar end Misse Møhge.

Hver søndag kl. 11.30 sharp skulle Moster hentes på Virum station, og hver gang fik jeg en plade Pernille-chokolade. Var det forår, kørte vi forbi et stykke skov, for Moster ville gerne have anemoner med hjem, og jeg fik 10 øre for hver blomst, jeg plukkede. Det var sådan set en meget god hyre, men børn interesserede hende ellers ikke. Hun boede på Frederiksberg i en lille nordvendt lejlighed, hvorfra jeg har de mest kedelige minder om endeløse søndage, hvor det eneste, der var at se på fra vinduerne, var boligkarreen overfor. For et havebarn som mig virkede det som den yderste 'fattigdom'. Fem minutter på hendes konsolur var en evighed.

Dengang brugte man at servere varm middagsmad til frokost for sine gæster. Og når Moster skulle komme, var min mor i gang fra tidligt om formiddagen, for tre retter skulle vi jo have, plus kage til teen. Alt sammen hjemmelavet fra grunden. Jeg blev sat til at lave dessert, og det kan jeg nu se var en udmærket måde at lære mig noget om madlavning på. Ikke at jeg har brugt det ret meget senere, for den slags gammeldags desserter var gået af mode, da jeg selv fik et hjem.

Hovedretten kunne være mørbradbøf med stegte løg, og desserten citronfromage med flødeskum - en af min mors hofretter. Kagen var Toscatærte - aldrig andet, medmindre min hukommelse spiller mig et puds. Og så et Vørterbrød til for at mætte godt. Det var et franskbrød med sukker eller sirup i.

Vi gik aldrig tur, når Moster var på besøg, der blev kun snakket i timevis. Om Idde og Pus og Helga og doktor Vangsted, om alle veninderne og kusinerne og deres familier. Og så om nye bøger. Moster læste meget og fulgte med i, hvad der foregik i verden. Jeg tror, min mor og far kedede sig lige så meget som mig, men min far syntes vist, at han skyldte hende noget, fordi hun havde lånt ham penge til hans første bil, en brugt Ford Anglia.

Alt det kom jeg til at tænke på, bare fordi jeg faldt over en opskrift på Toscatærte på nettet. Tidsmaskinen svigter aldrig! Og læs også lige Donalds seneste kapitel i sit livs historie, nu du er i gang.

Har du (u)spændende minder fra din barndoms søndage, som du har lyst til at dele?

Når sandheden skal frem - igen!

Egentlig troede jeg, at jeg havde afsløret alt, men et cetera vil vide mere, så jeg ransager lige hjernekisten igen:

7 sandheder om moi

1. I mit voksne liv har jeg holdt mus i flere år - hvide, sorte, sølvgrå, dådyrbrune og koplettede - sammenlagt 47, og de havde alle sammen et navn. Mus er kærlige og sociale dyr, og man kan opnå den samme kontakt med dem som med en kat. Men når man så pludselig også får kat, må man vælge.



2. Jeg har alle dage været forfalden til ost, men jeg rører det ikke - længere. For nylig fik jeg #¤%&=?*! konstateret laktoseintolerans og må nu nøjes med en sølle tofuerstatning. Det smager såmænd udmærket, men har intet med ost at gøre.



3. Uden for mit køkkenvindue har jeg 3 fuglefoderbrætter, 5 fuglebadekar og en fuglefoderautomat, som jeg holder toptrimmet, fordi jeg aldrig bliver træt af at betragte de smukke, vingede skabninger, der flokkes omkring buffeten og badefaciliteterne.



4. Jeg bliver magnetisk tiltrukket af loppemarkeder og køber stort set alt mit tøj den slags steder. Min favorit ligger i Søllerød.



5. Jeg har fået én bøde i mit liv. Jeg var sytten år og blev standset af politiet i min kærestes bil - uden kørekort.



6. Da jeg var atten, købte jeg min første lejlighed i Lyngby nord for København. Jeg havde lige fået mit første faste job og blev formanet om at bruge pengene til noget fornuftigt, så det gjorde jeg. Men det var vist også det eneste fornuftige, jeg foretog mig på det tidspunkt.



7. Lad mig slutte som jeg begyndte med mus - de flagermus, jeg så på en rejse til Senegal i 1971, og som gjorde et uudsletteligt indtryk på mig, fordi jeg aldrig før havde set en flagermus. Jeg har dog aldrig holdt dem som husdyr!

Efter reglerne skal jeg nu tagge 7 andre. Mon Andrea, Emmaline, Kokken, Nina, Regitze, Sifka og Sister Bonde vil lege med? Så vil jeg meget gerne se jeres 7 udvalgte sandheder ;-)

Min vinterven

Nu, hvor årstiden er ved at være til det, føler jeg trang til at røbe, at jeg har et udenomsægteskabeligt forhold, der har stået på i snart femten år. Det er ikke noget, jeg nogen sinde har forsøgt at skjule, for det er en gammel ven, som jeg elsker højt, og Monsieur er fuld af forståelse. Også han synes, det er et lunt og hyggeligt bekendtskab, så måske ville det være mere rigtigt at tale om en husven.

Fornavnet kender ingen af os, men efternavnet er Morsø. Det står der i hvert fald på fronten af den brændeovn, der er tale om.

Den stod i stuen, da vi købte huset i sin tid, og dér er den blevet stående, selv om refugiet her er vokset til det dobbelte i mellemtiden. Den gamle ovn befinder sig cirka midt i huset, og med lidt god vilje kan den varme hele hytten op. Der er måske lidt koldt ude i hjørnerne, men til gengæld kan der blive saunalignende varmt lige rundt omkring hr. Morsø.

Den varme, man får fra Morsø'en, er helt speciel. En behagelig strålevarme, der kan tørre tøj og varme gryder op. Hvordan jeg overhovedet har kunnet leve, inden den kom ind i mit liv, begriber jeg ikke.

Da vi anskaffede os huset (og ovnen), opdagede vi glæden ved at hugge brænde. At stå en frostklar aften og flække brændeknuder med en svingende økse og få varmen allerede ved dét gav en vidunderlig autentisk fornemmelse af at arbejde for sin egen overlevelse. Indrømmet, det var for det meste ikke mig, der gjorde det, og med tiden er 'vi' blevet lidt mere magelige og er næsten gået helt over til briketter. Sammenlignet med brænde har de flere fordele - de sprutter og hvæser ikke, de fylder mindre, de kan holde ovnen kørende næsten en hel nat igennem, og de giver kun den sved på panden, der kommer af, at man sidder for tæt på ovnen. Dog: jeg savner den liflige, krydrede duft af birkebrænde med fut i, og på mig virker det en anelse uautentisk med briketter. Vi har snakket lidt om det, men Monsieur påstår hårdnakket, at nybyggerne i Nordamerika udelukkende brugte briketter, og så må det jo passe ...

Sæsonen blev indledt for en time siden, og lige nu er hr. Morsø fyr og flamme.

Poesibogen

Pludselig kom jeg i tanker om, at jeg engang havde nogle poesibøger - og mærkeligt nok lå de, hvor jeg ledte først. To gamle, forkomne små bøger med naive tegninger udenpå, og hvor bladene for længst var blevet til et løsbladssystem uden system. Den ene begynder i 1958, den anden i 1960. Jeg var 8 og 10 år gammel.

Det var noget med, at alle pigerne i klassen havde sådan en bog, og så gik den på omgang. Vi lånte ud og fik en andens med hjem og byttede tilbage igen næste dag. Hvor vi fik versene fra, aner jeg ikke, men jeg kan se, at en del af dem går igen i min mors bog fra hendes barndom. Jeg gætter på, at vores mødre har hvisket os i øret, hvad vi skulle skrive.

Vi var nybegyndere udi skrive- og stavekunsten. Bogstaverne hopper og danser. 'Til mende om ...'. Næsten alle dem, der har skrevet, var med til vores klassejubilæum sidste år. Men Rita Nielsen var ikke, og hvordan finder man hende ... Der er også et par babysittere fra min barndom, der har skrevet i mine poesibøger og lavet fine små tegninger. Dem havde jeg næsten glemt.

Når klassen samles igen til næste år, vil jeg have affotograferet siderne og lagt dem ud på vores hemmelige netadresse med klassebilleder fra alle årene.

Har I stadig jeres poesibøger?

Privat eller alment

Jeg har lige fået det at vide. En tidligere både nær og kær kollega ligger for døden på et hospice, og jeg er chokeret over beskeden. Tidligere bulletiner gav håb om, at kræften var gået i sig selv igen. Mit hoved er et mylder af tanker - glimt af vores tid sammen for år tilbage. Vi fik den samme uddannelse, vi fik barn samtidig. Så flyttede hun til den anden ende af landet, og vi mistede kontakten, og derovre skal hun nu afslutte sit liv. Hun, der var så smuk og så sjov. Tanker om uretfærdigheden. Hun har arvet nogle gener, der disponerer for kræft lige som begge hendes søskende har. Den ene er allerede død, den anden er alvorligt syg. Hendes far døde af samme grund. Jeg tænker på hendes døtre, der mister deres mor, og børnebørnene, der snart ikke har en mormor mere. Jeg tænker på, om man sender blomster, om hun har fundet fred med sin skæbne, om hun lider, om hun er i gode hænder ...

Og så tænker jeg på, om jeg skal skrive om det her. Den problematiske grænse mellem privat, personligt og alment. Mit første udkast så anderledes ud. Jeg havde hendes fornavn med, men syntes pludselig ikke, det var passende. Men hvad er egentlig forskellen? Måske skulle jeg slet ikke have skrevet noget. Jeg kan ærlig talt ikke afgøre det lige nu.

Torsdagssnapshot

Grafisk kattevask på gulvtæppe

Arme bøj ...

Jeg rører mig en del, og jeg vejer ikke for meget, men jeg har dårlig samvittighed over, at jeg ikke får mere målrettet motion. Jeg cykler så ofte, jeg kan komme til det, og jeg går en tur hver dag, men det er alt.

For et halvt års tid siden købte jeg Politikens store bog om træning, og hver dag lover jeg mig selv, at nu må jeg se at komme i gang med øvelserne, så jeg kan få strakt alle de stive muskler ud, jeg får af at sidde foran en computer mange timer om dagen. Jeg mindes med gru en tante, der fik en kæmpe pukkel, da hun blev gammel.

Jeg har brug for noget moralsk støtte eller et spark. Hvordan får man stablet et motionsprogram på benene, som man kan klare at overholde, når man ikke synes, motion er verdens sjoveste beskæftigelse? Som passer til alder, køn og ikke voldsomt meget krudt til lange løb. Som ung gik jeg til udspring i Frederiksberg Svømmehal i flere sæsoner og elskede det. Men jeg må nok se i øjnene, at det ikke lige er det, der trækker mest nu.

Hvad gør I for at få motion?

Hverdag igen

Ja, undskyld jeg vender tilbage til det, men det fylder meget. Jeg er i den situation, at jeg er sammen med en del fyrede kolleger hver dag på jobbet. Man arbejder jo i opsigelsesperioden. Ubehaget går begge veje. Det dræner for energi.

Man skal ikke undgå mennesker, der er i krise - jeg har selv været ude for, at andre gjorde det mod mig, og det gjorde ondt. Så jeg går på med krum hals og snakker med mine kolleger. Spørger mest, så de forhåbentlig kan få noget af deres frustration ud. Gør opmærksom på, at arbejdspladsen abonnerer på gratis psykologhjælp, hvis jeg mener, at det vil være en hjælp for vedkommende.

Men det er en underlig tid. Ingen får lavet det, de plejer, og alle går mere trætte hjem og sover dårligere om natten.

Findes der nogle enkle råd til de 'overlevende', når man skal have en hverdag til at glide trods alt? Så står mine ører på stilke ...

Nytilkomne kan begynde her og her.

Heksebrændinger

I embeds medfør har jeg i dag beskæftiget mig med hørespillet Anne Pedersdatter fra 1958, skrevet i 1908 af den norske forfatter Hans Wiers-Jenssen. Det handler om heksebrændingerne i 1600-tallet og det er manuskriptet til dette hørespil, der danner grundlag for Carl Th. Dreyers film Vredens Dag. Et historisk drama om hekseprocessernes tid med overtro, fundamentalisme og uvidenhed.

Og så slår det mig pludselig igen, hvor udmærket det er at leve i 2007. Det har været ubeskrivelig rædselsfuldt at blive anklaget for trolddrom og ende på bålet, fordi et andet menneske var død uden påviselig årsag.

Selve radioteaterstykket virker noget gammeldags i dag - man bruger et andet formsprog nu - men det satte tanker i gang, og det er svært at ryste af sig.

Traditioner

Da jeg var yngre, tog jeg afstand fra traditioner. Det var specielt julen og fødselsdagene, jeg ikke kunne se nogen grund til at fejre, og i mange år boycottede jeg min families jul ved at insistere på, at det var dage som alle andre.

I min fremskredne alder går det mere og mere op for mig, at man skal værne om mærkedagene.

Her i refugiet har vi været til to runde fødselsdage inden for det sidste par måneder. Jeg nød dem i fulde drag, som jeg har skrevet om på dette sted.

Nu har jeg en skummel plan om at få overtalt Monsieur, som er helt ligeglad med afskyr den slags, til at vi fejrer os selv, når vi fylder 60. Det gør vi nogenlunde samtidig - om 3, henholdsvis 4 år - begge i en af årets første, kolde måneder, så måske kunne vi mødes på midten en lun sommerdag. Men jeg ved, at det bliver hårdt arbejde ...

Min far fylder halvrundt om kort tid, og han fejrer sig selv med manér på en god restaurant med de nærmeste tyve familiemedlemmer, og jeg glæder mig næsten lige så meget som ham.

Jeg glæder mig også til jul - i det små. De opreklamerede, stressende juleforberedelser kan jeg derimod godt undvære. Snildt, endda.

Hvordan har du det med gamle traditioner - giver du din mand/kone blomster på jeres bryllupsdag? Køber du julegaver i august og bager småkager 1. december? Har mærkedage betydning for dig?

Afslapning og underholdning

Der er mange måder at slappe af på. Man kan hækle sengetæpper, strikke sjaler eller lave god mad. Jeg holder af at kigge på og snakke med mine katte, se en god film eller læse en inspirerende bog.

I de seneste år er jeg blevet optaget af velskrevne selvbiografier, og lidt tilfældigt er jeg løbet ind i Fay Weldons selvbiografi Auto da Fay. Jeg har altid beundret hende for hendes råstyrke og har tidligere læst de fleste af hendes romaner.

Nogle ryster på hovedet ad biografier og selvbiografier, men nogle af dem hæver sig højt over andre - som nu Auto da Fay.

Fay Weldon er født i 1931, og på trods af store skift i hendes tilværelse og en ungdom i yderste fattigdom har hun formået at holde humøret oppe og udvikle sig til en person, som kvinder verden over beundrer. Da jeg læste bogen, var jeg fascineret af hendes boheme-agtige måde at takle livet på, et liv som også har været svært. Første bind af hendes erindringer slutter, da hun - nu som mrs. Weldon - poster sit første succesfulde manuskript til et tv-stykke og kort tid efter føder sin anden søn.

Jeg slugte bogen i én stor mundfuld, da den udkom. Læs den, hvis du synes, at Way Weldon er et nærmere bekendtskab værd!

Hvordan slapper du for resten af? Har du en yndlingsfilm eller -bog, som var noget helt særligt for dig?

Dagen derpå

September tog forskud på næste måneds rusk og regn i går, mens vi var til rund fødselsdag og gardenparty. Et lidt dristigt sats fra værtsparrets side, men de bor det halve af tiden i Sydfrankrig, og måske kan det være svært at holde tingene ude fra hinanden engang imellem. Alligevel blev det en forrygende fest, også selv om den forsvarligt fastsurrede teltdug blafrede faretruende og var lige ved at lette oven over 25 mennesker, adskillige svingende fulde jomfruhummerfade og verdens største, grillstegte oksehøjreb.

For nogle år siden begyndte min gamle folkeskoleklasse at ses igen, og det har ført nye, tætte venskaber med sig. I går var det husbonden til en af pigerne (må man godt sige i denne sammenhæng), der fejrede fødselsdag med familie og venner i alle aldre og fra alverdens lande. Mennesker, der havde prøvet lidt af hvert og alle sammen erfarne festgængere, så det var en oplevelse at være inviteret indenfor i kredsen.

Kønsfordelingen var ikke helt lige, men jeg var mere end heldig med min borddame. Snakken bliver nemt overfladisk i så stort et selskab, men ikke her. Hun havde den sjældne evne at kunne lytte - af interesse, ikke af høflighed. Men også en formidabel evne til at fortælle historier, herunder hendes egen, der var ikke så lidt barsk. Klog, magnetisk, indre ro er de stikord, der lige falder mig ind, når jeg spoler tilbage. Og sjov! Ikke mindst sjov! Jeg kunne næsten ikke rive mig løs igen.

Nu sidder jeg her dagen efter, en anelse mat i sokkerne, men stadig høj af alle indtrykkene. Det er godt med et menneskebad engang imellem. Kender du fornemmelsen?

Opdatering kl. 18.16
Har lige fået en mail fra værtsparret:

Jo, vi havde et godt oprydningsarbejde, teltet var totalt skadet, brækket sammen i blæsten, og tallerkener og glas lå spredt rundt i hele haven, men skidt, vi havde en fin aften ...

Kan vi så få ro!

Jeg ved godt, at emnet mobiltelefonsnak efterhånden er so last century, men jeg har ikke følt trang til at besvære mig over det før. Nu er du advaret!

I dag var jeg med toget hjem - en rejse på godt og vel et par timer. Det sker ikke så ofte, men jeg havde ondt i halsen og var nødt til at gå tidligt og efterlade bilen til Monsieurs sene hjemtransport.

Normalt nyder jeg mine sjældne togture med fred & ro + Ud & Se, men det var jeg afskåret fra i dag. Jeg havnede nemlig i en kupé med tre kvinder, der havde valgt at bruge den som kontor. De telefonerede uafbrudt, og hele kupeen blev ufrivilligt involveret i bestilling af bed & breakfast, hvad morgenbuffeten bestod af, ændring af forsikringer og indrykning af annoncer.

Med andre ord: det er ikke kun teenagepiger, der mister alle hæmninger, når de får fingre i en mobiltelefon. Det er også voksne forretningskvinder med underudviklet social bevidsthed.

Jeg indrømmer, at jeg er ekstremt puritansk, hvad mobiltelefoner angår, og jeg ejer kun et eksemplar for det tilfælde, at jeg skulle løbe tør for benzin eller blive kidnappet og sat af midt i Sahara. Så måske er jeg for stramtandet.

Men hvor går grænsen for, hvad man kan udsætte sine omgivelser for af private telefonsamtaler, når man kører i tog?

Lad os udarbejde en kodeks i fællesskab!

Massakren

Der sad vi så i min nærmeste gruppe på cirka 20 ved et morgenbord, som kunne have været vældig hyggeligt, hvis grunden til, at vi sad der, havde været en anden. Traktementet var på husets regning - hvor man så havde fundet pengene henne. Men der var rift om de to flasker bitter, der var stillet frem. Der var nerver, der skulle dulmes efter et halv års belastende viden om, hvad der skulle ske. Hundredevis af mennesker har haft en sommer med én eneste tanke i hovedet. Regner man deres familier med, må der være nogle tusinde, der har fået deres liv suspenderet siden april.

På slaget ni kom chefen og hentede den første. Herefter gik det slag i slag - 20 minutter til hver i et rum, hvor vinduerne var blevet blændet med folie. Ellers er det et glashus uden plads til privatliv. Rummene var hensynsfuldt valgt, så man kunne snige sig uset ud ad en bagdør med ydmygelsen, når dommen var afsagt.

Det blev ikke mig denne gang. Men 26 andre i min afdeling blev fyret, andre 26 tidsbegrænset ansatte får ikke deres kontrakt forlænget, 10 nåede at finde et andet job, og 11 bad selv om en fratrædelsesordning - de ældste af dem efter mildt, men effektivt pres. Afdelingens budget er skåret ned fra 38 til 12 millioner. I hele huset er 450 stillinger nedlagt.

Jeg er i den lykkelige situation, at det ikke ville betyde alverden rent økonomisk, hvis det havde været mig. Men jeg har unge, dygtige og myreflittige kolleger med nystiftet familie og store boligudgifter, der har mistet deres eksistensgrundlag i dag. Ledelsen kalder det intelligente besparelser.

Jeg er trist til mode på mine mange nu forhenværende kollegers vegne. Selv kan jeg beholde det arbejde, jeg holder af, og det er jeg trods alt glad for, men det bliver ikke det samme at gå på arbejde i fremtiden.

Tak for alle jeres kommentarer og varme opbakning - det var godt at have med i dag!

Er der nogen af jer, for hvem en afskedigelse har bragt mere glæde og tilfredshed ind i jeres liv? Kan en afskedigelse betyde, at man får et tiltrængt skub til at vove sig ud i nye og spændende projekter? Jeg er lutter øren, hvis I vil dele jeres oplevelser med mig.

Skandalen

På min arbejdsplads bliver der i morgen gennemført en knusende fyringsrunde, der nok også vil komme til at kunne mærkes i alle danske hjem, der disponerer over en radio eller et fjernsyn.

Baggrunden er, at et prestigebyggeri er løbet løbsk, så det kommer til at koste næsten to milliarder mere, end der var budgetteret med.

Det er lige så svært for mig som for enhver udenforstående at begribe, at det er gået så galt, og at det er nødvendigt at lade det få så uhyrlige konsekvenser. Det er vist kun ledelsen og regeringen, der kan se fornuften - eller lader som om de kan. Selv om det altid har været en folkesport at lange ud efter netop den institution, kommer ingen udenom, at det er landets mest betydningsfulde kulturleverandør i bredeste forstand. Jeg kan ikke se andet, end at man langsomt, men sikkert er ved at afvikle den. Regeringen vender ryggen til og kigger fløjtende ud ad vinduet. Det ligner et hævntogt, omend passivt.

Det er ikke den første fyringsrunde i år, og det er voldsomt at være vidne til et slagteri som det, der har fundet sted i de seneste måneder. Mange af mine nærmeste kolleger er brudt sammen, og flere er sygemeldt med stress.

Klokken 9 i morgen skal vi sidde i min afdeling i et storrumskontor og vente på, at vi måske bliver hentet af chefen. Ingen skal arbejde, bare vente. Ingen ved, om de er købt eller solgt. Vi har haft truslen hængende over hovedet i mange måneder. I morgen bliver den meget konkret.

Det meste af skandalen kan føres tilbage til en generaldirektør, der ikke længere er ansat. Han blev fyret, fordi man ikke kunne regne med ham. Nu lever han af at være konsulent inden for public service, sidde i bestyrelser og holde foredrag om sin tid i institutionen, og han er næppe gået ned i indtægt. Jeg har ikke hørt foredraget, men mon han husker at nævne, hvor mange menneskers ulykke, han har på samvittigheden? Undskyld, samvittighed var ikke noget velvalgt ord.

Blodbadet i morgen kommer til at ramme en masse mennesker, der intet har med det hele at gøre, og her tænker jeg ikke på kun på os, der måske mister vores job. Vi klarer os nok på en eller anden måde. Jeg tænker på ... ja, på dig og dig, der får ringere radio- og tv-programmer og sandsynligvis endnu flere genudsendelser.

Nå. I morgen kan det godt være, at jeg er lidt ukoncentreret, og det er ikke sikkert, at jeg kommer så meget rundt i Blogland, som jeg plejer at gøre.

Opdatering 18. september
Se her, hvis du orker.

Et liv før døden

I lokalavisen kan jeg se, at Thyra Frank fra plejehjemmet Lotte på Frederiksberg har holdt foredrag i Ældresagen her i Halsnæs kommune. For et par år siden så jeg en udsendelse i tv om hendes arbejde for, at plejehjemsbeboere skal have et værdigt liv. En udsendelse, der kunne få selv en sten til at smelte.

Thyra Frank mener, at en bedre ældrepleje ikke behøver at koste flere penge. Men hun efterlyser en bedre etik og moral. Du behøver kun at behandle de gamle, som du gerne selv vil behandles, når du når der til. Vil du spise fastfood de sidste år af dit liv eller have hjemmelavet mad ude fra køkkenet? Vil du have lov til at stikke næsetippen uden for og fornemme om efteråret er blevet til vinter? Vil du have ret til at få rumpen på et toilet, når du skal - ikke en halv time senere? Vil du selv have retten til at bestemme, hvornår du skal i seng?

På Thyras plejehjem står seniorer med rollator i kø for at komme ind, og personalet bliver hængende, indtil de selv har alderen til at bo der. Og det handlede ikke om nye møbler eller flere plejehjem, men om retten til en værdig alderdom, at et smil er gratis, og at Fru Thyra tror på et liv før døden. På plejehjemmet Lotte må de gamle ryge, drikke rødvin og elske til de dør.

Er det ikke netop sådan, vi alle ønsker at blive gamle?

Forsinket søndagssnapshot

Skyggerne er blevet lange ...

Oplevelsesgaver

Ovre hos Hege kan man læse om oplevelsesgaver. Om at give for eksempel ældre mennesker en oplevelse i stedet for en traditionel gave, fordi de ældre ofte intet ønsker sig - de jo har alt. Læs selv hos Hege om hendes opfindsomme gaver til sin mor.

Det bliver også mere og mere almindeligt med oplevelsesgaver - gavegivningens 2.0. Det er en fremragende idé, for selv om både vin og chokolade er med til at forhøje livskvaliteten, er det måske lidt for meget af det gode med 20 flasker ditten og 50 æsker datten.

Min far fejrer halvrund fødselsdag om et par uger. Han vil også hellere have en oplevelse af sine gæster end ting. Jeg ved, at han får en udflugt til Karen Blixens Rungstedlund og en tur på Revymuseet. Det ved han også selv, men hvad han ellers får, er en hemmelighed indtil videre, for han læser undertiden med her.

Omvendt bryder jeg mig ikke om den tendens, der er hos børn og unge til kun at ønske sig penge - for så kan de jo selv købe, hvad de har lyst til. Jeg kan ikke forestille mig noget mere fattigt og idéforladt, og for mig har det intet at gøre med en gave. For ikke at tale om brudepar, der har deres ønskeseddel (reelt en bestillingsliste) liggende på Imercos hjemmeside. Begge dele er en ubehagelig håndfast afspejling af det åndløse forbrugssamfund, vi desværre selv har skabt, og som er godt på vej til at kvæle os i ting, vi absolut må eje.

Har du erfaringer med oplevelsesgaver - måske nogle gode ideer, som vi kan sprede ud til fælles inspiration?

Sikken dejlig dag det var i dag

Regitze var hurtigere end mig, så jeg henviser lige til det fyldestgørende referat af årets sidste picnic, der gik til andelslandsbyen Nyvang, som rettelig burde hedde Gammelvang. Men jeg kan da tilføje et par billeder fra en begivenhedsrig dag på høstmarkedet.

Der er mange flere billeder i min underbevidsthed, og jeg ved, at jeg drømmer om det i nat. Jeg elsker at blive mindet om, hvordan det var engang, og hvor meget bedre det meste er nu. Og jeg elsker at være sammen med mennesker, der sender på samme frekvens.

Den slags dage samler jeg på.

Tak

... for prisen til Sister Bonde, Sifka og Johanne - jeg må have en bog, jeg kan klistre hæderstegnene ind i!

Nu er det så min opgave at sende prisen videre til nogen, der fortjener den. Det gør alle på min blogrulle, og de fleste har allerede fået den, så det må være en fejl, at Dana, HenrietteB og Irene tilsyneladende ikke har modtaget udmærkelsen endnu.

Skaden er hermed udbedret!

Litterære smagsprøver

Jeg var henne for at ose hos boghandleren i går, og opdagede en genial nyskabelse: læseprøver på bøger. Det har været almindeligt på nettet længe, men her har man som bekendt selv ulejligheden med at printe. Hos boghandleren får man et kapitel eller to serveret på et sølvfad som en minibog med samme omslag som den rigtige bog.

Og metoden virker tilsyneladende efter hensigten. De to prøver, jeg fik med hjem, har allerede givet mig lyst til at læse bøgerne i deres fulde længde - Bogtyven af Markus Zusak og Libri di Luca af den danske debutant Mikkel Birkegaard. Han dukkede i øvrigt op igen samme dag, da jeg kom hjem og tilfældigt slog op på et interview i Frederiksborg Amts Avis, som jeg ellers sjældent får læst. Synkronicitet! Bogen har fået overstrømmende anmeldelser, og filmrettighederne er allerede solgt.

Bogtyven bliver sammenlignet med Anne Franks dagbog og har ligget på New York Times' bestsellerliste 71 uger. Jeg ved nu ikke rigtig, om det er en anbefaling, men jeg giver den en chance.

Hvad synes I om ideen med de gratis læseprøver? For mig at se er det et rent win-win tiltag for læsere og forlag - og et glimrende eksempel på, hvad bogbranchen kan lære af nettet. Nogen indvendinger?

En advarsel og en opfordring

Jeg håber, Borgens forlag tilgiver, at jeg har fusket med forsiden på deres nye efterårskatalog, for det er venligt ment. Men jeg synes, man kan sige det samme om bøgers og blogs' vanedannende effekt.

Min egen blogvirksomhed har været sådan lidt on-and-off, siden jeg begyndte, måske fordi det ikke helt var min egen idé. Jeg blev puffet i gang af et velmenende medlem af husstanden, der selv var blevet hooked. Men der er jo så meget andet, man synes, at man skal, og det var først, da jeg begyndte at fordybe mig i andres blogs, at jeg så lyset. Jeg har stor glæde af at læse, hvad I andre skriver, og jeg elsker kommentarerne, som kan havne helt andre steder, end oplægget begyndte. Det er inspirerende, sjovt, god hjernegymnastik, og det giver mig indsigt i livet som landmand, lærer, sygeplejerske etc. - ideer til alt mellem himmel og jord, fra bøger til sommerferier. Samtidig er det en glimrende metode til at få styr på sine egne tanker og følelser.

Med tiden gør man sig jo nogle tanker om, hvad der virker bedst - eller gør man? Jeg gør i hvert fald. Jeg forsøger at skifte mellem forskellige emner, så der ikke kommer to af samme slags lige efter hinanden, selv om det ikke er altid, det lykkes. Og så er det blevet en vane altid at have papir, blyant og digitalkamera ved hånden, for man ved aldrig, hvornår der dukker stof til et indlæg op.

Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvorfor du skriver og læser blogs. Planlægger du dine indlæg? Hvad er dit trick til at holde gejsten oppe?

Kronede dage

Jeg har en pænt stor have på godt og vel 1600 kvadratmeter. Ikke nogen prydhave, for det ville jeg ikke kunne overkomme at passe. Det er en blanding af skov eller plantage, græs, roser, og hvad der har sået sig selv. Jeg har mit hyr med at holde hindbærkrat nede, efter at en del af haven blev overgroet for tre år siden. Siden da har jeg luget mindst en gang om ugen i sæsonen, også for at fjerne træer og buske, der invaderer grunden. Kirsebærtræer, laurbærkirsebær og uægte akacie kommer myldrende hver uge.

Den uægte akacie vokser op til tredive centimeter på en uge, og den er det rene djævelskab. Som lille plante er den det yndigste, man kan forestille sig, men efter nogle år er den blevet tyve meter høj, og når det stormer, ligger der bjerge af grene med torne, der havner i mine fingre. Jeg har et særligt blik for at finde finde små, nye eksemplarer hver uge og få dem op i en ruf. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor meget vi har betalt gennem årene for at få taget en halv snes fuldvoksne artsfæller ned stykke for stykke og fjernet de tornede efterladenskaber.

Det er havens dag på søndag, ser jeg i avisen. Det er det altid anden søndag i september, og der foregår en masse på landets havecentre (er det ikke det, der hed planteskoler engang?). Jeg elsker at blade i de farvestrålende brochurer, jeg fanger i brevkassen, men det bliver som regel ved det. For det meste bruger jeg haven til at sidde og tænke tanker i og til den motion, det giver at fare rundt efter uvelkomne planter og slå græs med den hånddrevne.

Men jeg glæder mig nu til at få stokroser. Frøene kom helt af sig selv - med Ella som afsender. Tusind tak!

Det ville glæde dig at høre ...

I mine mange års professionelle omgang med musik er jeg igen og igen stødt på Jan Johansson. Desværre ikke personligt, men gennem hans klaverspil. Alle kender det fra tv's madprogrammer, hvor han har akkompagneret jeg-ved-ikke-hvor-mange opskrifter, mens de har rullet over skærmen til sidst i udsendelsen.

Min personlige favorit er Visa Från Utanmyrra fra albummet Jazz på Svenska, der udkom første gang i 1963 og blev en kultklassiker. Nu er pladen overført til CD og til min pladereol. Der er kun to instrumenter - Jan Johanssons klaver og Georg Riedels akustiske bas - og arrangementerne er enkle, langsomme, hypnotiske, swingende. Der er noget muntert og samtidig sørgmodigt over melodierne, og det er så smukt, at det næsten får hjertet til at holde op med at slå.

Jan Johansson døde tragisk ved en bilulykke i 1968, kun 37 år gammel. Hvad kunne det ikke være blevet til?

September er som skabt til kammerjazz. Køb den. Hør den.

Ekko

En gåtur i skoven kan på et splitsekund sende mig tilbage til oplevelser tidligere i mit liv. Duften af vådt mos - eller hvad det nu er, der giver denne her helt specielle lugt af skov.

Eller lyden af trækroner, når bladene hvisler i vinden.

Eller en lugt i en forretning, som minder mig om en bestemt dag, hvor jeg var med min mor ude at købe ind. Og straks ser jeg en butiksrude, med vandet løbende ned på indersiden - en osteforretning - og jeg bliver budt en skive ost med rød skorpe af en tyk dame i hvid kittel.

Eller jeg åbner en ny creme, hvis duft minder mig om dengang, min mor smurte mig ind efter badet, og jeg var fire år.

Eller jeg ser en kvinde på gaden med en smuk, grøn bluse, der straks får mig til at huske på den bluse, jeg bare måtte eje, da jeg var tretten år, fordi min kusine havde sådan én. Men jeg fandt aldrig den rigtige farve og derfor heller ikke blusen.

Eller ...

Kender du det? En lugt, et syn, en lyd, der giver dig en tur i tidsmaskinen?

Hvad læste du?

I min barndom var der ingen Harry Potter. Men der var Illustrerede Klassikere, og dem slugte jeg lige så begærligt, som børn i alle aldre nu gør med den bebrillede troldmand fra Hogwarts. Illustrerede Klassikere var tegneserieudgaver af de store bogklassikere, og for halvtreds år siden var det ikke velset, at man lod børn læse den slags underlødige hæfter, der nærmest ansås for skadelige af det bedre, meningsdannende borgerskab. Det har heldigvis ændret sig siden, og nu bliver hæfterne snart genudgivet. Ideen var at give børn smag for at læse rigtige bøger. Det behov er ikke blevet mindre med årene, og jeg kan kun klappe i hænderne over initiativet.

Når jeg tænker tilbage på, hvad jeg egentlig læste som barn og ung, dukker navne op som Milly Molly-bøgerne, Cardby fra Scotland Yard, Familie Journalens romaner, Anders And. Ikke just lødig litteratur, men de var alligevel allesammen igangsættere, der gav lyst til mere. Christian Kampmanns Gregersen-saga hører vel også til i den kulørte afdeling, men jeg læste den med stor fornøjelse, og den førte mig videre til Kirsten Thorups romaner og søstrene Brontë.

Jeg går stadig ikke af vejen for et stykke gedigen triviallitteratur. For mig er det ikke så vigtigt at skelne, og let tilgængelige bøger kan også være velskrevne. Men hvem ved - måske er det Ilustrerede Klassikere og Anders And, der har spoleret mine litterære smagsløg?

Hvad fik dig i gang med at læse, og skelner du knivskarpt mellem lødig og kulørt litteratur?

Mere om Illustrerede Klassikere her.

Morgenstemning

Når Monsieur er i bad, kan han heldigvis ikke se, at man ligger på hans hovedpude ...