Min kræmmersjæl trænger til at blive luftet! Og det vil den blive her i formiddag, hvor jeg skal på sommermarked i Liseleje sammen med en veninde. Det er et af de markeder, hvor hovedgaden, parken og en lille lund bliver omdannet til et kæmpestort loppemarked. Jeg glæder mig, og den store vandtætte taske står allerede klar ved siden af cyklen.
Nyhavn var en dejlig oplevelse i går, selv med regntunge skyer. Og jeg nød at kigge ind i Marmorkirken - den er simpelthen imponerende smuk. Vi spiste frokost på Cap Horn, poussin med grønt, jordbærsalsa, balsamico glace og kerner fra granatæbler. Men der var ikke mere på tallerkenen, end der kunne ligge i den hule tand, så vi spiste os mætte i brød. Vi var målløse alle tre, men nu ved vi da, hvor vi ikke skal gå hen en anden gang ...
I øjeblikket er jeg ved at læse Trine Sicks 'Uden alder - personlige samtaler om livslyst', og det er rigtig dejlig læsning! Denne bog vil jeg anbefale varmt til alle, der er ude over den grønne ungdom. Bogen består af en række livskloge samtaler og giver håb om, at alder betyder udvikling, muligheder, overblik og skarphed - og ikke afvikling og forfald.
Rigtig god lørdag!
lørdag, juli 11, 2009
Lørdag morgen
Abonner på: