Flashbacks

Liselotte skrev smukt om at være mor. Det fik mine tanker på vandring, og jeg satte mig til at kigge på mine forældres gamle dias, som for et par år siden blev scannet ind på en cd af en god ven. Når man kigger på dem, vælter historierne frem. Jeg fandt et par sjove billeder fra cirka 1952, hvor jeg er to år og leger i min mormors have. Billedkvaliteten har ændret sig en del siden da, men Photoshop gør underværker.

Jeg kan ikke selv huske situationerne, kun de historier jeg har fået fortalt – men det giver altid perspektiv at trække tråde tilbage i tiden. Jeg kan huske, da jeg var barn og ung og jævnligt syntes, at mine forældre var fuldstændig håbløse. Jeg ved nu, at de gjorde det så godt de kunne. Dengang kunne jeg ikke se det.

Gensynsglæde

Det gælder ikke om at eje en terrasse i Provence med udsigt til store vidder – det gælder om at kende nogen på Sjællands Odde, der har en terrasse (frit efter Regitze).

Somme tider går der år mellem man ser gode venner uden påviselig årsag, og somme tider fader det helt ud. For meget arbejde, lange afstande, hændelser i familien. Og så kan man somme tider opleve, at man mødes igen et par børnebørn senere, og samtalen bare fortsætter, som om man lige var blevet afbrudt for et øjeblik siden.

I dag har vi spist en vidunderlig frokost hos gamle venner, der tog tråden op, og vi har grinet højt og længe ad de samme ting under den blåeste himmel. Det vil vi fortsætte med for eftertiden. Næste møde er berammet og bekræftet.

Det synlige minde om dagens udflugt: den ordferme værtindes seneste oversættelse hjembragt til konsumering på egen terrasse (forhåbentlig er jeg hurtigere end sneglen):

Morale: skift mailadresse engang imellem og send besked ud om det til alle i adressekartoteket!

Snegleparadoks

Jeg er en af de ukendte soldater i den specialstyrke, der morgen, middag, aften og hver gang det har regnet sniger sig rundt i haven helt nede i knæ iført gummihandsker og bevæbnet med en monstersaks for at få has på de brune, slimede vandaler fra Den iberiske Halvø, der har invaderet vores enemærker, og med væmmelse ekspedere dem til de evige sneglekirkegårde.

Når jeg ikke gør dét, lister jeg rundt i nabolaget og overmander deres artsfæller, som jeg bortfører med magt og tvinger til at gå rundt og se dekorative ud dér, hvor jeg ikke vil have de andre til at være. Til gengæld får de lov til at flanere på kanten af solsortenes swimmingpool ...

Er hobbithuse en trend?

Fra dagens travetur ... og apropos forleden dag

Moi

Ella har bedt mig afsløre 8 ting om mig selv, som ingen kunne ane. Så på med vanten:

1. Jeg er født i fiskenes tegn, og jeg synes, fisk smager afskyeligt.



2. Min mormor var husholdningslærerinde og havde sin egen husholdningsskole. Min mor og min moster blev husholdningslærerinder, og jeg har selv gået på husholdningsskole i tidernes morgen. Det forhindrer mig ikke i at være meget lidt interesseret i madlavning.



3. I USA købte jeg engang en gammel convertible på en bilkirkegård og kørte rundt i den i tre uger. Bagefter solgte jeg den med fortjeneste.



4. Jeg var engang på Nordkap.



5. Jeg læser mange bøger – på én gang.



6. Jeg har været ansat samme sted i 39 år. Jobbet fik jeg, fordi jeg kom fra et hjem med klaver.



7. Jeg blev gift for 21 år siden med en mand, der havde den samme bil og det samme kamera som mig. Det holdt.



8. Jeg har et barnebarn på 2 år, der hedder Isabella.



9. Jeg synes, man skal være venlig mod alt levende, og jeg gør mit bedste for at efterleve det hver dag.

Hov, det var ni, men det står enhver frit for at stryge den ene!

Tak for udfordringen, Ella. Jeg så, at Irene opfordrede de første otte læsere, der så indlægget, til at være med på spøgen. Det er snart et stykke tid siden, så jeg inviterer hermed de otte sidste ...

Spætte med hætte

Spætten er min ven, og jeg har mit hyr med at få Miss Mis og Sofus med deres nærgående ornitologiske interesse og pragmatiske sindelag til at forstå, at spætter - i særdeleshed spætteunger med hætte - kun er til pynt.

Foreløbig har alle rødhætterne klaret frisag. Hvis hætten kravler om i nakken og bliver til en rød plet, er det en han. Forsvinder den helt, er det en hun. Miss Mis couldn’t care less.

Søndagssnapshot

Ornitologisk bofællesskab i Torup

Tøjeri

I Dyssekilde, hvor de bygger sære og fantastiske huse, foretager Monsieur omfattende økologiske indkøb hver lørdag. Når der er loppemarked, tager fruen med. Og når hun ikke kan finde ordentligt brugt tøj på loppemarkedet, ender hun hos Pachamama. Hendes troldebo er fyldt med de utroligste, lækre creationer til absolut ikke-loppemarkedspriser, og fra i dag er der en knaldende rustfarvet bohemejakke mindre at vælge imellem.

Jeg - en hjemmefødning

Som altid holder vi ferie i egen have. Jeg kunne ikke drømme om at sætte min fod uden for landets grænser om sommeren, om det så er regn- eller gråvejr hele tiden, og heldigvis er vi enige om det - 'Du danske sommer, jeg elsker dig, skønt du så ofte …' Der er jo lunt og smukt og grønt udenfor hele tiden (grønnest når det regner!), og vi nyder at lade dagene glide forbi i langsomt tempo uden at foretage os ret meget andet end at kigge op engang imellem for at bekræfte os selv i, at det er her, det sner, eller hvad det nu gør. Alligevel blev vi ramt af pludselig udlængsel i går og besluttede os for at foretage en rejse på mindst fem kilometer for at indtage vores frokost under lidt sydligere himmelstrøg.

Havn er der ikke meget tilbage af i Kikhavn, selv om det er det ældste fiskerleje på Halsnæs. Men det er et hyggeligt sted at gå tur, og der er rigeligt at se på for den, der har hang til bondehusidyl og nostalgiske afstikkere. Så hvis du alligevel skal til Hundested og gø, så tag også til Kikhavn og kik - det ligger lige ved siden af.

Cafeen er ypperlig.

Havekundskab efterlyses

Da vi flyttede ind, stod der en tuja uden for vinduet, der mindede mig for påtrængende om kirkegård, så den nedlagde vi med en økse. Og inden under stod der en mikroskopisk hortensia, som i mellemtiden har vokset sig stor og en anelse utilpasset, fordi jeg forsømmer at tage mig af dens opdragelse.

Den lilla er i virkeligheden mere rød, end billedet vil lade den være, og hvert år undrer det mig, at den samme plante har tre forskellige farver. Jeg troede, forskellige farver på hortensia havde at gøre med forskellige jordbundsbetingelser, og man skulle tro, der var grænser for variationsmulighederne inden for en halv kvadratmeter. Hvem kan gøre mig klogere?

Som tiden går

I går var jeg på natværtshus ved højlys dag - sådan havde min meget gode veninde valgt at fejre sin tres års fødselsdag. Om ikke så frygtelig mange år bliver det min tur, og det fik mig til (igen) at tænke over alder og på, hvordan det var at blive halvtreds.

En halvtreds års fødselsdag bliver som regel betegnet som ’et skarpt hjørne’, selv om det er et lige så vilkårligt mål for tidens gang som en hvilket som helst anden fødselsdag. Der bliver også gjort grin med det. Jeg blev ikke begavet med en stok og et hørerør, men det kender jeg andre, der er blevet. Sublim humor eller ...?

I praksis betyder dét at være over halvtreds, at unge mennesker undertiden siger De til én. Det kan også betyde, at der bliver byttet rundt på de roller, man er vant til. Engang var ens far og mor der altid til at hjælpe, og nu er man den, der hjælper dem. Hvis man stadig har dem.

De fleste vil mene, at man er voksen, når man er halvtreds. Det skulle man også helst være, men sådan er det ikke altid. Mennesker modnes ikke så forudsigeligt som frugt og grønt. At blive voksen er et projekt, man kan kaste sig ud i eller lade være, og det har ikke noget med alder at gøre. En 25-årig kan være livsklog, og en 85-årig kan være narcissistisk og umoden.

For mig har det noget at gøre med at forstå, at der er mange ting, der er vigtigere end én selv, og have evnen til at erkende, når man tager fejl. Rejsen begynder med at finde ud af, hvad ens værdier er – og handle efter dem, mens man bevarer sin sunde, humoristiske sans (uden stok og hørerør, tak). Det drejer sig kort sagt om at bestemme sig for en retning og så ellers begynde at trave. Alternativet er bare et liv med en begyndelse, en midte og en slutning. Punktum.

Det var en dejlig fødselsdag i går, som overbeviste mig om, at min veninde på tres har fat i noget af det rigtige.

Tiden går, uanset hvad. Det slog mig lige, at det er godt og vel 30 år siden, jeg sidst var på Laurits Betjent …

Kong Volmers hæk

Jeg har klippet hæk i dag. Tredive meter med håndkraft. Jeg bryder mig hverken særlig meget om hækken eller om at klippe den, men den fulgte med, da vi valgte at slå os ned her, og hvordan slipper man af med en ligusterhæk? Svaret er, at det gør man ikke - man tager det som en mand og får det bedste ud af den.

Skal jeg være ærlig, var det ikke planen, at den skulle ende med at bugte sig hid, did, op og ned, men sådan blev det. Jeg ved ikke meget om at klippe hæk, men jeg er fornøjet med resultatet, og det er resten af husstanden også (til dels på grund af magelighed, tror jeg), så hvad kan man forlange mere? En liguster, der viser, at bag den bor sande fribyttere med mod til at gøre op med spidsborgerlige konventioner om stramme, linealklippede hække.

Og dog. Englænderne på herresæderne viser sig at være et hestehoved foran mig, men nu har jeg noget at stræbe efter (gæt, hvem der har fundet billedet!) :

For resten bor der en solsort i min hæk. Den brød sig ikke om lyden af hækkesaks lige over hovedet og skyndte sig at tage flugten. Jeg håber, den forstod, at det ikke var sådan ment, og er på plads igen i morgen.

Nu vil jeg sove. Armene gør det allerede.

Pyt

I dag er min første feriedag, det har regnet, og det gør ikke noget. Regnvejr er langt bedre end sit rygte. Andre steder i verden betragter man regn som en gave fra en venligtsindet guddom eller et symbol på renselse - ikke et irritationsmoment, som man prøver på at ignorere ved at begrave sig i arbejde eller kaste sig over huslige sysler, der alligevel skal fra hånden.

Man kan for eksempel betragte regnvejr som et signal om at sætte farten ned og tænke over tingene. Når himlen bliver mørk, og det begynder at dryppe, pakker blomsterne sammen, og kattene benytter lejligheden til at løbe ind og tage sig en ekstra skraber eller bare vegetere. Hvorfor ikke gøre det samme.

En dag inden døre, hvor det styrter ned udenfor er livgivende. Man kan fylde huset med lys, lyd og hygge og værdsætte, at man har et varmt og tæt hus. Jo mere bekvemt, man indretter sig, jo mere vidunderligt bliver et regnskyl.

Man kan også gøre det stik modsatte. Man kan gå ud og stille sig i regnen og blive gennemblødt. Eller køre en tur i regnvejret. Jeg kørte op til en ven og afleverede den paraply, han glemte hos os sidst.

Lyden af regnen, der trommer på taget eller bilruden kan være den rene terapi. Den kan bruges som en reminder om, at oven over en hvilken som helst sky er himlen altid blå.

Når det så er overstået
Ja, så kan man jo gå en tur og kigge på alt det, der lever af regnen. Jeg har en svaghed for alle de gevækster, der vokser uden tilladelse.

Enhver kan se, at den øverste er en klokkeblomst, den nederste en tidsel, og den næstnederste til højre en vild rose. Men hvad er det blå stavær i midten til venstre (nærbillede næstøverst til højre)? Jeg prøvede at slå den op, men fandt den ikke. Hvad hedder den? Den, der kan fortælle mig det, er min bedste ven!

Hvad det allerøverste, farveløse billede er for noget? Nærlæs overskriften og gæt ...

Himmel, hav, heks og sankthans

Vores sankthanstradition går ud på, at refugiets to menneskelige beboere efter middagen tager hinanden i hånden og til fods begiver sig de tre kilometer til Liseleje strand, hvor der er bål, heks, liv og glade dage. Vi har efterhånden gået turen i al slags vejr fra regn og blæst til syndflod og storm. Vi har oplevet, at bålet har været aflyst på grund af uantændelighed som følge af såvel vandmasser som vind af orkanstyrke, og vi har frosset uden at kny. Men stemningen har altid været det hele værd.

I år var vejret venligt, lunt og perfekt til sankthansbål, og vi havde glædet os til at stå og ligne deltagerne på Krøyers Sankt Hansblus på Skagen Strand. Men sådan skulle det ikke være. I eftermiddags havde Monsieur nemlig været på affaldspladsen med alle vores aviser, herunder lokalavisen, der indeholdt det nøjagtige tidspunkt for bålantændelsen. Vi var derfor henvist til at forhandle os frem til et sandsynligt klokkeslæt, og vi landede på klokken 21. Vi ankom punktligt, men desværre på det forkerte tidspunkt, og min tålmodighed rakte ikke til at vente halvanden time på båltale og hekseaffyring. Så vi traskede de tre kilometer tilbage med uforrettet sag, men som det ses i det mindste med dokumentation for, at vi havde været der.

Også en bålløs sankthansaften kan være stemningsfuld.

Køkkenvinduesnapshot

Nuttet, ikke?

Flere valmuer ...

Jeg bliver vist aldrig færdig med de valmuer. Dem i haven synger på sidste vers, men til gengæld kom jeg forbi en endnu mere imponerede valmuemark end den, jeg forevigede i forrige uge - og med Arresø i baggrunden:

Den samme mark har fanget lokalavisens opmærksomhed, og det viser sig, at det i virkeligheden er en rapsmark. Takket være landmandens manglende sprøjtning står valmuerne nu skulder ved skulder så langt øjet rækker. Næste fase bliver brun - når rapsen er moden og skal høstes. Det må godt vare lidt.

Hotel Træskoly

Jeg skal ud til foderbrætterne med frokost til fuglene og stikker lige i Monsieurs træsko, der står uden for hoveddøren. Det går fint med venstre fod, men den højre træsko kan jeg ikke få på. Der sidder noget i vejen, og jeg trækker lynhurtigt foden til mig igen ved tanken om, at det er en blodtørstig dræbersnegl, der ligger på lur ude i træskosnuden. Med galopperende puls tager jeg træskoen op og ryster fremmedelementet ud:

Nu bor Tuds-nelda, verdens største af sin art, i en papkasse ved siden af døren – med eget badekar i en minisouffléform.

Nu blomstrer hylden ...

... næsten.

Te på terrassen med Zadie og Jas

Zadie Smith skriver om en anden slags skønhed end den, jeg har udsigt til, når jeg sidder på min terrasse og læser og drikker te. Jeg har taget mig den frihed at kombinere dem. Foreløbig har jeg kun nået 122 af de 596 sider, men når en forfatter kan skrive ...

»Der er dejligt her,« sagde Howard og undrede sig over det instinkt, der altid fik ham til uopfordret at sige præcis det modsatte af, hvad han mente.

eller:

Claire frembragte den klirrende lyd af latter. Det var ikke første gang, at Kiki bemærkede den kompromisløse intelligens i hendes øjne, hvordan de aldrig gav sig hen i latterens naturlige udløsning.

eller:

Jerome havde sluttet sig til dem i al sin dystre jeromitet.

... har man meget at glæde sig til.

På den måde gik forårets sidste bonusfridag, grundlovsdag. Med en velskrevet og -oversat bog, en kop te, entomologisk aktivitet i akelejerne og en gammel, trofast hankat vimsende om benene i solskinnet. Det burde være en grundlovssikret rettighed for alle.

Jagtnyt

Det lader til, at Sofus i al ubemærkethed har indløst jagttegn – i hvert fald præsenterede han ikke mindre end to fjerede trofæer for mig på stuegulvet i går, som min anstændighed forbyder mig at videreformidle fotografisk.

Til gengæld udspandt der sig på havefliserne her til formiddag et ret beset betydelig større drama, som jeg undres mere end jeg væmmes over. En myre var gået i gang med at forberede en grisefest for sine nærmeste venner og slægtninge.

Lørdagssnapshots

Fløjlsstemmen

Monsieur var i det gavmilde hjørne i går og kom hjem med en cd til mig - som han længe selv havde ønsket sig. Heldigvis er vores musiksmag for en stor del sammenfaldende, og Bryan Ferry lapper absolut over.

Ferry og Dylan lyder som en naturstridig kombination, som at møde op i smoking og gummisko. Men måske netop fordi der er så stor stilforskel, er der åbent for fri fortolkning. Nu har Dylanesque kørt nonstop hele morgenen, selv om jeg normalt foretrækker mine fugle udenfor som soundtrack. Men for sådan nogen som os, der var forholdsvis unge i 70'erne, er det næsten som at komme hjem at genhøre 'det tiltrækkende og forbløffende uslidte stilikon', som Politiken kalder Bryan Ferry i sin anmeldelse af hans koncert i Tivoli søndag aften. Dér ville jeg for resten godt selv have været.

Det er en dejlig plade!

Frokost i det grønne

Lad mig sige det på den måde: parasollen fik vi ikke brug for. Til gengæld har jeg fået et omfattende pinsedagsstikordsregister:

regnvejr, Bryan Ferry, stearinlys, aromalampe, lyserøde roser, grin, alvor, Liselotte, varme, nysgerrighed, Lambrusco, tyfon, Kenneth, snak, snacks, Sofus, spørgen, honning, vin, Donald, Leo, kartoffelsalat, mors frikadeller, blandet salat, Regitze, flûtes, guacamole, Claus, motorcykel, ost, barndom, hjemmelavet påskebryg, Mexico, opvækst, tegnsprog, Ella, IT, DR, spidse sko, Aalborg, gule roser, solskin, varme, Harrestrup, glæde, chokolade, Esbjerg, gulerodskage, stempelkaffe, Lars H.U.G., rhododendron, storkenæb, Hals, solsorterede, Alexander, Louis, Malte, Nordjylland, Nordsjælland, afsked, ses, Ella ...

Tak alle sammen - også jer, der ikke var med denne gang, men deltog alligevel!

Der kommer gæster i morgen ...

- og husk, det er din tur til at slå græs!

Miss Mis' uransagelige veje

Hun har gjort det før, og i fredags skete det så igen: Miss Mis bad om at komme ud ved midnatstid, men i stedet for at komme tilbage to timer efter og vække os for at blive lukket ind igen, som hun plejer, blev hun væk - med en vis nervøs rastløshed hos personalet til følge. For en time siden – det vil sige efter næsten to døgn – ringede hun så endelig på, jeg åbnede døren, og uden nogen forklaring styrede hun direkte mod madskålen som om intet var hændt. Jeg vænner mig aldrig til det.

Miss Mis har altid gået sine egne veje, og det har altid været et mysterium for os, hvor de ender. For nogle dage siden, da vi gik en længere aftentur, kom vi igen til at tale om det. Hvor stort var hendes distrikt mon, og hvor langt væk mon hun gik, før hun kom i tanker om madskålen og vendte om? Vi nåede igen ikke til noget endeligt resultat, og samtalen faldt på andre emner, mens vi traskede videre. På et tidspunkt kom vi forbi en forhøjning, hvorfra der måtte være en fantastisk udsigt over landskabet, og på toppen af højen sad en kat, der tilsyneladende nød solnedgangen i fulde drag.

- Sikke en sød kat, der sidder deroppe! siger jeg spontant og peger.

Monsieur kigger op.

- Mmm, svarer han lettere flegmatisk. Og tilføjer: - Det er også vores egen.

Så nu har vi en idé om størrelsen af Miss Mis' revir. Vi befandt os meget, meget langt fra de hjemlige græsgange, det vil sige mange befærdede veje væk, og sådan set ville vi godt have undværet vores nye viden ...

SVUP

Opmuntret af succesen i lørdags er Monsieur og jeg blevet enige om at forsøge at gentage den og samtidig udvide deltagerantallet en anelse. Pinsedag får vi fem bloggende, spændende gæster til frokost i haven, og lige nu går jeg og overvejer traktementet, for en af dem er kendt for sine imponerende køkkenaktiviteter, som hun dagligt har dokumenteret med mundvandsfremkaldende billeder gennem mange år. Jeg håber, at vores nyerhvervede maskot i samarbejde med de højere magter vil aflede opmærksomheden fra vores begrænsede evner inden for koge- og kagekunsten! En anden af gæsterne er så berejst, at jeg får rejsefeber bare ved tanken, og en tredje er en skæbnebror, som har oplevet flere ting parallelt med mig på job og i forældrerollen. Kort sagt, jeg glæder mig!

Forventningens glæde er som bekendt ikke nødvendigvis den mindste, og jeg er stensikker på, det bliver en pinsedag, der vil indprente sig eftertrykkeligt i min hukommelse. Monsieur har for nylig offentligt erklæret, at han lider af SVIP - Social Vægring I Perioder. Det kan jeg heller ikke sige mig helt fri for, men heldigvis har jeg også jævnligt hang til SVUP - Stimulerende Visitter Under Parasollen.

R(h)aps-ody in Yellow

Man må ha' sit eget rapsbillede - bedre sent end aldrig ...

At spotte en spætte

Mine optegnelser siger, at der foreløbig er 42 forskellige fuglearter, der har aflagt visit i haven, så jeg har ingen yndlingsfugl – valget er for svært. Men spætten har en særlig plads i mit katalog over øjenglæder, navnlig hr. Spætte, der dagligt rumsterer på foderbrættet og i vildnisset uden for mit køkkenvindue. Hver dag prøver jeg at få ram på ham med kameraet, og hver dag lykkes det ham at gøre resultatet håbløst.

Her er dagens bedste skud, og jeg fortsætter til han en skønne dag sætter sig sådan, som jeg gerne vil have ham til det. Og helt stille!

Under parasollen tyve år efter

Vi har haft besøg af en tidligere kollega, som vi fandt igen i Blogland, da han skrev, så mit hjerte blødte, om sin kats forsvinden. Vi katteglade-i-låget kan slet ikke have, at vores katte bare sådan bliver væk uden at efterlade en seddel på køkkenbordet om, hvor de nu er – om det så er i kattehimlen.

Indtil i går havde vores bekendtskab været rent professionelt, og nu oplevede vi så dette rummelige, vidende og positive menneske privat, og vi fandt ud af, at vi også har et skæbnefællesskab i vores sønner, som har givet os visse udfordringer i livet.

Livet er en uberegnelig størrelse, for det viste sig jo, at vi har flere livstråde, der krydser hinanden: Teheran gav anledning til en lang og meget spændende snak om at bo i denne by, og hvor heldig man er, hvis man ikke længere gør og førhen tilhørte den mindre priviligerede del af samfundet. Jeg er svært glad for at leve i Danmark og har vanskeligt ved at forstå, hvorfor et nyt, ungt medlem af familien ikke har det på samme måde. Der er en afgrund til forskel i den måde, vi er præget tidligt i livet.

Det var højt, varmt parasolvejr til at begynde med, og så opslugt af samtalen var vi, at vi først alt for sent opdagede, at det stadig er først i maj, og at vi længe havde siddet og klapret tænder.

Men det var en dejlig dag - og snakken fortsatte indenfor.

Når får får får ...

Et stenkast fra vores ydmyge bolig ligger en stribe fredede gravhøje fra ældre bronzealder på kirkens jorder. Oprindelig var der otte høje, men nu er der kun fire synlige tilbage, resten er overpløjet. Det er heldigvis stadig smukt at se på, men dyrt at holde - vegetationen har det med at tage magten og kvæle sceneriet. Sidste år fik nogen henne i kirken så sammen med en lokal fåreavler den lyse, maleriske idé at sætte får ud på arealet og dermed slå to hestebremser med ét smæk. 'Synergieffekt' står der sikkert i papirerne.

Nå, men Monsieur og jeg har stor fornøjelse af arrangementet, når vi går vores aftenlige debriefingtur efter opvasken, og i dag havde vi medbragt kamera og ambitioner om banebrydende nærbilleder af nuttede fårebørn. Nu har vi lige kasseret 49 lamme forsøg, men vi fandt da ud af, at det er vanskeligere at fotografere får, end man skulle tro ...

Snart udlært

Sommerfuglejagt

Hvem var jeg?

I min seneste jordiske inkarnation, var jeg (måske ikke så overraskende) kvinde. Jeg blev født omkring år 1400 dér, hvor Nordcanada ligger nu. Af profession var jeg sømand, handlende eller måske mægler.

Jeg var boheme af natur, en mystisk, højt begavet person med indsigt i de gamle bøger. Måske tjente jeg mørkets magter med mine magiske evner.

I min nuværende inkarnation har mit tidligere liv lært mig, at frygtsomme og ensomme mennesker findes overalt, at det er min opgave at overvinde disse tendenser i mig selv og derefter hjælpe andre mennesker.

Hm. Ovenstående har jeg lige fundet ud af på en hjemmeside uden at foretage mig andet end at oplyse om min fødselsdag.

Jeg indrømmer blankt, at jeg var dybt optaget af tv-serien På rejse med sjælen, hvor regressionsterapeuten Rud Grant først førte en række personer tilbage til en tidligere inkarnation, og bagefter forsøgte et tv-hold at spore, om oplysningerne kunne passe ved at rejse til de steder, hver enkelt havde oplevet (genoplevet?) i trancen. Jeg ved ikke, om jeg tror på reinkarnation, men nogle af historierne var rystende overbevisende.

Derimod ved jeg med sikkerhed, at jeg ikke tror på regression via et computerprogram, hvor man skal udfylde tre rubrikker (hvor mange kvindelige sømænd var der mon i 1400-tallet?). 'Kan du huske det nu?' bliver jeg spurgt efter resumeet af mit daværende liv og færden. Nej, overhovedet ikke, men det var underholdende, så længe det varede.

Prøv selv.

Hjemmesidens indehaver lægger ikke skjul på, at det hele er for sjovs skyld, og reinkarnationsspøgen er da også kun en biting. Selve hjemmesiden The Big View giver et præcist overblik over filosofi i vid forstand, inklusive videnskab, religion og mytologi, og man kan downloade hele molevitten i pdf-format, så man kan printe ud og fordybe sig.

Fra indekat til udekat

- og man har haft sin første flåt ...

At blive gammel

Monsieur og jeg taler jævnligt om alder – sikkert fordi vi har alderen til det. Vi er midt i halvtredserne, og vi kan ikke rigtig finde ud af, om vi er gamle, men det er vi vel sådan set. Ifølge ordbogen betyder gammel 'som har levet eller eksisteret i lang tid'.

Ét er sikkert: i denne del af verden er det ikke en kvalitet at være gammel, medmindre der er tale om antikviteter. Selv læger, psykologer, plejepersonale og andre, der beskæftiger sig professionelt med mennesker, hører man bruge ordet 'gammel' negativt. Medierne gør det pr. automatik. Den, der har rundet de halvtreds, har med garanti også mærket en ændring i omgivelsernes opfattelse af én – og måske endda fået et andet syn på sig selv. 'Hold kæft, hvor lyder det gammelt', sagde et medlem af familien for nylig, da han fyldte tres.

Et opslag i synonymordbogen under 'gammel' giver følgende valgmuligheder:

affældig, aflægs, alderstegen, aldrende, bedaget, gammel af dage, gammelagtig, gammeldags, gråhåret, højtbedaget, mæt af dage, oldgammel, oldingeagtig, overlevet, senil, senior, udlevet, urgammel, ældet, ældgammel, ældre, oppe i årene, til års, stå med det ene ben i graven, gå på gravens rand, have mange år på bagen

Ikke just noget skønmaleri, især ikke første halvdel af svadaen. Det er ikke så mærkeligt, at unge afskyr gamle og for det meste holder sig langt væk fra dem. Hvem har lyst til at være affældig, aflægs, bedaget, mæt af dage, oldingeagtig, udlevet eller stå med det ene ben i graven? Eller blive mindet om, at man er på vej til det.

Sproget er et magtfuldt redskab. Man kan registrere, hvordan det at blive gammel generelt opfattes, på den måde vi fortæller hinanden, at 'du ser slet ikke ud til at være så gammel', eller 'jeg føler mig ikke nær så gammel, som jeg er'. Ind imellem falder jeg selv i.

Når folk siger sådan, siger de i virkeligheden, at de ikke føler sig så rædselsfulde, som de troede, man ville gøre, når man havde den alder. Men man kan jo ikke vide, hvordan det er at have en bestemt alder, før man har opnået den. Så uanset hvordan man føler det er, når man har en bestemt alder, er det sådan det føles at være præcis så gammel. Man kan have det bedre end nogen sinde før, når man er gammel, og man kan have det ualmindelig rædsomt. Men det kan man også, når man er ung.

Måske er jeg ikke er rigtig gammel endnu, men er jeg indstillet på, at det skal blive en interessant, ny erfaring. Alt er interessant, hvis man interesserer sig for det. Men det kræver også, at man lader være med at lytte til de undertoner og fordomme, der knytter sig til ordet 'gammel'. Hvis vi gør det, ender det med at gå i opfyldelse og forvandle alderdommen til et helvede.

Tænk, hvor ville det være dejlig enkelt, hvis 'gammel' havde bevaret sin oprindelige betydning: 'som har levet længe' - uden at der fulgte en stribe dårligdomme og kedelige egenskaber med i købet. Men det er for sent at ændre på nu.

For resten er jeg sikker på, at det i tilgift ville reducere udgifterne i hele sundhedssektoren med svimlende summer.

Konsekvens

Som følge af Sofus' månedlange stuearrest med dertil hørende begrænsede fysiske udfoldelsesmuligheder kombineret med fri adgang til skålen med Hill's Science Plan med kylllingesmag (om end i light-udgaven) har han tillagt sig en lidt for synlig embonpoint, der svinger fra side til side, når han går.

Mens jeg er sikker på, at hængebugen nok skal forsvinde af sig selv, når Sofus nu kommer udenfor, står Monsieur fast på, at madordningen skal suspenderes om natten og skålen gemmes af vejen, hvis vi ikke vil have en kat med ølvom.

Som sagt, så gjort. I aftes fjernede Monsieur kynisk madskålen fra sin faste plads og fandt et gemmested til den højt oppe på og bag ved noget, som ingen kat kunne nå. 'Vi er nødt til at være konsekvente', bemærkede han med autoritet.

I morges, da vi stod op, var madskålen på mystisk vis kravlet ned og havde fundet tilbage til sin oprindelige plads, hvor Sofus er vant til, at den står.

Jeg kiggede først på skålen og derefter på Monsieur og gjorde, hvad jeg kunne for at ligne et spørgsmålstegn.

Hvorefter han trak på skuldrene, slog ud med armene og sagde: 'Jamen, katten var sulten!'

Slip kattene løs, det er vår!

Sofus har opholdt sig indendørs hele sit liv, dvs. cirka 10 måneder. Derfor var det med en vis ængstelighed, vi åbnede døren ud til det fri i dag på månedsdagen for hans indflytning i sit nye hjem.

I en måned har han stået og kigget langt efter Miss Mis gennem den nederste rude i havedøren, hver gang hun er blevet lukket ud, og han har pebet ynkeligt, når han så hende forsvinde ud af sit synsfelt. Hvordan ville han reagere, når han selv mærkede den friske luft stryge gennem pelsen og hørte fuglene kvidre ufiltreret ind i sine øregange - når han oplevede the real thing? Ville han benytte chancen til at stikke af og blive væk i dagevis, sådan som en af vores bekendte har været ude for med en ny kat for nylig? Ville han måske blive væk og aldrig komme tilbage igen?

Nej, han ville nøjes med at ignorere, at døren stod åben i to timer, før han tog mod til sig og forsigtigt sneg sig ud for med forventningsfuldt løftet hale at se, om der gemte sig noget bag ved den åbne dør. Derefter ville han liste hen om hjørnet og op på terrassen, snuppe en nedfalden kvist, ræse tilbage i sikkerhed med kvisten i munden og give sig til at lege uforstyrrelig med den på entrégulvet i l-a-n-g tid.

Det var i hvert fald, hvad der skete i formiddags, da han for første gang nogen sinde fik udgangstilladelse. Phew!

Mit private vildnis

Min have er stor, men sådan set ikke noget særligt. Det er ikke en nyttehave og slet ikke en prydhave, og den ender aldrig som billedreportage i Alt for Damerne. Men den er der - lige udenfor - og den er min. Her i refugiet ynder vi at kalde den en semi-naturgrund, det vil sige at der godt må herske urskovsagtige tilstande på udvalgte steder. Det sætter rådyrene, harerne, ræven, egernene og fuglene heldigvis pris på. På de lidt mere civiliserede pletter planter jeg, hvad der falder mig ind og luger, når det ikke er til at komme udenom, og det giver mig en meget håndgribelig kontakt med naturen. Samtidig er det min måde at meditere og reflektere på. Frisk luft giver ny energi, og man bevarer jordforbindelsen.

Uanset om man anskaffer sig en have for at dyrke grøntsager eller for bare at opholde sig i den og nyde synet af nyudsprungne påskeliljer, opdager man, at den tid man tilbringer med at arbejde i haven får langt større betydning end alle de autoriseret 'vigtige' ting, man ellers beskæftiger sig med til daglig. Hvad enten man har en hel park at muntre sig med eller bare en samling potter og krukker med planter, åbenbarer der sig en nærmest åndelig dimension. Det er en ubeskrivelig fornemmelse at se noget, man selv har plantet, spire og gro. Bevidstheden om et vellykket teamwork med selveste naturen er guld værd.

Og så har man altid en god grund til at komme ud i det fri.

Det er i dag et vejr

Selv om det sker hvert eneste år, bliver vi overrumplet og euforiske hver eneste gang, foråret melder sin ankomst. Vi bliver forelsket igen, vi taler uden at tænke og siger ja til ting, vi ellers plejer at afvise på stedet. Det er altid sværere at sige nej, når alt omkring os er en bekræftelse på livskraft, uendelig rigdom og ren og skær skønhed. Jeg tager mig selv i at føle mig flere år yngre og et par kilo lettere uden at have gjort noget som helst for det. Jeg får lyst til nye, sunde vaner, til at tømme fryseren for vintermad og fylde køkkenet med frisk frugt og grønt, rydde op i skabe og skuffer, skille mig af med gammelt tøj, blive klippet og vise nye sider af mig selv.

Foråret inspirerer os til at tro på, at vi kan forandre os, vi får øjnene op for nye ideer, bekendtskaber og perspektiver. Foråret får mig til at sætte ekstra pris på de andre årstider, der gør foråret så enestående. Uden vinteren - og så kan den være nok så mild - ville foråret aldrig blive det samme.

En dag som i dag bliver det ikke meget bedre!

Snørebåndstrækning

Strengt fortroligt

I bilen på vej hjem efter en arbejdsdag:

- Tror du Sofus har det godt?
- Mmh ...
- Tror du Sofus kan kende os, når vi kommer ind?
- Mmh ...
- Tror du Sofus har spist noget?
- Mmh ...
- Tror du Sofus har været på bakken?
- Mmh ...
- Tror du Sofus kan huske i går?
- Ja. Jeg er sikker på, at han kan huske du lå og rullede rundt på gulvet i tre kvarter med et kamera i den ene hånd, mens du smiskede for ham på det mest afskyelige med falsetstemme og med en tøjmus i snor i den anden hånd ...

Af diskretionshensyn skal jeg undlade at røbe, hvem der sagde eller gjorde hvad, men summa summarum: den kat optager en del plads i vores hoveder. Det er heller ikke fordi vi får sovet så meget for tiden. Indtil nu har der hver nat på et eller andet tidspunkt lydt gigantiske brag i forskellige udgaver, og det er altid spændende at se, hvad der ligger på gulvet om morgenen, og om det er gået i stykker. Foreløbig er vi sluppet forholdsvis billigt.

Til gengæld er vores nye midnatslusker ved at have lært hver en krog af huset at kende, og han har opdaget, at der også eksisterer en verden uden for vinduerne, hvor der foregår sælsomme og skræmmende ting, som man må gemme sig for, selv om der er en rude imellem.

Vi er lidt spændt på, hvornår vi kan begynde at lukke Sofus ud i haven, for vi vil gerne have en udekat ud af ham. Bøgerne siger en måneds tid, og det må vi hellere holde os til. Og så har Ella været så sød at øse af sine erfaringer: vi skal hegne haven ind med Sofusgrus, så han ved, at hertil og ikke længere.

Det anede vi ikke, at man skulle, men det gør vi selvfølgelig. Tak, Ella!

Høj haleføring

Når man det meste af sit liv har boet sammen med 59 andre katte, og man så pludselig bliver omplantet til et sted, hvor der fortrinsvis bor mennesker, er der vel ikke noget at sige til, at man liver op, når der af og til viser sig en artsfælle i farvandet.

Da Jas kom ind i morges for at indtage sin morgencomplet, fik han derfor uventet selskab af Sofus, der kom farende hen til ham med rejst hale, lagde sig ned, strakte sig ud, rullede rundt og gjorde sig til med de velkendte ord miiiv miiiv miiiiivvvvv. Det er bare ikke nogen garanti for, at man ikke bliver totalt ignoreret.

I stedet kan man så forsøge at kysse Miss Mis, når man sidder nede på gulvet, og hun står oppe på sofaen og nidstirrer én. Så meget mere skuffende er det at indkassere et hvæs og én på skrinet som tak.

Man må gøre sig sine erfaringer.

Min kat den danser (næsten) tango

Sofus er blevet næsten kry siden i går. Her til morgen var det af største vigtighed at få den tøjmus ned med nakken, som hans nye tjenerinde fjernstyrede fra den anden ende af en snor. Selv den noget reserverede Miss Mis, der til daglig ikke giver sig af med den slags, overgav sig og legede med.

I nat lød der ivrig, vedholdende knasen i badeværelset - de forsømte måltider er så småt ved at blive indhentet. Hill's Science Plan med kyllingesmag (Miss Mis' favorit) slår rejer og tun med flere længder. En halv skål, svarende til to dagsrationer, var væk til morgen. Lige nu powernappes der i reolen bag cd’erne, lutter idyl.

I går aftes fik halvvilde/tamme Jas lokket den nye logerende ud på åbent gulv ved sin blotte tilstedeværelse. Sofus var stærkt opsat på at slå en sludder af med den gamle, som couldn't care less. Tak alligevel, gamle Jas. Små skridt.

En kat forsvinder

Det gik ellers lige så godt. I går havde vi haft Sofus i en uge, og han var så småt begyndt at affinde sig med situationen og sit nye hjem.

De første par dage så vi ikke meget til ham. Han var altid bag ved et eller andet. Bag ved reolen, bag ved gardinet, bag ved toilettet, bag ved kaffemaskinen, bag ved sofaen. En gang imellem også under en stol, skeptisk og utilnærmelig. Desuden sultestrejkede han, uanset hvad vi diskede op med: tørkost fra dyrlægen, vådkost fra Whiskas i brev eller dåse, kylling fra køleskabet, rejer, tunfisk, hvad som helst. Han rørte det ikke. Til sidst begyndte vi at frygte, at han ville dø af sult, og vi ringede og rådførte os med internatet, hvor han havde boet i fire måneder. Ingen risiko, lød det beroligende, det skulle nok komme. Og vi arrangerede maden og havde tal på alt, hvad vi stillede frem, så vi kunne kontrollere, om der forsvandt noget. Men der forsvandt ingenting. Endelig for to dage siden sneg han sig ud fra bag ved sofaen og spiste 1 reje. Lidt senere på aftenen spiste han én til reje. Næste dag spiste han ingenting, men til gengæld lod han sig ae siddende bag ved sofaen, hvor vi dårligt kunne nå ham, og det var et stort øjeblik i går, da Monsieur tilmed blev slikket på hånden, og Sofus kneb øjnene sammen og spandt. Vi gik lettede i seng, helt sikre på at akklimatiseringen var ved at lykkes.

I morges, da vi stod op, var Sofus væk. Han var ikke bag ved sofaen og ikke bag ved noget andet. Vi så efter overalt i alle hulrum, bag alle døre, gardiner, reoler, under alle møbler. Han var der ikke. Vi blev enige om, at der kun kunne være én forklaring: hver nat kl. 2.30 kommer Miss Mis hjem fra sin natlige rekognoscering og melder sin ankomst med en gennemtrængende mjaven, der vækker hele huset, hvorefter Monsieur står op, trasker halvsovende ud til hoveddøren i totalt mørke og lukker døren op for at slippe hende ind. Sofus måtte være løbet uset ud samtidig med, at Miss Mis løb ind.

Vi gennemsøgte alle buske i haven, inspicerede alle træer og kaldte, kaldte, kaldte. Ingen kat. Sofus var over alle bjerge, og vi hadede os selv. Vi gik tilbage til huset og besluttede at foretage den tunge opringning til internatet og maile efterlysningen til Dyrenes Beskyttelse. Vi vidste også, at det var håbløst.

Vi spiste morgenmad i tavshed og uden appetit. Vi tog af bordet og vaskede op i tavshed. Bagefter gik jeg hen for at tænde radioen i håb om at aflede tankerne.

Dér, bag ved bunkerne med cd'er fik jeg øje på et kattehoved. Sofus havde fundet sin rette hylde. Og jeg har lært, at der ikke findes nogen større lettelse end den, man føler, når man med god grund har troet, at weekenden vil blive et helvede at komme igennem, og at den grund så pludselig forsvinder som med et trylleslag. Denne weekend har indskrevet sig på listen over mit livs bedste, og ét er sikkert: når Miss Mis kommer hjem i nat, vil alt lys i huset blive tændt, og alle nyindflyttede katte vil blive lokaliseret og lagt i håndjern, inden der bliver åbnet nogen dør ud til det fri.

Jeg har slået græs i dag ...

- og for nøjagtig et år siden var det minus 10 grader ...

Tomrummet

Han blev knapt tre år. Det var min kat, og jeg har fået mange trøstende ord. Dem er jeg glad for, men de skaffer mig ikke Trold alias Spike Jones tilbage.

Der var så meget krudt og livsglæde i den kat, og han elskede mad. Han kendte alle lyde, der havde bare den mindste relation til Whiskas-dåser, portionsbreve, køleskabe og gryder. Han kunne registrere dem liggende i dyb søvn i den anden ende af huset, og sekundet efter sad han turbospindende midt på køkkengulvet og forventede en spiselig erkendtlighed i form af en nykogt sild, et hjerte, en mørbradbøf eller måske bare en skefuld hytteret, det skulle da ikke komme an på det. Maden kom altid i første række. Når fremmødet ikke blev belønnet, og et hjerteskærende mjav med hovedet på skrå og insisterende øjenkontakt heller ikke hjalp, tog han sagen i egen pote, styrtede ud i haven og satte sig lige foran musehullet og ventede. Og ventede. Han havde tid nok til det vigtigste her i verden.

For en uge siden begyndte han at miste appetitten. Det havde vi aldrig før oplevet, men vi tænkte, at det gik nok over. Det gjorde det ikke, tværtimod. Han spiste mindre og mindre for hver dag, og han blev mere og mere sløv, han der ellers altid havde været hyperaktiv og aldrig fejlet noget som helst. Da han så også begyndte at kaste op og få tynd mave, var der ingen vej uden om dyrlægen. I første omgang lød diagnosen, at der var en tumor på den ene nyre. Men røntgenbilledet viste, at det var indvoldene, der af en eller anden grund lå helt forkert. Dog mente dyrlægen, at der var en fair chance for, at det kunne fixes.

Da Trold dagen efter kom på operationsbordet og blev lukket op, viste det sig, at han havde indre blødninger overalt på grund af en aggressiv leukæmi, der havde bredt sig med lynets hast. Der var ikke mere at gøre.

Jeg har mistet mange katte, og mange af dem har været gråstribede med hvid hagesmæk og hvide sokker ligesom Trold. Men aldrig har tabet føltes så stort. Han var søn af Miss Mis og Jas, og han var den mest tamme og kælne hankat, jeg har haft. Man skal ikke sige for højt, at vi talte sammen om alt mellem himmel og jord, så det lader jeg være med. Men jeg savner så forfærdeligt, at han ligger og spinder på bordet foran mig om morgenen, når jeg lægger makeup. Og på alle andre tidspunkter.

Forleden dag, da jeg fik dyrlægens lammende besked, besluttede jeg, at jeg ikke ville have flere katte.

I går aftes og i dag har vi været på katteinternat for at finde en efterfølger for Trold, og her til aften er vi kommet hjem med Sofus, som ingen andre ville have, men som vi ikke kunne stå for. Han ligner Trold til forveksling, når man ser ham lige forfra. Han kan ikke erstatte Trold, men han kan udfylde tomrummet og blive en værdig afløser, som vil have andre, enestående egenskaber.

Lige nu er han bange for sine nye omgivelser og gemmer sig i transportkassen, og Miss Mis går og snuser til ham. Nu er der bare at håbe på, at kattesammenføringen lykkes. Det skal den.

Stille søndag

Som regel er jeg i stand til at tilrettelægge min tid og mit arbejde sådan, at jeg ikke behøver at arbejde under pres, men det er ikke altid det lykkes. I sidste uge havde jeg alt for travlt, og selv om jeg ved, at jeg ikke dur til at gå ud to dage i træk, havde jeg sagt ja tak til frokostinvitationer både lørdag og søndag.

Det skulle jeg ikke have gjort. Men fordi det var mennesker, jeg ikke havde set længe og så nødigt ville vente endnu længere med at se, suspenderede jeg min sunde fornuft og tænkte 'det går nok'.

Det gik ikke. Søndag morgen var mit indre frirum fyldt så meget op, at jeg ville være et miserabelt selskab. Jeg var nødt til at melde afbud på selve dagen, og det er mig inderligt imod. Jeg har selv prøvet at være den, der modtager afbudet, og det er så skuffende og ærgerligt hver gang.

Men jeg gjorde det alligevel. I stedet brugte jeg søndagen på ingenting – i hvert fald ikke noget måleligt. Jeg cyklede en tur i den første forårssol, læste lidt, klappede katte og kiggede ud på tre rådyr, der holdt frokost i haven.

Jeg er ikke i tvivl om, at jeg gjorde det rigtige. Og jeg ved, at dem det gik ud over, forstår det. Det er en god fornemmelse.