lørdag, november 26, 2005

Intet bord uden kat

Lørdag

Kan man sidde bedre eller mere centralt?

fredag, november 25, 2005

Køb-det-hele-dag

I morgen er det global Buy Nothing Day. I princippet er det lige vand på min mølle, men det bliver alligevel uden mig, for mine indkøb foregår nu engang om lørdagen. Til gengæld køber jeg ikke noget resten af ugen.

Men jeg har det heller ikke så godt med bevægelser, og jeg er decideret dårlig til at marchere i takt. Jeg kommer altid til at træde skoen af en eller anden.

Jeg må nok leve med at være en forræder.

mandag, november 21, 2005

Langt ude

Det er myldretid i København, og jeg holder for rødt. I bilen ved siden af sidder en mand, der desperat forsøger at fortælle mig et eller andet på hjemmestrikket tegnsprog. Jeg ruller sideruden ned.

- Hvor faen er Valby Station? råber han.
Jeg bliver altid så glad, når nogen er dårligere end mig til at finde vej. Vi holder midt på H.C. Andersens Boulevard...

onsdag, november 16, 2005

Endnu et gyldent øjeblik

Omsider nåede vi ned på de etcifrede temperaturer, og hvor bliver man dejlig vågen af en blæsende fodtur i byen sådan en dag.

Formummet i den pelsforede passerede jeg en opgang, der udspyede en familie inklusive en pige på måske seksten i korte ærmer og et par ultratynde bukser af noget faldskærmsagtigt stof. Hun brokkede sig højlydt og vedvarende over vejret og temperaturen.

På et tidspunkt blev det hendes ellers imponerende tålmodige mor for meget: "Hvorfor i alverden tog du så ikke noget ordentligt tøj på?"

Hvortil pigen svarede: "Ødddh, hvor fedt tror du lige det er at rende rundt i en dynejakke?"

Det var en af de stunder, hvor jeg opsendte en stille tak for, at de børn, jeg har nu, har pels og indskrænker sig til at sige mjav.

tirsdag, november 15, 2005

Snapshot uden kamera

Jeg står oppe i klitterne og nyder udsigten og eftermiddagens havluft. Nede på stranden er der en kvinde med en golden retriever. Hun har løftet armen og trukket den tilbage og slynger noget ud i vandet, der ligner et stykke træ, i hvert fald flyder det. I det sekund hendes hånd slipper træet, sætter hunden i med en henrykt gøen, springer op, skruer kroppen i luften og mosler plaskende ud i vandet efter pinden, der ligger og gynger i bølgerne.

Retrieveren har fuld fart på - der er ikke noget, der kan holde den tilbage. Målrettet padler den ud efter det, dens menneske har kastet, tager det i gabet og svømmer i land. Den standser kun op et øjeblik på strandbredden for at ryste pelsen og flintrer så omgående hen og lægger det for fødderne af kvinden, kaster hovedet tilbage og hyler.

Den frydefulde lyd når helt op til mig, og hunden danser foran kvinden. Jeg kan næsten høre den sige "Gør det igen, gør det igen!" Så det gør hun – seks gange. Det er hendes arm, der bliver træt, ikke hunden. Jeg kan stadig høre den, da jeg er vendt om for at gå hjem til mit hus.

Andet skete der ikke. Men jeg var glad for at have været der nøjagtig på det tidspunkt. Ikke noget dårligt liv. Hverken hundens, kvindens eller mit.

søndag, november 13, 2005

Popcornsædernes mekka

Endelig i går aftes fik vi taget os sammen til at gå ind og se Drabet, og det var en rystende oplevelse. Ikke så meget på grund af filmen som på grund af biografen.

Vores lokale bif er den rene svir at komme i. Repertoiret er på højde med de bedste i København, og stemningen og miljøet er som en blanding af Vester Vov Vov, Grand og Reprisen i vores ungdom. Det var dengang vi syntes, vi var nødt til at gå i biografen et par gange om ugen for at være på konversatorisk omgangshøjde ved de forskellige zinkdiske rundt om i byen. En hektisk tid.

Nu går der til gengæld måneder imellem vores biografbesøg, og vi måtte foretage en rejse til det nye 11 sals Kinopalæ i Lyngby for at komme til at se den film, som vi garanteret var de sidste, der ikke havde set.

Det blev en aften i popcornenes tegn. Ikke vores popcorn, men alle andres. I samme øjeblik, vi trådte ind i det prangende filmtempel, blev vi som grebet om struben af den kvalmende hørm, der slog os i møde fra de svingende fulde, absolut åbne og hektoliterstore popcornsbægre, man øjensynligt havde pligt til at købe og balancere op ad trapperne med – og vé den, der ikke spildte mindst halvdelen på gulvet, så de bagvedgående kunne trampe dem flade eller træde dem op i skosålerne og slæbe med hjem og tilbringe resten af aftenen med at pirke ud af rillerne igen med en hårnål.

Den eneste formildende omstændighed ved at være omringet af et usynligt landskab af dunstende popcornsbjerge og en hær af ihærdige ædedolke i mørket er, at bombardementet af ens lugtesans er så massivt, at der kun går et kvarters tid, før man er blevet helt immun, så man kan koncentrere sig om det, der foregår oppe på lærredet.

Filmen var for resten næsten lige så sindsoprivende som rammerne. "Drabet" var helt sikkert en god film, alle spillede blændende, og selv lyden (min kæphest) var fremragende. For en gangs skyld kunne man høre, hvad der blev sagt - en sjældenhed i film produceret her i landet.

Men noget helt andet: er kvoten for etiske dilemmaer i nyere danske film ikke snart opbrugt?

onsdag, november 09, 2005

Dyrlægens bord

Med årene synes jeg ellers, at jeg er blevet ret god til at holde mig fri af mennesker, der hælder deres åndelige affald i hovedet på mig. Jeg siger det ikke gerne, men der er mennesker, det ikke er sundt at omgås.

Desværre er der også en del af affaldssprederne, der ikke sådan lader sig ryste af uden videre. Dertil kommer, at det ofte er et ledsagefænomen hos dem, at de har en tendens til at kredse om svært uinteressante emner, også når de ikke beklager sig. Og da de ikke er i stand til at opfange selv tydelige signaler om, at man ikke er interesseret, kan man blive nødt til at fortælle dem direkte, hvordan landet ligger med hensyn til underholdningsværdien af samtalen. Men det holder som regel kun til næste gang, man af en eller anden (som regel professionel) grund er nødt til at opholde sig i nærheden af dem.

Et frisk eksempel fra i dag:

Hun (med betydningsfuldt tonefald): Jeg har lige været henne og blive vaccineret mod influenza i dag. Hvad med dig?

Jeg: Jeg bliver aldrig vaccineret mod influenza.

Hun (lettere chokeret og mildt bebrejdende): Gør du ikke?

Jeg (bemærk, at det er en samtale, jeg ikke har lyst til at deltage i): Nej, jeg har prøvet én gang, og da blev jeg syg i tre uger.

Hun (uden at have hæftet sig ved tonløsheden i mit svar): Nå, men det beskytter heller ikke mod fugleinfluenza.

Jeg: Nej, det har jeg læst…

Hun (eftertænksomt): Nej, der skal vi jo nok hen til dyrlægen...
Jeg nøjedes med at nikke.

mandag, november 07, 2005

Apropos barndom og uskyld

Bog & idés julekatalog 2005 med gaver til børn, side 25:

Muldvarpen - plysdukke
Den verdensberømte lille fyr med lort på hovedet - nu som plysdyr! 49.95
Jaja.

Flashbacks

På det seneste har jeg brugt en del tid på at fordybe mig i min fortid. Jeg sysler lidt med slægtsforskning, og det har samtidig betydet oprydning i gamle fotos.

Fødselsdag 1956

Det er min 6 års fødselsdag, og jeg er nummer 2 fra højre. Jeg husker ikke specielt den dag, men billedet minder mig om mit univers, der ikke rakte meget længere end til over på den anden side af Kongevejen. Det minder mig også om den nøjsomhed, der prægede 50'erne, hvor meget mere vi har fået af alting og hvor meget mere kompliceret, tingene er blevet siden. Et fjernsyn var ikke en selvfølge dengang, der var ingen mobiltelefoner og ikke noget internet, og jeg troede, at månen var lavet af grøn ost.

Under sorteringen har jeg lært noget - meget - om mig selv, min familie, mine venner og min verden. Jeg er blevet mindet om gamle historier, jeg ikke har tænkt på i årevis. Jeg har skiftet syn på mennesker, steder og ting, og der er mange historier, der endnu ikke er blevet fortalt.

Jeg fandt ud af, at jeg har været på en interessant rejse, der ikke har meget at gøre med den forestilling, jeg havde om, hvordan tingene ville blive, når jeg blev voksen. Er der noget, jeg ikke ville have gjort, hvis jeg kunne vælge om? Er der noget, jeg ville have gjort anderledes? Afgjort. Men alle gør, hvad de kan og gør deres bedste. Jeg fortryder ikke noget - som en anden Edith Piaf.

Gad vidst om børn nu om stunder kan se manden i månen, som jeg kunne på klare nætter for ubegribelig mange år siden.

Måske nøjes de med at stirre ind i fladskærmen.

søndag, november 06, 2005

Søndagsresumé

Det blev ikke til nogen strandtur på den første, grå, fugtige søndag i november, men en inspektionsrunde i haven og en slentretur langs kanalen...

Haven


Kanalhus


Image hosted by TinyPic.com


Kanalhus

Jeg er ikke utilfreds med kulisserne, dér hvor jeg bor.

fredag, november 04, 2005

Fredagsindkøb

Lige vendt hjem fra supermarkedet, hvor jeg kom til at gå bag ved to ældre kvinder/gamle damer. Ligegyldigt hvor jeg færdedes, var de hele tiden lige foran mig, og ret hurtigt fremgik det, at de boede sammen og havde fælles økonomi. Men de var ikke enige om noget som helst.

Højdepunktet var, da den ene pludselig standsede op ved en køledisk og sagde: ”Se her, Martha. Røget medister!”

”Vi bryder os ikke om røget medister, det ved du godt”, svarede Martha.

Efter et øjebliks tavshed tilføjede hun: ”Nåja, hvis man kan få tre pakker for 25 kroner, kan vi vel lære at holde a'et.”

onsdag, november 02, 2005

Hverdagens originaler

Lige idet jeg så ham, tænkte jeg, at han ikke lignede en, der går på biblioteket. Han var iført ulastelig, nålestribet habit, kridhvid skjorte og et elegant, rødt silkeslips og ville have gjort sig på forsiden af Børsens Nyhedsmagasin (som vist nu hedder Berlingskes Nyhedsmagasin), hvis det ikke lige havde været for fodbeklædningen. Erhvervsledere går sjældent i hvide træsko til nålestribet habit.

Jeg er blevet en flittig gæst på biblioteket, efter at jeg er holdt op med absolut at skulle eje de bøger, jeg læser, og klientellet er altid interessant. Ethvert biblioteksbesøg byder på antropologiske overraskelser, og jeg tænkte, at Træskomanden måtte være dagens øjenbrynsløfter. Men lidt efter, da jeg kastede et blik ind i avisafdelingen, fik jeg øje på Kuvertmanden.

Foran sig på bordet havde han liggende et bjerg af breve, og at dømme efter antallet af papæsker, der stod ved hans fødder, måtte han være gået flere gange. Han havde også en stor, armygrøn taske hængende over ryggen på stolen ved siden af. En for en tog han kuverterne op, granskede indholdet metodisk og traf en beslutning for hver af dem. Nogle rev han midt over og stoppede i tasken, andre levede op til hans kriterier og kvalificerede sig til at komme i en af æskerne, der åbenbart var en form for arkiveringssystem.

Men hvorfor i himlens navn skulle det absolut foregå på biblioteket?

Et kvarters tid senere havde jeg forsynet mig med en ulogisk blanding af biografier, krimier og andres filosofiske overvejelser, og på vejen hen til skranken hørte jeg en lavmælt herrestemme sige i forbifarten: ”Ja, det kunne være meget interessant.” Han stod med ryggen til og stirrede ind i en reol, så det kunne ikke være mig, han henvendte sig til, og der var ingen andre i nærheden. Jeg var nysgerrig nok til at sætte farten ned for at finde ud af, om det var en håndfri mobiltelefon, han konverserede, men nej, han havde ingen fremmedelementer i ørerne. ”Jeg er glad for, at vi kan mødes her”, sagde han venligt ud i den blå luft. Han var åbenbart den lykkelige ejer af en usynlig kanin ved navn Harvey.

Jeg havde lavet hattrick på under en halv time, men det var ikke forbi endnu. Da jeg overrakte damen i udlånet mit kort, var der en nydelig, ældre frue, der lænede sig ind over skranken og spurgte: ”Undskyld, men hvor finder jeg nogle bøger om gift?”

Ikke fordi det gør noget - snarere tværtimod - men hvorfor virker et bibliotek altid som en magnet på originaler?