onsdag, maj 27, 2020

Zoologisk Have er åben igen

Vi var en tur i Zoologisk Have i går. Vi havde et ærinde på Frederiksberg og slog to fluer med ét smæk - var spændt på, om der var for mange mennesker i Zoo efter genåbningen i lørdags. Men der var ikke nær så mange, som vi havde troet. Vejret var bare så smukt! Og vi havde pakket min fine blomstrede rygsæk med frokost, som blev spist med udsigt til abegrotten. Jeg er begyndt at bruge rygsæk, når vi skal gå langt, og langt blev det i går: 8½ kilometer.  Vi var også i Frederiksberg Have, og det vil jeg fortælle om i et andet indlæg.
 
Flamingoerne her er fra Mellemamerika og kan blive 50 år.

søndag, maj 24, 2020

Blomsterbad i Sofiero Slotspark

Vi har været en tur i Sofiero Slotspark lidt nord for Helsingborg. Jeg var nervøs for, om man kan rejse til Sverige, når Udenrigsministeriet fraråder alle ikke-nødvendige rejser. Vi vovede forsøget, og det gik godt! Jeg ville også gerne afprøve idéen med at gå til Sofiero fra færgehavnen. Der er ret præcist 5 kilometer, så vi fik gået 13 kilometer i alt i det fineste vejr, og det er vist nok det længste, jeg har prøvet at gå på få timer. Det tager en time og et kvarter at gå fra færgehavnen til Sofiero langs med vandet. Der er en lang og ret ny strandpromenade, hvor man kan kigge på skibe, havfugle og badegæster. Der er flere badeanstalter.

Jeg holder meget af Sofiero Slotspark. Den er især kendt for de meget gamle rododendronbuske, men der er mange andre blomster. Alt er arrangeret, så sammensætningen af farver er en fryd.

Man skal huske at have sit pas eller kørekort med! Vi havde mad og drikke med hjemmefra, og der er mange steder man kan sætte sig. Det er en udflugt, jeg virkelig kan anbefale.

torsdag, maj 21, 2020

Haven lige nu

Jeg glæder mig hver dag over haven og over at se, hvad der nu er sprunget ud. Jeg tror godt, jeg kunne nøjes med at holde sommerferie hjemme - bare jeg kunne tage på dagsture rundt i landet og i Skåne. Danmark er så utroligt smukt om sommeren! Jeg holder så meget af duften af græs, af biernes summen, smukke blomster, lange traveture, og det behøver man ikke at tage til den anden side af jorden for at opleve.

Lige nu blomstrer æbletræerne og sargentsæblebuskene her i min have - også forglemmigej, jordbærplanter, judaspenge, liljekonvaller og de første akelejer.

mandag, maj 18, 2020

Gaven til mig selv

Jeg glædede mig som et lille barn til at komme i gang og få klippet alle kanter rundt omkring i haven og også uden om vores grund. Hvor det dog pyntede! Og hvor jeg nød, at min nye hjælper også tager ukrudt og små selvsåede træer! På en halv times tide fik jeg ordnet så meget, som det ville have taget mig mange dage med min lille håndklipper og uden denne græstrimmer.  Et område med stikkende ukrudt blev til en fin lille græsplæne. 

Sådan en akku-trimmer skulle jeg have købt for mange år siden.  Vi købte nemlig en lækker Bosch græstrimmer i går i Jem & Fix.  Jeg fik mig også et par gode nye havehandsker. Her skulle der jo så have været et billede af mig gående rundt og klippe ukrudt og flagrende høje græskanter ...  

I stedet for er her et bilede af mig med mine nye genbrugs-briller.  

lørdag, maj 16, 2020

Haveselskabets Have

Vi har været i Haveselskabets Have og wow - sikke et sted. Hvis du ikke har været der og bor i nærheden, så gå en tur derinde og lad roen sænke sig. Der er så smukt!

Jeg oplevede Haveselskabets Have for første gang i 2012, hvor Jens holdt blogtræf og viste rundt både her og i Frederiksberg Have. Jens var en enestående guide både den dag og ved andre blogtræf. Desværre skriver han ikke mere på sin blog.  

 Jeg kender ikke så meget til historien bag Haveselskabets Have, men måske er der en af jer andre, der gør?  

Fra Haveselskabets hjemmeside: 'Indgangen til Haveselskabets have er fra Frederiksberg Runddel - ved siden af hovedindgangen til Frederiksberg have. Haven fik sin nuværende placering i 1880, og siden da er haven gået i arv gennem flere generationer af landskabsarkitekter. De har sat deres præg på haven, uden at det er gået ud over den samlede helhed. Der er variation mellem større og mindre haverum og en stor mangfoldighed i plantevalg og karakterer, som gør, at man som besøgende får forskellige indtryk, når man af stiforløb bevæger sig rundt mellem haverummene'.

onsdag, maj 13, 2020

Den smukkeste have

Vi har været en tur i Kongens Have, hvor farverne er utrolig smukke lige nu. Der er mange blomstrende buske og træer - og staudebedet langs med Sølvgade er vanvittig flot. Men jeg ville ønske, der var navneskilte ved de forskellige planter. Der var mange gartnere i gang med at luge og pusle om bedene.

 Kongens Have i København er landets ældste kongelige have og blev anlagt af Christian IV i begyndelsen af 1600-tallet  samtidig med,  at Rosenborg Slot blev opført, og haven skulle forsyne hoffet med blomster, frugt og grøntsager.   
 
Nu rummer haven bl.a. det store staudebed, en rosenhave og en lang række små og store skulpturer. Haven bliver brugt af hundeluftere, forældre med barnevogne, til solbadning og af mange, som bare nyder stilheden og de smukke omgivelser.   
   
Jeg ville jo meget gerne have været i Botanisk Have, men der er lukket på grund af coronatruslen.

søndag, maj 10, 2020

2020 er naturens år

Jeg hørte forleden dag, at 2020 er Naturens år. Og naturen bliver jo hyldet i den smukke serie hver søndag aften i denne tid,  'Vilde vidunderlige Danmark', som sendes på DR1 og ligger på dr.dk.  

Det er en meget smuk serie, som jeg virkelig anbefaler.  Første afsnit handlede om skoven, så kom hav og kyst, det åbne land  og i søndags var  søer og vandløb. I aften kommer sidste afsnit, som handler om byen. 

En af filmfotograferne fortæller på Facebook, hvordan det har været at være med.

Billederne her er fra min have. Naturen giver mig hver dag en helt særlig ro, og her i Halsnæs har vi hav, fjord, sø og skove tæt på.

fredag, maj 08, 2020

Jeg har en drøm ...

Jeg har en drøm om at besøge Sofiero Slotspark, mens rododendronbuskene blomster. Men i øjeblikket anbefales man jo desværre ikke at tage til Sverige. Vi har familie, der bor ved Kullen, og det ville være dejligt at mødes med dem ude i det fri i disse coronatider.

Hvis man er til lange traveture, kan man gå fra færgehavnen i Helsingborg til Sofiero - der er cirka 5 kilometer. Det har nogle af vores bekendte prøvet og siger, at det er en meget smuk strækning at gå.

Billederne her er fra en af de tidligere sæsoner. Sofiero er mest kendt for sine gamle og meget store rododendronbuske, men der er mange andre blomster fx tulipaner og frugttræer.  

   

mandag, maj 04, 2020

Bytur - og hvad hedder denne plante?

Vi var en tur i København i går og nød at vandre rundt i solskin. Vi var gennem Ørstedsparken, hvor folk sad i græsset og solede sig, og vi var i Kongens Have, i Nyhavn (som var næsten mennesketom), en del af Strøget og Fiolstræde. Det har jeg virkelig savnet! Det blev til 5,3 kilometers travetur, og jeg fik taget en masse billeder. Vi fik kaffe fra den hyggelige café, der ligger i Ørstedsparken - den har jeg aldrig før lagt mærke til. Der var gæs og gæslinger, udsprungne syrener og denne yndige plante, som jeg ikke kender. Ved I, hvad den hedder?

Det kom helt bag på mig, at Botanisk Have holder lukket i denne tid. Når jeg så Ørstedsparken og de mange, mange mennesker gav det ikke rigtigt nogen mening. Men der var altså lukket på grund af faren for coronavirus.

Vi var i bil - det tager for lang tid at køre med tog her fra Halsnæs, og det ville også udsætte os for smitte.

lørdag, maj 02, 2020

Ponyføl - lysglimt i en coronahverdag

Der er mange fordele ved at bo på landet. Vi gik den dejligste tur i går ved middagstid forbi et shetlandsponystutteri, der ligger her i nærheden. Der lå et få timer gammelt ponyføl og hvilede sig - det var født om natten lå og sov i en bunke hø i en fold med kun mor og barn, så de kunne få ro.  Vi fik at vide, at der er hele 40 ponyføl på vej.  Nu ved jeg godt, hvor nogle af vores traveture i de næste uger går til :-)

De sidste billeder er fra et af de foregående forår.