tirsdag, december 31, 2013

Godt nyår - vi ses i 2014 :-)


Foto: bayasaa
Min hjertenskær har lovet at lave nytårsmenuen, og jeg er meget spændt på, hvad det er. Nu håber jeg bare, at kattene ikke bliver alt for skræmte, når fyrværkeriet går i gang ...

søndag, december 29, 2013

Tanker ved årets afslutning


Mit 2013 har budt på mange dejlige oplevelser. Der har været alle traveturene med venner, besøg hos lille Estrid i Sverige, miniferien i Jylland hos min bror og svigerinde, en dejlig dag på Fyn, hvor jeg mødte Farmer og så Johannes Larsen Museet - og der var udflugten til Sydsjælland for at besøge Miri. Og et gensyn med Elisabeth på Louisiana, og blogtræffet med Kisser, Britt, Donald og Kari i Køge! Der var også udflugten til Malergården i Odsherred - ja, jeg kunne blive ved! Og så var der jo den store klassefest og gensynet med 18 af mine klassekammerater ...

lørdag, december 28, 2013

Fra min dagbog


Blogland er næsten uddødt i disse dage, så det er nok mest for mig selv, jeg skriver. Vi har været i Gilleleje for at se skaderne i lystbådehavnen efter stormen med egne øjne. Alle de ødelagte både er væk nu, men jeg har set sørgelige billeder i aviserne af både, der var knust til ukendelighed og lå spredt ud over stranden. Vi gik en tur og så på de mange smukke, gamle huse. Bagefter spiste vi en lækker julefrokostbuffet på Louisiana. Det var der andre, som også havde fundet på - vi måtte parkere ved Krogerup. På hjemvejen gik solen ned, og landskabet lå badet i et smukt, rødt lys ...



fredag, december 27, 2013

Hvad laver man på en 3. juledag?


Ja, vi har blandt meget andet løst børnekrydsord, leget 'find 25 fejl på billedet', set Pippi Langstrømpe, øvet os i at skrive og læse og spillet Sorte Per :-)



torsdag, december 26, 2013

Tanker 2. juledag


Jeg ved ikke, om I kender Magasins trøffelfantasier med fyld i flere varianter - men pas på, de er farlige ;-)

Vi har haft besøg af en ræv for første gang i adskillige år. Jeg nåede desværre ikke at tage et billede, men her ræven, jeg så dengang.

I dag er det min tantes fødselsdag, og tidligere var vi altid sammen 2. juledag til stor familiefest. Men nu er hun blevet så dement, at hun ikke ved, hvem jeg er. Hvor er det dog trist ...

tirsdag, december 24, 2013

Jul inde og ude


Det blev en hyggelig juleaften - vi var i alle aldre mellem 8 og 90 år. Der blev snakket lidt om julen i gamle dage, og den stod jo i skærende relief til Bellas største gave, en iPhone fra hendes mor, som Bella selvfølgelig blev jublende lykkelig for. Vi legede pakkeleg, hvor alle morede sig kosteligt, og på et tidspunkt sad Bella med alle pakkerne, men mistede selvfølgelig nogle af dem igen. Vores kat Sofus kan desværre ikke lide gæster, så han tilbragte hele aftenen under en busk i haven :-)

søndag, december 22, 2013

Glædelig jul


Jeg vil ønske jer alle en rigtig glædelig jul. Her bliver vi syv juleaften til en traditionel julemenu, men med et twist - og træet er blevet pyntet i dag :-)

lørdag, december 21, 2013

Fra i dag bliver dagene længere


Fra i dag bliver dagene længere, og om 6 måneder er det lyst 10½ time længere end nu, fortæller DMI. Jeg glæder mig til igen at kunne holde picnic på stranden! På årets korteste dag går solen ned kun 7 timer efter, den stod op. Vintersolhverv i Danmark er enten den 21. eller 22. december, og i år er det i dag. Ved sommersolhverv når dagen en længde på omkring 17½ time ...

fredag, december 20, 2013

Havde ikke troet, det kom så vidt ;-)


Den næstsidste bastion er faldet :-) Men vi har dog stadig et rigtigt juletræ og ikke et af plastic - nu behøver jeg ikke være nervøs for, at kattene vælter træet og tænder ild i huset, eller at Bella i sin iver rammer et stearinlys ...

Har I levende lys på juletræet?

torsdag, december 19, 2013

En lækkerbisken - og et suk


Vi havde besøg i går og mæskede os i denne lækre æbletærte med marcipan og lakrids, som min hjertenskær havde lavet. Det er dejligt med en mand, der kan lide at bage.

Min postkasse er blevet bombarderet med kataloger for fyrværkeri, og jeg bliver så ked af det, for jeg hader fyrværkeri. Hunde og katte bliver skræmt fra vid og sans, og det sviner miljøet til. Ja ja, jeg ved godt, at det kan være smukt at se en nytårsraket på himlen – men al den støjende form for fyrværkeri ønsker jeg hen, hvor peberet gror!

onsdag, december 18, 2013

Glæden ved julekort


Jeg har fået flere julekort i de sidste dage, og her er de to, jeg fik i går - min engelske fætter kender min glæde ved dyr. Tusind tak, Jim! Jeg elsker at få julekort og skriver også en del selv, men ikke så mange som førhen.


tirsdag, december 17, 2013

Møde med julemanden og en tak til Mona


Jeg har været så heldig at vinde disse smukke, håndstrikkede vanter hos Mona Elisabeth - tusind tak! Mona strikker de dejligste ting, som man kan se på hendes blog.

Og så har jeg mødt julemanden - igen!

Da jeg var cirka fire år, boede vi i en lejlighed på Kongevejen i Virum. En juleaftensdag, mens min mor gik og forberedte maden, blev min far sendt ned i kælderrummet for at hente et glas ribsgelé og mens han var væk, ringede julemanden på døren. Han havde et stort hvidt skæg og en sæk med gaver over skulderen - og han var i det fineste julemandstøj. Han spurgte mig, om jeg havde været en artig lille pige, og det mente jeg jo nok, jeg havde, og så fik jeg en gave - jeg kan desværre ikke huske hvad. Lidt efter julemanden var gået igen, kom min far op fra kælderen med geleen, og det var da frygteligt uheldigt, at han gik glip af det fine besøg ... :-)

mandag, december 16, 2013

Alle mine husdyr :-)


Da jeg kom hjem med mine indkøb, lå der er en larve i indkøbsposen - den var sikkert faldet ud af grønkålen. Hvordan mon sommerfuglelarver overvintrer? Jeg nænner næsten ikke at sætte den ud i kulden, og foreløbig bor den i en lille kurv med grønkålsblade :-) Men ellers er det jo katte, vi har ...

Julemarked og besøg på kirkegården


Jeg har været på julemarked i Vinderød og set de dejligste patchworktæpper. Og da markedet var lige ved siden af Vinderød kirkegård, besøgte jeg en kær venindes grav - hun døde for fire år siden.



Rundt omkring på kirkegården finder man små skulpturer af dyr - fugle, gæs, egern, der samler kogler, ræve, der jager, frøer, geder og dådyr.

søndag, december 15, 2013

Ni dage tilbage :-)


Jeg glæder mig som et barn til juleaften. Her er Bella fotograferet sidste år, hvor hun vandt mandelgaven. Flere af billederne, jeg tog den aften, er med i Bellas første fotobog. Hun er syg i øjeblikket af en virus og har det elendigt - jeg har sendt hende en masse billeder, som jeg ved, hun bliver glad for - blandt andet af mine katte, og af Miss Mis' killinger ...

lørdag, december 14, 2013

En grøn og mild jul


Jeg nyder at kigge på fuglene i haven. Hver gang jeg ser en lidt usædvanlig art, er jeg der som et søm for at prøve at få et billede. Kernebiderne ser jeg kun om vinteren. Der er ellers ikke meget vinter over dagen i dag, og DMI har varslet, at vi skulle få en grøn og mild jul ...

fredag, december 13, 2013

Julefreden har indfundet sig :-)


Sofus hviler sit trætte hoved på clementinerne, mens jeg har lavet en playlist på Spotify med alle de populære julemelodier.

Nu skal vi finde et juletræ, der når op til loftet, købe mandelgave og små ting til pakkeleg, flæskestegen skal bestilles, og nisserne skal frem fra gemmerne ... Har I en god idé til mandelgave, som både små og store synes om?

torsdag, december 12, 2013

Bamser nu og før


De bamser, man kan købe nu, er langt flottere end ham, der var min. Han måtte også klare sig uden tøj. Det amerikanske bamsefænomen Build-A-Bear har ramt noget i tiden og er blevet en trend. Her vælger man sin ny bedste ven og fylder den med fnuller og kærlighed. Build-A-Bear-ideen er at vække Bamser til live, og at bamsen minder os om vores barndom, om venskab, om tillid og trøst og om kærlighed. Jeg havde aldrig hørt om det, før Bella viste mig julekataloget med hendes ønsker ...

onsdag, december 11, 2013

Julegaven til mig selv


Netto har tilbud på en pandekagemaskine, og sådan en måtte jeg eje - er nemlig vild med madpandekager. De kan varieres i det uendelige, og min favorit er med forskellige friske grøntsager, skinke og ost - eller kylling - og en god dressing. De bedste madpandekager har jeg fået på Café Mig og Annie på Lyngby Hovedgade, og i en vegetarudgave, som ses her, på restaurant Tante Maren i Farum.

tirsdag, december 10, 2013

En eftermiddag på Café København


Det er umuligt at fotografere fugle i bevægelse, når der ikke er lys. Efter 50 billeder var der ikke ét, der blev godt. Vi har haft tåge og finregn hele dagen, men det betyder jo ikke noget, når man skulle mødes med en god ven på Café København og spise frokost - og bagefter gå en tur rundt om slotssøen ...


mandag, december 09, 2013

Den forsvundne strand


Det ser fredeligt ud, når man står her oppe på toppen af klitterne i Liseleje. Men stranden er blevet massakreret af stormen, og en masser klitter er skyllet i vandet. Flere huse har mistet hele forhaven og ligger nu faretruende nær ved skrænten ...




søndag, december 08, 2013

Besøg hos Bella og en anbefaling


Bella har jeg har bygget en snemand i dag - og har spillet kort. Hun havde fået en candyfloss-maskine, og den måtte vi jo afprøve, men det kræver vist lidt øvelse at få dem lige så flotte som dem i Tivoli. Vi bor en times kørsel fra hinanden, og det gav mig anledning til at høre Peter Mygind og Claus Dalby, der var gæster i Café Hack. De to interview anbefales på det varmeste.