fredag, november 30, 2007

Der er stadig optaget - vent venligst!

I morges skulle en af mine kolleger have fat i sin læge. Det burde jo være en helt enkel sag, men i praksis er det et mareridt, og man skal være svineheldig for at komme igennem med det samme. Som regel kan man godt sætte en rum tid af til det.

Min kollega havde ikke tid til at sidde med telefonen i hånden i halve timer i arbejdstiden, så han var opsigtsvækkende kreativ. Han spændte sin mobiltelefon fast på hovedet med en tyk elastik og gik rundt med den dér, til han - nej ikke fik fat i lægen, for det gjorde han ikke - men til han ikke orkede mere.

Det er mig en gåde, at det behøver at være sådan. Er det for at si hypokonderne fra? Selv har jeg prøvet et par gange at booke tid via nettet, men da det ikke er et online-system, har jeg fået mail tilbage med, at en anden desværre havde taget netop den tid, jeg troede, at jeg havde booket.

Tænk hvis man faktisk var syg. Hvad pokker gør man - hvis man ikke ligefrem har brug for en ambulance?

Tips og tricks er velkomne.

torsdag, november 29, 2007

Du er kreativ!

For et par dage siden, skrev Nille i en kommentar til mig om bogen Kreativitet af Julia Cameron, og helt tilfældig havde vi bogen stående i reolen. Nilles ord gav mig lyst til genlæse bogen, og nu er den vores morgenhøjtlæsningbog på vej til arbejde.

KreativitetDet er meget livsbekræftende at læse om, hvordan vi alle sammen har en kreativ åre. Og morsomt/tragisk at læse om 'benspænderne':

Benspænderne har masser af problemer, men ingen løsninger! De venter særbehandling, lider af en utrolig bunke mystiske sygdomme, der skal plejes, når man selv skal aflevere noget før en frist udløber, de bruger ens tid, sætter deres bekendte op mod hinanden, de skyder skylden på andre, de hader planer - undtagen deres egne, og de hader orden. Benspændere har en ødelæggende indflydelse på kreative mennesker i deres omgangskreds ...

Kender du typen?

Bogguide kalder Kreativitet en brugsbog om personlig udvikling, der med fordel kan læses og bruges af alle, som interesserer sig for at leve et kreativt liv. Den henvender sig til den kunstner, som vi alle har i os, hvad enten kreativiteten er gået i stå eller aldrig rigtigt er kommet til udtryk.

Bogen er opbygget som et 12-ugers kursus. Man indgår en kontrakt med sig selv, og nogle elementære opgaver tjener som holdepunkt og disciplin i kurset: Morgensiderne som skal skrives hver dag, og man skal give sin indre kunstner en oplevelse hver uge. Til sidst skulle man gerne have overvundet de blokeringer og kunstigt skabte begrænsninger, der holder ens iboende kunstner i dvale.

Lader du din kreative åre flyde, eller ...?

Tak, Nille!

onsdag, november 28, 2007

Lynportræt af en verdensborger

I Politiken er der hver mandag et interessant interview med en person et sted i verden, som giver et indblik i, hvordan livet leves andre steder på kloden. Svarene tegner tit nogle sjove eller tankevækkende portrætter.

Sidste gang blev en ung, muslimsk jurastuderende kvinde fra Yemen spurgt:

Hvad gør dig glad?

Hvad gør dig ked af det?

Hvad er det bedste i dit liv?

Hvad er det værste?


Enkle spørgsmål, som vi nok alle stiller os selv ind imellem. Den unge kvinde svarede til spørgsmålet om, hvad der gør hende glad: 'At bruge min tid fornuftigt'.

Selv ville jeg sige, at det bedste har været, hvad alderen har givet mig af indre ro. Det værste var tabet af min mor for otte år siden. Det gør mig glad at have mit hus på landet, hvor jeg har tænkt mig at blive meget gammel - og meget gerne ikke alene. Det, der gør mig mest ked af det lige nu er, at vi har den samme regering, som vi havde for en måned siden.

Det er den korte version, som jeg snildt kunne udvide til flere A4-sider.

Hvad ville du svare, hvis det var dig, der blev spurgt? Hvad gør dig glad, hvad gør dig ked af det, hvad er det bedste i dit liv og hvad er det værste?

tirsdag, november 27, 2007

Mayland, min Mayland!

Støn, nu skal vi til det igen. Begynde på en ny kalender. Jeg har ikke anskaffet mig en ny endnu, men det kan ikke udsættes ret meget længere, fordi jeg allerede har en del aftaler i januar. Og så er det, man skal vælge i det enorme udbud, der findes - den ene smartere end den anden, eller skal man bare bruges sin mobiltelefon og plotte hele molevitten ind der? Der er nok at tage stilling til, og, egentlig gider jeg ikke, men suk, det må til.

Mayland

Jeg vil have en gammeldags kalender, og nu ser jeg, at man kan få en, der dækker 10 år. Er det det, jeg skal vælge? Jamen den bliver vel håbløst beskidt på 10 år, og kan alle mine noter i 10 år stå i en lille bog? Jeg tror det næppe. Jeg skal have rigtig god plads hver dag til strøtanker, telefonnumre, huskeseddel, aftaler med tandlæge, læge, venner, opskrifter - ja kan man leve uden Mayland?

Hvad vælger du og hvorfor? Hjælp, hvad skal jeg gøre?

Og jeg vil ikke have en PDA!

Der findes også gode ledere

For en del år siden havde jeg en spændende chef, som alle respekterede. Tiden var en anden, og der var flere penge at rutte med, og det gjorde det selvfølgelig en hel del nemmere at være afholdt som leder. Hun hed Jytte, var på min egen alder, havde den samme uddannelse og var altid fuld af gode ideer.

En af hendes bedste opfindelser var et såkaldt kreativitetskursus - det lyder helt trivielt og dagligdags nu, men det var bestemt ikke noget, man brugte i virksomheden dengang. Kreativ var noget, man var - eller også var man det ikke. Men Jytte havde opsporet en lærer fra Arkitektskolen med helt specielle evner for at inspirere og begejstre, og vi var otte medarbejdere på kurset fra to faggrupper, der arbejdede tæt sammen til daglig. Vi skulle lære at være mere kreative.

Vi blev bedt om at komme med forslag til løsning af et bestemt problem. Først skete der det forudsigelige, at de fleste straks gav sig til at skyde de andres ideer ned med indlysende argumenter. Hvilket vi lærte var indlysende forkert! Alle ideer skulle væltes på bordet fuldstændig usorteret i et på forhånd fastsat tidsrum - jo vildere ideer, jo bedre - og først bagefter var det tilladt at sortere. Når det er forbudt at bremse ideerne, trækker de håbløse forslag ekstra mange brugbare ideer med sig. For os var det en øjenåbner.

Vi lærte en million andre ting på de to herlige dage, kurset varede, og jeg fik et fint diplom, som stadig er en god reminder. I mellemtiden er brainstorming-teknikken med 'den vildeste idé' blevet barnelærdom for de fleste. Men hvor mange husker at bruge den til daglig på arbejdspladsen? Jeg synes desværre, at 'det kan ikke lade sig gøre, fordi ...' og 'det har vi prøvet for mange år siden' stadig har kronede dage.

Hvad er din erfaring?

mandag, november 26, 2007

Kolde fødder

Det gik fint nok de første tyve kilometer i morges, men da vi kom til Hillerød, var det pludselig vinter. Som om nogen havde en trukket en snor tværs over vejen og sagt, at her begynder sneen!

Den første sne har altid en ugunstig indflydelse på tempoet på vejene, og der skal ikke ret meget til, før det koster en halv time ekstra at komme på arbejde. Til gengæld medbringer vi altid rigeligt med lekture til at læse højt af, kloge af skade. Men fordi jeg tilfældigvis ikke hørte vejrudsigten i går aftes, havde jeg taget et par smarte høje, fuldstændig snevejrsuegnede støvler på, og mine tæer er stadig iskolde!

Så, Sanne, jeg lyttede til dit råd om de høje hæle - men hvorfor gjorde jeg det lige i dag ...

Prikken over i'et: P-pladsen på arbejdet er et stort ælte af mudder og snesjap, fordi det stadig er en byggeplads, så i virkeligheden skulle jeg have taget waders på hjemmefra og husket noget lidt fiksere til indendørs brug.

Har du skifteskoproblemer af tilsvarende dimensioner?

søndag, november 25, 2007

Vis mig dit skrivebord

Skrivebord med sekretær
Her er mit ...

lørdag, november 24, 2007

Hvilken chokoladetype er du?

Befolkningen deler sig efter min erfaring i to - dem der sværger til flødechokolade, og dem der kun kan spise bitter. Det er noget sjovt noget, men måske har det med ens alder at gøre: er man til bitter, er man ældre, end hvis man er til fløde. Tror jeg altså.

Som barn kunne jeg absolut ikke få bitter chokolade ned, som var det eneste, min mormor købte og bød sin gæster. Nu kunne jeg til gengæld ikke drømme om at sætte tænderne i et stykke flødechokolade.

I øjeblikket er mine to favoritter Rapunzel 85% kakao af bønner fra Bolivia og Vivani Feine Bitter Orange 70%. Jeg køber dem i den lokale helsekostbutik i Torup, de er økologiske og med en meget kraftig smag.

Monsieur - også tidligere flødechokolade-aficionado - køber Dagoba Xocolatl 74% med chili, muskatnød og vanille over nettet hos Alun.

Hvad med dig? Bitter eller fløde-?

Årets dyreven

Jeg har en forkærlighed for historier om dyr, og mit øje spotter avisartikler om dyr på ingen tid. I onsdags var der to spændende historier i Frederiksborg Amts Avis om, at Dyrenes Beskyttelse har givet deres årlige pris til Nærum Vildtplejestation.

Nærum Vildtplejestation drives af to ildsjæle, John Hørdum og Fie Bjørnskow, fra en lejlighed i Nærum og en voliere i nærheden. Siden 1986 har de to utrætteligt arbejdet med pleje af tilskadekomne eller syge, vilde dyr af enhver slags. Det foregår døgnet rundt med en blanding af professionel omsorg, smittende begejstring og en altopslugende kærlighed til dyr. Det er den plejestation i Danmark, der hvert år hjælper flest vilde dyr - ca. 1.000 om året, fra ællinger og små egernunger over musvitter og rovfugle til ræve og grævlinger. De har haft over 100 forskellige arter i pleje, og det er ikke for at have dyrene som kæledyr, men kun for at hjælpe dem på fode, så de igen kan sættes ud i naturen. I 2005 var de mest almindelige pensionærer gråand, ringdue, husskade, solsort, egern, hare, krage, bysvale, mursejler og ræv i nævnte rækkefølge. Finder man tilskadekomne dyr, bringer Falck gratis dyrene til en vildtplejestation - Dyrenes Beskyttelse betaler regningen.

Jeg synes de to mennesker fortjener deres pris og ønsker tillykke.

fredag, november 23, 2007

Gambia

På rejsen tilbage i mit fotoalbum er jeg nået til Gambia og Senegal først i 70'erne. Jeg kendte kun Afrika fra geografitimerne i skolen, men var på en af de første charterrejser til Bathurst, der nu hedder Banjul.

Wadner BeachStærkest i erindringen står den ubegribelige fattigdom. Unge kvinder og børn, der slæbte rundt på både babyer og større børn. Alle tiggede, unge som gamle, og det var ikke muligt at gå i fred uden at blive spurgt, om man ville tage en person med til Danmark og hjælpe dem i gang. Jeg husker, at tjeneren på hotellet var ubehagelig ihærdig og forsøgte via breve at få lov at bo hos os en tid.

Kontrasterne var store - unge, smukke mennesker, der så ud til at hvile i sig selv og tandløse, midaldrende i kæmpe frakker og huer i 45 graders fugtig varme. Billedet er fra Wadner Beach, hvor en ung kvinde prøver at forsørge sig selv og sit barn ved at sælge frugt til turisterne.

Andre erindringsbilleder: dyreparken Abuko, et to meter højt termitbo, overalt smukt kunsthåndværk og tøj. Al trafik foregik til fods, også selv om det var kæmpe afstande, der skulle tilbagelægges.

Jeg har stadig en batiknederdel, jeg syede af et stykke stof fra Gambia, og jeg vil aldrig glemme den rejse. På den anden side brænder jeg ikke for at gentage den, men den vil altid være en påmindelse om, hvor forskellige vilkår vi har, alt efter hvor vi tilfældigvis kommer til verden.

Albert market i Bathurst

Har du en rejse, du har lyst til at genopfriske i tilbageblik?

torsdag, november 22, 2007

Året har 16 måneder ...

... hvoraf den lange og grå november tegner sig for de 5 ifølge Henrik Nordbrandt. Når jeg kører på arbejde, er der flere timer, til det bliver nogenlunde lyst, og det når at blive mørkt igen, inden jeg kommer hjem. Som om det ikke var nok, gik kørelyset på bilen i morges på begge lygter med et halvt minuts mellemrum, og det var ingen spøg at køre til København i bælgravende mørke med parkeringslys hele vejen. Aldrig har jeg kørt så langsomt og forsigtigt, og aldrig har jeg fået så meget blinkende opmærksomhed fra mine medbilister. Men det gik, som det skulle.

Jeg glæder mig til - ja bare midten af januar, hvor jeg plejer at kunne mærke, at foråret er lige om hjørnet. Og selvfølgelig allermest til forår og varme og spirende planter. Men heldigvis kan jeg tænde op i min brændeovn, og juleudsmykningerne er ved at indfinde sig, hvor jeg færdes. I en af haverne et stykke fra os er der et grantræ, der er smykket med blinkende pærer i alverdens skrigende farver - meget amerikansk, men også et festligt syn. Når jeg går aftentur, smiler jeg automatisk, når jeg får øje på træet på lang afstand.

Hvordan har du det med den mørke tid?

onsdag, november 21, 2007

Verdens korteste selvbiografi

I går aftes handlede DR2's temaaften om bogmessen i Forum. Jeg så lidt af det - blandt andet Rune T. Kidde, som blev bedt om at komme med sin selvbiografi i ultrakort form. Det var ret underholdende, så jeg prøver lige selv:

Forkælet enebarn i 8 år, hvorefter jeg blev storesøster til Henrik, børnehavebarn, stor familie og en udearbejdende mor, der ikke stod med varm kakao, når jeg kom hjem. Eget værelse og hjerteveninde i 4 år, gik til udspring i flere år og var med til stævner, ud af skolen efter realeksamen og optaget på seminariet, men fortrød og blev lydtekniker, rejst verden tynd gennem 20 år, fik sønnike som 30-årig, flere ramponerede forhold bag mig, et ikke ramponeret foran mig med ham, jeg har delt hus med i 21 år, passioneret kattemor og lysvampyr, medlem af egen vandreklub, brevskriver om en hals, brandgod lytter, A-menneske med mælkeintolerans.
Din tur - du får højst 1 minut!

tirsdag, november 20, 2007

Klæder skaber selvtillid

Skovmandsskjorten

Lene havde et spændende indlæg på i fredags om vores tøjvalg, som gav mig lyst til at supplere lidt.

Jeg genkaldte mig fornemmelsen af, at påklædning kan give selvtilliden et gevaldigt løft, hvis man ifører sig det særlige tøj, som man føler sig godt tilpas i netop den dag. I hvert fald sker det for mig, at jeg kommer af sted om morgenen i noget, der hurtigt føles helt forkert, selv om der ikke er noget galt med tøjet - det passer bare ikke til den måde jeg har det på den dag. Det er sært, for vi har vel alle rimelige mængder tøj at vælge imellem i forskellige stilarter, så man både kan klare en lang vandretur i kulde og en aften på Skovshoved Hotel - og hvad der ligger derimellem. Måske er man i 'løs skjorte med en top under'-mode, og så nytter det ikke at have nederdel på og en smart hæl under skoene. Visse dage skal blusen måske sidde som sprøjtet på, andre dage skal den absolut ikke.

Lige nu har jeg en storternet herreskjorte på og en hvid t-shirt indenunder. Det passer præcis til den måde jeg har på det i dag.

Har du det helt rigtige på lige nu?

mandag, november 19, 2007

Tigermad

Jeg opfandt en ny ret i går. Den slags er kærkomment her i huset, fordi vi er tilbøjelige til at spise en ret, vi er glad for, lidt for ofte. Men på den måde risikerer man jo at blive alt for hurtigt træt af den, så mine antenner er på evig jagt efter inspiration. I går var konceptet 'hvad køleskabet indeholder'.

Man tager:

En pakke kyllingefileter i strimler, bruner dem, tilsætter tre porrer skåret i ringe, derefter rigeligt af 'hvidløgspeber med urter' fra Tiger (hvidløg, salt, persille, oregano, løg, paprika) og en dåse hakkede tomater i basilikum og oregano plus en stor håndfuld squash i mindre stykker. Det koges godt sammen, og lidt før retten serveres, tilsættes en god del sukkerærter, som simrer med et par minutter. Vi spiste kogt, hel quinua til, og det smagte himmelsk ifølge vores smagsløg - og så tog det ikke ret lang tid.

Din lynret?

søndag, november 18, 2007

Alarm

En af mine veninder har anskaffet sig en personalarm, en lille fiks sag, hun går rundt med i lommen, og som kan hyle infernalsk, hvis man aktiverer den. Min veninde føler sig utryg, når hun tager offetlige transportmidler sent om aftenen eller venter på en bus ved et øde stoppested.

I de seneste måneder har en galning været på spil her i Nordsjælland, han har slået en kvindelig kondiløber ned og har forsøgt det samme med et 13-årigt barn for en uges tid siden.
Efter at have læst om disse to hændelser er jeg selv begyndt at føle mig utryg, og jeg overvejer at anskaffe mig noget, der vil få mig til at føle mig mere sikker, når jeg færdes alene.

Kan du anbefale en form for alarm eller andet med samme virkning?

I selskab med de døde

Jeg har det meget blandet med kirkegårde. På en måde pirrer de min nysgerrighed, fordi det kan være interessant at læse på gravstenene og danne sig forestillinger om alle de liv, der ligger der. Men der er også noget makabert ved det.

Som barn blev jeg tit slæbt med på Søllerød kirkegård, hvor min farmor og farfar ligger begravet. Min far kunne stå og kigge på graven meget længe, mens jeg løb rundt og kiggede på de mærkelige huse, nogle havde på deres grave, med marmor, søjler, duer og en masse anden pynt. Det siger mig lige så lidt i dag som dengang.

Som barn hørte jeg historien om en ung kvinde, Giertrud Birgitte Bodenhoff, der var blevet begravet skindød på Assistens kirkegård. Da gravrøvere åbnede hendes grav, vågnede hun op for bagefter at blive slået ihjel af røverne. En helt igennem frygtelig historie, som forhåbentlig er utænkelig i dag.

Nu kommer jeg kun på kirkegårde, når min far gerne vil besøge min mors grav eller sine forældres.

Hvordan har du det med kirkegårde?

lørdag, november 17, 2007

Hvor heldig kan man være

Pakken fra Sister Bonde

Kæreste Sister Bonde!

Hvor er det sødt af dig - tusind tak for de skønne, syltede valnødder, som posten kom med. Du er enestående opmærksom over for alle os andre. Monsieur og jeg vil nyde at spise dine lækkerier. Alene det smukke billede uden på pakken er et kunstværk. Nu står glasset her på bordet og smiler til mig, hver gang jeg går forbi. Jeg glæder mig til at åbne glasset og fiske op ...

fredag, november 16, 2007

Mit hjertes udkårne Rasmus

I går kiggede jeg lidt i mine gamle fotoalbum, inspireret af Lotten, som viste os nogle skønne billeder fra 2003.

Jeg har skrækkelig mange billeder, og jeg kastede mig over et enkelt album, som tilfældigvis var fra min ungdom.

Mig og RasmisOg her sidder en 22-årig Madame (eller rettere Mademoiselle) med sin første kat, Rasmus, der hurtigt blev til Rasmis, og som ligner sine efterfølgere Bulder, Mr. Jones og Sofus næsten på en prik. Jeg fik Rasmis helt tilfældigt - en ven havde fået ham forærende som killing alt, alt for tidligt. Uden at have ønsket mig en kat, havde jeg pludselig ansvaret for et lille kræ, som jeg ikke anede, hvordan man passer. Så jeg købte Politikens bog om katte, en kattebakke, sand og mad- plus en vandskål, og i løbet af ingen tid var jeg helt solgt. Siden har jeg været passioneret katteelsker. Nu har vi som bekendt to - Miss Mis, som selv flyttede ind for tre et halvt år siden, og Sofus, som vi fik fra et internat i marts.

Jeg kunne simpelt hen ikke forestille mig et liv uden katte, selv om det giver frygtelige spekulationer, når de ikke kommer hjem til tiden, men som regel går det jo godt. Hvilket minder mig om, at i morges var vi selv lige ved at køre en kat ned, som pludselig skulle over hovedvejen, men takket være en katastrofeopbremsning endte den potede fodgænger heldigvis ikke i kattehimlen denne gang.

Og killinger! Jeg glemmer aldrig en dag, vi kom hjem fra arbejde, og Miss Mis opførte sig nøjagtig som hun plejede, da vi trådte ind ad døren - det vil sige, at hun styrede direkte ud i køkkenet til madskålen. Ikke et ord eller et mjav om, at hun lige havde født tre killinger i sin papkasse ude i badeværelset. At se dem vokse og følge hendes opdragelse af dem, når hun kom ind med en mus eller en fugl, og killingerne forvandlede sig til frygtindgydende, grådige løver! Jeg har stakkevis fotografisk dokumentaton, men I skal nok slippe.

For ikke at tale om dengang, en vildkat flyttede ind og fødte fem killinger i samme papkasse, som Miss Mis lå i med sine tre. Ti katte i en lille kasse på én gang! Det blev alligevel lidt for broget for os, mest fordi vildkatten ikke ville finde sig i, at vi brugte badeværelset, så det endte med at blive en opgave for Kattens Værn.

Undskyld, det var vist noget af et sidespring - bare fordi Lotten viste nogle skønne billeder af en roer i Caribien med blåt hav og palmer, og det er jo en ganske anden historie ...

Ka' man nu forstå det?

Jeg har lige haft fornøjelsen at digitalisere en radioudsendelse fra 1971, og sjældent har jeg moret mig så godt! Dengang havde Claus Walter en udsendelsesrække, der hed 'Ka' man nu forstå det', hvor han rejste rundt til forsamlingshuse og restauranter med indbudt publikum.

Her skulle to tilflyttere til Langeland dyste om, hvem der forstod mest af den lokale dialekt. Udsendelsen var fra Rudkøbing, og man havde fået vaskeægte langelændinge til at læse sætninger op med den allermest uforståelige dialekt. De stakkels tilflyttere, der kun havde boet i tre år på Langeland, begreb kun en brøkdel af, hvad der blev sagt og misforstod dem for det meste fuldstændigt, så publikum lå flade af grin over, hvad der kom ud af sætningerne.

Hold op, hvor jeg savner den form for underholdning i radioen! Men måske er det bare et alderstegn?

torsdag, november 15, 2007

Plidderpladder

Engang var smalltalk nærmest et skældsord - men man kan også betragte det som en nødvendighed, når vi omgås andre mennesker, 'et fundamentalt socialt redskab', som der står i en artikel i det seneste nummer af Psykologi.

Birgitte Sally er cand. mag. i kommunikation og drama, psykoterapeut og forfatter til bogen Smalltalk - dit vigtigste redskab på job, i netværk og privat. Hendes budskab er ikke overraskende, at nysgerrighed og oprigtig interesse er genvejen til den gode smalltalk.

Der er også et interview med Christian Waldstrøm, der er ph.d. og lektor på Institut for Ledelse på Handelshøjskolen i Århus. Han har skrevet bogen Ledelse af netværk - virksomhedens skjulte ressource, hvor smalltalk spiller en væsentlig rolle. Han mener, at der er en udpræget forskel på smalltalk hos mænd og kvinder - og nu kommer det overraskende: mænd taler meget mere, og myten om de evigt talende kvinder kan man godt glemme. Mænd griner for at styrke deres position og taler mere om sig selv, mens kvinder er bedre til at spørge. Kvinder griner mest, når de er nervøse eller står over for en, der er stærkere. Kvinder har en også tendens til at træde ved siden af smalltalkens skrøbelige balanceakt mellem omsorg og overfladiskhed ved at blive for personlige eller følelsesladede.

Christian Waldstrøm mener, at det er en stor misforståelse, når nogen siger, at de ikke gider eller ikke kan smalltalke. De glemmer, at vi samtidig sender en masse signaler og skaber relationer, der kan være meget nyttige.

Efter af have læst artiklen har jeg et lidt andet syn på fænomenet. Jeg havde ikke troet, at det ville interessere mig.

Hvad er dine erfaringer med smalltalk?

onsdag, november 14, 2007

Arvesølvet

Da Monsieurs farmor døde for mange år siden, arvede han et te-stel, som vi begge er meget glade for. Der var også nogle glas, der ligner krystal, men det er såmænd helt almindelige glasglas, og vi bruger dem hver dag.

Arvesølvet

Porcelænet er papirtyndt og smukt dekoreret og var vist moderne i 1930'erne. Sjovt nok havde jeg selv nogle få ting i samme stel fra min fars gamle moster, og jeg ser det tit på loppemarkeder. Det er med andre ord ikke en sjældenhed, og handelsværdien er ikke værd at tale om, men de gamle ting har sjæl. Der er noget særligt ved at drikke af dem, fordi flere generationer har nydt deres te eller vin af de samme kopper og glas. Synes jeg.

Det lille indiske bord er for resten også et arvestykke.

tirsdag, november 13, 2007

Genudsendelse

Jas

Sidste gang, Jas forsvandt, skrev Monsieur på sin blog:

Vi plejer at sige, at vi har tre katte, men det er en tilsnigelse. Vi har kun 2½. Gammelfar, Gamle Jas eller bare Jas er en halvvild, gråstribet kat af hankøn, men af ubestemmelig alder og herkomst. En skønne dag for knap fire år siden stod han pludselig midt ude på Madames ornitologiske traktørsted uden for køkkenvinduet og kiggede langt efter fuglene, der lige havde taget flugten. I mangel af bedre satte han slukøret tænderne i en mejsebold, der lå på jorden, og luskede af med den. Næste dag var han der igen, og også de følgende dage vendte han tilbage, men han fangede aldrig en fugl. Til gengæld udvidede han menukortet til også at omfatte de tørre brødskiver og æblerne, der var tiltænkt solsortene. Han kom flere gange hver dag. Han var umættelig.

Men en kat skal ikke spise fuglemad, og vi forbarmede os. Vi begyndte at sætte en tallerken med noget mere rovdyrvenlig mad ud til den sultne kat med den matte pels. I begyndelsen brugte han ikke tallerkenen, men bortførte i hast det der lå på den, så snart den blev sat ud. Det blev indtaget grådigt og smaskende bag en busk.

Med tiden, men langsomt, gik det op for ham, at vi var ufarlige, og han begyndte at spise af tallerkenen. En sommerdag, da havedøren stod åben, og der var højtryk på gryderne i husets indre, vovede han pelsen, der i mellemtiden var blevet næsten blank, betrådte stuegulvet og forfulgte den forførende duft ud i køkkenet. Vi var godkendt.

Efter et års tid gik han med til at lade sig klappe uden at bide efter os, vi fik ham endda til at spinde, og han accepterede en stol i det fjerneste hjørne af stuen på kolde vinteraftener, indtil pligterne kaldte, og drifterne trak. Ellers boede han ude på havebænken. Når vi kom hjem fra arbejde og stod ud af bilen, råbte vi Er du der, Jas? og han svarede Wauv-wauv-wauv-wauv! oppe fra terrassen. Der stod han og ventede, mens han spejdede ind i det forjættede land gennem ruden i den nederste halvdel af havedøren.

En dag mødte han op med en kæreste, en fin og blid lille damekat, som han delte sin mad med. Ikke nok med, at han kunne sin Lady og Vagabonden, han overlod hende også sin havebænk, mens han selv sad nedenfor på fliserne og sang serenader. Det var meget hedt. Det varede, indtil hans veninde blev gravid, flyttede ind og fødte tre killinger på badeværelsesgulvet - but that's another story...

Helt tam blev Jas aldrig, men trofast, og han sprang sjældent et måltid over. Hans pels blev næsten perfekt, men appetitten forsvandt aldrig, og han endte med at blive, hvad man må betegne som lettere korpulent. En velnæret kriger, der kunne slå en proper næve, og som selv ind imellem fik en røvfuld og vendte hjem med sår, der skulle slikkes og ører, der blev permanent savtakkede.

Sidste søndag kom han ikke hjem til aftensmad. Han var der heller ikke mandag morgen. Tirsdag, onsdag og torsdag: ingen kat. Fredag begyndte vi at blive bekymret, for han havde aldrig været væk mere end højst tre døgn ad gangen, og det hørte til sjældenhederne. Vi begyndte at tale om, at katte undertiden finder andre græsgange og pensionater. At de er håbløse til at krydse veje. At katte gemmer sig, når de er syge, om de så skal dø af sult. Der kom heller ikke nogen Jas lørdag, og vi sagde ikke mange ord til hinanden. Søndag var rædselsfuld. Om aftenen blev vi enige om, at vi nu kun havde to katte.

Tidligt i morges, da vi stod op i halvmørket, aftegnede der sig en silhuet i glasruden i den nederste halvdel af havedøren, der forekom bekendt. Først troede vi ikke, det kunne passe. Men det gjorde det. Det var silhuetten af en sulten, nu mindre overvægtig, men stærkt humpende, gråstribet hankat. Wauv-wauv-wauv-wauv! Han kunne ikke støtte på det ene forben. Han havde været ude at praktisere det, der er hans bestemmelse, og havde mødt en overmand med tilsvarende planer.

Nu ligger han og sunder sig i sin gamle stol i hjørnet, og der er faldet en sten fra vores sentimentale hjerter.

Om man kan savne en halv kat? Ja, det kan man godt.
Denne gang er der ingen happy ending. Der er ingen savtakket silhuet i havedøren, og nu er det over en måned siden, vi sidst så vores halve kat. Den tomme fornemmelse er den samme.

Kinabogen

Jeg har skrevet dagbog fra jeg var atten år. Ikke lange udredninger om alt, hvad jeg oplever, men jeg forsøger at fokusere på de positive ting, jeg oplever. Fem positive ting hver dag er et godt mål. Ud over det skriver jeg primært ned, hvad jeg snakker med venner om, for det meste i stikordsform. Det er en meget praktisk foranstaltning, for det betyder, at når der går par måneder imellem, at vi ses, har jeg et hurtigt overblik over, hvad talte om sidst, og hvad jeg kunne tænke mig at følge op på. Der er mange, der tror, at jeg har en formidabel hukommelse. Det har jeg ikke, men jeg har min kinabog, som jeg bruger flittigt. En egentlig dagbog kan man vel knapt kalde det, for der er masser af ting, jeg bare lader fare.

Nu har jeg lige bladet min allerførste kinabog igennem, og jeg genkaldte mig pludselig en masse oplevelser, jeg helt havde glemt. Det var både hyggeligt og lidt skræmmende, for den unge pige, jeg var dengang, var en temmelig anderledes person, end jeg føler mig i dag. Følelsesudsvingene større - jeg var enten i himlen eller i helvede. Og sådan skulle det nok være.

Har jeg ligesindede, der grifler løs, når dagen er omme - ud over på bloggen?

mandag, november 12, 2007

Mareridtet nærmer sig

Er der noget, jeg har det skidt med, er det julefrokoster på arbejdspladsen. Da jeg var yngre, syntes jeg faktisk, det var ret underholdende - men igen, tider skifter, og sæder ændrer sig for mit vedkommende. Det er en meget stor arbejdsplads, jeg færdes på, og engang var julefrokosten først og fremmest et hyggeligt arrangement for de forholdsvis få medarbejdere i ens egen redaktion. Men nu har vi fået en struktur med kolossale afdelinger, hvor man kun har noget at gøre med et fåtal af dem, der arbejder i afdelingen. Resten har man ikke nødvendigvis noget til fælles med, og for mange er det kun et kort stop på vejen i deres karriere, så der er et stort gennemtræk. Der er med andre ord ikke rigtig noget at være fælles om længere, og det gør i mine øjne julefrokosten til en kunstig konstruktion, man kun opretholder, fordi det nu engang hører sig til. Kort sagt orker jeg ikke at sidde bænket i timevis med en vildfremmed, jeg intet har at tale med om. Eller spise jammerlig dårlig mad og høre på endeløs fuldemandssnak.

Derfor er jeg i de senere år gået i en stor bue uden om julefrokosten, og jeg har ingen skrupler haft af den grund. Men i år er jeg virkelig i tvivl, for som jeg har været inde på, har det været et annus horribilis for alle medarbejdere, og måske burde man man tage sig sammen i solidaritetens navn. Så jeg tæller på knapper i øjeblikket, men jeg har ærlig talt ikke ret meget lyst.

Hvordan har du det med firmajulefrokosten?

søndag, november 11, 2007

Den bedste gave

Bare rolig, det er ikke julegaver, der er emnet. Nej, det drejer sig om den bedste gave, jeg nogen sinde har givet mig selv - en ugentlig fridag ud over lørdag-søndag. Jeg har nydt at have fri om onsdagen i de sidste fem år, og om et par uger følger Monsieur efter.

Jeg nævner det lidt i forlængelse af indlægget forleden: Hvad ville du gøre, hvis du vandt en million? Vi har ikke vundet nogen million, men vi har i nogle år prioriteret anderledes end de fleste, vi kender. Ting har haft temmelig lav prioritet, mens frihed til selv at bestemme over vores ophold på denne planet har ligget højt på hitlisten. Det vil først og fremmest sige uafhængighed af kreditorer og af, hvad politikere pludselig finder på.

Den uafhængighed behøver man ikke vinde i lotteriet for at opnå. Det er kun et spørgsmål om forbrug og vaner. De fleste kan leve for mindre, end de gør, uden at lide afsavn.

Det er i hovedtræk filosofien i Lisbeth Nebelongs bog Sund økonomi, som optog mig meget for en del år siden. Vi har ikke efterlevet bogen hundrede procent, men den har en stor andel i den ekstra fridag, vi nu begge har fået at jonglere med.

Har du nogen sinde overvejet at gå ned i tid eller arbejder du allerede på deltid? Eller ville du aldrig undvære dit fuldtidsjob?

lørdag, november 10, 2007

Inden stormen

Arresødal
Arresødal for nøjagtig en uge siden ...

fredag, november 09, 2007

Hvad nu hvis du vandt en million?

Det er sådan et spørgsmål, der har cirkuleret i ugebladenes fantasiverden, så længe jeg kan huske. Men hvad ville det betyde for mig? Hvad ville sådan et uventet tilskud til husholdningsbudgettet give af muligheder, hvis man tillod sig en enkelt dagdrøm?

Måske en rejse kloden rundt? Et sommerhus, en anden bil, sejlbåd - eller måske et par år fri fra job?

Nu har jeg efterhånden haft min store semi-naturgrund i mange år, og jeg holder uendelig meget af den. Alligevel tror jeg, at jeg ville bestille en havearkitekt, der kunne lave den om til en drøm med små haverum, en loggia, en hængekøje og en hængesofa, spændende planter, der snor sig op ad stolperne, og så ellers bare en lille tilbygning med et soveværelse og et hyggeligt badeværelse.

Faktisk har jeg aldrig investeret i en eneste lottokupon, men det kunne da være, at det var et forsøg værd ...

Hvad ville friste dig, hvis du vandt en million?

Kunsten at se

De fleste mennesker er udstyret med et sæt øjne, men det er ikke alle, der er lige gode til at bruge dem. Jeg har haft den store glæde at møde Johannes Møllehave adskillige gange i embeds medfør, og han har for resten også viet mig. Han kan noget med at SE folk, som jeg aldrig har oplevet i samme grad hos nogen anden. Han er intenst til stede i nuet, og man føler, at man er en vigtig person i dette øjeblik.

Seeren fra AndalusienSeeren fra Andalusien af Lars Muhl handler på sin vis også om at være til stede og lytte efter sit eget indre. Lars Muhl fortæller med udgangspunkt i en togrejse til Andalusien om sine to enestående møder med en mystiker, en seer, der lærer ham noget om sig selv og sin rolle i verden ved at give ham nogle visionære oplevelser, der får én til at tabe pusten, og Seerens uddybende forklaringer er mindst lige så spændende.
Seeren fra Andalusien er fra 2002, og jeg nævner den nu, fordi jeg lige har læst, at Seeren er død for nogle uger siden. Det berørte mig, fordi jeg havde en fornemmelse af at have kendt ham efter at have læst bogen - en af de få, jeg ikke kunne lægge fra mig, før jeg havde læst den til ende. Jeg anbefaler den varmt til søgende sjæle - ja, til alle, der tør!

torsdag, november 08, 2007

Jordforbindelse

Jeg har noget med planter! Og med kerner. Det er ikke småting, jeg har lagt i en urtepotte med jord for at se, hvad der mon kom op. Og allerhelst det, man ikke køber i frøposer. Helst det, jeg finder i indkøbsposen - citron, appelsin, peberfrugt, avokado.

Jeg har haft et citrontræ, der nåede op til loftet. Desværre gik der spindemider i det, og jeg fik aldrig bugt med utøjet, så træet røg ud. Jeg har haft en avokadoplante, der blev så uhåndterlig, at den måtte samme vej.

Mine citrusplanter har aldrig blomstret, men jeg nyder at se på de blanke blade. Jeg havde besøg af en franskmand for nylig, der resolut klippede toppen af et stort appelsintræ, fordi han ville pode det. Han kom dog aldrig med en podekvist, og træet gik ud.

Er du lige så nysgerrig efter at se, hvad der kommer op af jorden?

onsdag, november 07, 2007

Hver fugl synger ...

Jeg kender jer næsten - alle jer derude, der jævnligt skriver her, eller som jeg kommenterer hos. Vi ved alle lidt om hinanden, sætter en mosaik sammen og får et indre billede af hinanden. Men hvordan taler I? Taler I med dialekt efter hvor I bor, eller hvor I er født? Taler I københavnsk, ’rigsdansk´, hellerupsk, sjællandsk, bornholmsk, jysk, sønderjysk, fynsk, århusiansk - eller?

Mig selv? Tja, jeg er vokset op nord for København og havde nok en snert af det, indtil jeg fik mit nuværende job. Her blev jeg drillet med min affekterede udtale af 'meget', så jeg fik hurtigt lært en mere neutral variant. Nu bilder jeg mig ind, at man ikke kan høre, hvor jeg kommer fra, men jeg holder ellers meget af dialekter.

Vil du røbe, hvordan du lyder?

tirsdag, november 06, 2007

En vindbøjtel med tornyster

Man kan tilsyneladende samle på alt - nogle samler på frimærker eller gamle biler, andre samler på kommaer (den vrantne tolder Knagsted i Gustav Wieds Livsens Ondskab). Her i refugiet samler vi på antikverede ord. Underlige, støvede udtryk, som ingen bruger mere, og som næsten helt er glemt. Men de er lige så vigtige at bevare som gamle danske husdyrracer, om ikke andet, så for underholdningens skyld. Og så tager vi det i stiv arm, at nogen måske synes, man må være meget nøjsom, når man kan se komikken i ord som (jeg griber ned i bunken og strør en tilfældig håndfuld ud over papiret):

portemonnæ, vindbøjtel (en vendekåbe eller en overfladisk og indbildsk person), pjækkert, ulster, tornyster, døgenigt, tøjte, morderlig, besørge, fyrtøj, skarnsknægt, spilleme, slacks, en røffel, balstyrisk ...

Har du nogle underlige/forunderlige ord på lager, som du har lyst til at supplere med?

mandag, november 05, 2007

Verdens bedste ferie

Jeg har haft mange meninger om, hvad en god ferie er. Det er nok noget med perioder i ens liv, hvor man er optaget af forskellige ting. Da jeg var ganske ung var jeg på nogle solferier i syden, på en lang tur til USA, en ferie i Gambia, Senegal og Nordafrika - senere på mange bilferier i Norge, Sverige, Finland, og siden Monsieur kom ind i mit liv, har det været storbyferier der trak: London, Stockholm og Amsterdam.

Og hvad er det så, der står tydeligst i erindringen nu mange år efter? I hvert fald ikke sol- og badeferierne, men mere at opleve natur i Norge og fremmede byers kultur. Men også min barndoms campingferier, som var helt primitive, men uforglemmelige, fordi familien var samlet om alt: madlavning, opvask, slå telt op osv. Det var noget af det hyggeligste også at høre regnen mod teltdugen om natten, i hvert fald når jeg tænker tilbage på det nu.

Lige nu tiltrækkes jeg af rolige ferier i Nordsjælland og andre steder i vores dejlige land.

Hvad med at lave en feriekanon - en idébank med inspirerende måder at holde ferie på?

Hvad er stikordet til din næste ferie? Ski? Sol? Storby? Sejle? Cykle? Vandre? Eller ...?

søndag, november 04, 2007

En dyne med lidet fyld

Inspireret af Farmer fik jeg lyst til at skrive lidt om slægtsforskning, som i perioder har optaget mig meget. Især min far har lagt et stort arbejde i at gå på opdagelse på Landsarkivet og har lavet en slægtsbog, jeg er meget glad for at eje.

I en af mine slægtsbøger er der en aftægtskontrakt fra 1833 mellem nogle af mine forfædre, og her er et lille uddrag:

Jeg, Rasmus Nielsen Bille, forbeholder mig som Boelig i Gaarden for min og Konens Livstid i den dertil indrettede Lejlighed bestaaende af 6 fag i Gaardens søndre Længe. Denne lejlighed maa altid af Christen Olsen forsvarligen vedligeholdes ...

Saalænge jeg, Rasmus Nielsen Bille, og Konen lever, paalægges det Christen Olsen aarligen at levere os til hver Mortensdag dette Aar 1,5 Td. hvede, 2 Td. rug, 3,5 Td. Byg og et fedt Svin der slagtet afgiver 6 Lispund Flæsk og uafsmeltet Fedt, hvilke Naturalier maa være gode og sunde, samt ydes med anordnet Maal og vægt. Bortdør derimod jeg, Rasmus Nielsen Bille, eller min Kone, Ane Hansdatter, haver Christen Olsen ikkun aarligen at levere til den Efterlevende 1,5 Td. Hvede, 1,5 Td. Rug, 3 Td. Byg og 6 Lispund flæsk, hvorimod der for øvrigt ikke finder nogen Forandring sted med denne Contracts Bestemmelser.

Det paalægges Christen Olsen aarligt at fodre og græsse, saalænge jeg og Konen lever eller en af os lever, 1 Ko, og 2 Faar, hvilke ...
Monsieur har også en slægts- og stamtavle, der går tilbage til 1640. Den er en guldgrube at læse i med hensyn til, hvad folk efterlod sig i gamle dage. Det kunne fx være:

1 liden og 1 stor Økse, 1 Gaas og 1 Gasse, 3 Knapper, 1 Bæst, 1 Dyne med lidet Fyld, 1 Hørgarnslagen, 1 Halstørklæde, 1 Nattrøje, 1 8-Dages Stueuhr i Fouteral, 9 Stk. Chemisser, 1 hvid Schawl ...
Jeg synes, det er spændende at tænke på, hvordan mine forfædre levede, og har også været på Lolland og set flere slægtsgårde, der har været i min morfars forfædres eje.

Hvis man ikke passer på, går slægtsforskning i blodet, og det er næsten umuligt at lægge fra sig. Er der nogle af jer derude, der er gået i slægtsforskningsfælden?

lørdag, november 03, 2007

Kender du hemmeligheden?

ZZzzzz

Jeg har altid misundt (hrm) mine kattes evne til at sove når som helst og hvor som helst. De lægger sig bare ned, og få sekunder efter befinder de sig i dyb søvn. De har en indbygget evne til at slappe af, og hvor kunne jeg godt tænke mig at komme på et katteindslumringskursus og lære et par tricks. For mig har det næsten altid været et problem at sove igennem, jeg vågner frisk som en havørn midt om natten - flere gange. Jeg er knap så frisk, når uret endelig ringer.

Er det bare mig, der har det sådan? Har du nogle staldfiduser?

fredag, november 02, 2007

Glæd en forfatter

Somme tider kommer man mere eller mindre tilfældigt til at læse en bog, der gør så stort indtryk på én, at man er nødt til at indvie nogen i det. Men det er sjældent, at man deler det med den, der burde være den første til at høre det: forfatteren selv.

Jeg har efterhånden været ude for det mange gange, og i de senere år har jeg skrevet til forfatterne, når det er sket. Hver min vej er en vidunderlig bog, Jacques Berg har skrevet om sin mor, der var født og opvokset i Frankrig, men som blev dansk gift og omplantet til en lille lejlighed på Amager i 1930’erne. Det er et gribende billede af en svunden tid (Jacques Berg er årgang 1935). Også Jesper Jensens tre erindringsbøger var jeg så optaget af, at jeg måtte sige tak til ham.

Så de fik begge et brev, og jeg regnede egentlig ikke med at høre fra nogen af dem, for begge bøgerne var udkommet mange år, inden jeg nåede til dem. Men jeg fik de venligste, håndskrevne breve tilbage, og det var en god fornemmelse at have gjort to mennesker glade, som havde lagt et stort arbejde i at give andre et indblik i deres liv. Jeg fik den mest rørende dokumentation for sandheden i det gamle mundheld: 'Det du giver ud, får du tilbage.'

Hvis du ikke selv har prøvet det, kan jeg anbefale det. Hvis du har, kunne det være sjovt at høre, hvordan det gik!

torsdag, november 01, 2007

Terapihaver

I Psykologi fra 30. september i år er der en lille artikel om terapihaver, som er ved at vinde udbredelse. Stress og udbrændthed heles hurtigere, når man opholder sig i en have. Det er nødvendigt at erkende, at ens ydeevne er meget lav, og at man må tage udgangspunkt i at være, hvor man er, og herfra meget langsomt og gradvist arbejde sig frem til at genvinde den normale kapacitet og ydeevne. Det er vigtigt kun at udføre én ting ad gangen uden at tænke på, hvad der derefter skal ske. Pointen er, at aktiviteterne ikke skal gøres for resultatets skyld, men fordi selve udførelsen af ganske få, enkle aktiviteter dæmper det autonome nervesystems alarmberedskab og skaber balance i hjernefunktionerne.

Terapihaver har længe været udbredt i USA, og i de sidste år er mange stressede eller udbrændte danskere taget til svenske terapihaver. I Danmark er konceptet langsomt ved at udvikle sig, og i Odsherred terapihave kan stressramte træne i at lave ingenting, og man kan vælge mellem at arbejde i den frodige have eller bare sidde under et træ og langsomt vende tilbage til sit sunde jeg.

Vi andre, der bare er almindeligt halvstressede, kan jo udnytte vores dejlige skove, strande eller vores have, hvis vi har én. Jeg er så heldig at have det hele inden for rækkevidde, og jeg benytter mig flittigt af det.

Hvor meget bruger du naturen?