Lyd betyder meget for mig. Måske er det derfor, jeg har arbejdet med lyd, siden jeg var 18. Fravær af lyd, stilhed, betyder lige så meget for mig. Måske er det derfor, jeg har bosat mig langt fra byen. Mennesker, der lytter, betyder alt for mig. De er sjældne, og jeg holder mig fra dem, der ikke lytter.
At lytte kræver andet og mere end tavshed. Det kræver evnen til ikke bare at høre, hvad der bliver sagt, men at høre, hvordan det bliver sagt. Ordene i sig selv er som regel ikke så vigtige, tonefaldet siger langt mere. Når nogen siger ”ja” til mig, bliver det så sagt automatisk, fordi det forventes? Lyder det begejstret eller modvilligt? Bag om ordene kan helt almindelige, dagligdags sætninger indeholde vrede, protest, mishag eller hengivenhed afhængigt af måden, de bliver sagt på. Det er derfor, det er vigtigt at kunne lytte.
Hvis vi har forstand på at lytte, har alle noget interessant at fortælle, selv mennesker som umiddelbart virker ubegavede eller inkompetente.
Når man har vænnet sig til at lytte, opdager man, at det kan være en stor lettelse. Man skal ikke tænke på det næste, man vil sige, når man får muligheden. For at kunne lytte rigtigt, må man glemme sig selv. Så længe man lytter, eksisterer ens egne bekymringer og problemer ikke. Der er ingen indre støj.
Når man lytter, er man fri.
tirsdag, juni 28, 2005
Kunsten at lytte
mandag, juni 27, 2005
Maskuline speltboller
Sent om aftenen efter min sengetid har Monsieur det med at få en ubændig trang til at bage speltboller. Eller i hvert fald gøre de indledende manøvrer, for dejen skal langtidshæve. Jeg hørte godt, at der blev rumsteret i køkkenet i går aftes ved midnatstid, så ferien blev indledt behørigt i morges med hjemmebagt morgenbrød.
Nu skulle det her jo nødigt udvikle sig til et dameblad, men bollerne er eminente:
2½ dl kold mælk blandes med 10 g gær + 100 g speltmel og et par arbejdsmandshåndfulde knækkede rugkerner. Blandingen står natten over, og næste dag møffes følgende i:
300-400 g speltmel
1 æg
2 tsk. salt
1 tsk. kardemomme
50-100 g vindruekerneolie
Hæver et par timer, slås op og efterhæver 30 minutter.
Bager ved 200 grader i varmluftovn i 20 minutter.
Husk: økologisk mælk, økologisk speltmel, økologiske rugkerner, økologisk æg, økologisk olie, Maldon Sea Salt.
Ferie!
Første dag i fire ugers ferie, og vi skal ikke noget! De sidste mange år har vi tilladt os den luksus at holde tre ugers ferie, suppleret med fire ugers ekstra frihed, som vi har købt os til, så vi har kunnet gå og lege skoleferie i syv uger. Konceptet kan anbefales!
Engang for vi omkring til fjerne afkroge af kloden, men nu er det som om de indre rejser er blevet vigtigere, og vi nænner simpelt hen ikke at forlade Danmark om sommeren. Jeg kommer aldrig til at forstå alle dem, der ikke kan komme væk hurtigt nok. Jeg vælger mig - ikke april, men juni til september, om det så regner uafbrudt, og jeg er godt klar over, at jeg altid vil tilhøre en minoritet. Jeg har det bare sådan, at alt er godt om sommeren i Danmark.
I år har nogen gjort krav på vores arbejdsmæssige indsats en del af sommeren, så vi må altså nøjes med fire ugers lediggang i denne ombæring. De skal til gengæld også spenderes rub og stub på rendyrket sjælsstyrkelse. Nåja, selvfølgelig er der altid lige et par ting ved hus og have, der skal ordnes, men ellers skal dagene bare bruges på gode bøger, gode gåture, gode gæster, gode samtaler, god mad og – ja, bare god tid. Måske også lidt blogskrivning, hvem ved...
søndag, juni 26, 2005
Statistik og loyalitet
Har lige været forbi Liselottes blog for at hente dagens energiindsprøjtning, og den fik jeg som sædvanlig. Samtidig fik jeg lidt at tænke over: kommentartælleren på dagens input viste 0, men kommentarerne (de kommentarer, der altså ikke var der), var læst 3 gange!
Hvor må det være dejligt at have så loyale læsere!
torsdag, juni 23, 2005
Hyldest til hylden
Don Quijote havde sit hyr med at få en vejrmølle ned med nakken. Jeg har problemet med min hyldebusk. Hvert år trænger jeg den tilbage med sav og saks, og næste år har den tilbageerobret det tabte land og står og banker på køkkenruden:
Men lige nu tilgiver jeg den, for det er nu, den står og lyser op med kridhvide blomster døgnet rundt - når jeg står op, og når jeg ikke kan sove for varmen og vandrer hvileløst rundt om natten.
Engang fik jeg friterede hyldeblomster som tilbehør til en ret. Det smagte himmelsk, og jeg lovede mig selv, at jeg ville prøve at lave det en dag. Det er snart mange år siden, og dagen er stadig ikke dukket op, men i år skal det være!
Nogen, der kender opskriften?
Og nu jeg havde fat i kameraet: Man kan ikke konkurrere med Liselottes blomsterbilleder, men jeg fik alligevel lyst til at forevige mine egne valmuer, inden de blev mejet ned af den traditionsrige og altødelæggende sankthansaftensregn. Og så kom den slet ikke!
Hvordan kan det undgå at blive en forrygende sommer?
mandag, juni 20, 2005
Familierådgivning
"Sing out loud in the car even, or especially, if it embarrasses your children."Marilyn Penland
søndag, juni 19, 2005
Nu står verden ikke længere
Monsieur og jeg er enige om, at nedenstående apparat er noget af det grimmeste, man kan have stående på sin terrasse:
Her hører enigheden til gengæld også op. Jeg er nemlig villig til at se igennem fingre med monstrummets æstetiske mangler på grund af de fordele, der er forbundet med at have det til rådighed om sommeren. Men i al den tid, vi har haft en terrasse, har dens anden ejer nedlagt veto mod alt, hvad der hedder grill og grillmad på ejendommen. Begrundelse: tvangsindtagelse af alt for meget halvråt grisekød på andres terrasser gennem alt for mange år. Jeg kan derimod godt lide grillmad engang imellem, selv om jeg ikke er den store kødspiser. I hvert fald vil jeg gerne have muligheden.
I går skete der noget nærmest chokerende. Herren kom hjem med – gæt engang!
Nu er spørgsmålet, om det er slået klik for ham, eller om han bare satser på, at det heller aldrig bliver vejr til at grille i år.
fredag, juni 17, 2005
De usynlige gamle
Maria skriver bloggen Silver Fox Whispers, der blandt andet handler om at blive ældre. Hun er omkring 70 år, så hun er en snes år foran mig, men de kan hurtigt gå.
Maria fortæller om engang, hun var til et selskab hos sin datter, der havde inviteret nogle af sine veninder. På et tidspunkt tog en af dem nogle billeder frem, som hun havde taget ved en anden sammenkomst, og begyndte at fortælle, mens hun rakte billederne hen over hovedet på Maria til en person på sin egen alder. Billederne gik hele bordet rundt, og da de nåede tilbage, lagde ejerinden dem ned i tasken igen, inden Maria nogensinde fik dem at se.
Når vi bliver gamle, bliver vi gemt af vejen på plejehjem, men allerede længe inden er vi blevet usynlige. Den kultur, vi lever i, interesserer sig ikke for os, når vi ikke længere optræder på arbejdsmarkedet. Vores markedsværdi er stort set ikke til at få øje på - undtagen hos børn, for de er i samme båd. Jeg kan huske en sang (vistnok med Shel Silverstein), der beskrev situationen uhyggelig præcist:
Said the little boy, “Sometimes I drop my spoon.”Sørgeligt og ubehageligt, men sandt.
Said the old man, “I do that too.”
The little boy whispered, “I wet my pants.”
“I do that too,” laughed the old man.”
Said the little boy, “I often cry.”
The old man nodded, “So do I.”
“But worst of all,” said the boy, “it seems
Grown-ups don’t pay attention to me.”
And he felt the warmth of a wrinkled old hand.
“I know what you mean,” said the old man.
tirsdag, juni 14, 2005
Room service
Ifølge et indisk ordsprog er hvert menneske et hus med fire rum: et fysisk, et mentalt, et følelsesmæssigt og et åndeligt. De fleste af os er tilbøjelige til at tilbringe det meste af tiden i det ene af rummene, men hvis vi ikke er inde i alle rum hver dag, er vi ikke hele mennesker.
Vi burde skrive en klagesang for hver eneste dag, der smutter forbi ubemærket og uden påskønnelse. Og vi burde skrive en takkesang for alle de dage, der venter forude.
Hvilket minder mig om, at jeg har min ugentlige fridag i morgen. Den skal nok blive værdsat, og jeg har tænkt mig at give mig tid til at støve af i alle fire rum.
søndag, juni 12, 2005
Vi finder altid hjem
Jeg elsker alt, hvad videnskaben ikke kan give nogen forklaring på. For eksempel hvordan fugle finder vej, når de trækker.
Der har været fremsat teorier, som havde at gøre med solens stilling, stjernerne, vindretningen, ændringerne i magnetfelterne omkring jordkloden osv., og man har udsat fugle for eksperimenter, jeg helst havde været fri for at høre om. Men det er stadigvæk en gåde, hvordan fuglene bærer sig ad med at navigere.
På et tidspunkt var der en mand i England, der lavede sit eget eksperiment, som gjorde mysteriet endnu større. Han opdrættede nogle brevduer i et bur, som var placeret på hans gamle bils anhænger. Først lod han dem flyve, og de vendte tilbage efter endt mission. Det var der ikke noget usædvanligt i, men en dag, da han havde sluppet duerne løs, satte han sig ind i bilen og kørte til Frankrig (så vidt jeg husker – i hvert fald et andet land). Alligevel fandt duerne deres bur. Alle de kendte teorier faldt til jorden.
Jeg synes, det er tankevækkende, at det åbenbart er hjemmet, der betyder noget for duerne, ikke stedet. For sådan har vi det også. Det er et spørgsmål om, hvor hjertet er, og hvor maden er. Vores hjem er dér, hvor vi har en pind at sidde på (nej, det er ikke en reklame for Home, det her!).
Det kan godt være, at vi et øjeblik bliver forvirrede, når hjemmet flytter sig. Men vi ved alligevel uafhængigt af solen og stjernerne og vinden og magnetfelterne, hvor det er. Vi skal nok finde hjem, selv om der skulle være en ekscentrisk englænder, der fandt på at sætte vores hjem op på en anhænger og køre det til verdens ende.
Det er ikke videnskabeligt bevist, men det er et faktum.
fredag, juni 10, 2005
Lørdag med Linda
I dag spiste jeg frokost med Charlotte. Hun gav mig et trick, hun selv bruger for at gardere sig imod, at hendes lidt for aktive sociale liv helt kommer til at tage magten fra hende.
Der er hele tiden nogen eller noget, der gør krav på vores tid: venner der vil invitere eller forventer at blive inviteret, forretningsforbindelser, der skal plejes, familie der skal besøges. Resultatet er for lidt tid til os selv og til vores nærmeste, dårlig samvittighed, stress... Man er nødt til at have tid til sig selv og for sig selv.
Jeg har fri hver onsdag, hvor de fleste andre er på arbejde, så jeg er heldig. Charlotte har en anden strategi: hver tredje eller fjerde lørdag skriver hun "besøge Linda" i sin kalender hen over hele dagen. Hvis andre skulle finde på at invitere hende eller kræve noget af hende, kan hun med god samvittighed pege ned i sin kalender og sige: "Det kan jeg desværre ikke, jeg skal være sammen med Linda". Der er aldrig nogen, der spørger, hvem Linda er.
Systemet kan tilpasses efter behov: nogle få timer, aftener eller hele weekender om nødvendigt.
Det er ikke kun børn, der har brug for fiktive venner.
onsdag, juni 08, 2005
Uldne vægge
Hvis jeg nogen sinde skulle få brug for at isolere et hus igen, vil jeg gøre det med uld. Thermafleece produceres af firmaet Second Nature i Nordengland. Efter billederne på sitet at dømme er det en familievirksomhed, der drives fra en gård, og den slags giver altid ekstra point hos mig.
Vi er så vant til, at der skal ny teknologi til, for at vi kan tale om fremskridt. Men somme tider - ikke helt sjældent - sker de største fremskridt, når vi ser tingene med andre øjne. Mennesker har vidst i årtusinder, at uld har enestående isolerende egenskaber, og vi har lavet tøj af uld i flere hundrede år. Hvorfor er der ingen, der har tænkt på at bruge det til at isolere boliger med noget før? Når man nu ved, at de glasfibermåtter, vi ellers propper i vores huse, er både giftige og kræftfremkaldende, hvad er der så at betænke sig på?
Tanken om at have sine vægge og lofter foret med naturens egne frembringelser fra noget så uskyldsrent og nuttet som får er vel heller ikke at kimse ad.
tirsdag, juni 07, 2005
Gamle gimper giver gode råd
Jeg har to veninder, som jeg har kendt siden jeg var 16, og det vil sige mere end en menneskealder. Professionelt beskæftiger vi os med noget helt forskelligt, politisk er vi uenige, og vi ser i det hele taget meget forskelligt på mange ting, men det er altid givende at udveksle erfaringer fra vores respektive universer, når vi mødes. Én ting har vi til fælles: vi har alle tre født børn for efterhånden mange år siden, og i går da vi havde møde i MMK (Midaldrende Mødres Klub), faldt snakken meget naturligt på børneopdragelse foranlediget af mine betragtninger forleden dag. Ingen af os vil påstå, at vi er verdensmestre i den krævende disciplin børneopdragelse, men vi har heller ikke været katastrofer. Her er rundt regnet, hvad vi kom frem til:
Lad være med at slå dine børn. Selvfølgelig. Tal en masse med dem, svar på deres spørgsmål, lyt til dem og rør ved dem. Elementært, men tidkrævende. Lad dem ikke koste rundt med dig. Det er dig, der bestemmer, dig der fastlægger grænserne, og det betyder uundgåeligt skænderier, tårer og forsøg på manipulation, for ingen bryder sig om at blive bestemt over.
En mor eller en far er ikke en kammerat. I hvert fald ikke kun. At være mor eller far er ensbetydende med at vælge konflikter, samtidig med at du tøjler dit temperament. Det er det modsatte af sjovt. Kender du synkefornemmelsen, når du bliver klar over, at den næste samtale med dit barn vil vrimle med dårlige nyheder?
For egen regning vil jeg gerne tilføje, at jeg tror, at vi har mindre kontrol over vores børn, end vi går rundt og tror. Jeg tror, at det meste af den måde, de ender med at blive på, bliver grundlagt allerede inden de forlader livmoderen. Det er begrænset, hvad vi kan lave om på. Klavertimer, computerspil eller Lalandia gør ingen forskel. Det er besnærende at tro, at det er en slags mekanisk proces at opdrage et barn, hvor man stopper et A ind og med garanti får et B ud. Men erfaringen viser noget andet.
Lad være med at have dårlig samvittighed over dine fejltagelser. Lad være med at tro på, hvad der står i damebladene, og lad være med at tro, at du kan undgå at blive upopulær hos dine børn. Det ville være uhyggeligt, hvis de kunne lide dig hele tiden.
Tænk for resten også lige på dine egne forældres fejl. Måske er der stadig noget, du er bitter over, men var det åndelig grusomhed, at du ikke fik den cykel, du helst ville have? Eller at de blev stiktossede over, at du holdt den fest, da de ikke var hjemme? Vel var det ej.
Giv en eller andens barn et knus og se at komme videre.
Når snerlen skranter
DMI havde glemt at give mig besked om, at det ville poste så meget ned med ultraviolette stråler i eftermiddags, at det ikke var nogen god idé at have snerler stående i en entré med glastag, når man ikke var hjemme. Så min pragtsnerle hang faretruende med ørerne, da jeg trådte ind ad døren. Nu har den fået kunstigt åndedræt i form af vand i rigelige mængder og står nu ludende ind over sofaen i et hjørne af Monsieurs arbejdsværelse og forsøger at komme til hægterne igen. Jeg tror, den overlever. Det har den bare at gøre, ellers er der tale om to måneders spildt pasning, pleje og kærlig omsorg.
For en sikkerheds skyld tager jeg den med i min aftenbøn.
mandag, juni 06, 2005
Hør en blomst
I dag og resten af ugen vil jeg gøre, hvad jeg kan for at komme til alt høre ti minutters radio med Jane Schul. Hun er landskabsarkitekt og formand for Det kongelige danske Haveselskab og har skrevet og oversat et utal af bøger om blomster og planter.
Jeg har hverken tålmodighed eller lyst til at have en friseret ”haveselskabshave”, men jeg vil gerne høre om det. Ugens 5 Øjeblikke handler om henholdsvis tulipaner, hyacinter, roser, georginer og syrener.
Det er på P1 fra kl. 12.50-13.00. Det burde jeg have tid til.
søndag, juni 05, 2005
Når snerlen (måske) blomstrer
Spændt på årets snerleprojekt. For to år og et par måneder siden fik jeg en pose pragtsnerlefrø af Birgitte, der kom på besøg. Frøene kom til at bo i en urtepotte ude i det, der hedder den nye entré her i huset. Den udmærker sig blandt andet ved at have glastag og fungerer i perioder som indbygget drivhus.
Sådan så der ud i entreen en måneds tid efter påbegyndt vanding. Blomsterne holder kun en dag, men hver morgen er der nye og flere. Rekorden var 75 nye blomster på én dag, og i løbet af endnu en måned var hele entreen fyldt med Birgittes blå snerle og dens omsiggribende fangarme, der grådigt bemægtigede sig alt inden for en konstant voksende rækkevidde. Den flotteste plante nogensinde!
Sidste år var en snerlemæssig fiasko. En snerle skal have masser af vand, men jeg gav den oceaner, og det overlevede den ikke. Solen kom som bekendt aldrig det år.
Men i år - bare vent! (selv om det ikke ser alt for lovende ud i øjeblikket).
lørdag, juni 04, 2005
Vanrøgt
Jo ældre jeg bliver, jo mere går det op for mig, hvor meget jeg har forsømt at gøre som mor.
Jeg har aldrig:
- polstret bordkanter og andre lurende farer i hjemmet med skumgummi for at skåne mine børn for at få et blåt mærke.Listen er sikkert langt fra fuldstændig, og nu hvor jeg ikke længere har hjemmeboende børn, er det for sent at rette op på det. Eller måske skulle jeg tilbyde at vaske for dem? Eller købe en lejlighed til dem? Eller i det mindste en bil?
- kørt rundt i supermarkeder med mine skolemodne børn i en indkøbsvogn, fordi de ikke orkede at gå selv.
- sørget for, at mine børn havde fjernsyn på værelset, inden de kom i første klasse.
- kørt mine børn i skole og hentet dem i bil hver dag, fordi der var for koldt eller for langt til, at jeg nænnede at lade dem have ulejligheden med at bevæge sig derhen ved egen kraft, eller fordi det var for risikabelt at lade dem færdes på egen hånd.
- foræret dem et kørekort, da de blev 18, fordi de havde gjort mig den tjeneste ikke at ryge, når jeg så det.
Nej, jeg må nok se i øjnene, at jeg er og bliver en dårlig mor.
fredag, juni 03, 2005
Umoderne mode fra Sverige
Gudrun Sjödén er noget af det svenskeste svenske, og det rager hende, hvilke modevinde der tilfældigvis blæser rundt om hende. Hun holder stædigt fast i sin blanding af hippie- og arkitektfruestil. Den er som bekendt fuldstændig outdated, og jeg er vild med den!
Hver gang hendes katalog dumper ind ad brevsprækken, glæder jeg mig til at bladre i det. Billederne alene er en fornøjelse, og det er langt fra altid jeg køber noget.
Du kan bestille kataloget her. Og så følger der i øvrigt et gratis nyhedsbrev med.
onsdag, juni 01, 2005
Ramt af en mani
Hold da op, jeg må skrive en blog om det her! Jeg bliver også nødt til at skrive en blog om det dér! Og det dér! Og dét! Og vent lidt, ja, også dét! For ikke at tale om det her! Og det dér! Ja, og det dér! Og det dér! Og det og det og det! Nøjh, og det her! Og det dér!
Undskyld, sagde du noget? Spændende! Skriver du en blog om det?