Sofus har været flittig i nat - en muldvarp og en mus ligger der her :-) Mandag aften tilbragte vi i den lille hyggelige havn i Kignæs. En af vores gode venner har købt en båd, og da vi havde spist aftensmad, kørte vi ud og satte os i båden og så, solen gå ned. Det var lunt, og ikke en vind rørte sig - en sommeraften når den er bedst ...
onsdag, juli 31, 2013
En sommeraften når den er bedst
tirsdag, juli 30, 2013
Sommerfugle
Jeg holder meget af at fotografere og går altid rundt med et lille kamera i lommen - man ved jo aldrig, om man møder en sommerfugl eller noget andet spændende :-) Nældesommerfugl og engrandøje mener jeg, det er, og en blå - er der et bud på navnet?
mandag, juli 29, 2013
H.C. Andersens barndomshjem
I torsdag var vi i Odense og så det ydmyge hus i Munkemøllestræde, hvor H.C. Andersen boede fra han var 2, til han var 14 år, inden han rejste til København. Huset havde dengang 3 lejeboliger, og som nærmeste nabo havde Andersens en familien med 7 børn, som de delte hoveddør og entré med. Stuen er så lille, at det er svært at fotografere.
H.C. Andersen har selv beskrevet sit barndomshjem sådan: 'Een eneste lille Stue, der næsten var opfyldt med Skomagerværkstedet, Sengen, og den Slagbænk, hvori jeg sov, var Barndomshjemmet, men Væggene var behængte med Billeder, paa Dragkisten stod smukke Kopper, Glas og Nipserier og henne over Værkstedet, ved Vinduet, var en Hylde med Bøger og Viser. Fra Kjøkkenet kom man ad en Stige op paa Loftet, hvor der i Tagrenden, mellem vort og Naboens Huus stod en Kasse Jord med Purløg og Persille, min Moders hele Have ...'
søndag, juli 28, 2013
En dag med Bella
Bella har jeg har haft en forrygende dag sammen og har spillet boccia. Hun viste mig også fine strandsten, hun har dekoreret i SFO'en. Men det er jo ikke meget, man orker i den trykkende varme, vi har i dag. Hun var helt syg for at komme med på stranden, men jeg har læst om hestehullerne i Liseleje og den kraftige udadgående strøm ved livredderposterne, som gør badning livsfarlig. Hun sagde, at hun sagtens kunne passe på, og at jeg var rigtig dum ...
lørdag, juli 27, 2013
Loppemarked i Kikhavn i sol og regn
Der har været loppemarked i Kikhavn i dag - folk kom fra nær og fjern, og bilerne holdt overalt på marker og langs landevejen. Kikhavn er et gammelt fiskerleje fra 1700-tallet med mange smukke, gamle gårde. Vi valgte at sætte bilen ved Spodsbjerg fyr og at gå langs vandet. Det blev til fire hyggelige timer i regn, hagl og sol :-)
fredag, juli 26, 2013
En tur i tidsmaskinen
En gammel bænk af granit, en have som ligner en urskov og et hus, man knapt kan se - det er, hvad der er tilbage af min mormors fødehjem i Jullerup, hvor hendes far var stationsforstander. "Jullerup" står der stadig på det gule murstenshus og angivelsen af mil til Bogense og Odense. En mil er en længdeenhed på 7.532,48 m. Min blogven Farmer var så sød at vise mig stedet. I Jullerup kan man købe et dejligt hus for bare 125.000 kroner, fik jeg at vide.
Køreturen fra motorvejen var ubeskrivelig smuk med mange gamle bindingsværkshuse, stokroser og bølgende kornmarker.
Og sådan så stationsbygningen ud tidligere:
Det kunne have været min oldefar, der sad her, men desværre er han ikke med på billedet. Han døde juleaften 1901 fra fem børn, hvoraf de to var ganske små.
torsdag, juli 25, 2013
Et af de dejligste steder på Fyn
Johannes Larsen er en af Danmarks berømte malere og blandt andet kendt for sine dejlige billeder af fugle. I dag har vi været på Fyn og har set min mormors barndomshjem i Jullerup, hvor vi mødte min blogven Farmer, og bagefter tog vi til Odense og så H.C. Andersens barndomshjem, men de to oplevelser vender jeg tilbage til. Her gælder det Johannes Larsens museum i Kerteminde, som må være et af de smukkeste museer - man kan ud over hans malerier se hans hjem og hans underskønne have og drivhus. I haven er der høns, gæs og ænder, og overalt hænger der fuglekasser, der vider om Johannes Larsen store glæde ved fugle. Han levede fra 1867 til 1961, og hans hjem på Møllebakken blev samlingspunkt for mange af tidens kunstnere.
onsdag, juli 24, 2013
Nye briller
Jeg faldt for et tilbud på nye briller og har nu prøvet Louis Nielsen for første gang - det var en god oplevelse. Jeg holder en lille pause fra blogland til på fredag, hvor jeg håber at have et pænt billede, jeg kan vise :-)
tirsdag, juli 23, 2013
Hvad en have kan bruges til :-)
Det er faktisk så varmt, at jeg ikke kan holde ud at være ude. Men en have kan jo bruges til mange ting - fx også til at tage solbad :-) Og er der noget så dejligt som vasketøj, der har tørret i det fri? Det får en ganske særlig duft.
Og der er fine udsigtsposter i en have :-)
mandag, juli 22, 2013
Sommerfugle og grøftekantsmasakre
Jeg gik en tur ud over markerne for at fotografere sommerfugle. Det giver en dejlig ro, og man glemmer alt om tid og sted.
Stregbredpande (thymelicus lineola) er vist nok navnet på denne meget lille sommerfugl, der har en ravagtig grundfarve. Med sin lange snabel kan den nå til bunds i blomster med dybe kronrør. Det skar mig i hjertet, at stien, jeg gik på, var blevet slået i mindst to meters bredde, og derved var et væld af vilde blomster fuldstændig væk ...