tirsdag, april 30, 2013

Tusind tak, Nana


Jeg har vundet en æske med de skønneste, bløde flødekarameller fra Karamel Kompagniet. Tusind tak, Nana! De er fuldstændig uimodståelige, som der står uden på æsken. Nana har internetbutikken www.drømmegaven.dk og bloggene Drømmehaven og Drømmegaven. Nana sælger blandt meget andet fransk rosensæbe, smukke glas, kopper, kander, lygter og quiltede tæpper - men se selv. Drømmegaven er et oplagt sted at finde værtindegaver. Jeg kan slet ikke stå for vaserne fra designeren Anne Flohr.



Må jeg byde på en karamel? Nej pjat, det kan jeg jo ikke, og æsken er også allerede næsten tømt ;-) Det kræver vist en cykeltur på mere end 10 kilometer ...

Udsmykning i et træ - og nyt marked


Ved søerne i København har man i årevis kunnet se denne udsmykning i et gammelt træ - på hjørnet af Vester Søgade og Gyldenløvesgade. Er det ikke smukt? Er der nogen, der kender historien bag og ved, hvem kunstneren er?

Update klokken 12.30: Nonna har opklaret, hvem kunstneren er, og han hedder Ole Barslund.

I går fik jeg et tip om, at Spejdernes Genbrug i Farum skulle være et rigtig godt sted, når man er bidt af loppemarkeder og genbrug. Nu ved jeg, hvad skal på lørdag! Der er åbent første lørdag i hver måned fra 10 til 13. Det kæmpe genbrugsmarked er organiseret i ca. 25 boder med hver deres udvalg. Alt er sorteret grundigt, så det kun er de bedste ting, der bliver sat til salg. På hjemmesiden kan jeg se, at de har tøj til enhver lejlighed - hverdag og fest! Smokings, store kjoler, hatte, pelse, cowboybukser, T-shirts sweaters, dyre mærker, trendy ungt tøj, klassiske jakker, smarte nederdele og korte kjoler ...

mandag, april 29, 2013

Hård træning ... :-)


I de sidste fire dage har Monsieur cyklet ti kilometer om dagen, og nu har jeg også indledt cykelsæsonen - og jeg skal lige love for, at det er nogle andre muskler man bruger, end når man går tur. Nu skal jeg træne, så jeg kan klare de stejle bakker uden at blive til grin ;-)

Jeg håber, mange af jer så udsendelsen 'Jimmis liv i skoven' - en naturserie fra BBC, der fortsætter på næste søndag på DR2. I en skov i Norfolk har Jimmy Doherty bygget et smukt træhus i to store egetræer. Her følger han gennem et år livet i skoven fra trætoppen til skovbunden. Undervejs inviterer han forskellige eksperter - økologer, insektforskere, folk, der fouragerer i skoven, traditionelle håndværkere, historiefortællere og landboere. Og når han ikke får svar på sine spørgsmål i sit træ, må han selv ud på ekskursioner i skoven.


søndag, april 28, 2013

Sophienholm og loppemarked


I går var jeg en tur i Ikea for at købe en gave, og da jeg nu var på Nybrovej, kørte jeg forbi Sophienholm for at se, hvor meget, der er sprunget ud i parken - var spændt på, om gæssene havde gæslinger, men nej ikke endnu ...

Om lidt vil jeg køre på loppemarked i Farum :-)




lørdag, april 27, 2013

Badesæsonen er begyndt ...


Varmt var det ikke - og heller ikke vandet - men i går så jeg en familie bade ved stranden i Liseleje. Børnene løb rundt i meget lidt tøj, mens jeg selv lunede mig i en varm jakke og indledte badesæsonen på en lidt anden måde, nemlig med sæsonens første vaffelis.




fredag, april 26, 2013

Regnvejrspoesi i haven


Akeleje med regndråber - når man har en lidt kaotisk have, er det klogest at fokusere på detaljerne :-)

Jeg er ved at læse 'Regines gåde' - en bog om Søren Kierkegaards forlovede skrevet af Joakim Garff. Det er en meget spændende bog, der giver indsigt i, hvordan det var at leve og at rejse midt i 1800-tallet. Ved et rent tilfælde kom Joakim Garff i besiddelse af mere end 100 hidtil ukendte breve, som Regine skrev hjem fra Sankt Croix, hvor hun og hendes mand var guvernørpar. Vi hører om selskabelige forbandelser, øens blodige forhistorie, dødelige sygdomme, giftmord, eksotiske natur - og får indsigt i Regines kærlighedsforhold til Kierkegaard.


torsdag, april 25, 2013

FireflyGarden ved Torvehallerne

Ørstedsparken
Vi satte bilen på Frederiksberg og gik gennem Ørstedsparken til Israels Plads. Frokosten blev indtaget på restaurant FireflyGarden i Frederiksborggade - senere kaffe og kage i Torvehallerne, og bagefter gik vi tur i Botanisk Have og i latinerkvarteret.

På den veganske restauranten FireflyGarden er alt økologisk og nøje udvalgt fra planteriget efter sæsonen hos de håndplukkede, lokale leverandører. Vi valgte tre stykker smørrebrød, som fås både i en raw og mere traditionel udgave. Det var meget lækkert!




onsdag, april 24, 2013

Botanisk Have i København


Jeg har været i Botanisk have, og der var allerede adskillige rododendronarter i blomst. Der var dog ikke sprunget så mange vækster ud, som jeg havde ventet, men det er altid en dejlig oplevelse at se, hvad der er sket siden sidst. Og heldigvis er Botanisk Have blevet renoveret efter den forfærdelige oversvømmelse for et par år siden ...



De yndige hvide blomster herunder er blodurt, (sanguinaria canadensis) ...



tirsdag, april 23, 2013

Gode spisesteder og Botanisk Have


I morgen åbner Ninas Naturcafé i Kirkelte igen for sommeren. Det er en af mine yndlingscafeer, og jeg glæder mig til at besøge det smukke sted igen. Det bliver dog ikke i morgen, da jeg har sat to veninder stævne på restaurant Firefly lige over for Torvehallerne i København. Og vi har aftalt at gå i Botanisk Have bagefter ... :-)

Billederne er fra sidste sommer.




mandag, april 22, 2013

Liv på fuglefoderpladsen


Det er længe siden, jeg har vist livet på fuglefoderpladsen. Spurvehøgen kommer jævnligt på besøg og sidder sjovt opret - jeg råber ad den, så den skyndsomst tager flugten.


Skovskade og dompap er faste gæster hver dag lige som rødhals, munk og kernebider. Der er den dejligste fuglesang nu lige fra morgen til aften ...


Løvetand og sorte ris


Man bliver da glad, når de første mælkebøtter blomstrer :-)


Jeg havde aldrig set sorte ris, før min veninde serverede det i går til en gryderet med mørbrad i portvin. Sjovt så det ud, og smagen af ris var intens og meget aromatisk. De sorte ris vil straks blive indført også her hos os. Og så faldt jeg fuldstændig for hendes nye glas med farvet bund - alle glas havde hver sin farve.
Ost efter hovedretten - det er lige mig!


søndag, april 21, 2013

Havevandring og bogen på natbordet


Der sker meget i haven - mine akelejer er vokset godt op nu, og scillaer og snepryd blomstrer. Jeg har fået en pose pragtsnerlefrø forærende af typen Ipomoea Split Second, og jeg er meget spændt på at se, hvad der kommer ud af dem. På 6 dage er de allerede 5 cm høje. På morgenrunden fandt jeg desværre en død gærdesmutte.


Til min godnatlæsning er nu tilføjet bogen 'Swanerne på Malergården', en helt vidunderlig bog skrevet af Gerda Swane. Swanerne blev rigtig kendt, da Gyda Uldall lavede tv-udsendelser om familien. Sigurd Swane var en af Danmark store malere, og hjemmet på Malergården var et fristed for mange af tidens store kunstnere. I begyndelsen af 1950'erne begyndte familien at tage til Sydeuropa i en Bedford lastbil omdannet til autocamper - det er ikke kedelig læsning ...

Her er en kaprifolium, der har sået sig selv.

lørdag, april 20, 2013

En dejlig dag :-)


Hvor er det dog et dejligt vejr i dag! Jeg har gødet græsplænen med Animix og nydt at kigge på mine ribes og forsythia, som er lige ved at springe ud - og lungeurten står allerede flot med blomster i røde og blå farver.

Hvis du savner inspiration til en fødselsdagskage, hvad så med en med lyserøde grisebasser? Det er min fætters datter, der bliver fejret på denne måde :-)