torsdag, oktober 31, 2019

Tur til Helsingborg

Det har været virkelig fint vejr i de sidste par dage, og det har jeg udnyttet i dag til at klippe selvsåede kaprifolier væk. De breder sig lynhurtigt og fylder for meget.

I går var vi en tur i Helsingborg. 

Vi slentrede rundt og så blandt andet den meget flotte og lange strandpromenade for første gang.  Jeg kan forestille mig, hvor spændende, der er om sommeren, når alle de mange små boder har åbent. Det er smukt at gå  fra havnen, hvor færgen kommer ind, og nordpå langs vandet. Vi så flere skilte, der viste vej til Tropical Beach og fandt efter noget besvær ud af, at det er en meget lille og ganske smal sandstrand :-)  

    På Kajpromenaden nær Stadsteater ligger Espresso House, hvor vi spiste frokost ude i solen. Det blev en god dag, hvor vi oplevede en masse nyt i Helsingborg.  

tirsdag, oktober 29, 2019

Besøg af spurvehøgen

Vi havde besøg af spurvehøgen for lidt siden. Det er jo en smuk fugl, men da jeg havde fotograferet den, blev den jaget væk.  Det varede dog kun et øjeblik, før den var tilbage, og denne gang tog den en grønirisk i et lynangreb. Jeg ved, at det er naturens orden, men det er barskt at se.  Da den så mig stå i vinduet, greb den fat om byttet med kløerne og fløj væk. Det nåede jeg ikke at fotografere …

søndag, oktober 27, 2019

Guidet tur i Arboretet

I  dag har jeg været på en guidet tur i Arboretet i Hørsholm. Jeg har besøgt det mange gange, men har aldrig før deltaget i en rundvisning.  I dag var temaet flotte høstfarver og sjove frugter. 

  Arboretet har cirka 2.000 forskelige træer og buske, men  over 8.500 planter, som er registreret i en fælles database.  

     Rundvisningen var en stor oplevelse! Vi var cirka 70 mennesker og hørte om træer fra hele verden.  Vi blev delt i to hold, fordi vi var så mange, og vores guide var professor Erik Kjær. Han er den fødte turguide, vidende og begejstret  for sit fag. Selv om jeg skrev noter, ved jeg knapt, hvad jeg skal fortælle. Af nåletræer er kun taks, løn og skovfyr hjemmehørende i Danmark.  

   Vi hørte om, hvorfor træers og buskes blade skifter farve om efteråret. Om en modig iransk lind, som stadig har helt grønne blade. Om ginkgo biloba, tempeltræet, som var her, da dinosaurerne gik rundt. Om at 70 procent kulstofbinding skal opnås blandt andet ved at plante en masse skov af fx valnøddearter. 

Der afholdes løbende guidede rundvisninger i Arboretet, hvor forskere, medarbejdere eller studerende fortæller om deres forskning og de spændende træer i samlingen. Rundvisningerne er gratis og tilmelding er ikke nødvendig. 

    De første træer blev plantet i 1936, og de ældste træer er over 80 år. Man kan finde træer fra 1934, fordi de begyndte deres liv i Forstbotanisk Have i Charlottenlund. Det er en 100 år ældre forløber for Arboretet i Hørsholm, som absolut også er et besøg værd.

På det øverste billede er det japanske glasbær.

Et af de mærkeligste træer, jeg har set - en korkelm …

onsdag, oktober 23, 2019

Botanisk Have m.m.

Vi havde en  spændende søndag med oplevelser i København. Søndag er god dag at vælge, fordi parkering er gratis, og der ikke er myldretid på vejene - og ikke så fyldt med folk i gaderne som de andre ugedage. 

 Vi var bl.a. i Botanisk Have, og der var så utroligt smukt med efterårsfarver. Vi var også gennem Ørstedparken og nød bedet langs med søen, hvor der stadig var en masse skønne stauder i blomst.     

   Vi  begyndte på loppemarkedet i Forum. Der var mange fine ting, som det var sjovt at kigge på, og vi så min blogven Annemaries flotte stand med hæklede ting.   

   Jeg ville også gerne se den nye afdeling i Illum, MUJI på 4. sal, og hvor var  det dog lækkert! MUJI sælger 'no-brand kvalitetsvarer', og det er netop, hvad der kendetegner den japanske virksomhed, som lægger vægt på gode materialer og enkelthed. MUJI blev etableret i Japan i 1980 og har i dag over 900 butikker på verdensplan. 

   Det blev til 7 kilometers vandring  og 11.000 skridt.    

  

søndag, oktober 20, 2019

Haven sidst i oktober

Haven er virkelig kommet i efterårsstemning.  Der er mange fine bær og smukke farver, men kun nogle få roser, én morgenfrueblomst og enkelte blomster på sommerfuglebuskene.  Det kønneste, jeg kunne finde, var disse nedslag i en ellers mest gul og grøn have. Heldigvis har vi mange stedsegørnne buske og træer, og haven bliver af den grund aldrig helt bar om vinteren. 

Jeg vil blive glad, hvis I kan fortælle mig, hvad busken med de sorte bær hedder …

fredag, oktober 18, 2019

Roskilde Internat

Jeg så på Facebook, at Roskilde Internat under Dyrenes Beskyttelse havde rundvisning i går, og det måtte vi opleve! 
  
   Det var herfra, vi fik Hannibal for to år siden. Internatet formidler kæledyr til nye ejere og har mange forskellige dyr, men flest katte  - vi så også fugle, hunde, skægagamer, mus, ænder og kaniner. Det var en ung biologistuderende, der viste os rundt og fortalte - børnene var selvfølgelig vilde med det og havde en masse spørgsmål.  Værst var det at høre om de forladte eller dumpede dyr. De havde blandt andet fået en skægagame, der gik alene rundt i en gade på Nørrebro! 

Men det var guddommeligt at se frivillige sidde og nusse med kattene og gøre dem trygge. Der er 20 ansatte og et væld af frivillige til at fodre, gøre rent og pusle og snakke med dyrene. I det første døgn, dyrene er på internatet, bliver de undersøgt for sygdomme. Er en kat fx forkølet eller har tynd mave, bliver den holdt for sig selv, til den er rask. 

onsdag, oktober 16, 2019

Asketræet gennem året

Når man jævnligt går tur forbi det samme træ, er det sjovt at tage billeder og sammenligne, hvilken forskel årstiden og vejret gør. Asketræet har stadig blade efter den voldsomme blæst utroligt nok. Det øverste billede er fra i går. 

søndag, oktober 13, 2019

We Walk

We Walk er en gå-kampagne i uge 41, der opfordrer os alle til at komme ud og gå sammen med fx familien, naboen, kollegaerne eller vennerne.

På Facebook så jeg, at der var en fælles travetur rundt om Lyngby Sø i går, og det syntes jeg kunne være sjov at være med til. Der var nemlig to af mine Facebook-venner, der havde meldt sig til. Den ene var Annemarie fra bloggen Rejen. Hun har ikke skrevet i de senere år, og det var så spændende at snakke sammen igen. Turen er cirka syv kilometer og virkelig smuk.

’Vi forsøger med We Walk at få en masse mennesker ud af døren i hele landet. Der er så mange gode grunde til, at man skal gå. Det er bare sundt på alle måder – det holder kroppen og hjernen frisk!,’ siger Thomas Lind, der er projektleder på We Walk.

Det er nemt og hyggeligt at gå tur. Den friske luft er godt for sjælen, og fællesskabet booster den mentale sundhed.

torsdag, oktober 10, 2019

Et kosteligt syn

Hannibal sad i det åbne vindue og holdt øje med fuglene. Pludselig så han spurvehøgen og fløj gennem luften for at fange den - men nåede det ikke. Hvor ville jeg gerne have taget et billede af Hannibal på jagt. Jeg bryder mig ikke om, at han i ny og tager en fugl, men med spurvehøgen er det en anden sag :-)

Ind imellem ligger blogland næsten øde hen. Jeg tror, mange har droppet bloggen og bruger Instagram i stedet for. Jeg synes sagtens, man kan være begge steder - min profil er her, og jeg håber, at mine blogvenner vil give sig til kende, så jeg kan følge dem på Instagram :-)

Jeg vil varmt anbefale Naturlommekalenderen. Det er en lille lommebog med 365 små dagstekster om, hvad der sker i naturen netop nu. Der er artiklerne om dyr, planter, insekter, fugle og naturfænomener.

mandag, oktober 07, 2019

Æblesæson og tur i skoven

Jeg har læst, at den danske æblesæson har været ganske skrækkelig i år. Frosten i foråret har gjort, at æbleavlerne allerede tidligt på året vidste, at det ville stå slemt til. Flere har mistet 70% af høsten i år, og andre er endnu værre ramt. I min have er der under 10 æbler i alt på to æbletræer.

Selv når regnen siler ned, er det dejligt at gå i efterårsskoven, indånde duftene, lytte til vinden og fuglene, se lyset mellem træerne. Luften og lugten er frisk, og man slapper så godt af. For mig er lugten af våd skovbund noget, der straks sender mig en tur i tidsmaskinen og tilbage til barndommen :-)

Det øverste billede er fra Tisvilde Hegn og de andre fra Gadevang Mose - en lyngmose med søer efter tørveskæring. Der vokser hedelyng, tyttebær, blåbær og mosebølle. Mosen blev fredet i 1951 efter at have forsynet et teglværk med brændsel af tørv. Gamle døde træer får lov til at blive liggende som redetræer for hulrugende fugle, og dødt ved er til glæde for insekter.