torsdag, maj 31, 2012

Vandretur i Karen Blixens have


Den dejlige 2. pinsedag blev brugt til en tur til Rungstedlund have og fuglereservat, hvor Karen Blixen ligger begravet. Her går man gennem skovstrækninger, enge, overdrev, forbi Ewalds høj, Karen Blixens grav, skovbryn og levende hegn. Nogle af de gamle træer er mellem 250 og 300 år, og Karen Blixens grav er ligger smukt under et meget stort og gammelt bøgetræ. Der er opsat 200 fuglekasser, og 40 arter ruger her.

Karen Blixen gav selv regler for, hvordan området skulle passes: plant dansk, specielt frugt- og bærbærende buske, hjælp fuglene med redekasser og fuglebad, undgå sprøjtegifte, og jo mere varieret og naturlig, desto flere fugle …









Flere himmelske billeder hos Petunia.

onsdag, maj 30, 2012

Jeg - en ulv i fåreklæder ...


Der gik ingen får her sidste sommer. Skandalen med fåreavleren, der ikke passede sine dyr, fik kirken til at droppe den naturlige måde at få afgræsset arealet på. Men nu er her får igen, og de ser velplejede ud, er nyklippede og har tre trug med vand. Og der er ikke længere over hundrede får, men cirka 25. Skulle det ske, at de ikke har det godt, skal fåreavleren få med mig at bestille. Jeg siger det bare …



mandag, maj 28, 2012

Drømmer jeg, eller er jeg vågen?


Mine rododendroner er sprunget ud med utroligt mange blomster. Og liljekonvallerne på terrassen sender bølger af vellugt ind gennem huset. Her er det min sargent æble fotograferet på morgenrunden i haven.


Og for en uges tid siden mine cox orange-æblebomster med regndråber.

søndag, maj 27, 2012

Genbrugsguld


Jeg fik gået en tur på stranden, og der var lunt og dejligt. Nogle badede, og mange legede eller lå og tog sol. Mine bedste loppekøb i går var nok en grå casmere-trøje og et langt halstørklæde i røde farver. Ja, jeg ved godt, det ikke er vinter, men det bliver det igen :-)


Jeg købte også en ring med jadesten, en sort stram skjortebluse, en tunika og et violfarvet tørklæde med små stiliserede blomster i sarte farver. Og i småtingsafdelingen de glade tøjklemmer, som jeg længe har ønsket mig :-)


Og på Farmers Market i Dyssekilde så jeg denne lille prinsesse i egen karet. Det er et spændende marked, og jeg kommer helt sikkert igen ....


fredag, maj 25, 2012

Travl lørdag forude


Lørdag morgen er der igen loppemarked i Liseleje, hvor hele byen er omdannet til et mylder af mennesker, der besøger de mange små boder med alskens ting. Jeg holder meget af den slags, og endelig ser vejret ud til at blive fint – sidst var det stormvejr og iskoldt. Jeg har fundet mange ting på mine loppemarkedsture blandt andet køkkentøj, sko, støvler, bøger, smykker og tøj. Det nytter ikke at gå efter noget bestemt, for man ved aldrig, hvad et marked byder på, men det skulle ikke genere mig at finde en tynd halskæde i sølv.

For resten bliver det en travl dag, for lørdag starter også Farmers Market på Dyssekilde station. Og turbåden Frederikke indvier sæsonen på Arresø ...


Denne søde killing mødte vi på vores aftentur i går :-)

torsdag, maj 24, 2012

Livet er godt


Når solen skinner, himlen er blå, og man er på café med en god veninde – ja, så er livet godt. Stedet er Kirkelte og Ninas Naturcafé med brægende får gående rundt i en indhegning lige ved siden af. Musvitterne og skovspurvene ved, der er en godbid at hente ...





Flere himmelske billeder hos Petunia.

onsdag, maj 23, 2012

Sandfestival og naturcafé


Et metalskinnende dyr kom flyvende og landede på min thuja. Er den ikke flot? Det er vist en kardinalbille.

I går var jeg i Hundested for at få et glimt af sandskulpturerne på sandfestivalen, som åbner i morgen. 11 kunstnere fra flere lande er blevet indbudt til at være med, og det plejer at være utroligt flot at se. Der var desværre sat plader op, så man ikke kunne kigge ind, men jeg fik et glimt af kunstværkerne ved at stille mig op på et bord :-)

Jeg skal nyde eftermiddagen på Ninas Naturcafé med en veninde.



tirsdag, maj 22, 2012

Morgenvandring


Det er vel nok dejligt, at vi har fået varmt og solrigt vejr. Hver morgen går jeg en tur i haven for at se, hvad der er sket siden dagen før, og nu blomstrer æbletræer, jordbær, akeleje, laurbærkirsebær, forglemmigej og bregnerne er næsten helt foldet ud. Det er tid til at lakere tåneglene og finde de letteste sandaler frem :-)




mandag, maj 21, 2012

Frokost og Frederiksberg have


Som trofaste læsere vil vide, indtog vi frokosten i Krøgers Familiehave til blogtræffet i forgårs, inden vi drog på opdagelse. De små haver i Pile Allé er nok mest for traditionalister og tilhængere af opulent smørrebrød, men også her følger man med tiden. Jeg skal i hvert fald ikke klage over min kyllingesalat med tynde skiver parmesan, ristede kerner og olie/eddike/sennepsdressing – helt perfekt, og der var brød og smør til.


Men det egentlige udflugtsmål var de to store haver lidt længere nede ad alleen: Haveselskabets have, som jeg reklamerede for i går, og Frederiksberg have, der tog sig sådan ud:









søndag, maj 20, 2012

Blogtræf i Haveselskabets have


Det var en hyggelig eftermiddag med blogtræf og spændende oplevelser! Godt nok var det lidt koldt at sidde udenfor i Krøgers Familiehave, men heldigvis tog solen mod til sig, da vi havde spist og var klar til at indtage Haveselskabets have, som jeg aldrig har oplevet før! At se træer, buske og blomster sammen med pergolaer, vand og sten er eventyrligt flot! Haven omfatter flere meget forskellige haverum. Jens var guide både her og bagefter i Frederiksberg have, som jeg vil vise lidt billeder fra i morgen. Tak for i går til alle, der var med - og en særlig tak til Jens!