Jeg er blevet grebet af Instagram, og her er de billeder, jeg har fået mest respons på. Instagram er et socialt netværk, hvor man bruger en app til sin smartphone eller iPad. Indlægget er et foto evt. med en kort tekst. Man følger andre ved at søge efter deres navn og klikke ’følg’. Derefter vil de nyeste billeder fra dem dukke op i din nyhedsstrøm. Lige som på Facebook kan man 'like' og kommentere. Man kan også se de nyeste billeder fra samtlige Instagrambrugere verden over og søge efter specifikke emneord via hashtags ( #), som brugere har givet deres billeder - og man kan lægge billeder op via Instagram på andre sociale netværk, fx Facebook.
tirsdag, juli 29, 2014
Hooked på Instagram
søndag, juli 27, 2014
En weekend i bagende hede
I går fik vi al den regn, jeg har gået og sukket efter - og også lyn og torden og hagl ind imellem. Men heldigvis holdt det tørt, mens vi var på loppemarked i Kikhavn og også i dag, hvor vi har været Frederiksdal og i Sophienholms smukke park.
Flere og flere af mine blogvenner er gået over til Instagram, hvor det har været så hyggeligt at finde dem igen :-)
fredag, juli 25, 2014
Flere ferieglæder
Bellas sommerferie bliver blandt andet brugt på at lege med vores nabos lille King Charles spaniel - de morer sig vist lige meget begge to. Og vi har spist is, spillet kort og svømmet, og jeg har taget mindst 100 billeder af hende i dag ... :-)
tirsdag, juli 22, 2014
Sommerglæder
Sådan hedder en roman af Herman Bang, og jeg kom til at tænke på titlen efter at have været nogle timer på stranden. Vi har haft omkring 30 grader igen i dag, og Kattegat er næsten lunkent ...
mandag, juli 21, 2014
Kikhavns årlige marked
På lørdag den 26/7 er der loppemarked i Kikhavn fra 11 til 15. Billederne er fra sidste år, hvor jeg var med for første gang. Kikhavn er et gammelt fiskerleje fra 1700-tallet med mange smukke, gamle gårde. Loppemarkedet er siden starten vokset til at blive et must for loppefolket - jeg glæder mig til på lørdag :-)
lørdag, juli 19, 2014
Et af mine yndlingssteder
Frilandsmuseet i Lyngby er et dejligt sted her i ferietiden. 1. juli til 10. august er det højsæson med små gratis teaterforestillinger rundt omkring på museet. Og så er der jo bare så smukt at gå rundt og se på husene og dyrene af vores gamle landracer...
Dagen i dag er blevet brugt sammen med Bella. Vi har været på loppemarked i Liseleje og på stranden. Det var det eneste sted, hvor temperaturen var til at holde ud :-)
onsdag, juli 16, 2014
Fredensborg Slotshave
I juli måned kan man opleve den ellers lukkede del af Fredensborg Slothave. Et besøg anbefales - der er meget smukt, og staudehaven er på sit højeste lige nu. Tager man med på en rundvisning (mellem kl. 13 og 16), kan man også se urtehaven og orangeriet, hvor der sælges agapanthus, duftpelargonie, myrte, heliotrop, viola og forskellige krydderurter. I slotshaven er der et væld af flotte sommerfugle ...
tirsdag, juli 15, 2014
Siden sidst
Der er lidt stille i blogland i øjeblikket - det er jo ferietid.
Vi har her i de senere dage bl.a. været på Nolde-udstillingen på Louisiana. Der holder jeg meget af at komme og også nyde parken. Blomsterbillederne var vidunderlige! Vi har også været på en tur til naturbroen ved Arresødal - den ender ude i søen i en pavillon, hvor man kan kigge på fugle.
Jeg er blevet meget glad for Instagram, som er en form for blogging, og hvor man får kontakter i andre lande. Det er spændende at se, hvad andre lægger ud af billeder fra egne, jeg slet ikke kender. Naturen er jo det, jeg holder mest af at fotografere ...
søndag, juli 13, 2014
Før regnen begyndte
Regnen styrter ned - hvor har den dog været ventet med længsel! Her er lidt billeder fra før, regnen begyndte.
Sommerfuglene beder jo næsten om at blive fotograferet :-) Her øverst er det skovrandøje ...
fredag, juli 11, 2014
Hedebølge og picnic på stranden
Stranden er det perfekte sted at være her, hvor vi har haft hedebølge - i går hele 33 grader!
Jeg elsker picnic på stranden, og Bella elsker at fiske efter krabber :-)
tirsdag, juli 08, 2014
Haveglæder
I går fik vi en smule regn, og jeg skyndte mig at fotografere lidt i haven. Elsker at se blomsterne tæt på :-)
En sommerfugl har forvildet sig ind og sat sig på en bog i reolen.
Jeg holder nogle dages pause her på bloggen ...