torsdag, juli 31, 2008

Er hun ikke lækker?

Miss Mis

Amputeret ...

I går aftes var jeg ude for det kedelige, at vores netværksforbindelse hjemme forsvandt. Man kommer til at føle sig helt amputeret, når man ikke kan læse sine mails og selv sende nogle ud i verden - for slet ikke at tale om bloggen! Og forbindelsen er stadig ikke genetableret.

Men måske det er en god øvelse i ikke at lave noget som helst?

En varm fridag

Høstet
Høsten er allerede gået i gang. I går var jeg ude at cykle og kom forbi denne smukke, nyhøstede mark på vej til Liseleje. Varmen var næsten kvælende, men feriefolket så ud til bare at nyde det. En mark med solsikker havnede også i kameraet, foruden de smukkeste stokroser, der står op ad et hus fra 1700-tallet.

Stokroser

onsdag, juli 30, 2008

Anbefaler

Eng
I de sidste dage har jeg læst om flere spændende bøger ude i blogland, som jeg har fået lyst til at læse. 'Blekingegadebanden' af Peter Øvig Knudsen, som Lene har skrevet om, og Lotte har skrevet om Jane Plant’s ’Dit liv i dine hænder’, der handler om brystkræft, og hvad vi kan gøre for at undgå at få den sygdom – og ’Tone’ af Suzanne Brøgger, som Jens skrev om i en kommentar til mig i går. Jeg synes, det er dejligt, at vi kan inspirere hinanden til læsestof!

Her i huset har flere bøger gjort indtryk i den sidste tid, bl.a. 'Den mystiske sag om hunden i natten' af Mark Haddon, som er fortalt som om, bogen er skrevet af en autist, ’Album’ af Benn Q. Holm, som er et panorama over Danmark og danskerne i de seneste 30 år, ’Tilbage til jorden’ af Majbritte Ulrikkeholm og 'Camino' af Shirley MacLaine.

Har I lyst til at bidrage med en eller flere bøger, der har gjort et stort indtryk på jer i de sidste par år?

tirsdag, juli 29, 2008

Uanmeldt besøg

I min barndom havde mine forældre ofte gæster på hverdagsaftener. Der kom for eksempel fire af min fars venner klokken 8, og min mor stod så og lavede lækkert smørrebrød til dem, efter at hun have bespist os alle med aftensmad og derefter vasket op. Herrerne fik lækkerierne bragt ind til en mandfolke-hyggeaften og holdt ud til omkring midnat. Men vækkeuret ringede jo klokken 6 næste morgen, og to børn skulle op og i skole og børnehave, og min far skulle med bussen klokken 7.

Enten er jeg gjort af et andet stof, for det holder jeg kun til i weekenderne, eller også tog folk lettere på tingene dengang. Jeg bilder mig jo ind, at der stilles større krav til os på arbejdsmarkedet i dag. Men som jeg oplevede det, gik det meste som en leg dengang - med at sidde og sy børnetøj og høre radio, læse en bog og se lidt tv.

Jeg synes, vi lever et mere hektisk og stresset liv, desværre, med færre spontane hyggeaftener, end mine forældre havde – hvor det jævnligt bare ringede på døren og familien stod udenfor.

Otto Frello

I går havde Politiken en stor artikel om maleren Otto Frello. Den viste det store middelalderbillede, der er på dette link, og det er særegent smukt og gådefuldt, fyldt med mennesker fra middelalderen og frem.

Jeg slugte artiklen, for jeg har aldrig hørt om denne maler tidligere. Han har blandt andet malet en dør på den bare væg, som ligner en dør så meget, at folk tager fejl. Jeg kan desværre ikke finde artiklen på Politiken.dk, men jeg ville gerne have linket til den.

Den mand må have en helt speciel, krøllet hjerne.

Kender du denne her?


Nice Little Penguins - Flying

Fisketur

Da min søn var mellem 8 og 15 år, var han en ivrig lystfisker og ønskede sig altid fiskeudstyr til jul og fødselsdag - fiskestænger, blink, kroge, fluer, rygsæk, transportabel stol osv. Han kunne tilbringe timevis hvor som helst, der var mulighed for at fiske. Og hvis det var om aftenen, han fiskede, kunne han finde på at stege fisk midt om natten.

En varm sommerdag som i dag blev jeg inviteret med på fisketur ved en sø i Allerød, men dengang kunne jeg ikke se det spændende ved at tilbringe timer ved en sø, hvis opvask og tøjvask ventede på mig hjemme. Det er heldigvis blevet meget bedre, selv om det nu udelukkende er kameraet, jeg 'fisker' med.

mandag, juli 28, 2008

Støn

Jeg har en rigtig god følelse indeni. Mit lydstudie er blevet flyttet på bare én dag – men hvilken dag!

Der er svedt tran, men alt ser nu ud til at virke, selv om mindst 6 kokke har været med til at fordærve maden i mange timer. Nu står det der, studiet, og foran et vindue!!! For mig er det en livsnødvendighed at have lys – jeg tror det betyder meget mere, end mange er klar over. I alt for mange år har jeg henslæbt arbejdsdage i rum uden vinduer og havde hver vinter en følelse af mismod, som var yderst ubehagelig.

I weekenden udtænkte jeg en plan, som jeg fik afsat her til morgen, og nu sidder jeg her og er glad for, at jeg orkede at tage tyren ved hornene og foreslå noget helt andet, end systemet havde besluttet. Jeg solgte min idé og kan leve højt på følelsen længe.

Jeg har ikke haft et sekund til at kigge rundt hos jer andre. Men jeg lover at tage revanche - det bliver nok ikke i dag ;-)

Da nøglen forsvandt ned i dybet

Sluse ved Arresødal

I går hvor vi havde gæster, skete det uhyggelige, som vi sikkert alle har tænkt kan ske: én af gæsterne låste sig ude på badeværelset.

Panikken bredte sig som en steppebrand, da min veninde kaldte på os. Jeg så straks for mit indre øje, dengang min mor låste sig inde på et toilet på Odense
banegård og var klaustrofobisk angst i en time. Det sad dybt i hende resten af livet.

Da min veninde i går skulle låse døren op, fløj nøglen ud af låsen og lige ned i afløbet - og var pist væk! Man skulle jo ikke tro, at det var muligt. Heldigvis havde vi en reservenøgle, som jeg kom i tanker om. Så panikken varede kun få minutter. Man når at tænke mange tanker på meget kort tid i sådan en situation. Jeg nåede også at se mig selv indespærret i en elevator i London, som jeg har fortalt om før.

søndag, juli 27, 2008

Dragefrugt og en gyser

Dragefrugt
I dag har vi smagt dragefrugt for første gang. Den hedder også pitahaya og ser fantastisk ud. Udenpå er den rød med grønne dutter, der stikker ud. Og inden i er den prikket, som det ses her. Den smager lidt blomsteragtigt, og gør sig mest via det flotte syn til en dessert – her er det hyldeblomstsorbet med druer.

I morgen venter der mig en gyser. Jeg har pludselig fået at vide, at jeg skal flytte hele mit studie over hals og hoved og være færdig på fredag. Det er en kæmpe opgave.

Sofus synes, at varmen er lige i overkanten. Han har ligget på de kølige fliser og taget den med ro.

Sofus synes, det er for varmt

God søndag

Gæster om lidt
I dag får jeg gæster, så det bliver ikke meget, jeg sidder ved skærmen, før senere på dagen. Der skal laves mad og hygges med gode venner ved bordet ude på terrassen. Det største problem bliver nok at finde tøj, der er let nok i sommervarmen. Men det er jo et luksusproblem, og man skulle da være et skarn at klage over det fine vejr.

Hortensiaen er sprunget ud, som det ses ;-)

Rigtig god søndag til jer derude!

lørdag, juli 26, 2008

Genklang

Når man bevæger sig i denne virtuelle verden, røber man en masse sider sig selv. Det fik mig netop til at tænke på, at der hurtigt viser sig mennesker bag blogge, som har interesser, som harmonerer med ens egne. Vi fortæller hinanden om litteratur, der interesserer os, livsholdninger, problemer, som vi er optaget af, hobbyer, børn, måske job, indirekte om vi er for eller imod regeringen, hvilken slags tøj, vi kan lide, om vi har kæledyr, om vi er til by eller land, til genbrug eller foretrækker nyt - ja, det kunne blive en ret lang opremsning ...

Nu tænker jeg på, om man skal eller ikke skal tage springet til at mødes i den virkelige verden med de bloggere, man oplever en genklang med.

Hvad er din holdning?

Nyerhvervelser

Loppefund

Sjældent har jeg set så mange biler i rundkørslen i Frederiksværk - en endeløs række af biler på vej til stranden i Liseleje.

Det ugentlige loppemarked på Torvet trak i mig, selv om det er varmt, og jeg cyklede forbi kanalen, hvor børn i alle aldre fodrede ænder, og nogle spiste is. Jeg mødte damen med hatten, som hun altid har på, manden med krøllerne, den gravide unge kvinde med tøjet sprøjtet på, alle dem med indkøbsposer. Mennesker med kun det allermest nødvendige på kroppen, fordi sommeren er rødglødende i dag.

Og her er så min nye bluse med ærmer til albuen og knapper hele vejen ned, Shirley MacLaines 'Alt afhænger af spillet', en ring, en halskæde af benperler og to små kattefigurer i træ.

Billedet yder desværre ikke blusen retfærdighed. Farverne er i virkeligheden lyng, søgrøn, okker, hvid og sort.

Jeg håber, du får en dejlig lørdag og passer på solen ;-)

Besat

Fotograf: Harry Opstrup
I går morges hørte jeg et nummer med The Savage Rose i radioen. Det var fra deres seneste cd 'Universal Daughter' fra 2007, og det gjorde så stort indtryk på mig, at jeg måtte lede lidt på nettet for at få mere at vide om gruppen. De har en hjemmeside hvor der er et link til MySpace med adskillige numre fra denne cd.

Annisettes stemme er enestående, og jeg har været betaget af hendes kunnen, fra jeg var ganske ung. Hvad med dig? Prøv at lytte til et par af numrene.

fredag, juli 25, 2008

Om lidt ...

Have
Om lidt sidder jeg her, og det kan ikke gå hurtigt nok ;-)

Købekonen

Her til morgen har jeg lyttet til en arbejdsopgave, der er meget tankevækkende. Det er en udsendelse på lakplader fra 1950. Intervieweren er på besøg hos en familie, hvor konen er født og opvokset i Kina - er kineserinde, som man sagde dengang. Hun kommer fra Malaya, hvor hun traf sin mand. De fortæller begge om de mange duftende blomster derovre, og hun fortæller om sin barndom og deres første møde.

Manden købte sin kone for 2000 kr.! Hun er cirka 44 år, de ved det ikke præcis, fordi hun ingen fødselsattest har. Parret rejste til Danmark og har fået tre børn, og hun fortæller om at komme ind i en helt anden kultur og at skulle klare sig som husmor med vores meget anderledes kost - og klima. Der blev taget godt imod hende, heldigvis, og hun lærte det danske sprog på et år.

I alt hvad de fortæller skinner det igennem, at der i hvert fald ikke har været fremmedhad dengang. Og hun må være kommet til Danmark i begyndelsen af 1920'erne.

Kaffebar og pølsevogn

Hver morgen kører jeg forbi en kaffebar på Amager, hvor der tit står håndværkere og drikker kaffe udenfor allerede inden klokken 7. Kaffebaren har åben fra 6 til 14 og er et sted, især håndværkere og chauffører kigger ind for at få stillet sulten. Om aften er stedet et værtshus.

Det får mig til at tænke på, at tidligere tiders mange små smørrebrødsforretninger og kaffebarer næsten er forsvundet fra gadebilledet. De er erstattet af pizzariaer, hvor man også kan købe sandwiches af italiensk tilsnit med salat og fx pastrami. De kan spises uden kniv og gaffel, og det er jo praktisk.

Madkultur har ændret sig meget i de senere år. Fra tidligere tiders højt belagte smørrebrød til eksotiske udenlandske takeaways. For mig at se, er der en tydelig tendens til, at håndværkere og chauffører foretrækker pølsevogne og smørrebrød - mens studerende og mediefolk ikke kunne drømme om at sætte tænderne i nogen af delene. Sådan i store træk.

Er jeg for fordomsfuld?

torsdag, juli 24, 2008

På cykeltur

I går var jeg var på en lang cykeltur i omegnen. Det var rigtig hyggeligt på en lun sommerdag, og der var mange turister, som åbenlyst nød at besøge en af Danmarks fineste sandstrande med klitter. Jeg mødte heste og køer og folk i shorts og sandaler. Enkelte havde været kønnere i nederdel - med forlov. Jeg kom også forbi to børn på omkring 10 år, der energisk fejede fortov og rendesten - det har jeg aldrig set før, og kom til at tænke på min barndom, hvor vi kunne tjene 'en skilling', hvis vi hjalp med en lille opgave hos min mormor.

Halsnæs er et smukt hjørne af Danmark og omkranses af Kattegat, Arresø og Roskilde fjord. Det giver et særligt lys, som mange har sammenlignet med Skagen. Kikhavn er et af de ældste fiskerlejer i Danmark, grundlagt i 1200-tallet. Og vi har en gravet kanal, som er yndet af kanofolket. Vi har skove, klinter, klitter, sandstrande, plantager, havne, en stor og spændende kunstnerkoloni, kulturhus, Knud Rasmussens hus, ældgamle kirker med kalkmalerier, økosamfundet Dyssekilde, turbåden Frederikke, lækre restauranter, cykelruter og fjordstier.

Ja, så der er sådan set lidt for enhver ;-)

Rugbrødsmotoren

Græsslåning
Rugbrødsmotoren blev luftet i går. Og mon ikke det er lige så godt som en time på løbebånd i fitnesscentret?

onsdag, juli 23, 2008

Køb ind hos de lokale

I Politiken i dag er der et debatindlæg, der er som talt ud af mit hjerte. Det handler om, at vi har et alternativ til de masseproducerede varer, man kan købe i supermarkederne. Som det er nu, hentes fødevarerne langvejs fra og er billige - frugt og grønt bliver hentet i lande langt væk, hvor man sprøjter meget mere, end man gør her. Varerne kan holde sig meget længe på grund af kemi.

To ildsjæle fra bondensmarked.dk opfordrer til, at vi køber lokalt og gerne i gårdbutikker - en del af dem findes på nettet. Hos de lokale er æblerne friske, og grøntsagerne sunde at spise. Forbrugerne kan se dyrene, og hvordan de har det.

Supermarkederne forsøger at presse prisen så meget som muligt, så derfor er de lokale som oftest ikke repræsenteret der. Det kan godt være, at nogle af de lokale fødevarer er lidt dyrere end i supermarkedet, men de er sundere og bedre.

Tænk hvis enhver mindre provinsby havde sit eget marked, hvor de lokale producenter kunne kigge forbi et par gange om ugen med deres produkter, dyrket og fremstillet med omtanke, som de gør det sydpå!

Se bondensmarked.dk som skriver, at de meget gerne hører fra producenter og kunsthåndværkere, der kunne være interesserede i at stille op på høstmarkedet 11. og 12. oktober 10-16 på Gisselfeldt i Haslev.

Fristelser

Nye kataloger
Posten er lige kommet med nye kataloger fra H&M og Gudrun Sjödén. Nu er det da min egen skyld, hvis jeg keder mig i eftermiddag.

Gudrun Sjödéns katalog er som sædvanlig underskønt at blade i, det er fotograferet i Guatemala og med mange fantastiske billeder af indianere og deres farvestrålende påklædning - og to sider af bladet handler om landet og dets historie. Så er der virkelig noget ved at kigge i et tøjkatalog. Et par sider er helliget hendes skønne og lidt skøre boligindretning. Jeg har et blødt punkt for denne designers univers.

H&M's katalog er på 334 sider! Jeg bruger det mest som inspiration, så jeg ved, hvad 'man' bruger i øjeblikket.

Begge mærker kan findes på nettet.
Jeg har nævnt det før, men Gudrun Sjödén har en blog her.

En rask og rørig kone i haven ...

Havearbejde
Var det noget med sådan en figur stående i haven?

tirsdag, juli 22, 2008

Om at skrive blog

I den sidste måneds tid, er jeg mange steder stødt på blogindlæg, der handler om at skrive blog. Der har været fokus på, at bloggene er blevet hamrende kedelige (det var meget bedre i gamle dage!) eller, at der ikke er nok, der kommenterer. Emnet blogskrivning giver i hvert fald ofte en del kommentarer.

Jeg synes ikke, man må forvente et bestemt antal kommenatarer til sine indlæg - antallet svinger, og i øvrigt kan man se af statistikken (jeg bruger Statcounter), at der er mange, der nøjes med at læse med, og som aldrig kommenterer. Det skal de være velkomne til, men selvfølgelig glæder det mig, når jeg i ny og næ kan sætte navn på én, jeg ikke vidste, hvem var. For nylig kunne jeg sætte en etiket på en trofast læser i Bangkok, som kun sjældent kommenterer - tak for det!

Min egen lære har været: forvent aldrig noget som helst, men fortsæt med at skrive, så længe du synes, det er sjovt. Så vil der med garanti også være læsere, der synes det - hvad enten de kommenterer eller ej.

Glæden ved nyvaskede gardiner

Nu er huset fyldt med nyvaskede gardiner, og kors hvor jeg nyder det. Det kan næsten duftes, selv om det nu nok er indbildning – for så galt stod det ikke til. Jeg begriber ikke, at det er så svært at tage sig sammen til at gøre, når besværet er ganske lille, og man kan nyde resultatet i lang tid fremover.

Butik
Da vi var i Zoologisk Have i går, kiggede jeg inden for i merchandise-butikken. Det er imponerende, hvad man kan købe, men det er priserne også. Jeg ville hellere have haft krokodillerne og slangerne at kigge på som i gamle dage. Men måske de bare er flyttet til et andet sted i haven?

mandag, juli 21, 2008

Fodringstid

Søløver i Zoo
Vi var ikke de eneste, der havde fundet på at gå i Zoologisk Have i dag. Og det kan jeg godt forstå, for man bliver aldrig for gammel til at nyde et besøg i haven, der har fået sig et ordenligt løft i de sidste år.

Vi havde sat Regitze, Claus og Donald stævne med madkurv, og der var mange spændende ting at se og mange dyr, der havde unger. Det største hit hos mig var fodringstiden hos søløverne. Det var virkelig sjovt at se, hvordan de med udsigt til en fisk som belønning optrådte med en bold på næsen - som de endda kunne gå op ad trapper med – og med kunster som at ryste lufferne og snurre rundt, når dyrepasserne lavede tegn i luften. Det så ud som om søløven nød det nøjagtig lige så meget som tilskuerne.

Elefantanlægget skuffede mig på den måde, at det bare er en gold ørken fyldt med sand. Der var intet hverken beplantning eller legetøj til dyrene, der stod som zombier.

Elefant i Zoo
Jeg synes måske en entré på 130 kroner hører til i den dyre ende – og derfor er det helt på sin plads at tage madkurv med, da det ellers nemt kan koste en anselig sum at besøge den gamle have.

Tiger i Zoo
Sød mis, ikke?

Apropos

'Efter mange samtaler med mennesker, nærer man ønsker om at klappe en hund, smile til en abe og tage hatten af for en elefant.'


Maksim Gorkij

Jeg tager hatten med i dag.

søndag, juli 20, 2008

Skovtur

Picnickurven
I morgen kan elefanterne vente besøg. Men jeg vil ikke love at have gulerødder med.

Jeg skal på skovtur med Monsieur, kamera og gode venner for at kigge på det nye elefantanlæg på Valby Bakke. Madkurven og den rødternede er fundet frem og forventningerne er skruet helt op ...

Men hvordan skal jeg få det sagt?

Jeg har en veninde, der er meget optaget af bogen ’Men hvordan skal jeg få det sagt?’ af Christine Byriel. Jeg har ikke læst den endnu selv, men jeg er meget optaget af begrebet assertiv adfærd, altså det at sige, hvad man mener på en ligefrem måde uden at blive hveken aggressiv eller underdanig og undskyldende. Det er en kunst, der kan læres.

Også Anne Dicksons bog 'og jeg mener hva' jeg si'r: kvinder og selvværd' er en klassiker og meget anbefalesværdig.

Hvordan kan vi lære at udtrykke os ærligt uden at nedgøre andre?

Er der nogen, der har lyst til at give deres besyv med?

Øv ...

Miss Mis på foderpladsen
I går fik jeg en mail, der gjorde mig rigtig ked af det. Den kvinde, som fik den ene af Miss Mis’ killinger for fire år siden, skrev, at hun ikke kan have katten mere, fordi hendes nye kæreste er allergisk over for kattehår. Hun ville spørge, om vi ville have hende igen.

Umiddelbart tænkte jeg, at selvfølgelig vil vi da det. Men det går ikke, for vi har to i forvejen, og det ville være at gamble at lukke en ny kat ind i flokken – man ved aldrig, om det falder heldigt ud, eller der kun bliver ballade. Jeg har haft mange katte i mit liv, og det er min erfaring, kort fortalt. Miss Mis og Sofus var mindst et halvt år om at acceptere hinanden fuldt ud. Nu ser det heldigvis ud til, at de er blevet meget glade for hinanden, som de ligger dér og sover med tredive centimers mellemrum på sofaen. Der er bare ingen garanti for, at det altid kommer til at gå sådan.

Lige nu ser jeg ingen anden mulighed end Inges Kattehjem. Jeg har ringet rundt til kattemennesker i min omgangskreds for at høre, om de kender gode hjem til Misser. Det gjorde de desværre ikke i første omgang, men jeg håber stadig, det lykkes.

lørdag, juli 19, 2008

Beriget

Nu er jeg igen beriget af et møde igennem blogverdenen. Jeg er netop kommet hjem efter at have været sammen med Anita og Gitte (som ikke har nogen blog endnu, men bare vent, sådan et fortælletalent kan man ikke blive ved med at skjule!) - vi har været på café og har delvist fået ordnet verdenssituationen. Anita kom snart igen, vi blev slet ikke færdige.

Jeg vidste jo slet ikke, hvordan de to dejlige kvinder så ud, men på et sekund havde vi fundet hinanden. I fire timer stod munden ikke stille, for der var så meget vi måtte fortælle og spørge hinanden om, nu hvor vi endelig havde chancen for det. Og jeg kunne være blevet ved hele natten, hvis ikke trætheden havde overmandet mig på grund af den forskudte døgnrytme, jeg lever efter.

Men jeg tør godt røbe, at Anita er smuk både udvendigt og indvendigt, og det samme gælder hendes dejlige husvært i disse dage.

Strutte af henrykt overflod

Et stykke smørrebrød skal som enhver spise strutte af henrykt overflod og begejstret kærlighed. De mennesker, der spinker på maden, skraber smørret og høvler osten, viser derigennem, at de har dræbt deres egen sans for livet og for overskuddet. De er gniere og ågerkarle, de er prokurister og gældsinddrivere, de er tynde i hår og sjæl, indfaldne i blik og bryst, golde i lænder og i skød; håbet trives ikke blandt dem, der skraber smørret, og forgæves vil man lede efter eventyret mellem mennesker, der har ostehøvl i deres skuffer.

Agnar Mykle
1915 - 1994

Et hit

'Hit med sangen' er et hit hos mig – og ikke mindst i går. Man må have lavet om i konceptet, for det var endnu mere underholdende end ellers. Jeg nød, at det var skuespillere, som turde lave masser af sjov og ballade – og i øvrigt sang Rasmus Bjerg og Farshad Kholghi ganske forbløffende godt.

Det var en dejlig måde at få hjernen blæst fri for problemer.
I dag skal jeg møde en dejlig pige, og jeg glæder mig ;-)

fredag, juli 18, 2008

Afkobling

Sten
Der er dukket mange trampoliner op i haverne i den senere tid, hvor vi bor - ja billedet her er jo ikke en trampolin. Jeg kan tænke, at det må være skønt at hænge i luften og glemme eventuelle bekymringer - bare at være til stede i nuet. Der oppe i luften er det nok ikke indkøbssedler, der trænger sig mest på.

Når jeg skal blæse hjernen fri for problemer, tager jeg med glæde en tørn i haven, cykler eller vandrer en tur. Der er noget meditativt over den slags sysler.

Hvordan kobler du fra?

Bruce Springsteen

Nu var der feriemorgenmad igen - for 25 højtråbende og højtgrinende mennesker. Og nu er jeg opdateret på Bruce Springsteen-turneen i Europa.

Jeg sad mellem to fans, og jeg måbede mere og mere. Den ene har været til 8 af Europakoncerterne på denne turné, men en irer har været til alle 23! Her i landet kan man købe 6 billetter, som man så bytter væk til koncerter i andre lande, smart ikke? Men at høre om, hvor mange der er til de store koncerter i Sverige og Spanien fik det at gyse i mig, jeg mener det var 65.000 til de største. Tænk hvis alle tilhørerne skal ud på én gang fx på grund af brand ...

Uønsket post

Jeg har netop læst, at spammails udgør 8 ud af 10 mails til privatkunderne hos TDC. Hver måned stopper TDC 440 millioner spammails. Og hvis man printede dem ud, ville de nå halvvejs til månen!

Jamen, er det dog ikke utroligt?

torsdag, juli 17, 2008

Ja, hvorfor egentlig ikke?

'Hvorfor afliver man hende ikke?’, spurgte min søn, som var 9 år dengang.
Det dramatiske spørgsmål handlede om en nær slægtning, der var så syg, at der intet håb var – og vi vidste, at hun led og bare ventede på at dø.

Dette spørgsmål har siddet fast i min hjerne lige siden. For man afliver jo ikke mennesker, heller ikke selv om de måtte ønske det selv. Men dyr afliver vi for mindre end et godt ord.

Og nu er jeg ikke ude på at starte en ny debat om dødskriterier, og om vi selv må bestemme, om vi må bede om lægens hjælp til selvmord.

Glæden ved at læse bøger

Underholdningskanonen'Underholdningskanonen - eller bogen om de bøger, man ikke må omtale i godt selskab’ hedder en nyindflyttet bog i vores reol, og jeg vil gerne anbefale den. Lad mig sige med det samme, at undertitlen er koketteri, medmindre man da mener, at Jane Austen, Dickens og Tolstoj hører hjemme i kategorien andenrangslitteratur.

Der er især gjort meget ud af temaerne Den store kærlighed og Spændingslitteraturen i angelsaksisk, amerikansk og nordeuropæisk litteratur med fokus på filmatiserede romaner. Hele 80 værker er omtalt i bogen.

I 1800-tallet begyndte 'lænestolslæsningen', som både dengang og nu mest dyrkes af kvinder. ’Sig mig hvad du læser, og jeg skal sige dig, hvem du er’-opfattelsen begynder på den tid. Der går snobberi i litteraturlæsningen, og det bliver finere at læse Goethe end Dickens. Men ti bøger blev grundlæggende for underholdningslitteraturens genrer, blandt andet ’Stolthed og fordom’, 'Oliver Twist' og 'Krig og fred'.

Underholdningskanonen er en vanvittig underholdende bog! Og jo, de mere kulørte repræsentanter for underholdningslitteraturen er også med, fx Liza Marklund, Jette Kaarsbøl, Ruth Rendell (Barbara Vine), Da Vinci Mysteriet, Bridget Jones’ dagbog - og masser af andre forfattere og titler, der har gået deres sejrsgang også i blogland.

Køb den, nyd den - den fås kraftigt nedsat for 39 kroner i Kvickly lige nu.

Og solen skinnede ...

Rønnebær
Det er sjovt som ens sindstilstand kan være forskellig fra den ene dag til den anden. I går på min onsdagsfridag føltes alt fantastisk dejligt.

Jeg lugede haven, bandede ganske vist lidt over de uægte akacier der sår sig selv overalt, men det gav fin motion at bukke sig ned 65 gange og hive de små planter op. Jeg cyklede en tur til stranden i Liseleje i strålende sol og soltop, købte en is - sig det ikke til nogen, det er imod min intention om at spise sundt - mens Sofus sov i papirkurven. Bagefter havde jeg en dejlig snak med en veninde i telefonen, jeg læste aviserne - ingen ulykker - jeg fotograferede rådyret i haven, og min kæreste, som jeg er gift med, lavede min yndlingsret til mig, rådyret kom igen og spiste, mens vi kiggede på det, og solen skinnede hele dagen i mere eller mindre overført betydning ...

...og ja, er det ikke bare dejligt?

onsdag, juli 16, 2008

Vellyd til øregangen


Bryn Christopher - The Quest.
Sangen sidder uhjælpeligt fast i mit hoved :-)

Vi har lige haft besøg

Rådyr på foderpladsen
Denne lille fyr havde opdaget, at fuglene har smidt en masse vildtfuglefrø på jorden. Den stod bare 1½ meter fra køkkenvinduet, men løb, da den hørte klikket fra kameraet.

Opskrift på champagne

Opskrift på champagne
Man tager 9 kg figner, 5 kg rosiner og 9 kg sukker, og vips, lidt efter har man champagne ifølge min mors opskrift. Eller sauterne. Hendes håndskrevne kogebog er skrevet i 1940’erne, hvor hun var lærer på Holte Husholdningsskole.

Jeg gad vide om opskriften er et udtryk for mangeltilstandene under krigen, hvor det meste vel skulle laves fra grunden.

Jeg nyder at kigge i den tykke bog og undrer mig over, at hun også fandt tid til at læse bøger og lave masser af håndarbejde, når hverdagen har været så besværlig. Og så tænker jeg, og her i 2008 går vi og føler, at hverdagen er urimelig hård, host …

tirsdag, juli 15, 2008

En kattekvinde

I vores lokalavis Frederiksværk Ugeblad er der i dag artikel om et af disse mennesker, der tager mig om hjertet med sin kærlighed til dyr. Hun har et killingeinternat i Hundested, og i mere end 35 år har hun taget sig af nødstedte kattekillinger og sågar flasket nogle op hver anden time døgnet rundt. Det store problem er folk, der fodrer sommerhuskatte – det er den visse død for de små, når folk flytter igen. I sit hjem har Gretha Nielsen 50-80 killinger om året, og til hjemmet hører en stor indhegnet løbegård.

Jeg bliver helt blød, når jeg hører om sådanne mennesker, også fx pindsvinedamen i Dragør og de to fantastiske mennesker på Nærum Vildtplejestation.

Jeg gad vide om jeg selv om nogle år har huset fyldt med katte – tanken er mig ikke fjern.

Verdens lykkeligste?

Politiken skriver, at internationale undersøgelser igen og igen kalder danskerne for verdens lykkeligste folk. Men en ny undersøgelse tyder på noget helt andet.

Hver tredje dansker har søgt hjælp for psykiske problemer, og 60 procent har følt sig stresset det seneste år. Når man spørger folk om grunden, angiver de egne forventninger på arbejdspladsen. Historikeren Jes Fabricius Schmidt fra Københavns universitet sammenligner det med forholdene omkring år 1900, hvor mange led af ’nervesvækkelse’ i kølvandet på industrialiseringen. I dag er det fordi, samfundet er ved at ændre sig.

Engang var uddannelse en vej til tryghed, men i dag er det omstillingsparathed! Man skal hele tiden være en anden, end den man er. Det giver stor usikkerhed - og stress, som er socialt accepteret.

Lyder det ikke rigtigt?

Gode historier

Sorte skyer
Barndommen er en lykkelig tid - i hvert fald bagefter - siger et gammelt bonmot. Mange betragter barndommens genvordigheder med mildere øjne i baglygtens skær.

’Da jeg var barn - kendte danskeres barndomserindringer’ hedder to bøger, jeg holder meget af at læse i. De udkom i 1997 og indeholder 64 kendte danskeres historier. Det er lige fra Leonora Christina over nyligt afdøde, bl.a. Bodil Udsen, til spillevende mennesker som Anker Jørgensen, Suzanne Brøgger, dronningen og Klaus Rifbjerg.

'Man kan spørge sig selv, om det gør folk mere interessante, at de er kendte', skriver værkets redaktør Ole Knudsen i efterskriftet. Og han svarer selv ja til spørgsmålet. Bøgerne består af en række afsluttede tekster, artikler, essays og uddrag af større erindringsværker. Enkelte bidrag er skrevet specielt til de to bøger.

Findes der noget bedre end gode historier? Ikke for mig.

I nat fik jeg genlæst Ove Sprogøes og Leonora Christinas historier - det var både underholdende og lærerigt. Bøgerne står under 99.1 på biblioteket.

mandag, juli 14, 2008

Alder en hindring

'Kvinder på skærmen må ikke have rynker', siger den 30-årige studievært Louise Wolff i Nettos magasin Kiwi.

'Jeg savner tv-udsendelser, der giver stof til eftertanke og kvindelige studieværter over 50 år.' Det siger Claus Hagen Petersen i Politikens tv-tillæg. 'Det er som om livet stopper i dansk fjernsyn, når man er 45. På det område er Danmark en provins – mens lande som Sverige og USA har masser af værter, der er godt oppe i årene.'

Hvem har ret?

Gys

For lidt siden underholdt jeg mine kolleger med mit flåtbid og tænke, at det nok fik det til at gyse i de fleste. Men en af mine kolleger har været ude for, at kirurgen havde glemt en serviet i hendes mave under en underlivsoperation. Skal man grine eller græde - tænk det er jo nærmet et under, at vi er i live :-)

Sommer

Majs
Det er en dejlig årstid med lyse sommermorgener. Fuglesangen begynder ved 3.30-tiden, haren hopper rundt - og se bare alle de flotte, grønne nuancer.

Majsen står flot igen efter regnen.

søndag, juli 13, 2008

Drømmeland

Sofus
Når man vender ryggen til en uredt seng ...

Elsk dig selv

I går læste jeg et interview med psykologen Jørn Beckmann i anledning af hans nye bog ’Kunsten at elske sig selv - og give sit barn selvværd og styrke’.

Det er forrygende! Og der er rigtig mange blå streger under linjerne fra min pen.
Hovedbudskabet er, at 'hvis vi tog os tid til at være de dejlige mennesker, vi er, kunne medicinalbranchen og dem, der lever af andres depressioner og stress, godt se sig om efter andre jagtmarker.' Det drejer sig i bund og grund om at elske sig selv. Og det har ikke noget med selvglæde at gøre. Vi skal udvise omsorg over for andre mennesker - være hjælpsomme. Handler man på den måde, giver det en dejlig varm følelse indeni, men i dagens samfund er hensynsfuldhed en by i Rusland. En del af problemet er vores materialisme, der giver træthed, fordi man hele tiden skal fokusere på det ’rigtige’ - huset, bilen, tøjet … Det er ikke sundt at leve i materiel overflod, fordi det hele så drejer sig om penge.

De mange sygemeldinger og dødsfald på grund af stress tyder på, at man presser mere og mere ud af medarbejderne, men mennesker har en grænse for, hvad de kan holde til – og længe inden når de en grænse, hvor de mistrives. Derfor tager 300.000 danskere antidepressiv medicin.

Det ideelle samfund er uden psykologer og uden lykkepiller!

Beckmanns råd til os er blandt andet:

• Hold op med at prøve at få andre til at kunne lide dig

• Hold op med at behage andre

• Hold op med så stærkt at prøve at løse andres problemer

• Hold op med så stærkt at prøve at få andre til at gøre, hvad du gerne vil have dem til at gøre


Den bog skal jeg læse.

lørdag, juli 12, 2008

Tak for i dag

Torvet mod slottet
Jeg er lige kommet hjem efter en kæmpe oplevelse – et blogtræf med hyggelige blogvenner, hvoraf tre af dem er helt nye ansigter for mig. Hverken Nille, Sister Bonde eller Jens havde jeg mødt før – og nu er jeg blevet bekræftet i, at det er noget helt særligt at møde de mennesker, man kender fra bloguniverset.

De tre havde valgt at tage en rundtur på slottet, inden vi mødes på Torvet i Hillerød, Sister Bonde, Nille, Andrea husejer, Sifka, Donald, Valdemarsro, Anne, Jens og mig.

Vi har grinet, spist og drukket og været særdeles vidt omkring i vores snak - Bruxelles, Sydsjælland, ny webbutik, oplæsning i Kongens Have og … og … og …
Jeg glæder mig allerede til at se jer igen.

Lørdagssnapshot

Valmuemark

fredag, juli 11, 2008

Lidt rystet

Jeg er lige blevet mindet om, at vi opfatter vores høje velfærd som en selvfølge. I embeds medfør har jeg hørt 5 minutter, hvor en ung mand i 1956 fortæller om at være ramt af polio. Indslaget er voldsomt gribende, fordi han taler i den takt lungemaskinens arbejder tillader, det vil sige, at der kun kommer få ord ad gangen og derefter en pause. Lungemaskinen høres tydeligt. Den unge mand opfordrer forældre til at få deres børn poliovaccineret. Han er selv på fjerde år indlagt på Blegdamshospitalet fuldstændig lammet og kun i stand til at trække vejret ved hjælp af en såkaldt kunstig lunge. Antallet af børn, der endnu ikke var vaccineret, var flere hundrede tusinde, men resultater fra USA viste (altså i 1956), at vaccination udgør en væsentlig beskyttelse.

"Sid ikke opfordringen overhørig, der kommer ikke nogen risiko med vaccinationen. Må vi for hvem vaccinationen kom for sent slutte med: Gør det nu, det kan snart være for sent".

Jeg glæder mig til i morgen

Jeg glæder mig til i morgen klokken 16.15, for der er blogmøde på La Belle Vie i Hillerød.

Nille, Andrea husejer, Jens, Sister Bonde, Donald, Valdemarsro, mig, Anne mandagspige og måske Kagekonen og Dana strikketante har sat hinanden stævne.
DMI truer med 4 mm regn og kun 1/3 gul sol, men forhåbentlig tager de fejl, så vi kan sidde i gårdhaven. For hvis det går, som det plejer, bliver støjniveauet ret højt.

Med hovedet under armen

Noget, der kan få det til at gyse i mig, er alle de ulykker, der sker, når cyklister bliver kørt over af højresvingende lastbiler. Jeg begriber ikke, at nogen kan finde på at køre frem, hvis de har en lastbil på deres venstre side i et vejkryds. Som jeg ser det, bærer cyklisterne selv en stor del af skylden for ulykkerne. Det er meningsløst at holde på sin ret, når man er den svage part i trafikken.

torsdag, juli 10, 2008

Mindeudsendelser om Thomas Winding

Kirsebær
Radioens P1 mindes Thomas Winding i de kommende dage. Fredag den 11. juli klokken 14.03 sendes 'Samtaler i sommernatten' fra hans hjem på Ærø optaget i 2002. Programmet handler bl.a. om historiefortælling og om at tegne, og programmet kan også høres lørdag den 12. juli klokken 15.03 og søndag den 13. juli klokken 7.03 på P1.

DR2 sender på søndag klokken 22.50 portrætudsendelsen 'Jo tak, jeg kender godt Thomas Winding' fra 2007.

Overraskelser

Her i betonhuset, i min afdeling, er det kutyme, at man giver morgenmad til hele afdelingen, når man skal have ferie. For lidt siden var jeg til sådan en omgang morgenbrød med automatkaffe. En lang række borde bliver stillet sammen, så vi sidder ved ét stort bord. Det er hyggeligt, for til daglig har jeg kun kontakt med nogle få, men her var teknikere af forskellig slags, HK’ere, bibliotekarer, studentermedhjælpere osv. Men tager den første ledige stol og havner måske ved siden af én, man ikke taler ret ofte med. Jeg kom til at sidde ved siden af en rigtig spændende nørd, der ved alt om stjernehimlen, afstande til galakser i det fjerne, sorte huller, temperaturen på mars - og hvordan vi gør os fri af olien ved fx at få jordvarme.

Og det er egentlig det, der er så sjovt i dagligdagen, man aner aldrig, hvad dagen bringer af overraskelser. Lige nu er det Lucia di Lammermor, der kører her og skaber endnu en overraskelse og dejlig ro.

En spritny sofa

Sofa
Hvad med en ny sofa? Behøver det hele at være så kedeligt?

Jeg faldt over et spændende firma i London, der har specialiseret sig i at renovere møbler og lave små kunstværker ud af dem. Noget af det er vanvittig flot, og noget af det er nok mest for sjov.

Din stil?

onsdag, juli 09, 2008

Helskindet hjem

Brændenælder
Lige nu er jeg meget vred. Jeg er kommet hjem fra indkøb for et øjeblik siden, og det er et tilfælde, at både bilen og jeg er intakt.

Jeg kommer kørende, hvor jeg kører hver dag, og passerer en lille krydsende sidevej. Og sekundet før, jeg når hen til den, kommer der en håndværkerbil drønende ud fra sidevejen med sømmet i bund og føreren ivrigt talende i sin mobiltelefon. Han ser ingenting og fortsætter tværs over vejen.

Der er dårlige oversigtsforhold i krydset, men der er ingen tvivl om, hvilken vej der er den største, og hvem der skal holde tilbage. Denne gang blev det mig, stående på bremsen.

Skvaddderhoved!

Gid han må havne midt i brændenælderne.

Nattesjov

Gys
Der var en sjov historie i avisen i går om, at man nu kan overnatte på amerikanske museer – i hvert fald hvis man er et barn. Sovepose, tandbørste og lommelygte skal man selv medbringe – men så venter der børnene et eventyr med feltsenge, quizzer og andet sjovt, der er tilrettelagt på forhånd. Når det er mørkt kan børnene med lommelygte i hånden få en helt særlig oplevelse af udstoppede fortidsdyr, og der vises også film. American Natural History Museum fik ideen fra filmen ’A Night At The Museum’, hvor en vagt bliver jaget af museets udstoppede dyr.

Sleepovers er blevet så populært, at der er udsolgt uger i forvejen, og bl.a. i Chicago kan man nu få en sleepover i den egyptiske samling!

Somme tider er det en skam, at man ikke er barn.

Uvejr

Ved midnatstid natten til i går var det et uvejr uden lige i Nordsjælland. Det lynede og tordnede så kattene næsten fik tics. Det er ufattelige kræfter, der er på spil, tænkt om man kunne udnytte al den energi, der flyver rundt deroppe, gemme den og tanke den på bilen. Lynene oplyste alt inde i huset mere end ved højlys dag.

Jeg kan huske, at den slags kunne skræmme mig fra vid og sans, da jeg var en lille pige. Nu betragter jeg det bare - selv om det aldrig bliver min foretrukne vejrtype.

Får du et kick i tordenvejr, eller er du helst fri?

tirsdag, juli 08, 2008

Den afslørende håndskrift

I min verden findes der noget, der hedder et båndmanuskript. Det er et håndskrevet stykke papir, der ledsager alle lydbånd og cd'er (før alt lå på computer), og som ud over produktionsnummeret fortæller, hvornår optagelsen har fundet sted, hvilken hastighed båndet er indspillet på, hvor længe udsendelsen varer, og nøjagtig hvornår der skal skiftes til næste bånd under afvikling, hvis udsendelsen strækker sig over flere bånd. Derudover er der en rubrik til ‘bemærkninger’ og et felt, der angiver, hvilken tekniker, der har optaget udsendelsen. Praktisk, men ikke er videre interessant læsning.

Alligevel morer det mig at læse manuskripterne. Der passerer massevis af dem gennem mine hænder hver dag, men det er sjældent, at jeg kigger på signaturen. Jeg kender nemlig mine kolllegers forskellige håndskrifter så godt, at jeg med det samme ved, hvor de hører hjemme, så det er slet ikke nødvendigt at kigge på navnet.

Kender du også nogen på håndskriften?

Rejser

Har du været ude at rejse?

Sådan lød det, hver gang jeg mødte en kollega i går. Som et automatspørgsmål, der skal stilles, når folk kommer tilbage fra ferie.

Og ja, jeg har rejst - rigtig meget endda - men nok ikke helt som spørgerne havde tænkt. Jeg har ikke været i udlandet, men jeg har rejst i vores eget land og i litteraturen og i tidsmaskinen, og det har været en ferie lige efter mit hoved. Fem bøger er jeg i gang med, jeg har besøgt venner og familie, jeg har gået på stranden, jeg har beundret haven, og jeg har næsten været ’på den anden side’ for at lede efter Miss Mis.

Så, ja kære kolleger, jeg har været ude at rejse.

mandag, juli 07, 2008

Poesiens blå blomst

Kornblomst

Nye tider

Det var ikke så slemt at komme tilbage på job, som jeg havde frygtet. Rutinerne sad i baghovedet lige fra at huske madpakken, finde frem til Amager (bilen fandt frem næsten af sig selv!) til de daglige arbejdsopgaver med lyd og computere og gennemtygning af de i ferien ophobede 100 mails. Hvordan kattene stiller sig til den nye dagsrytme og til at være alene hjemme, ved jeg ikke endnu. Nu havde de jo lige vænnet sig til at kunne gå ind og ud af åbne døre og vinduer døgnet rundt, som det passede dem, og de har benyttet sig flittigt af tilbuddet. Nu er de spærret ude noget af dagen, men det må de finde sig i - lige som jeg må finde mig i at blive vækket af et ur om morgenen.

Jeg har på fornemmelsen, at det kommer til at tage en uges tid at vænne mig til den lyd kl. 4.45 ...

Det vilde Kina

Skarv                Foto: BBC

I aften klokken 20 begynder en serie i seks afsnit om det vilde Kina på DR1.

Det er en rejse til en fascinerende natur i Yunnan og Guangxi, hvor mændene lokker skarver til at dykke efter fisk. Den BBC-producerede naturserie tager os med på rejse gennem Kinas landskaber, fra Himalaya over ørkener til floder, der skærer sig igennem kløfter, inden de kaster sig ud over skovklædte vandfald.
Vi kan opleve terrasser af rismarker på stejle bjergskråninger og føle suset fra traneflokke på træk - og tage med ind i junglen, der er hjemsted for elefanter, farvestrålende fugle og særprægede tropeblomster. I Kina er naturen altid blevet set som en ressource for mennesket, og kineserne har en tradition for at spise alt, hvad naturen kan tilbyde af planter og dyr.

'Det vilde Kina' tager os med på rejse til hidtil ukendte steder.

Det skal jeg se!

søndag, juli 06, 2008

Siesta

Siesta
Sådan en lang søndag kan gøre både katte og mennesker forfærdelig trætte :-)

Sidste feriedag

Hjulspor
I dag er det min sidste feriedag, og det gør lidt ondt at tænke på. Ferien er blevet nydt, selv om jeg godt kunne have undværet skovflåtens bid og alt det halløj, det afstedkom. Mobilen har været gravet ned i baghaven, sådan næsten da, og ferien er ikke blevet brugt på at slå græs . På grund af tørken, er græsset næsten ikke vokset i seks uger, og tørken har haft den sidegevinst, at jeg kun har set fem dræbersnegle i samme periode, hvor jeg sidste år kunne samle 50 til 100 op hver dag.

Thomas Winding er død, ser jeg til min sorg. Jeg har mødt ham flere gange som lydtekniker, hvor han indtalte sine snurrige historier for børn. Han var meget grundig og kunne kommer i tanker om, at en historie ikke var god nok, når vi havde optaget den. Så var det forfra igen, og jeg måtte pænt vente på, at inspirationen kom til ham.

Jeg vil aldrig glemme hans stemme og hans dejlige historier.

lørdag, juli 05, 2008

Et tvivlsomt bekendtskab?

Rosamunde Pilcher: Vejen hjemPå loppemarkedet i formiddags faldt jeg blandt andet over Vejen hjem af Rosamunde Pilcher, som jeg erhvervede for fem kroner. Da jeg så kom hjem, havde Monsieur været på indkøb i byen og havde ladet sig friste af Underholdningskanonen – bogen om de bøger man ikke må omtale i et pænt selskab – og her er Rosamunde Pilcher behørigt repræsenteret med ’Konkyliesamleren’. Den har man jo hørt om før, men hvad jeg ikke vidste, var at fru Pilcher var 63 år, da hun slog igennem med romanen, og da den var blevet en succes, kom det frem, at hun allerede i 1950’erne havde skrevet noveller og føljetoner til britiske ugeblade under navnet Jane Fraser. Har man hørt så galt!

Nå, det er nu ikke, fordi det skræmmer mig, heller ikke at Vejen hjem er på 773 sider. Spørgsmålet er, om den er hele turen værd. Er der nogen, der har læst den? Er den god?

Sommer, sol og loppemarked

Loppemarked i Liseleje
Solen bagte
Boder bugnede
Bøger, husgeråd og kunsthåndværk fristede
Modetøj og ragelse i store dynger
Folk promenerede
Norsk, svensk og dansk lød alle vegne
Hentehår og hår med voks og lak
Cafeerne fristede med hygge, fadøl og lette frokostretter
Latter og store isvafler
Indkøbsposer bugnede
Sommertøj og tykke og tynde maver blev vist frem
Rollinger i klapvogn
Møde med kollega i shorts
Cykeltur hjem med fire poser på styret
Poser med bøger, bluser, eau de toilette, bælte og nederdel

Parasollen frister, og hyldeblomstdrikken er klar

Et fund

Leonardo da Vinci
Tiger har en dejlig serie af bøger, som jeg har fem af – og gerne vil slå et slag for. De er smukke, oplysende og billige, kun 20 kr. per bog, og smækfyldt med billeder og en beskrivelse af kunstnerens liv sat ind i en ramme af, hvad der ellers foregik i verden på den tid.
Der ligger en Tiger i Helsingørsgade i Hillerød, hvor nogle af jer jo kommer på lørdag. Men ellers er der som bekendt Tiger-forretninger over hele landet.

Nu vil jeg cykle på loppemarked i Liseleje.

fredag, juli 04, 2008

Alternativ feriedag

Hjemme igen har jeg nu en følelse af, at øjnene er dalet ned midt på kinderne. Jeg er ikke god til at springe nattesøvnen over – men i dag havde jeg en aftale med min far.

Vi har fået ordnet en masse ting sammen. Jeg tager med glæde en ordentlig tur med støvsuger, indkøbsvogn, vandkande, støveklud, indfangning af edderkopper, rengøring af køleskab m.m., når jeg har en mulighed for det. Så lige nu har jeg en let følelse over veludført gerning. Men 25 grader er altså ikke den optimale temperatur at gøre rent i.

Men på plussiden tæller glæden over at vide, at min far - som er næsten 86 - bor i sit hus gennem 51 år stadigvæk, hvor han kan gå ud i haven, hvor der er græs og blomster og tumleplads for en dejlig hund, og hvor han kan bestemme selv i dagligdagen. En dagligdag med gæster, klaverspil, sang og musik, med video, pc, digitalkamera, varm mad fra kommunen fire gange om ugen, en bus i nærheden - og gode naboer der kommer og hilser på og hjælper med praktiske problemer.

Sådan ville jeg ønske, at de allerfleste kunne leve deres alderdom.

Fest og farver

Dunk, dunk, dunk har det lydt i det fjerne hele natten. Og latter og skrål. Jeg har ærlig talt ikke lukket et øje, og hvor jeg hader, at der holdes havefester om sommeren. Det er nu sjældent, det varer til om morgenen.

Jeg kommer til at tænke på, at jeg ikke var en tøddel bedre som ung. Og når jeg tænker på, hvor sjovt jeg havde det dengang, bliver jeg lidt mildere stemt .

Vi havde selv en ung gæst i går, og der blev nogle jordbær tilbage, som Monsieur lavede smoothie af.

Lækker opskrift på jordbærsmoothie til én person:

4 store jordbær
¼ kop soyamælk eller mager yoghurt
Saften af en stor appelsin
En banan, ikke for stor
1 spsk tahin
½ tsk vanila, medmindre det var soyamælk med vanilje
1 spsk honning

Alle ingredienser blendes sammen, og hør så englene synge.

torsdag, juli 03, 2008

Tidslommer

I Frederiksborg Amts Avis er der i dag en skøn artikel om at holde ferie. Ferien skal tages alvorligt – man skal trække stikket ud og begrave mobiltelefonen i baghaven, og helst i flere uger i træk.

Det er lige vand på min mølle, jeg har længe tænkt, at ferien skal bruges på at lave næsten ingenting. Artiklen bygger på et interview med psykolog Pernille Rasmussen, der er ekspert i arbejdsnarkomani.

Danskerne er et særdeles fortravlet folkefærd og er mere stressede end andre folkeslag i Europa. De fleste har tilmed en lang liste over projekter, de skal nå i ferien. Men ferie skal være for sjov, og man skal lave noget, der gør en glad. Man skal helt ned i tempo og have tid til at mærke sig selv. Det er ikke sådan, at man ikke må lave noget som helst – men det nytter ikke, at man skal nå fem lande på to uger.

Det er vigtigt at have tidslommer!

Men faktisk holder rigtig mange danskere overhovedet ikke ferie denne sommer, måske 250.000 ifølge artiklen. Ferie handler om at hvile sig og få sovet mere regelmæssigt – at få kroppen genopbygget.

Er det sådan, du holder ferie – eller?

Når snerlen blomstrer

Snerlen
Min snerle i entreen står med nye, smukke blomster her til morgen.

Og så til noget helt andet. Når man gør hovedrent, dukker der ting op, man helt havde glemt - og i går lå der pludselig et lille hæfte foran mig om magnesium og vitamin B6-mangel af Erik Kirchheiner. Det må være synkronicitet, for vi har talt en del om magnesium her i huset i de seneste dage. Monsieur læste forleden på Scott Adams' blog - forfatteren til Dilbert-tegneserien - at han tilsyneladende har kureret sig selv for allergi og astma ved at tage tilskud af magnesium. Den mest udbredte form for ernæringsmangel er manglen på magnesium, og nu er jeg lige blevet bekræftet i, at magnesium kan afhjælpe allergi.

Erik Kirchheiner er nestoren inden for vores viden om vitaminer og mineraler. Han skriver lige ud ad landevejen og er ikke i tvivl om, at vi kan undgå et utal af skavanker og sygdomme ved at sørge for tilskud af blandt andet magnesium og B6. Vi skal også sørge for at få masser af frugt og grøntsager hver dag, fordi vores kalium/natrium-balance ofte er helt forkert. Og hvis vi kan forhindre hjerte-karsygdomme, sukkersyge, allergi, osteoporose, migræne og meget mere på den måde, hvorfor så ikke gøre det. Mange sygdomme skyldes biokemiske ubalancer.

Erik Kirchheiner har stillet sine bøger - og det er mange - gratis til rådighed som pdf-filer her.

onsdag, juli 02, 2008

Vi ses

Nu er der bestilt bord til vores blogtræf lørdag den 12/7 klokken 16.15 på café La Belle Vie på Torvet i Hillerød. Cafeen ligger på 1. sal med indgang i en port - på det stykke af Torvet, der er en forlængelse af Slotsgade.

Som det ser ud lige nu, bliver vi Nille, Andrea, Jens, Sister Bonde, Donald, Valdemarsro, mig og Anne mandagspige, der har fået arrangeret også at kunne komme.

Hvis flere har lyst til at være med, så giv mig lige et praj.

Nu er det nok

Jeg krummede alle ti tæer. Igen og igen. Og til sidst sagde jeg, at nu måtte jeg desværre køre hjem, for jeg havde det ærlig talt ikke ret godt. Men det var løgn, jeg fejlede ikke noget.

Et vennepar har den ubehagelige vane, at de giver sig til at hakke på hinanden, når de har gæster. Til at begynde med har vi det hyggeligt, vi fortæller hinanden om oplevelser siden sidst, men på et tidspunkt bliver de uenige om en eller anden ligegyldig detalje, og ingen af dem giver sig. Så farer de rundt og slår op i leksikon, rejsefører og kort for at finde ud af, hvor et bestemt mindesmærke i London står, og tonen bliver mere og mere indædt og sarkastisk.

Efter en time fik jeg eftertrykkeligt nok og fandt på min undskyldning, og jeg ved nu, at jeg ikke vil se dem mere. Det er jeg ked af, for vi har også haft det hyggeligt, men jeg orker ikke længere at være en brik i et spil, der formentlig handler om noget helt andet.

Måske er historien for privat, men det måtte ud.

Jeg kan se i blogland, er der en vældig trang til selvransagelse for tiden, og hermed er mit bidrag til den personlige historie. Hvordan folk skriver blog, må de selv om efter min mening. Vi kan jo nøjes med at besøge de blogge, der siger os noget.

tirsdag, juli 01, 2008

En dejlig dame og hendes sang



Katie Melua: Nine Million Bicycles

Naturlommekalenderen

Svaner
Når man gør hovedrent og rydder op, dukker der på forunderlig vis ting op, man helt havde glemt, man ejede.

Jeg har lige fundet Naturlommekalenderen for 1993, og på mange måder er det helt ligegyldigt, at den er 15 år gammel. Den indeholder alt, hvad man kan proppe ned i en lille bog om naturen, om dyre- og planteliv og stjernerne, og med fyldige små artikler om vejrforhold, udvalgte dyr og planter illustreret med enten tegninger eller smukke fotografier.

I disse dage begynder de nyforvandlede små skrubtudser at gå på land, kun 1 cm lange, sangdroslen mæsker sig med snegle, mariehønens larver guffer bladlus i sig og linden blomstrer.

Naturen er fuld af små undere.

Billedet er et af Harry Opstrups mesterværker.

Hovedrengøring

Æbler af egen avl
I dag står den på hovedrengøring, pyha, det morer mig ikke, og lidt senere skal vi være sammen med gode venner. Så det bliver ikke meget, computeren når at blive brugt i dag.

Men en lille historie skal I have. For kort tid siden var jeg på udkig efter en støvsuger til min far. Og jeg havde fået besked på, at den kun måtte koste 1.000 kr. Jeg forhørte mig i centeret i stationsbyen, hvor de spurgte om behovet – stort hus, stor hund - og til min forbløffelse fik jeg tilbudt en Nilfisk for 1000 kr., selv om den normalt koster 1500. Og da var det, at jeg igen blev bekræftet i, at en pris kun er et forslag og altid til forhandling.