Jeg holder meget af at læse om vores historie, og efter Ken Folletts 'Jordens søjler' og 'Uendelig verden' fik jeg rigtigt øjnene op for middelalderen.
Nu er jeg næsten færdig med Tore Skeies 'Jomfruen fra Norge', som har holdt mig fanget fra side 1. Tore Skeie er historiker, og han skriver meget levende og nærmest journalistisk. Jomfruen fra Norge kan varmt anbefales, hvis man gerne vil vide noget om tiden, inden Norge og Danmark blev knyttet tæt sammen. Vi hører om det storpolitiske spil mellem nordiske konger og adelsmænd - om intrigerne og magtspillet. Dengang lovede man selv spædbørn væk, hvis man kunne se sin fordel i det, og Ingeborg Håkonsdatter (jomfruen fra Norge) blev lovet bort som hustru til den svenske hertug Erik Magnusson. Under læsningen så jeg det hele for mig som en film - alt er så levende beskrevet, magt, svig og kærlighed. Bogen viser os en verden af riddere, slotte og jomfruer, sultende bønder - og et nådesløst samfund med skruppelløse magtmennesker, krigstogter og lejesoldater. Og et politisk system, hvor ægteskab mellem børn kunne afgøre kongerigers fremtid.
Tore Skeie har skrevet flere bøger om middelalderen, der har fået fine anmeldelser.
onsdag, april 30, 2014
Jomfruen fra Norge
tirsdag, april 29, 2014
Flere haveglæder
Hvor er det skønt med det flotte vejr, vi har i øjeblikket. Græsset er snart fri for mos og vokser, som var det betalt for det. Havemøblerne har fået olie - jeg har været en del i haven og har gået ture langs markerne, hvor det vrimler med sommerfugle i øjeblikket. Det er dog ikke lykkedes at få gode billeder. Men Miss Mis ligger gerne stille, når jeg kommer med kameraet ...
Og så er jeg blevet inviteret til børnefødselsdag hos Bella med skattejagt og det hele :-)
mandag, april 28, 2014
Haveglæder
Jeg lovede Lone et billede af den nye kurv til fuglefodring - den er hængt op på en gren i et træ bare en meter fra køkkenvinduet, og der kan jeg få meget tid til at gå :-)
Og se så lige mine bregner, som vokser dag for dag.
søndag, april 27, 2014
Søndag i farver
Se lige den smukke rapsmark her ved Arresø ...
Der var også dejligt på Torvet i Hillerød her til morgen - jeg var der lidt over 8, hvor der allerede var liv og glade dage på loppemarkedet. Jeg fik købt en halskæde fra Pilgrim, en kjole fra Noa-Noa, to par jeans og en kurv til mine fugle. Den skal hænges op i et træ og fyldes med solsikkefrø. Kattesikker fodring :-)
Jeg går gerne med små blomster, blade og sommerfugle om halsen - her er det en lille del af min nye Pilgrim-halskæde.
lørdag, april 26, 2014
En dag i Skånes dyrepark
Vi har været i Skånes dyrepark og har haft det smukkeste vejr med sol og hele 20 grader. Vi havde pakket picnickurven hjemmefra, og der er masser af steder med borde og bænke, hvor man kan sidde lidt for sig selv og spise eller drikke sin kaffe. Næste gang vil jeg tage Bella med, for det er et dejligt sted for børn - der er fx også vandtrutsjebane og ponyridning, og man kan se dyrene blive fodret.
Skånes Dyrepark ved Höör er den største dyrepark i verden med nordiske dyr. Her er dyr, som lever eller har levet vildt i Norden, blandt andet vildsvin, los, elg, ulv, bjørn, gråsæl og ilder - og tamme dyr af gamle nordiske landracer. Der er mere end 85 forskellige arter.
Der er et sjovt skilt, som viser, hvor hurtige dyr er, og haren er hurtigst og kan løbe 72 km/h.
fredag, april 25, 2014
Gåden er løst - det er en troldand
I forgårs spurgte jeg her i blogland, om nogen vidste, hvad denne and hedder. Der kom forskellige svar, og nu har jeg spurgt DOF, Dansk ornitologisk Forening. Det ER en troldand, og DOF fortæller, at det ser ud som om, den netop er kommet op efter et dyk, og derfor kan man ikke se toppen på baghovedet.
Dofbasen skriver om troldand her.
Og her på Netfugl er der et foto af troldand, hvor man heller ikke ser toppen.
torsdag, april 24, 2014
Sophienholm og Kollemosen
I dag har jeg været i Lyngby med en veninde, og på hjemvejen fik jeg lyst til at se Sophienholms park, selv om regnen styrtede ned. Det store staudebed midt på skråningen er ikke så langt fremme, som jeg havde ventet. Og længere mod nord stoppede jeg ved Kollemosen i Virum - det var her, jeg stod på skøjter som barn, og stedet er fyldt med dejlige minder :-)
onsdag, april 23, 2014
Oplevelser ved søerne i Hillerød
Man kan opleve meget på en travetur ved søerne i Hillerød. Pludselig kom et par grågæs gående over stien med deres syv små gæslinger, og det syn var ikke til at stå for.
Er der nogen, der kan fortælle, hvad den brune and hedder? Og ingen dårlige vittigheder :-)
Tak for i dag til vores gode ven Donald!
Den lysegrønne skov og blogtræf
Det er nu, man skal tage i skoven, hvis man vil opleve den intense lysegrønne farve, der næsten er grønnere end grøn. I dag skal jeg på et miniblogtræf i den lysegrønne bøgeskov.
Det myldrer med motiver nu, hvor næsten alt er sprunget ud. Om kort tid begynder 'de lyse nætter', som jeg holder så meget af. Jeg ville nødig bo i et land, hvor det er bælgmørkt hele natten året rundt.
mandag, april 21, 2014
Et par herlige oplevelser
Jeg har gjort en herlig opdagelse! Helt tilfældigt kom jeg til at trykke på et forkert ikon og havnede på Google Chrome - og du milde, hvor var det heldigt. Denne browser er mange gange hurtigere end Firefox, som jeg ellers har brugt i årevis.
Vi har været til påske-familiefrokost i dag, og selskabets ældste på næsten 85 år kom kørende på sin racercykel. Det glæder mig, at det er muligt at blive gammel og stadig været frisk på alle måder.
Et fuglebadekar i haven giver mange sjove oplevelser, og det er kosteligt fx at se en solsort tage bad, så vandet sprøjter ud til alle sider :-)
søndag, april 20, 2014
Faldt næsten i svime
Jeg har været på loppemarked i Hillerød - vejret er jo helt utroligt smukt i dag, og vi har haft 20 graders varme. Jeg købte bl.a. en lækker, rustrød sweater. På hjemvejen stoppede jeg ved en gul rapsmark og faldt næsten i svime. Marken lå lige ned til Arresø - hvor var det dog et smukt syn.
Og så må jeg lige anbefale den engelske krimiserie Broadchurch. Jeg elsker gode krimier og gerne de engelske, hvor jeg kan nyde sproget ...
Da det jo er påske, har vi fået denne gamle, danske klassiker med det grimme navn skidne æg. Navnet skyldes at retten traditionelt er blevet serveret påskelørdag - eller 'skiden lørdag' som dagen også kaldes.
lørdag, april 19, 2014
Småtingsafdelingen
Når man stikker næsen ned i min græsplæne, ser man de yndigste små, blå blomster - det er ærenpris. Bellis og blå ærenpris må gerne være i min plæne :-)
Skovsyre og porcelænsblomst har også de yndigste, små blomster ...
Nu er musvitterne også begyndt at plyndre det gamle uldtæppe til deres reder :-)
fredag, april 18, 2014
Og så holder jeg bare vejret :-)
Når der foregår noget spændende på foderbrætterne eller i fuglebadekarret, lister jeg mit fotostativ hen til vinduet, sætter kameraet på og indstiller det til at tage billeder lige så længe, som jeg trykker - og så holder jeg ellers bare vejret :-)
torsdag, april 17, 2014
Syrener i knop og et spørgsmål
Tænk engang, der er store knopper på syrenerne allerede den 17. april! Det mindes jeg ikke at have set før.
Er der nogen, der ved, hvad denne smukke busk hedder? Den er cirka to meter høj, og grenene er tæt besat med blomster.
Nu er mine liljekonvaller næsten ti centimeter, og kastanjebladene er ved at folde sig ud ...
onsdag, april 16, 2014
På udflugt - og en overvejelse ...
Vi har været på vandretur ved Gadstrup syd for Roskilde og set lidt af fuglelivet ved Gadstrup mose, Brordrup mose og Ramsømagle sø. I fugletårnet kan man læse om hvilke arter, man kan være heldig at se, blandt andet havørn og fiskeørn.
Ind imellem bliver jeg i tvivl, om jeg skal gå helt over til Facebook, hvor jeg er i kontakt med (eller ven med, som det jo hedder) en stor del af min familie, mine venner, klassekammerater og mange tidligere kolleger fra DR. Så vidt jeg ved, kigger kun én af alle dem med på min blog. Og jeg er jo alligevel FB-ven med de fleste af mine blogvenner.