Mit sidste indlæg i år skal være med mit lille barnebarn Isabella. Hun er snart 6 år og en rigtig lille prinsesse - henter det fine tøj frem hver morgen. Det gjorde jeg ikke i hendes alder, kan jeg se på gamle billeder. Det var mere noget med praktisk tøj, jeg kunne klatre i træer eller løbe i.
I dag er vi nået til I i ABC-legen. Rigtig godt nytår til jer alle!
Her kan du se flere bud på dagens udfordring og selv melde dig til.
fredag, december 31, 2010
Isabella i det fine skrud
torsdag, december 30, 2010
Tid til at gøre status
Nu hvor året er ved at være slut, må det være tid til at gøre status. For mig har det været en stor oplevelse at møde og lære nye bloggere at kende ved flere blogtræf gennem året og at læse med hos livskloge mennesker.
Jeg har været så heldig, at det blev muligt at holde op med at arbejde, og det har været som at få en stor gave forærende.
Mit barndomshjem er blevet solgt og revet ned.
Det har været året, hvor jeg mistede en god ven, og også en blogven Inge Reinholt er her ikke mere.
Hvad var det bedste, der hændte for dig i 2010?
onsdag, december 29, 2010
Forårets nye silhuetter
Her går vi rundt i 10 graders frost, og så sender H&M et lækkert forårskatalog ud med smukt og fristende sommertøj – med solbrune modeller og bare arme. Sidst jeg bestilte, kom tøjet først et par måneder efter - men det kommer måske til at passe meget godt med, at vi så ikke længere har permafrost?
Tøjet er inspireret af ’gypset-stilen’, og denimmoden gør comeback. Der er stadig dyreprint, striber og tunikaer. Jeg har sat mange krydser - man har jo lov at håbe på, at vinteren slipper sit tag.
Kærester
Jeg har for nylig hørt en radioudsendelse, hvor en mand fortalte om sin første kærlighed, Oda, som han svigtede så grusomt. Suk, den fik mig lige til at tænke tilbage med et stik i hjertet.
Man kan blive meget forelsket som barn - jeg kunne i hvert fald, og min første kæreste hed Peter og havde mørke krøller. Vi gik i børnehave sammen og boede i samme ejendomskompleks, og senere kom jeg også til at gå i klasse med Peter. Min mor må have vidst, at det var meget hedt, for jeg kan tydeligt huske, at jeg fik en gulerod med, som jeg skulle dele med Peter. Den var skåret igennem på langs, så den ikke var for hård at bide over.
Men vi blev drillet frygteligt af de andre børn, fordi vi var kærester, så meget at vi slet ikke turde tale til hinanden til sidst. Vi nåede aldrig at kysse, inden det var forbi. Ak ja.
Måske var det alligevel ikke helt overstået for Peters vedkommende. I hvert fald fik jeg en kæmpe buket røde roser, da jeg fyldte sytten, men da var det ’lissom’ for sent, for jeg havde fået en anden kæreste i mellemtiden (som jeg også svigtede, men det er en anden historie). Vi blev selvfølgelig gift med nogle helt andre, men fuldstændig spildt var vores første kærlighed nu ikke. I dag - sådan cirka en menneskealder efter - er Peter en af Monsieurs og mine bedste venner.
Fortæller du om din første forelskelse? Det bliver mellem dig og mig.
tirsdag, december 28, 2010
Så er freden slut
Min postkasse er blevet bombarderet med kataloger for fyrværkeri, og jeg bliver så ked af det, for jeg hader fyrværkeri. Hunde og katte bliver skræmt fra vid og sans, og det sviner miljøet til. Ja ja, jeg ved godt, at det kan være smukt at se en nytårsraket på himlen – men al den støjende form for fyrværkeri ønsker jeg hen, hvor peberet gror!
Fyrværkeri forårsager 1500 ulykker på mennesker hvert år. Tænk, hvis man kunne bruge de 350 millioner kroner, der går op i miljøsvineri og lemlæstelse, på forureningsbekæmpelse i stedet for. Thundershot, heksehyl, krysantemumbomber - hvad skal vi dog med det. Jeg ved godt, at jeg er kedelig, men det tager jeg med.
mandag, december 27, 2010
Snart begravet i sne
Sneen har væltet ned hele formiddagen, og det er et fuldtidsarbejde at passe fuglene. Deres foder bliver begravet, og jeg må hele tiden ud og feje sneen af. Jeg har også lige skovlet 70 meter vej og en vendeplads – og indgangen til huset. Det gav en meget sund kulør :-)
Nu er isen på Arresø givet fri til skøjteløb. Jeg får lyst til at købe et par skøjter og se, om jeg stadig kan finde ud af at bruge dem. Der er et smukt billede i Frederiksborg Amts Avis af disse sjove 'både' med sejl - hedder de mon isbåde?
Bambi er lige gået forbi her uden for mit stuevindue, og sneen nåede hende næsten op til maven! Vi fik lige hilst pænt på hinanden, uden hun løb ...
søndag, december 26, 2010
En iskold oplevelse
Vi har været i Kikhavn i eftermiddag og gik en lang tur. Vi trængte til frisk luft og motion, men det var bitterligt koldt på grund af den kraftige vind, fordi det gamle fiskerleje ligger lige ned til Kattegat. På den smalle vej lå sneen meterhøjt - på en sommerdag er det en ganske anden og fornøjelig oplevelse. Flere af gårdene er fra midten af 1700-tallet og meget velholdte.
To sjove billeder
En hest med to hoveder og et vejskilt, der får smilet frem - her er det bare sømmet helt i bund!
Ha' en rigtig god 2. juledag!
lørdag, december 25, 2010
Om at blogge
Ind imellem tager jeg mig selv i at tænke, at jeg i grunden føler mig tæt på mange af dem, jeg møder i blogverdenen. Jeg møder mennesker, der udtrykker tanker, som har ligget i mit baghoved, som har haft oplevelser, som jeg gerne vil have, som har sagt fra i situationer, jeg genkender, som har det tætte forhold til deres børn, som jeg mangler, som har set den film, jeg absolut må se, eller læst den bog, jeg må læse, som har prøvet sig selv af i farefulde indre eller virkelige rejser - ja, jeg føler mig tit tæt forbundet. I grunden undrer det mig, at man kan føle så meget for en masse mennesker, hvoraf man kun kender de allerfærreste fra virkelighedens verden. Men vi deler oplevelser og tanker og følelser og genkendelighed ...
Billederne er fra min have.
fredag, december 24, 2010
Glædelig jul
Rigtig glædelig jul alle sammen! Jeg håber, I får en hyggelig juleaften. Vi er jo alene, men hygger os fint og spiser god mad – og er i mailkontakt med familie og venner blandt andet i Caribien og i Sverige. Jeg tænker med en gysen på alle dem, der er havnet i det bornholmske snekaos.
Men én ting er sneen god til, og det er til at rense gulvtæpper og frakker i. Jeg lagde min duffelcoat ud i jomfruelig ren sne i går og gned den ind på både yder- og inderside. Derefter blev den banket og hang ude i nat for at blive blæst godt igennem. Nu er den så ren som aldrig før og dufter lækkert.
torsdag, december 23, 2010
Nu er det jul igen
Vi har ændret vores planer for julen og bliver hjemme - det er føget helt til her, hvor vi bor. Den første jul nogen sinde bliver bare os to alene :-)
Men mon ikke man kan hygge sig alligevel? Hør fx dette fantastiske nummer.
Hvad er din yndlingsjulesang?
onsdag, december 22, 2010
Kuling, fygning og masser af sne
Det værste juleuvejr i 30 år rammer os lige om lidt, hører jeg, med kuling, fygning og masser af sne. Men det ser jo ikke sådan ud på billedet her.
Jeg skulle ikke nyde noget af at skøjte rundt på vejene, så jeg har været i Hillerød med toget, og det er nu ganske hyggeligt.
tirsdag, december 21, 2010
Nu bliver dagene snart længere
I morgen har vi vintersolhverv, og den 24. er dagen tiltaget med 1 minut, og hvert minut skal være hjertelig velkommen! I begyndelsen går det langsomt, og først den 22. januar er dagen tiltaget med 1 time, og den 6. februar med 2 timer!
Jeg holder jo meget af at tage billeder samme sted året rundt, og her er det et yndigt bondehus i vores nærhed.
mandag, december 20, 2010
Mine bobler
Jeg har altid været indtaget i en gammeldags Folkevogn - boblen, som alle kender. Den har eksisteret siden 1936 og ændrede sig ikke meget gennem årene, før den gik ud af produktion og blev et stilikon.
Først havde jeg en 1200 i mørkeblå, så en 1302 i mandarin-orange og til sidst en grøn metallic 1303.
Hvis man ikke kører meget og har en garage, er det en fin bil. Jeg havde ingen garage, og når det var frostvejr, var det ikke helt nemt at få ruderne fri for is og dug, hverken på ydersiden eller indersiden. Mange gange er jeg kørt rundt med nedrullede ruder for at kunne kigge ud. En rigtig Folkevogn kører helt op til 7 km på literen, og varmeanlæg har den også, selv om det virker bedst på en rødglødende sommerdag. Men ellers er det skam en udmærket bil - især når man undgår at køre på glatte veje og bagenden skrider ud, fordi sådan en Folkevogn er alt for tung bagi. Eller i blæsevejr, hvor man havner ovre i den modsatte vejbane, fordi den er alt for let foran.
Men smuk er den.
søndag, december 19, 2010
Minisafari
Ingen er vist i tvivl om, at mit hjerte banker for dyr. Jeg har lige besøgt vores dyrehandel og købt 20 kg solsikkefrø og 100 mejsekugler til de vilde fugle i haven. Og da jeg nu alligevel var der, kiggede jeg ind til alle de farvestrålende fugle og på mus, marsvin og hamstere. Jeg havde nær købt dem alle sammen :-)
Da sønnike var barn, havde vi farvede mus - og tre dværghamstere, der hed Tyksak, Molly og Bum. Succesen var størst med musene, som er meget sociale dyr - hamsterne levede helst nede i en høstak og var stort set kun fremme om natten. Men musene gav os mange sjove oplevelser, og jeg kan varmt anbefale musehold.
lørdag, december 18, 2010
Og sådan kan en lørdag gå ...
Jeg fik pludselig en dag forærende, havde god tid til alt – til at hjælpe en solsort, der blev fanget af spurvehøgen, læse de mails, jeg var bagud, og glædet mig over en e-mail fra en billedkunstner, der har fundet mig via min blog. Har nydt hendes hjemmeside. Fået en forespørgsel om jeg vil tjene penge på at skrive et blogindlæg om en film – nej, det vil jeg ikke, men jeg vil muligvis gerne skrive om filmen. Har læst aviser, slugt alt hvad der stod om Anna Netrebkos optræden i København og slog et slag om YouTube og hørte hende der. Har skrevet de mails, jeg var bagud, og talt med to venner, der begge er sneet inde. Nu venter den lækre gæstemad, som vi selv må spise, et afsnit af Bertelsen på Caminoen og lidt oprydning i diverse bunker, der på forunderlig vis har genereret mere papir …
Og sådan kan en lørdag gå, jeg fik sjælen med, den halsede lidt bagud, men nu er den med igen …
Besøg både ude og inde
I går var Bambi på besøg mange gange - jeg tror det var på grund af kulden. Der røg både kviste indenbords og æbler, vildtfugleblanding og rugbrød! Jeg måtte jo følge efter med kameraet, men forskåner jer for resten af de 75 billeder :-)
I dag får vi venner på besøg til frokost, hvis de ellers kan komme frem for sne. Det har sneet igen i nat, og vi har fået 10 centimeter oven i alt det, vi havde i forvejen ...
fredag, december 17, 2010
Billeder af det smukke landskab :-)
Og her ser I så udsigten til kirken! Og herunder til gravhøjen ...
ABC
I dag er vi nået til G i ABC-legen. For en del år siden var jeg i Gambia, og det var en stor oplevelse, som jeg aldrig vil glemme. Jeg tog mange billeder af den lokale befolkning - både sort/hvide og i farver. De sort/hvide fremkaldte og forstørrede jeg selv.
Stærkest i erindringen står den ubegribelige fattigdom. Unge kvinder og børn slæbte rundt på både babyer og større børn, og alle tiggede, unge som gamle. Kontrasterne var store - unge, smukke mennesker, der så ud til at hvile i sig selv, og tandløse, midaldrende i kæmpe frakker og huer i 45 graders fugtig varme. Rejsen vil altid være en påmindelse om, hvor forskellige vilkår vi har, alt efter hvor vi tilfældigvis kommer til verden.
Her kan du se andre bloggeres bud på dagens udfordring.
torsdag, december 16, 2010
Mine broderede støvler
For nogle år siden fik jeg disse brodere støvler forærende. Jeg tror, de har kostet en formue, men det triste er, at de kun har været på et par gange – jeg kan simpelthen ikke finde ud af, hvad der passer til – eller også er broderede støvler bare ikke mig. Jeg synes, det er lidt flovt at få en fin gave, som bare står og samler støv. Men et par vandrestøvler havde nok passet bedre til mig :-)
Jeg er mest til tykke, bløde hjemmesko - og træsko, som er gode til en tur ud over markerne, når jeg skal hilse på heste, køer og får ...
Vi er lige ved at drukne i sne - det har sneet siden tidligt i morges, og jeg tror, vi har fået 15-20 centimeter. Skal vi virkelig sne inde igen?
onsdag, december 15, 2010
Den søde tand
Jeg er vokset op næsten uden slik. Hvis det gik højt for sig, fik jeg en æggesnaps - altså en æggeblomme rørt med sukker. Men når vi fik gæster, kunne det hænde at jeg fik et stykke Pernille-chokolade. I dagligdagen var der aldrig slik - dog faldt der gerne en is af, hvis jeg gik tur med mine forældre, og vi kom forbi en slikbutik.
Nu må jeg indrømme, at jeg nyder et lille stykke mørk 85%-chokolade hver dag, og det hjælper på samvittigheden at det skulle være vældig sundt.
Fik du slik i din barndom, og hvordan er det nu med den søde tand?
Et kig ud ad vinduet
I går lå jeg på lur for at vise jer mine smukke kvækerfinker.
Nogle dage har jeg lyst til bare at sidde og kigge ud ad vinduet ...
tirsdag, december 14, 2010
Gamle julekort
Nu blev jeg færdig med at skrive mine julekort, og det er en ting, jeg nyder hvert år. Nogle bliver lange, andre korte, men jeg prøver at målrette teksten til den person, jeg sender kortene til. Disse kort gemmer jeg dog til mig selv - de er fundet på et loppemarked for år tilbage. Og mon ikke kortene oprindelig er fra 1940'erne ...
Når man ikke kan sove
Det var som om stilheden vældede ind. Jeg nød at kigge på stjernehimlen gennem glastaget i entreen, da jeg ikke kunne sove - det var eventyrligt smukt.
Kattene var travlt optaget af at få deres 18 timers søvn. Selv om det var iskoldt, prøvede jeg at tage et billede af stjernerne, men resultatet var ynkeligt. Jeg må hellere se at få fundet stativet frem og lære at bruge det …
mandag, december 13, 2010
Tampen brænder
J eg er ved at læse en bog, der foregår i begyndelsen af 1700-tallet, og i den kan man læse, at legen "Tampen brænder" allerede var populær dengang. Det er en leg, vi legede meget, da jeg var barn. Er det ikke sjovt, at mange børnelege har været kendt i århundreder?
På danskkultur.dk kan man læse om "Tampen brænder" som folkemindesamleren Ewald Tang Christensen har beskrevet legen.
Her er min far fotograferet en vinterdag i 1927 - med bare knæ! Han har også leget tampen brænder som barn.
Hvad legede man, da du var barn?
søndag, december 12, 2010
Verdens bedste gulerodssalat
Kanel, vanilje og mandler gør denne salat til en helt særlig smagsoplevelse:
300 g strimlede gulerødder
Friskpresset saft og fintrevet skal af 1 økologisk citron
1-2 spsk jomfruhørfrø- eller –rapsolie
1 dl mørke rosiner
1 dl finthakkede mandler
½ tsk stødt kanel
1 knivspids vaniljepulver eller ¼ stang vanilje
Fra Oscar Umahro Cadogans ’Køkkenrevolution for hele familien’.