mandag, oktober 30, 2006

Øjenåbner

Du lovede vi skulle hjem ... Jeg har aldrig tid til at høre radio om dagen, fordi min dag er besat med at producere radioprogrammer. Derfor sætter jeg stor pris på dr.dk, hvor man (næsten) altid kan høre det, man gik glip af, da det blev sendt. Uden den mulighed ville jeg ikke have fået Løkkegaards fra i tirsdags med Rushy Rashid at høre, og det ville have været en skam.

Det er en samtale med udgangspunkt i Rushy Rashids nye bog Du lovede, vi skulle hjem ... Her tegner hun et portræt af sine forældres generation, de første pakistanske gæstearbejdere, der forlod deres fattige landsbyer og rejste til Vesten i håb om at skabe et bedre liv for sig selv og deres familier. De troede, de kun skulle være væk i nogle få år, indtil de havde tjent nok til at bygge et hus eller åbne den forretning hjemme i Pakistan, som de havde drømt om. Men tiden gik, og det blev aldrig til noget med at vende hjem igen med børn og børnebørn.

Bogen beskriver i romanform det dilemma, den første generation af pakistanske indvandrere i Dannmark blev fanget i: hensynet til børnene, som de gerne ville sikre den bedst mulige uddannelse og fremtid, og hensynet til familien i Pakistan, der konstant skruede deres forventninger i vejret til hjælpen fra deres "rige" slægtninge i Vesten.

Rushy Rashid fortæller om, hvordan den pakistanske slægts grådighed og materielle krav til hendes forældre var med til at stavnsbinde dem til Danmark. De kunne sagtens have tjent nok til at tage hjem og bygge det hus, de drømte om hele livet - men behovet hos familien hjemme i Pakistan var umætteligt.

Jeg er nok ikke den eneste, der aldrig har tænkt på den vinkel.

Rushy Rashids bog udkommer i morgen. Den skal jeg have.

Hør udsendelsen her.

mandag, oktober 23, 2006

Jeg - en død fisk

Kun døde fisk flyder med strømmen

Udtrykket "kun døde fisk flyder med strømmen" giver 12.500 hits på Google, så det må siges at være en indarbejdet talemåde. Jeg bryder mig bare ikke om den, og jeg vil gerne slå et slag for at flyde med strømmen, eller mindre værdiladet: at følge strømmen.

At følge strømmen kræver opmærksomhed, nærvær og evnen til at kombinere sin egen opfattelse med den gængse. At følge strømmen betyder ikke at smide årerne i vandet, læne sig tilbage og håbe på det bedste, men derimod at give slip på fastlåste meninger og være lydhør over for andres. Man kunne også kalde det fleksibilitet. Eller social intelligens.

At følge strømmen betyder ikke, at man ikke har gjort sig klart, hvad man vil. Det betyder at være åben for mange andre måder at nå sine mål på. At man er indstillet på gøre noget andet, hvis det er hensigtsmæssigt, i stedet for at stå fast på sine principper. Det er en del af processen at være i stand til at give slip og samarbejde i stedet for at modarbejde.

At følge strømmen er et spørgsmål om tillid. Når tilliden ikke er til stede, er vi tilbøjelige til at klynge os til den plan, vi begyndte med. Jeg foretrækker at stole på, at åbenhed gør det nemmere at gennemføre en hvilken som helst plan.

Alle, der plejer at svømme mod strømmen, vil jeg gerne anbefale at tage en dyb indånding, klappe gællerne i og følge strømmen med åbne øjne.

søndag, oktober 22, 2006

Vi unge på 50+

I kraft af sit job får Monsieur uopfordret tilsendt forskellige tryksager med en vis relevans til det, han beskæftiger sig med. Et af de mere uforklarlige frynsegoder er alle teenagepigers menighedsblad "Vi unge" – som han pludselig begyndte at få, efter at han fyldte 50. Galant videregiver han det hver måned til mig, der læser det med stor fornøjelse. Ud over, at det er en glimrende måde at holde sig orienteret om, hvad der sker i en verden, der ellers er lukket land, står der ind imellem noget, der rækker ud over teenageuniverset og langt ind i ens eget. For eksempel har jeg lige læst en glimrende artikel om at skrive dagbog:

  1. Du behøver ikke at skrive lige meget hver dag, men beslut dig til et fast tidspunkt, hvor du ved, at du ikke bliver forstyrret.


  2. Hvis du vil bruge din dagbog til selvudvikling, får du mere ud af det, hvis du også skriver om dine mål og forventninger og positive tanker.


  3. Undgå kun at jagte forklaringer på, hvorfor noget skete, men spørg hellere: "Hvad har jeg lært?", eller "Hvad vil jeg gøre mere af eller gøre anderledes?" eller "Hvad skal jeg lade være med at gøre?" og derefter "Hvad vil jeg gøre i stedet for?" og prøv så at se for dig, hvordan du vil handle næste gang.


  4. Husk også at skrive noget positivt om dig selv til slut hver gang.


  5. Når du er uvenner med nogen, så spørg dig selv: "Hvad vil jeg gerne respektere ham/hende for?", og "Hvis jeg nu får ret, kan jeg så også få succes?". "Vil jeg give slip i at få ret, for at jeg kan få succes?"

Til behagelig overvejelse, også for bloggere i alle aldre.

lørdag, oktober 21, 2006

Lørdagssnapshot

Birthe vil ikke fotograferes
Festens genstand

onsdag, oktober 18, 2006

5 ting feminismen har gjort for mig

Mihail Chemiakin: Cybele (Soho, N.Y.)

Ella spørger, og jeg svarer så kort jeg kan:

Kogekunst når jeg har lyst
Værelse for mig selv
I byen uden at spørge
Nej når jeg har ikke har lyst
Delte pligter

Ellers er det ikke noget, jeg skænker mange tanker - men tak for opfordringen!

Opdatering torsdag, 19. oktober:
Jeg glemte at sende stafetten videre! Det ser ud til, at de fleste allerede er tag(g)et, men jeg prøver lykken hos Donald.

tirsdag, oktober 17, 2006

Et hverdagsdrama

Det sker mens jeg står ved håndvasken og børster tænder. Ud af den ene øjenkrog ser jeg pludselig en mørk skygge, der glider hen over badeværelsesgulvet med lynets hast, men da jeg vender mig om, er der ikke noget. Jeg lægger tandbørsten fra mig og støvsuger minutiøst gulvet med mit skarpeste blik: intet unormalt. Der er tilsyneladende heller ikke noget, der ikke skal være der i hjørnerne, men for en sikkerheds skyld må jeg hellere se efter omme bag håndklædereolen, der står tæt ved det ene hjørne. I samme øjeblik jeg rører reolen, farer skyggen diagonalt hen over gulvet igen og bliver standset af det modsatte hjørne, der forhindrer den i at komme videre. Nu sidder der en skovmus og kigger forskræmt og dirrende op på mig.

Hvordan den er kommet ind i badeværelset er ikke noget stort mysterium, når man har to katte, der benytter badeværelsesvinduet som hovedindgang. De spiser ikke mus, for de lever af dyrlægeautoriseret kattemad, men deres forfædre spiste mus. Vores nøjes med at fange musene for sportens skyld og for at lege med dem, og nogle af dem er snedige nok til at slippe væk og gemme sig dér, hvor kattene ikke kan nå dem.

Når den slags sker, plejer vi at fange musene i et håndklæde og slippe dem løs derude, hvor de kommer fra, så jeg rækker rutinemæssigt ud efter et håndklæde. Men musen er også snedigere end mig. På et splitsekund er den igen ovre under håndklædereolen. Tror jeg - for den er ikke under og ikke bagved reolen.

Efter ti minutters intens søgen - for den må være her et sted, både døren og vinduet er lukket - opdager jeg, at den sidder og kryber sammen bag radiatoren på det beslag, der holder radiatoren fast til væggen. Nu kan jeg bare ikke nå den. Meget klog mus.

Jeg fremskaffer et kosteskaft og får pirket til den, og igen er den væk som dug for solen. Efter udelukkelsesmetoden når jeg frem til, at den er et eller andet sted i håndklædestabelen, og der er kun ét at gøre: tage hvert enkelt håndklæde, folde det ud og se efter. Manøvren tager yderligere ti minutter, og den giver ikke noget resultat.

Så hører jeg en lyd midt i min stille eftertænksomhed. En lille lyd, som en svag skraben. Den kommer fra toilettet, og da jeg går hen og slår låget op, ser jeg musen ligge og gispe i vandkanten. Men jeg er for sent på den. Da jeg får den fisket op med en planteske, er den død.

Morale, hvis der er nogen: man kan også hjælpe for meget.

tirsdag, oktober 10, 2006

Så sig dog tak!

Her kommer én til løftet pegefinger:

En af de nemmeste kunstarter i verden er at tage imod en kompliment, men det er ikke ret mange, der behersker den. Til gengæld er der mange, der går i spåner over den mindste kritik. Men det dur ikke, at vi afviser eller bagatelliserer, når nogen siger noget pænt til os, og det er helt langt ude at begynde at argumentere imod en kompliment. Alligevel er det meget almindeligt.

Komplimenter er gaver - det er frustrerende at få gaver i hovedet igen, og falsk beskedenhed ødelægger stemningen. Det eneste, der skal til, er at sige tak. Børn kan undskyldes med generthed, men den går ikke med voksne.

Vi er vores egne hårdeste kritikere, og når nogen giver os komplimenter, bliver vi mindet om, at andre ser os på en anden måde. Alle levende skabninger har brug for positiv opmærksomhed, og alle fortjener det.

Enklere kan det da ikke være, hva'?

søndag, oktober 08, 2006

Søndagssnapshot

Efterår
Så er den sommer vist definitivt forbi ...

fredag, oktober 06, 2006

Afhængighed

Jeg har lige konstateret, at jeg har den samme hobby som Regitze: ikke at se fjernsyn. Refugiets anden beboer har praktiseret det længe, og nu er jeg selv ved at blive hooked.

Min guru Sanna Ehdin skelner mellem addiktioner - det, der intet tilfører kroppen eller psyken, men tværtimod dræner kræfterne - og additioner, dvs. noget, der lægger til, beriger og bygger op. Man kan længes efter det eller ligefrem have et behov for det ligesom med addiktioner. Forskellen er, at man ikke får abstinenser. Addition er en positiv vane, som kroppen 'efterspørger'. Det kan være en positiv oplevelse af nærhed, eller det kan være at læse en god bog, lytte til musik eller samtaler, der inspirerer – eller måske endda bloglæsning, som Regitze er inde på.

Jeg skriver mig lige en passage hos Ehdin bag øret:

"Let afhængighed stjæler ubønhørligt tid og engagement fra alle i dag. Hvis du har 10-15 af disse aktiviteter om dagen, så optager de en hel del plads – tid, der kan bruges til det, der er væsentligt eller til ikke at gøre noget som helst og i stedet få lidt tiltrængt hvile. De bidrager til aktivitetsprocessen, for 'man skal jo følge med'. Hvad er nyeste hårmode, hvilke solbriller er 'in', hvordan var koncerten med NN, hvad havde denne eller hin på til festen, hvilken kendt person kommer sammen med hvem? Al den stund synet er vores dominerende sans, sker det alt for let, at øjnene lukker for meget ind. Det giver en mæthed og afstumpning samt en afhængighed i mildere grad."

Jeg snupper en bid af Få et selvhelbredende liv på 12 uger hver aften, inden jeg lægger mig til at sove. Jeg er blevet afhængig af Sanna Ehdin i sværere grad.

P.S. Gid bogen havde haft en mere spiselig titel. Men lad dig ikke skræmme – der er meget mere gods i den bog, end der plejer at være i selvhjælpsbøger. Den her er klasser over!