lørdag, juni 24, 2006

Lørdagsindkøb

Noget tyder på, at vi for alvor er ved at nærme os pensionsalderen, Monsieur og jeg: i dag købte vi ind sammen!

Ved kassen kører kassedamen/pigen vores bakke med økologiske, men ellers ganske almindelige røde, danske tomater gennem laserkanonen. Hun tøver et øjeblik, så løfter hun hovedet, ser bebrejdende på os, og følgende replikskifte finder sted:

Kassedame: - Der står at varen ikke eksisterer!

Monsieur: - Så må det være et fatamorgana.

Kassedame: - Et hvaddd?

Vi er ved at blive gamle.

torsdag, juni 15, 2006

Envejskommunikation

Jeg skulle hæve nogle penge, men dankortautomaten var optaget af en ung fyr, der havde fået den samme tanke. Han lagde ikke mærke til, at jeg stillede mig op bag ved ham, for han var travlt beskæftiget med at føre en samtale med automaten.

- Tusind? Nej du, jeg tror, jeg nøjes med to hundrede denne gang. Og jo, jeg vil meget gerne have en kvittering. Nej, for resten, det kan være ligegyldigt. Men pengene, kom nu med dem, jeg har lidt travlt. Nå, du synes jeg skal have kortet først? Det er så også i orden. Endelig, dér var de, det var sgu på tide. Nå, jeg må også se at komme videre. Det var hyggeligt, du. Hav en god dag!
Det gav et gib i ham, da jeg begyndte at grine højt, og han vendte sig om og opdagede, at han ikke var alene. "Øh," sagde han med en meget lille stemme, "jeg taler altid, når jeg læser..."

mandag, juni 12, 2006

Det er koldt udenfor, Skat

Sandsynligvis er det Monsieurs fortjeneste, at amazon.com kan fortsætte med at ekspandere. I hvert fald lander en lind strøm af brune papæsker med amazons logo i vores postkasse, og det er ikke mig, der bestiller dem. Samtidig vokser bunkerne på det dertil indrettede bogbord hæmningsløst. Som regel bliver jeg ikke indviet i, hvad papæskerne indeholder. Monsieurs interesser er mange og ofte for kryptiske til, at han kan forvente spontan medleven fra min side, og det ved han.

Her i eftermiddags var det åbenbart ikke en bog, der var i dagens brune papæske, for han flåede den op på stedet og styrede direkte hen til cd-afspilleren med den. "Du skal lige høre, jeg har købt noget sjovt til dig!" sagde han og gav sig til at fodre maskinen.

Vi er begge to vokset op med Elvis, Cliff, Beatles og Stones, så jeg havde måske ventet, at det var noget i den stil, bokssættet med de 4 cd’er indeholdt, men nej. Det var amerikanske standards, altså nærmest vores forældres musik, og endnu mere besynderligt: sunget af Rod Stewart, som jo egentlig er for "ny" til os. Han er ganske vist noget ældre, end vi er, men da han slog igennem, var vi allerede voksne og ude over den alder, hvor popmusik er en væsentlig del af ens univers. Og så ved jeg, at Monsieur aldrig har kunnet klare den stemme, der lyder som et rustent søm.

Men nu smilede han huldsaligt og satte sig til rette i sofaen. Vi lyttede et stykke tid i tavshed. Efter den første cd begyndte jeg at kunne lide det. Efter den anden var jeg begejstret. Midt i den tredje blev jeg budt op, og vi dansede... nej, vuggede os gennem "Stardust", "The Way You Look Tonight" og "Baby, It’s Cold Outside". Det sidste var løgn, for det var stegende hedt, og de ultraviolette stråler postede ned fra en skyfri himmel udenfor.

Utroligt, hvad der kan ske på en ganske almindelig mandag eftermiddag, når man mindst venter det. Bagefter trak vi lod om, hvem der skulle skifte kattebakken.

søndag, juni 11, 2006

Logik kontra realisme

Klassefesten i går var en succes, og alle var glade. Så glade, at vi blev enige om, at vi selvfølgelig skulle holde forbindelsen ved lige og blive ved med at ses med passende mellemrum. Men hvor tit? Hvert femte år lød umiddelbart logisk og naturligt. Så kom vi til at tænke på vores alder - og blev enige om hvert tredje år...

lørdag, juni 10, 2006

Gensyn med vennerne

Det har været besværligt, tidkrævende, til tider håbløst, men det har også været sjovt at prøve at finde dem, jeg gik ud af skolen sammen med for 40 år siden, da der var noget, der hed realeksamen.

Godt og vel et halvt år er gået med telefonbogs- og vejviseropslag, netsurfing og søgemaskinevridning, forgæves opringninger og absurde samtaler med sagesløse fremmede, besynderlige mailkorrespondancer og langsommelig indhentning af folkeregisteroplysninger. Jensener, Larsener og Olsener har det med at gemme sig eller helt forsvinde, når man ikke har haft kontakt med dem siden 1966.

Men undervejs har det især ført til spændende, hyggelige, muntre, lattervækkende telefonsamtaler, genopfriskning af tågede erindringer og indblik i utrolig mange eventyrlige liv. Og en enkelt tragisk skæbne.

2. a, 1957-58, Virum Skole

Vi gik i skole i Virum. Nogle bor der stadig, andre har slået sig ned på Fyn, i Jylland, Tyskland, Holland, Frankrig, Dubai. Dengang lavede vi de samme lektier og levede i den samme lille verden. Nu er vi spredt for alle vinde og blevet sygeplejersker, taxichauffører, programmører, overlæger, ingeniører, politiadvokater, journalister, globetrottere, gøglere og musikere. En enkelt har vundet melodigrandprixet sammen med sin lillebror og fået os andre til at prale af, at vi kender ham. Han kommer også, og han får travlt med at finde på gode undskyldninger for ikke at gi' et nummer.

Lige præcis i dag er det blevet rigtig sommer med højt solskin på blå, skyfri himmel. Vi bliver 23, de kommer fra nær og fjern (også fra Dubai), og jeg skal møde dem lige om lidt.

Om jeg er spændt, og om jeg glæder mig? Ja!

fredag, juni 09, 2006

Bregner er en fryd at se på...

Carl Ståltråds hus
...men jeg havde nu nok foretrukket udsigten

tirsdag, juni 06, 2006

Mangelfuld fingerøvelse

Det er snart så lang tid siden, at jeg har løftet en pegefinger, at jeg næsten helt har glemt, hvordan man bærer sig ad. Men nu gør jeg et forsøg, og det bliver næppe det perfekte pegefingerløft. Forhåbentlig ikke, for det handler om nødvendigheden af at være uperfekt.

Da jeg gik på stranden i går, fik bølgeskvulpene mig til at tænke på altings foranderlighed. Den perfekte bølge, der ender med at tabe pusten og blive til ingenting, men som alligevel på et eller andet tidspunkt genopstår som en anden bølge, der måske er knap så imponerende, men som dog er en bølge, der yder sit bidrag til sceneriet og helheden.

Mens jeg sidder her og skriver, vokser håret. Celler dør og gendannes, og blodet strømmer gennem årerne. Måske har jeg en rynke mere i morgen. Tingene forandrer sig oftere, end de bliver ved med at være de samme. I en hvilken som helst situation kan det fuldendte pludselig opstå, men det varer ikke ved. Hvis man forsøger at holde fast i det perfekte eller stræber efter det, bliver man frustreret og ulykkelig.

Alligevel er de fleste af os opdraget til at forsøge at opnå det perfekte og til at være perfekte. Fordelen ved at være blevet voksen og mere end ung, er at man kan vælge at give afkald på andres bifald. Vi kan vælge at opfatte planeten her og universet som et sted, hvor vi har frihed til ikke at være perfekte. Når vi er nået så langt, kan vi begynde at tage os selv mindre højtideligt og have det langt sjovere. Det ligger til mennesker at være uperfekte. Påskøn det uperfekte, så påskønner du dig selv.

Amen.

mandag, juni 05, 2006

søndag, juni 04, 2006

Søvnløshed

Jeg er inde i en periode, hvor jeg ikke kan falde i søvn. Alle tricks og gode råd er afprøvet – troede jeg: Monsieur har lige foreslået, at vi begynder at abonnere på Weekendavisen igen for at komme problemet til livs...

lørdag, juni 03, 2006

Lørdagsindkøb

Kunde: - Jeg vil gerne have to kilo hakket kalv og flæsk.

Slagter: - Ja tak.

Kunde: - Det skal være i hver sin pose!

Slagter: - ?

Kunde: - Ja, altså et kilo i hver...