mandag, juni 30, 2014

Jasminspiser taget på fersk gerning


I går aftes fik vi besøg af et rådyr, der gik og spiste i haven i lang tid - og pludselig var der også en lillebitte, prikket unge. Den var slet ikke til at stå for. Jeg fik taget en række billeder af moren ved at liste mig rundt i stuen og prøve at gøre mig usynlig, men desværre ikke af den lille. Her står moren og spiser af vores vilde jasminer :-)

søndag, juni 29, 2014

Glæden ved en tidlig sommermorgen


Vi tog til Hillerød Loppemarked tidligt i morges med kaffe og hjemmebagt citronmåne, der blev nydt ved søen. Med hjem fra markedet kom bl.a. fire store sylteglas og en dejlig trøje i alpakauld til mig.


Jeg havde taget grovbrød med til ænderne, men de fik kamp til stregen af mågerne, som er lynhurtige. Hvor jeg dog nyder at være ude i naturen en tidlig sommermorgen!

Opskriften på citronmåne med marcipan er fra Irmas blad, Krydderiet.

lørdag, juni 28, 2014

Med Miri på havevandring


Vi har været en tur på Sydsjælland og har sammen med Miri besøgt Langebækgaards smukke have. Det er en 50.000 m² stor romantisk landskabshave, og havens store linier og de ældste træer stammer fra begyndelsen af 1800-tallet. Men det meste af selve haveanlægget er anlagt efter 1994 som en engelsk landskabshave. Vi var så heldige, at gartneren viste rundt og fortalte om de mange blomster, buske og træer. Nu er jeg meget klogere på bl.a. robinia, tusindstråle, lægebaldrian, gulbladet trompetkrone, halvgræsser, blomsterkornel og tudseliljer. Her er lidt af indtrykkene fra vores spændende dag:








Langebækgaard har åbent igen den 23. og 24. august fra 11 til 17, og man kan bl. a. se solskinsstaudebed, birke- og lærketræslund, nøddegang, brombærhegn, rododendronbuske, paradishave, blåregnslysthus, hjertelund med hjertetræer, bækstauder, køkkenhave, pæonhave, skyggehave og en labyrint. Og også en skøn café :-)

torsdag, juni 26, 2014

Haveselskabets havefestival


I den kommende weekend åbner flere hundrede haveejere for, at alle vi haveglade kan få lov at se deres haver. Den 28. og 29. juni kan man besøge haver over hele Danmark ved Haveselskabets havefestival 2014, hvor en lang række private haver åbner havelågen for besøgende.

Jeg har en plan med en kær blogven og håber at kunne vise nogle billeder, hvis vejrguderne vil som jeg :-)

onsdag, juni 25, 2014

Naturens magi


Lyset og naturen fascinerer mig til stadighed. At gå en tur er en ny oplevelse hver gang afhængig af vejret, tiden på dagen og årstiden - og de lyse nætter har en helt særlig magi. Solen stod op kl. 4.29 og går ned kl. 21.55 ...

tirsdag, juni 24, 2014

Midsommer


Jeg elsker stemningen ved havet sankthansaften og at være ude i de lyse nætter. Det var forholdsvist lunt, men blæsende. Tusindvis af mennesker samles på stranden her i Liseleje sankthansaften, der er bål, båltale, og Shubidua synger Midsommervisen fra store højtalere. Til sidst er der et kæmpe festfyrværkeri ud over vandet ... .

Var du også til sankthansbål?




mandag, juni 23, 2014

Ny yndlingsblomst


Først for nylig har jeg opdaget planten stjerneskærm - astrantia - denne meget smukke staude med en skærm af små stjerner. Nu kan jeg næsten ikke få nok af at se på den ...

Ha' en dejlig sankthansaften


Jeg holder meget af vores traditioner sankthansaften i Liseleje. Tusindvis af mennesker samles på stranden - der er bål, båltale, og Shubidua synger Midsommervisen fra store højtalere. Til sidst er der et kæmpe festfyrværkeri ud over vandet ...

Ha' en dejlig sankthansaften alle sammen! Jo, ifølge Dansk Sprognævn staves det nu på denne måde.




lørdag, juni 21, 2014

Filmstriben - og drivhusdrømme


Billederne er fra traveturen og et besøg hos shetlandsponyerne.

Jeg har lige set nyhedsbrevet fra Filmstriben, og der er flere film, som ser spændende ud, fx 'Maria Larssons eviga ögonblick' fra 2008. Filmstriben fejrer fotografiet med en række spille- og dokumentarfilm, der handler om fotografi eller fotografer. Vejrudsigten ser grå, våd og blæsende ud i dag, og hvad er bedre end en god film på en regnvejrsdag eller -aften ...

Her i entreen er mine to agurkeplanter og tomatplanten blevet næsten mandshøje. Jeg har ikke haft den slags i mange år og har lyst til at få et lille drivhus igen. Blæsten kan jo være hård ved planterne, hvis de bare står ude på terrassen.

fredag, juni 20, 2014

En blomstrende entré


Vores entré ligner et tropisk væksthus i øjeblikket. Den er fyldt med blå snerler, og planterne snor sig rundt oppe under glastaget. Jeg har haft snerler i entreen i cirka 10 år, og det hele begyndte, da jeg fik et brev med frø af en veninde, som havde købt dem i Botanisk Haves butik.



torsdag, juni 19, 2014

Regndans og ny frisure

Lad os få noget mere regn! Her åbnede himlen for sluserne i cirka 15 minutter, men det forslår jo slet ikke efter en hel måneds tørke.

I dag har jeg været hos frisøren. Jeg bad hende komme med et bud på, hvad hun syntes ville klæde mig, når bare hun tog hensyn til, at jeg ikke gider at stå og sætte hår hver morgen. Hendes eget hår er superflot med et tykt pandehår, og hun har en ny frisure hver gang, jeg ser hende. Jeg er glad for resultatet, og det er min hjertenskær heldigvis også :-)

Et yndlingsmotiv


Et af mine yndlingsmotiver er fugle. De kommer ofte helt tæt på, som om de ved, at jeg ikke har skumle hensigter. Min veninde Inge gjorde en allike i haven så tam, at den spiste af hendes hånd - den hed Klavs :-) Måger kommer gerne og tager brød ud af hånden på mig - det kan dog virke lidt overvældende på grund af deres størrelse ...



tirsdag, juni 17, 2014

Gazpacho - og Estrid 2 år


Efter en lang og varm dag i København var det dejligt med en læskende middagsret: gazpacho med ristede mandler. Opskriften er fra Sæson og kan ses her.

Vi var bl.a. i Torvehallerne, som er Københavns største og bedste madmarked med over 60 forskellige stader, der sælger fødevarer af høj kvalitet. Det er altid en oplevelse bare at gå og kigge.

Jeg er ved at læse 'Kvinden der forsvandt' af Gillian Flynn på min nye e-bogslæser. En historie om det perfekte ægtepar, som elsker og respekterer hinanden, men hvor alting åbenbart ikke er særlig perfekt alligevel ...

Lille Estrid er netop blevet 2 år og har holdt børnefødselsdag i haven. Vi glæder os til at se hende snart igen :-)

mandag, juni 16, 2014

Jordbær m.m.


Der er ikke noget så dejligt som en portion jordbær på denne årstid - her med vaniljeskum og frysetørrede hindbær :-)


Vi har mange fugleunger i haven - især musvitter, blåmejser og skovspurve. De bliver fodret af forældrene, der har meget travl med at gøre alle tilfredse :-)

Her til morgen fandt jeg en død muldvarp. Det må være min 'storvildtjæger', Sofus, der står bag. Nu bliver jeg måske fri for flere muldvarpeskud i græsplænen. Men den bliver vist aldrig pæn igen og er fyldt med huller, hvor muldvarpen har gravet sine underjordiske gange ...

søndag, juni 15, 2014

Han er ved at lære det ;-)


I dag er min smukke jasminbusk sprunget ud og sender bølger af vellugt ind i stuen. Det er en busk, jeg plantede for 16 år siden og valgte på grund af den fine røde farve i midten af blomsterne. Jeg mener, det er en Philadelphus 'Belle Etoile'.

Min hjertenskær er ved at komme efter det og har lært at opsnuse gode ting på et loppemarked. I dag fandt han denne indsats, som man bruger til at dampe grøntsager i - det er et af de bedste køkkenredskaber, der findes. Man sætter den ned i en gryde med lidt kogende vand i bunden og lægger grøntsagerne ovenpå. På den måde undgår man at vitaminerne koges ud i vandet, og grøntsagerne bliver mere sprøde.

Han købte også en en Yves Saint Laurent-blazer i tynd uld, og jeg blev beriget med bl.a. en Kindle e-bogslæser og en sweater fra Two Danes :-)



lørdag, juni 14, 2014

En lun sommeraften


Vi har haft nogle meget lune dage, og selv solsorten synes vist, det kan blive for meget :-) Nu begynder det at blive et problem, at vi ikke har fået regn længe - græsset er ved at blive brunt, men så er man jo fri for at slå det så længe :-) Regnvandstønden er tom, og vandet har gjort god gavn på bl.a. min sommerfuglebusk og store hortensia ...